Mit første bryllup som 55-årig: Min forsinkede mand – En sand dansk kærlighedshistorie om at finde lykken og gifte sig for allerførste gang i livets efterår

Min første ægteskab som 55-årig: Min forsinkede mand
Min sene mand… Første gang jeg blev gift, var jeg 55 år gammel… Nu er der gået fem år siden vores bryllup… Jeg er 60 i dag, og min mand er 65… Der er ikke noget mærkeligt i at gifte sig som 55-årig… I dag kan alting ske… Det overraskende er måske, at det både var min første og min mands første ægteskab… Og forestil dig jeg havde aldrig drømt om at blive gift!
Som ung, knap tyve år gammel, blev jeg frygteligt såret af en fyr, jeg elskede dybt… Han hed Mads. Han forlod mig, da jeg var fem måneder henne… Først, Gud tilgive mig, overvejede jeg at tage mit eget liv, men jeg fik siden fat i mig selv og lovede mig selv aldrig at blive gift… Jeg ville ikke have, at endnu en skiderik stak af, så snart han fik chancen… Og det løfte holdt jeg… Min datter voksede op, blev gift, og jeg fik børnebørn, mens jeg levede ensomt som et stædigt muldyr… Og det skal ikke lyde som om, jeg ingen bejlere havde… Der var da flere! Men min stædighed kendte ingen grænser: når først jeg havde sat mig noget for, blev det sådan…
Men at leve som enlig kvinde gjorde mig mindre feminin og lidt skrap… Skæbnen, den drilske dame, havde dog andre planer for mig…
Jeg vil gerne fortælle, hvordan jeg alligevel endte foran alteret… Da jeg gik på pension, som mange andre danskere, begyndte jeg at rode i kolonihaven… Mine forældre havde efterladt mig et lille sommerhus udenfor Odense med en lille have til… Jeg tog oftest toget dertil. Turen tog knap halvanden time, så jeg tog altid et krydsordshæfte med så gik tiden hurtigt… En dag steg der, i en af de mellemstore stationer, et ægtepar på, sammen med en lille ældre mand… Først sad vi alle tavse… Så hørte jeg pludselig kvinden mumle lavmælt:
Mads, skal vi ikke kigge forbi børnene og hjælpe lidt? Du er jo deres far…
Men inden hun nåede at sige mere, overdøvede togets larm hendes mands brølende stemme.
Hva fanden, har du slået hovedet, skal jeg ligge på knæ for de idioter?
Han fortsatte med at fylde luften med hæslige ord om sin kone og børn, så jeg uvilkårligt vendte mig for at se på dem… Mine øjne standsede på den vredt sammenbidte mand og jeg frøs til is… Det var Mads! Den samme Mads, som havde forladt mig for mange år siden, mens jeg var gravid! Han var ikke meget forandret, kun lidt mere rynket og endnu mere bitter… Fortsat en stor og skræmmende mand… Han genkendte mig heldigvis ikke, men da han fik øje på mit blik, råbte han hysterisk:
Hva glor du på! Vend dig om, ellers får du en på øjet!
Jeg stivnede… Mine ben og arme nægtede at lystre om det var chokket eller frygt, ved jeg ikke…
Og så skete der noget, jeg aldrig havde drømt om… Den lille gamle mand overfor mig rejste sig beslutsomt imellem mig og Mads og sagde roligt og fast:
Hvis du ikke stopper med at svine kvinder til, kommer du til at høre fra mig. En mand, der snakker sådan til kvinder, har jeg ingen respekt for. Jeg knækker dig som et stykke pap!
Mit hjerte sank! Et stykke pap? Mads kunne knuse ham med en lillefinger! Jeg gjorde mig klar til at hjælpe min ridder, da pludselig Mads veg tilbage, trak sig sammen og mumlede noget uforståeligt… Og der gik det op for mig, at denne “stærke mand” kun var farlig overfor kvinder… Møder han en rigtig mand med mod, kryber han straks… Og for den sølle skabnings skyld havde jeg ødelagt mit liv?! Tårerne trillede… Det hele føltes som en filmscene tre årtier på få sekunder…
Efter to stationer stod Mads og konen af, og jeg brød stille sammen… Der var koldt og tomt i sjælen…
Ikke engang tårer kan gøre dit ansigt mindre yndigt, sagde min redningsmand smilende… Nu så jeg ham ikke længere som lille mand. Foran mig sad et modigt, varmt menneske. Han hed Børge Amundsen og var pensioneret sergent fra hæren… Sådan lærte jeg min kommende, sene mand at kende… Og for første gang i mange år mærkede jeg, at jeg virkelig gerne ville giftes, gerne ville være en elsket kvinde…
Og sådan gik det…
Børge og jeg er lykkelige sammen… Livet finder altid en plads til glæden uanset hvor gammel du er… For selv sensommeren i ens liv kan rumme både kærlighed og lykke.