Astrid, du må lige se her! Er den ikke fantastisk? Den pisker æggehvider på to minutter, jeg har selv taget tid! En sand vidunder-maskine. Jeg har drømt om sådan én i evigheder, men det var lidt over budget. Og pludselig vupti nu er jeg bagningens dronning!
Astrid, Rikkes svigerinde, strålede som kobberkandelaberen på hyggelige danske køkkenborde, mens hun kærtegnede sin nye rødbede-farvede køkkenmaskine. Køkkenet duftede af vanilje og en smule brændt sukker Astrid forsøgte sig med marengs for første gang. Rikke stod lænet op ad døren med smilende læber, som mere og mere føltes som en påsat maske af gips. Indeni snørede kulden sig sammen i brystet, og hjertet bankede hårdere end håndboldlandsholdet i semifinale.
Hun kendte den maskine. Ikke bare modellen den helt bestemte maskine.
Den er flot, fik Rikke mumlet, og hun kæmpede for at holde stemmen rolig. Og dyr, det har du ret i. Hvor har du dog fået den fra? Er det Lars, der har slået til?
Astrid slog ud med en ske med halvsmeltet sukkercreme.
Åh nej, Lars er nærig som altid han køber kun fiskegrej og vinterdæk. Det var mor, der kom forbi med en kasse i går. Du har to børn, Astrid, du skal bage til dem, jeg koger jo bare min havregrød. Du får den, skat, sagde hun bare. Vores mor er nu god hun giver alt væk til børnene.
Rikkes blik gled over på kassen i hjørnet. En lille mærkning, et hak udover stregkoden i kartonen, kunne kun være ét: det karakteristiske mærke, hun for to uger siden havde lavet, da hun slæbte den tunge gave op ad sin svigermors trappe hvor kassen ramte porten på opgangen i Hellerup.
Det var hendes gave. Den, hun havde brugt en måned på at undersøge, sammenligne anmeldelser og funktioner. Halvdelen af hendes bonus, ellers var gået til nye støvler noget hun virkelig havde glædet sig til. Gaven, hun havde overrakt til Karen, hendes svigermor, for ti dage siden på hendes fødselsdag.
Dengang havde Karen næsten fået tårer i øjnene. Rikke dog, behøvede du virkelig det? Den har kostet en formue! Jeg vil passe på den som guld tage den frem til særlige anledninger, sagde hun og knugede gaven ind til brystet.
Men her var den altså: til særlig lejlighed, i datterens køkken.
Ja, mor er guld værd, gentog Rikke stille. Hun sikrer, at alle får det bedste.
Netop da trådte Søren, Rikkes mand og Astrids bror, ind i køkkenet. Han spise småkage og så tilfreds ud med livet.
Nå, tøser, snakker I maskiner? Den er fed, Astrid! Mor sagde, du skulle have den.
Rikke drejede sig brat mod sin mand. Øjnene blev smalle.
Så du vidste det?
Søren hostede og nær var ved at få småkage galt i halsen da han så sin kones blik nu forstod han, at han havde sagt for meget.
Altså sådan rigtigt vidste det Mor nævnte forleden, at maskinen var for avanceret så mange knapper og hastigheder! Hun sagde, Astrid bager jo altid, så det passede bedre hos hende. Jeg sagde bare: Mor, du gør som du vil.
Avanceret? Søren, der er én knap. Tænd/sluk. Din mor sidder på Facebook søndag morgen og lægger billeder op hurtigere end mig. Men den her maskine, dén er for svær?
Astrid holdt op med at tygge, øjnene blev vagtsomt rettet mod Rikke.
Rikke, altså Det er vel ikke noget at blive sur over? Den ville jo bare stå og samle støv hos mor her får den et liv. Vi er trods alt en familie.
Familie, ja, sagde Rikke. Det er mærkeligt, at det altid er mine ting og mine penge, der ender i din husholdning, Astrid.
Hun vendte sig om og forlod køkkenet i hast, greb tasken og gik ud i entreen.
Rikke, vent! Hvor skal du hen? råbte Søren og løb efter hende.
Men Rikke var allerede ude på trappeopgangen, hvor luften var kølig. Vreden stønnede i halsen, og hun kunne mærke tårerne presse sig på. Det var langt fra første gang, hun oplevede svigermors omsorg på den måde.
Sidste år gav hun Karen et sæt dyre rustfrie gryder. En måned senere så hun dem i Astrids køkken. For tunge til mine hænder, sagde Karen sødt undskyldende.
Et halvt år senere hjembragte Rikke et smukt, uldtæppe fra Færøerne. Næste sommer lå det i Astrids hunds kurv på Lolland Bella fryser så let, og tæppet kradsede jo, så jeg kunne ikke bruge det.
Men køkkenmaskinen til fire tusinde kroner blev dråben.
I bilen, hvor Søren til sidst indhentede hende og satte sig bag rattet, lå en tung stilhed. Han trykkede fingrene nervøst mod rattet og kastede stjålne blikke mod Rikke.
Rikke, kom nu. Det blev akavet jeg ved det godt. Mor er bare gammel, hun mener det jo godt. Astrid har jo aldrig penge, og mor vil bare hjælpe.
Hjælpe? Hvordan? Med de ting, jeg betaler for! Jeg tjener de penge, Søren. Det gør ikke bare sig selv. Jeg ville gerne glæde din mor, vise hende min omtanke. Og hun afleverer det videre uden engang at ringe og spørge mig først.
Du overdriver altså.
Overdriver jeg? Nå. Din mor har snart runde fødselsdag. Hun ønsker sig det nye kabel-tv med stor skærm til køkkenet, ikke? Hvor meget koster sådan en?
Omkring seks tusinde. Vi snakkede jo om at splejse altså, primært fra min løn.
Din? Hver måned fortsætter vi med at leve af min løn, for du afdrager stadig på bilen.
Ja, ja, vi er jo familie
Netop. Og jeg vil tænke meget nøje over, hvad jeg giver i gave den her gang.
De næste to uger levede Rikke afkølet, undgik opkald fra Karen med undskyld, jeg er optaget. Og Karen lod til at tage intet anstød hun planlagde muntert den store fest med familie, venner og kolleger. De havde booket selskabslokale på en traditionel kro et sted nord for København.
Rikke, skat, klukkede Karen i telefonen, tre dage før jubilæet du har husket det? Programstart klokken fem. Og jeg har ryddet shelfen i køkkenet, så tvet kan komme op! Jeg glæder mig!
Rikke lagde røret på og så sig selv i spejlet.
Glæd du dig bare, tænkte hun tørt.
På dagen for festen gjorde Rikke sig særlig meget umage. Hun tog sin mørkeblå kjole, lavede håret smukt, så hun følte sig stærk og værdig.
Hvor er fjernsynet? spurgte Søren, mens hans rodede efter slippedet. Skal vi hente det undervejs?
Nej, svarede Rikke roligt og tog øreringe på.
Hm Jamen, hvordan gør vi så? Du har ordnet gave, ikke?
Gaven er klar, sagde hun og smilede.
Søren åndede lettet op, overbevist om, at Rikke havde sørget for alt med sin sædvanlige omhu.
På kroen sad Karen i midten af flokken, iført glitrende festkjole og modtagende blomster og konvolutter. Astrid sværmede omtanke rundt om hende, hele tiden i hælene.
Da Rikke og Søren dukkede op, åbnede Karen favnen med et hvæs af forventning.
Åh, mine kære! Kom nær, kom nær!
Søren overrakte hende en stor buket fra tanken på vej. Rikke smilede høfligt, kyssede Karen på kinden.
Tillykke med dagen, Karen. Må du få mange gode år.
Tak, kære Rikke! Karen strakte ivrigt halsen, kiggede forventningsfuldt efter bagdøren, åbenbart klar til en overraskelsespakke fra elgiganten.
Men ingen kom.
Gæsterne satte sig. Der gik skål på skål, bror Poul ønskede jysk sejl og grønlandsk lykke. Så veninden fra barnedåb. Og endelig Astrid, der stod op og holdt sin gave frem:
Mor! Du er den bedste, den mest omsorgsfulde! Vi har købt nyt sengelinned og et gavekort til spa, så du kan slappe af og føle dig som en dronning!
Bifald. Karen knugede pakken og blev blank i øjnene.
Rikke sad med hænderne stille på skødet. Hun genkendte sengelinnedet fra supermarkedets tilbud: syntetisk, men i pæn indpakning.
Nu er det sønnens og svigerdatterens tur til gave! annoncerede toastmasteren.
Søren puffede til Rikke.
Kom nu, Rikke! Hvor er overraskelsen?
Rikke rejste sig. Stilheden sænkede sig over lokalet. Karen lænede sig frem, smilende, klar til at hive fjernsynet ind i sin forestilling.
Rikke tog sit glas.
Kære Karen, sagde hun højt, stemmen klar og rolig. I dag markerer et langt liv. Et tidspunkt, hvor man værdsætter det væsentlige.
Hun holdt pause. Gæsterne lyttede.
Søren og jeg har altid tænkt nøje over vores gaver til dig. Jeg fandt gryder, der letter dit arbejde. Tæpper til at varme på kolde dage. Og sidst, maskinen, jeg gav for kun et par uger siden.
Karens smil stivnede, Astrid så væk.
Jeg brugte ikke kun penge på de gaver, men også kærlighed og omhyggelighed. Jeg håbede, de kunne glæde dig.
Søren blev bleg. Rikke rykkede sig lidt væk fra hans forsøg på at stoppe hende.
Desværre, fortsatte hun, med hårdhed i stemmen må jeg sande, at mine gaver ikke skulle blive hos dig. De havner altid hos Astrid, eller i hendes hunds kurv.
Murmur gik gennem krostuen. Astrid blev ilrød, Karen fik hævede øjenbryn.
Måske vælger jeg bare forkert. Måske har du bare et generøst sind og vælger at give alt til Astrid. Det er smukt modersindet, ikke?
Smilet var blændende og koldt.
Derfor har jeg i år besluttet at skåne både dig og mig. Hvorfor købe noget, der alligevel ender hos Astrid? Hvorfor slide mit budget? Hvis Astrid vil have et nyt fjernsyn, må hun købe det selv. Til dig, Karen, giver jeg i dag min opmærksomhed og respekt for dit generøse væsen.
Hun holdt hænderne frem tomme.
Jeg kom i dag uden gave. For den bedste gave for dig må være visheden om, at Astrid er veludstyret for lang tid. Min mission er derfor fuldført.
Hun løftede glasset.
Skål, Karen. Må vi alle få, hvad vi i sandhed fortjener.
Rikke tog det sidste af sin champagne og satte sig.
Stilheden var trykkende. Man kunne høre en flue summe fra loftet. Nogle fniste sagte måske dem, der også kendte Karens vane med at forsvinde gaver videre i systemet.
Karen sad ildrød, munden gabende.
Hvordan hvordan kan du på min fødselsdag! At ydmyge mig foran alle!
Mor, rolig! råbte Astrid og sendte Rikke onde blikke. Du må ikke hidse dig op!
Det er hende! hvæsede Karen Altid hende! Berøvet for sine egne gaver!
Søren sad som krøbet sammen, han ønskede at forsvinde fra jordens overflade.
Rikke, så groft behøvede det ikke være Kunne vi ikke snakke hjemme?
Det hjælper ikke derhjemme, Søren, svarede Rikke højt. Der siger I bare Astrid har mere brug for det. Nu kender alle sandheden.
Karen begyndte at klamre sig til hjertet.
Ring 112! Ud! I skal aldrig sætte jeres ben her igen! Og dig, søn, du skal følge din kone, hvis du ikke kan sætte hende på plads!
Med glæde, sagde Rikke, rejste sig og tog sin taske. Søren, kommer du eller bliver du her og hjælper med at købe fjernsyn? Kortet er hos mig, og pinkoden skiftede jeg i morges.
Det var en løgn, pinkoden var den samme, men effekten var perfekt. Søren skyndte sig at følge efter hende med et undskyldende blik til mor og søster.
De trådte ud i den friske, tidlige aften. Lydene fra krostuen og Karens klynken blev bag dem.
I bilen hvilede Søren hovedet mod rattet.
Det her det bliver krig, mumlede han. Hun gør livet surt for os nu. Hun får hele familien imod os.
Lad hende bare, sagde Rikke og så ud på byens lys. Jeg har det faktisk lettere end i flere år. Fra nu af forsøger jeg ikke mere at tilfredsstille folk, som ikke værdsætter det. Jeg er ikke bankautomat og ikke forretning jeg er din kone, og jeg vil have respekt.
Jeg respekterer dig, sagde Søren stille.
Så lad os tage hjem. Og fra nu af besøger vi kun din mor med en blomst og en billig kage. Fjernsynet køber vi til os selv. Det har vi snakket om længe.
Der gik et øjebliks eftertænksom stilhed, før Søren tændte for motoren.
Du har ret. Vi trænger til et fjernsyn i soveværelset. Og den maskine måske køber vi en til dig også måske grøn i stedet for rød?
For første gang den aften smilede Rikke ægte.
Det gør vi, Søren. Og den grønne skal stå på MIN køkkenbord.
De kørte hjemad. Telefonen summede med opkald fra Astrid og Karen, men Søren vendte den bare om og satte noget lyd på radioen.
Familiefejde er irriterende men selvfølelsen er mere værd end selv de dyreste maskiner. Rikke vidste, at Karen vil komme sig hun har altid brug for noget. Men nu var spillereglerne nye. Og det var Rikke, der satte dem.
Ugen efter købte de det store tv og den grønne køkkenmaskine. En måned senere ringede Karen. Vrede og brok over Astrid, der havde ødelagt maskinen ved at forsøge at lave brøddej. Rikke lyttede venligt og lagde på med god samvittighed og et lille smil.
Del gerne din egen historie om familie-retfærdighed i kommentarerne, hvis du har oplevet noget lignende.
