Min svigerindes børn driver mig til vanvid – jeg vil ikke have, at mit barn omgås dem. “Jeg respekterer dig og din datter, men dine børnebørn skal ikke komme her, når jeg er på arbejde – de opfører sig frygteligt, og det er uacceptabelt for mig,” sagde jeg til min svigermor. “Og det generer dig ikke, at din datter er alene hjemme hele dagen? I det mindste leger Annas børn med hende, så keder hun sig ikke,” forsvarede min svigermor sig. “Hun keder sig ikke alene, bare rolig. Når jeg har tid, inviterer jeg jer. Men jeg er imod det,” svarede jeg. “Hvad har de da gjort dig?” Sådan lyder vores samtaler ofte, fordi min svigermor ikke kan acceptere min beslutning. Min datter er 11 år gammel. Vi bor i en forstad til København. Min svigerinde bor ikke langt herfra og har to børn: en dreng på 13 og en pige på 10. Før i tiden har de altid leget godt sammen med min datter. Jeg har altid holdt øje med dem og bemærkede aldrig noget. Min svigermor er overbevist om, at Anna (min svigerinde) har opdraget de perfekte børn – virkeligheden er dog en helt anden. Min svigermor ser kun sine børnebørn i ferierne og kender derfor ikke den sande situation. Hvor min datter er stille og velopdragen, er Annas børn som en tornado. De stjæler legetøj, og for nylig tog de penge fra min pung for at købe is og sodavand. De kommer uanmeldt og tager over i vores hus. De leger, spiser, og er ikke spor generte. De vil ikke spise havregrød – de forlanger noget lækkert. “Jeg gider ikke grød. Giv mig nogle penge, så går jeg i kiosken,” sagde min svogerens søn til min datter. “Jeg har ikke nogen penge,” svarede hun forvirret. “Men din mor har – tag hendes pung. Hvis du ikke gør det, finder jeg dem selv.” Han fandt pengene. Og tog dem fra min pung og gik. Min datter fik ingenting, fordi hun ikke tog pengene. Da jeg ringede til min svigerinde, skældte hun mig ud – man skal jo ikke lade penge ligge, så de kan findes. “Anna, det her er mit hus. Din søn har rodet i mine ting – kan du ikke snakke med ham? I vores familie tager vi ikke andres ting, og det vil jeg ikke tillade, at dine børn gør,” svarede jeg. Anna blev fornærmet, men faldt lidt til ro. Når jeg havde ferie, kom hendes børn ofte hos os, og jeg holdt opsyn. Men så kom nabobetjenten og ville tale med min datter. Det viste sig, at min svigerindes søn havde stjålet noget i kiosken, og min datter havde været med. “Slap nu af, hvad er problemet?” kommenterede min svogers mand. Efter hændelsen bad jeg min mand om at tage en snak med sin søster. Han lyttede. Fætrene lovede at opføre sig ordentligt, søsteren lovede at holde øje. Men desværre! Jeg aftalte med min datter, at hun ikke skulle lade sig lokke. Hun holdt sit løfte – det gjorde de andre ikke. De kom igen og tændte bål under kirsebærtræet, fordi de ville på picnic og ikke kunne finde brænde. Efter den episode besluttede jeg at begrænse min datters kontakt med hendes fætre og kusine. “Vil du ikke engang have, at dit barn besøger os? De er jo familie!” klagede min svigermor. “Nej, sådan nogle venner har hun ikke brug for.” “Så må du opdrage hende til at være leder, ikke følger – så får hun ikke problemer,” svarede Anna. Jeg svarede ikke engang. Jeg skammer mig ikke over min opdragelse af min datter, men det burde Anna måske tænke over. Min datter har nok venner – hun lider ikke af ensomhed eller mangel på opmærksomhed. Jeg mener, at jeg har taget det rigtige valg.

Min svigerindes unger driver mig til vanvid. Jeg ønsker faktisk ikke, at mit barn skal være sammen med dem.

– Jeg respekterer dig og din datter, men jeg vil altså ikke have, at dine børnebørn kommer her, når jeg er på arbejde. De opfører sig helt forfærdeligt, og det kan jeg simpelthen ikke acceptere, sagde jeg til min svigermor.

– Men det generer dig ikke, at din datter sidder alene hjemme hele dagen? Altså, Lones børn leger da med hende, så hun keder sig ikke, forsøgte min svigermor sig.

– Tro mig, hun kan sagtens hygge sig alene. Når jeg har overskud, så inviterer jeg jer! Jeg er altså ikke med på den plan, svarede jeg køligt.

– Men hvad har de dog gjort dig?

Sådan kører samtalerne tit, for min svigermor nægter at forstå, hvorfor jeg har taget den beslutning.

Min datter, Rikke, er 11 år gammel. Vi bor i et forstadskvarter til Odense. Min svigerinde Lone bor bare et par gader væk med sine to børn: Jonas på 13 og Mathilde på 10. Indtil for nyligt har de faktisk kunnet enes ret fint med Rikke, og jeg har altid holdt lidt øje – uden at se noget alarmerende. Men min svigermor er overbevist om, at Lone har opdraget sine poder til næsten perfekte børn, hvilket jo mildest talt ikke stemmer overens med virkeligheden.

Min svigermor ser kun børnebørnene i ferierne, så hun aner intet om, hvordan hverdagen faktisk er. Derhjemme er Rikke rolig og til at stole på, men Lones børn opfører sig som en tornado på charterferie. De stjæler legetøj og snuppede så sent som i sidste uge min pung for at købe sodavand og is i Brugsen.

De dumper ind uden varsel, overtager huset, spiser mig nærmest ud af hjemmet og opfører sig generelt, som om skam er et fremmedord. Suppe gider de ikke have, det skal være “noget lækkert”.

– Jeg gider altså ikke suppe. Giv mig nogle penge, så går jeg i kiosken, sagde Jonas direkte til Rikke.
– Jeg har ingen penge, svarede Rikke, lettere forvirret.
– Men det har din mor da! Så snup hendes taske da. Og hvis ikke du gør det, gør jeg det selv!

Og ja, han fandt både tasken og pengene. Gik i kiosken og kom hjem igen, mens Rikke naturligvis ikke fik en krone, for hun deltog jo ikke. Da jeg konfronterede Lone, fik jeg bare at vide, at jeg ikke burde lade penge ligge fremme.

– Altså Lone, det er MIT hjem! Din søn gennemroder mine ting, så snak nu lige med ham. Vi tager ikke andres ejendele i vores familie, og det skal dine børn heller ikke, sagde jeg.

Lone blev fornærmet, men var hurtigt ovenpå igen. Når jeg holdt ferie, kom hendes børn tit og fyldte huset, men jeg sørgede heldigvis selv for at holde lidt opsyn, så der ikke skete ulykker. På et tidspunkt blev vi dog ringet op af nabolagsbetjenten, for min datter blev indkaldt til afhøring – Jonas havde stjålet noget nede fra købmanden, og Rikke var med ham!

– Ej, nu slap dog af, sagde Lones mand, som om det da ikke var noget problem.

Efter den episode bad jeg min mand, Niels, om at tage en snak med Lone. Han lyttede og børnene lovede dyrt og helligt at opføre sig pænt. Og Lone lovede at holde lidt øje. Men ja, så nemt gik det selvfølgelig ikke.

Så lavede jeg en aftale med Rikke om, at hun ikke lod sig lokke af deres tossestreger, og det klarede hun faktisk fint. De formåede dog alligevel sidste sommer at stikke ned i haven, hvor de forsøgte at save kirsebærtræet ned, fordi de ville grille – men kunne ikke finde brænde. Efter dét traf jeg beslutningen: kontakten var slut!

– Vil du virkelig nægte dit eget barn at besøge os? De er jo familie, jamrede min svigermor.
– Ja, hun har ikke brug for den slags venner i sit liv.
– Så må du jo lære hende at tage styringen og ikke følge med flokken, så er der ikke noget problem! svarede Lone skarpt.
Jeg orkede knap reagere. Jeg skammer mig ikke over min opdragelse af Rikke, men Lone burde måske tænke lidt mere over sin. Rikke har nok venner og absolut ikke mangel på selskab. Jeg er faktisk ret sikker på, at jeg har valgt rigtigt.