Tab: Tabt kærlighed. Rasmus og Lise mødtes for første gang i gymnasietiden. Drengen fik øje på den stille, mørkhårede pige med de dybe isblå øjne i skolekorridoren mellem de larmende, småfrække piger, der fnisede og delte smøger under pausen. -Klassen, hils på vores nye elev – Lise Andersen, – præsenterede klasselæreren hende for 3.b. Et kort øjeblik mødte Lise og Rasmus hinandens blik, og fra dét sekund vidste han, at hun var noget helt særligt. Han måtte kæmpe for hendes hjerte, men da dimissionen kom, gik de ud hånd i hånd – siden var de uadskillelige. Hver gang han forsvandt i hendes blide, blå øjne, var han sikker: Uden hende var han som en fisk på land. Årene gik, Rasmus og Lise afsluttede universitetet, fik gode jobs og blev gift. Parret begyndte at drømme om et barn, men trods mange forsøg lykkedes det ikke for Lise at blive gravid. Efter flere års skuffelser tog de mod til sig og forsøgte med fertilitetsbehandling. Denne gang lykkedes det. Ni måneder efter blev deres lille pige født – og hun fik navnet Aurora. Men glæden var kort – for Lise blev diagnosticeret med kræft. Mens Aurora voksede og lignede sin mor mere og mere, blev Lise blegere og mere svækket – som en skygge af sig selv. Kort efter Auroras femårs fødselsdag døde Lise. Efter sin hustrus død knækkede Rasmus. Fortvivlet over tabet begyndte han at drikke. Glas efter glas druknede han smerten, vreden og den hemmelige skyldfølelse – for han anklagede inderst inde deres lille datter. For det var netop fertilitetsbehandlingen, der havde udløst kræften. -Hvorfor gik mor væk? – tænkte Aurora igen og igen – var det fordi, jeg ikke var sød nok? Og far… han elsker mig ikke mere, funderede hun, mens hun så sit eget blege ansigt i det snavsede spejl – han er blevet så vred. I køkkenet klirrede flasker. Alkoholdunsten bredte sig ud i lejligheden. -Snak ikke til ham, ellers begynder han igen, tænkte Aurora og forsvandt musestille ud af døren i sin tynde jakke – hun ville ikke være mere til besvær… Det var tidligt efterår, gråt – dagen blev hurtigt til aften, mens Aurora forsvandt ud i byen, alene og lille. En kold vind slog mod hende, og hun forsøgte at glemme sulten, mens hun fulgte snoede stier i parken. Bag hende dukkede en høj mand op med kraven trukket op om ørene, som fulgte efter hende ind i halvmørket. Imens sad Rasmus med en rammebillede i hånden – Lises blå øjne stirrede på ham. Han trak sig selv i håret og bandede højt, fuld af sorg og vrede. Pludselig rørte en kold vind sig i rummet. Han så op – og foran ham stod Lise. *** I den tomme park satte Aurora sig på en udskåret bænk under det matte gadelampe. Pludselig trådte manden frem. -Du behøver ikke være bange, jeg gør dig ikke noget, sagde stemmen blidt, næsten vuggende. – Er du her helt alene? -Ja, hviskede Aurora og bed sig i læben. -Morten Vestergaard, præsenterede manden sig og rakte hånden smilende frem. Alt var som i en tåge… Hjemme hos Rasmus rakte han ud efter sin hustru, men greb kun ud i luften og slog sig mod natbordet. -Rasmus, sagde hendes triste stemme, – jeg gik ikke frivilligt. Ingen er skyld i dette, allermindst Aurora. -Vores datter er vores kærligheds arv, fortsatte Lises ånd. – Jeg kan ikke hjælpe mere, men Aurora har så hårdt brug for dig. Hun har mistet sin mor, lad hende ikke også miste sin far. Tårerne pressede sig frem, mens Rasmus lyttede. Lise blev borte med et sidste varsko: – Skynd dig, jeg mærker Aurora er i fare! – og forsvandt. Rasmus sprang i skoene og løb det hurtigste, han kunne. Hans hjerte hamrede. I parken sad Aurora nu trygt med sin nye ven. Det lignede for de få forbipasserende bare en far og datter. Da Aurora virkede tryg, rakte Morten hende en sødmefuld karamel. Hun åd den hurtigt. -Du ryster jo, skal vi gå hjem til mig og få varm te? – Morten tog hendes hånd. Aurora huskede ikke, hvornår hendes far sidst tog hendes hånd. Måske var han venlig… tænkte hun. Men idet hun tog et skridt, svimlede jorden, og benene ville ikke bære længere. Morten greb hende i rette tid. Uden at lægge mærke til det, tabte Aurora sin lyserøde enhjørning-nøglering. Rasmus gennemsøgte febrilskt parken – sveden og alkoholen piblede ud – og forstod alt det forfærdelige, han havde gjort. Pludselig så han enhjørninge-nøgleringen på asfalten og spurtede efter lyden af hundeglam og råb. -En gal hund! råbte Morten, mens han var ved at sparke en stor rottweiler, og havde Aurora over skulderen. En ung kvinde, piger med hunden, forsøgte at holde rottweileren tilbage, men den rev sig løs. -Stop, dit svin, råbte Rasmus – giv mig min datter! Han kastede sig over Morten, der kun nåede at vende sig. I dét øjeblik kastede rottweileren sig over Morten. *** Aurora vågnede på hospitalet efter flere rensende drop. Karamellen fra Morten havde haft en mystisk fyld. Manden, som viste sig at være tidligere dømt for overgreb mod børn, blev også indlagt – men med politiopbud. Senere blev det klart for Rasmus, hvad der var sket, og at rottweileren, Archie, havde reddet Aurora. Ejerens navn var Helena, og hun besøgte jævnligt Rasmus og Aurora derhjemme. Hun fortalte, at hun i parken havde mødt en kvinde med særligt blå øjne, som havde talt til Archie – og pludselig var hunden blevet helt anderledes. Hun genkendte Lise fra billedet, men holdt det for sig selv. Aurora kom sig hurtigt, og Rasmus stoppede for altid med at drikke. Han blev til en kærlig far. En dag kom Helena på besøg, og mens ballonerne svævede i loftet, fejrede de Auroras sjette fødselsdag – hendes bedste nogensinde. Aurora sprang ud i en rosafarvet tylkjole. Bag ryggen gemte Helena en overraskelse. -Tillykke med fødselsdagen, lille solstråle – jeg har en gave… – og så bjæffede der noget bag hendes ryg: En rundhovedet rottweilerhvalp! Nu kunne Lise – Auroras mor – omsider finde fred, viskede vinden sagte. Hendes kærlighed passede på dem, som et blid brise i hjemmet. Tabt kærlighed – en fortælling om håb, hjertesorger og mirakler midt i dansk efterår

Tab og forsoning.

Rasmus og Dagmar mødtes første gang i gymnasiet. Han lagde mærke til hende i de smalle gange, mens klassekammeraterne larmede, slog sig løs, og stjal cigaretter fra hinanden. Dagmar gemte sig genert bag sine tætte, mørke vipper, mens pigerne omkring hende pludrede højlydt.

Klassen, vi skal tage godt imod vores nye elev Dagmar Holmgaard, præsenterede klasselæreren hende.
Et øjeblik mødtes Dagmars blik med Rasmus’, og fra det sekund vidste han, at han var ramt. Han kæmpede for hendes hjerte, men til sidst smeltede muren, og til studenterfesten gik de hånd i hånd. Siden har de ikke været fra hinanden.

Hver gang Rasmus så ind hendes store, tindrende blå øjne, følte han, at han uden dem ville ligge strandet og gispende på tørt land.

Årene gik, de sluttede universitetet, fik gode jobs og blev gift. Parret begyndte at drømme om at få et barn. Men uanset hvor mange forsøg, lykkedes det ikke Dagmar at blive gravid. Efter flere års forsøg, besluttede de sig for fertilitetsbehandling.

Den gang lykkedes det, og ni måneder senere blev deres lille datter født. De kaldte hende Alvilde. Glæden skyllede ind over familien, men snart opslugtes lyset. Dagmar fik konstateret kræft.

Det virkede som skæbnens hånlige leg mens Alvilde voksede og hver dag lignede sin mor mere og mere, visnede Dagmar bort, og blev til en skygge af sig selv.

Da Alvilde fyldte fem, døde hendes mor.

Smerten brækkede noget i Rasmus. Han blev vred, søgte trøst i flasken, lod tågen af sorg og skam dække alt. Halvfuld forsøgte han at drukne sin vrede over, at han, et sted dybt inde, bebrejdede Alvilde. For det var jo fertilitetsbehandlingen, der vækkede kræften.

Hvorfor gik mor? spekulerede Alvilde gentagne gange. Måske var jeg uartig og derfor blev hun syg? Og far far elsker mig vist ikke længere, tænkte hun, mens hun betragtede sit blege ansigt i det plettede spejl. Han er ikke den samme, han er vred…

Fra køkkenet lød mutterende brok, glas og tallerkner, der klirrede. Alkoholdunsten lå tungt i lejligheden.
Nu begynder han nok igen at råbe af mig, tænkte hun bange, trak den tynde jakke på og gled lydløst ud gennem den ulåste hoveddør. Han skal ikke mærke mig mere…

En tidlig efterårsaften havde sænket sig over København og trukket en grå himmel over byen. Folk hastede sammenkrøbne gennem regnen, uden at lægge mærke til den lille pige der, sammenbøjet af sorg, drev rundt uden retning.

Alvilde gik på snoede stier og forsøgte at glemme murren i maven. Pludselig, kun et par dusin skridt væk, dukkede en mand op, ansigtet skjult i en høj krave. Da Alvilde drejede ind mod Østre Anlæg, fulgte han roligt efter.

Hvorfor stirrer du sådan på mig? mumlede Rasmus sløvet, mens han så på billedrammen med Dagmars blå øjne. Du forlod mig… Han greb sit hoved, ruskede sine fedtede hårtotter.

En pludselig brise fik gardinet til at bælge. Rasmus løftede hovedet. Foran ham stod hun hans afdøde kone.

***

Der var næsten tomt på legepladsen i parken. Skælvende satte Alvilde sig på en udskåret bænk under en summende gadelygte. Hun var træt, vidste ikke, hvad hun skulle stille op.

En fremmed, høj mand dukkede op af mørket hun fløj sammen af forskrækkelse.
Du behøver ikke være bange, jeg vil dig intet ondt, lød hans bløde stemme, omsvøbende, trøstende. Er du alene?
Ja, svarede hun, bed sig i læben for ikke at ryste.

Han lod blikket glide over hende og smilede, rakte hånden frem:
Peter Lauridsen

Alt omkring Rasmus var uvirkeligt, tåget. Kunne det være Dagmar? Han styrtede mod hende, men faldt igennem og fik slået panden mod bordkanten.

Rasmus sagde hun sorgfuldt. Jeg forlod jer ikke. Jeg ville aldrig gå, men det skete. Ingen af os kan gøre for det. Slet ikke Alvilde.

Rasmus gned sit ømme hoved, stivnede foran fantomet.
Vores datter er vores kærligheds gave, fortsatte Dagmar. Jeg kan ikke hjælpe jer mere, men hun har brug for dig nu. Hun har mistet sin mor tab hende ikke også…

Mens han lyttede, følte Rasmus, at en byld bristede indeni. Tårerne strømmede, han græd som et barn.

Jeg vil altid være nær jer, og elske jer. Men skynd dig, jeg kan mærke Alvilde er i fare, hviskede Dagmars stemme pludselig angst.

Rasmus fór op, greb skoene.
Vores park, kom det svagt, netop som han drejede sig men nu stod han der alene.

Sveden sprang ud på panden, kroppen værkede af uvant aktivitet. Hans hjerte hamrede, mens han sprintede i regnen.

På bænken sad den høje mand og snakkede stilfærdigt med Alvilde de lignede ved første øjekast far og datter. Da samtalen stillede, og hun slappede af, rakte Peter Lauridsen hende en karamel. Hun puttede den i munden.

Du ryster, lad mig byde dig på varm kakao og kage, sagde han, tog hendes lille hånd i sin.
For første gang i lang tid, mærkede Alvilde en voksen tage hendes hånd. Hun stolede på hans venlige smil og nikkede svagt. Pludseligt blev hun svimmel, og benene ville næsten ikke bære hende. Peter Lauridsen greb hende blidt, netop som hun var ved at falde. Uden at bemærke det, tabte Alvilde en lille lyserød enhjørning-nøglering fra lommen.

Rasmus gennemsøgte desperat parken, alkoholen var svedt ud, og erkendelsen af alt det forkerte han havde gjort, snørede halsen på ham. Alarmklokker vrimlede i hans sind.

Endnu en tom, kold bænk under en knapt lysende lampe… Men der lå noget: En lyserød plet på den våde asfalt. Alvildes enhjørning-nøglering.

Et sted i nærheden lød hundegøen, og Rasmus mærkede panikken.
Han løb efter lyden.

Tag den hund væk! peb den høje mand, mens han sparkede efter en stor hund og havde en lille pige over skulderen.
En spinkel, mørkhåret kvinde forsøgte tappert at trække sin massive rottweiler væk fra manden. Hunden sprang, snerrede og trak i linen.

Undskyld, jeg forstår det ikke, Archie plejer aldrig at gøre den slags, Archie! råbte hun krampagtigt, mens linen brændte hende i hænderne. Men Archie gav sig ikke.

Stop! råbte en stemme med raseri gennem regnen. Rasmus kom løbende. Giv mig min datter, svin! Han kastede sig over Peter Lauridsen, der kun lige nåede at spærre øjnene op.

Samtidig rev Archie sig fri.

***

Alvilde vågnede på hospitalet efter flere rensende drop. Karamellen hun havde spist, var fyldt med noget mistænkeligt. Den bidte, forslåede Peter Lauridsen blev også kørt på hospitalet men i håndjern. Han var tidligere dømt for overgreb mod børn og besiddelse af børnepornografi. Ingen burde gætte, hvad han havde tænkt sig at gøre ved Alvilde. Men det gjorde hun aldrig.

Hundens ejer, Helene, tog sammen med Rasmus hen på hospitalet for at besøge Alvilde. Hun fortalte senere, at hun i parken mødte en ung kvinde med slående, klare blå øjne. Kvinden havde aet Archie og hvisket noget til ham, hvorefter rottweileren satte i løb, trak Helene med sig og ledte hende til forbryderen.

Alvilde blev hurtigt udskrevet igen og sendt hjem. Rasmus holdt straks op med at drikke, blev en kærlig far, og Helene blev en hyppig gæst i det lille hjem. Den mystiske kvinde fra parken genkendte hun senere som den smilende Dagmar på fotografiet, men hun nævnte det aldrig.

Prinsesse, kom ud, vi har gæster, lød Rasmus stemme. Farvede balloner summede under loftet, hoveddøren gik op, og Helene trådte ind.

I dag fyldte Alvilde seks, og det var hendes bedste fødselsdag nogensinde. Hun sprang ud i en luftig, lyserød kjole, øjnene glimtede. Helene skjulte noget bag ryggen.

Tillykke med fødselsdagen, solstråle! Jeg har en lille overraskelse til dig, smilede Helene.

Alvilde klappede ivrigt i hænderne, men i det samme lød et vov.

Mød Birk, sagde Helene og satte en fladtrykt rottweilerhvalp i armene på hende.

Nu kunne Dagmar endelig gå roligt fra dem, tryg ved, at nogen passer på hendes elskede. En lun brise kærtegnede alles kinder, og Alvildes mor påbegyndte sin videre rejse mod himlen.