Vi glædede os til dagen, hvor vi kunne besøge vores barnebarn – men vi var ikke velkomne Sidste måned fik vi endelig vores første barnebarn. Vi var lykkelige og så frem til dagen, hvor vi skulle besøge den lille ny. Men vi fandt hurtigt ud af, at vi ikke var ønsket. Min svigerdatter viste tydeligt sin utilfredshed. Vi havde både gaver og penge med, men alligevel bliver hun oprevet bare ved synet af os. Jeg føler mig såret, for jeg er jo mormor. Svigerdatteren var uhøflig både overfor mig og min datter, selvom Kathrine bare ville give gode råd. Kathrine har tre børn, så hun ved, hvad hun taler om. Halvdelen af gaverne blev givet retur – ”en nyfødt har ikke brug for tøjdyr”. Men barnet får brug for det hele, når det bliver større, så hvorfor ikke tage imod? Da vi var på besøg, blev der ikke engang budt på kaffe. Min søn sagde ikke meget og kiggede ned – det er tydeligt, at han ikke bestemmer derhjemme. Jeg tog hjem og græd, for jeg havde ikke regnet med sådan en modtagelse. Siden har jeg kun set billeder af mit barnebarn – jeg får ikke lov at komme. Jeg inviterer dem til os, men min svigerdatter vil ikke. Jeg bad min søn tage den lille med i barnevognen i parken, men det kunne han ikke. Svigerdatteren styrer ham fuldstændig og vil slet ikke give slip. Svigerdatteren har givet barnebarnet modermælkserstatning. Hun tror, vi vil dømme hende, og derfor vil hun ikke ses med os. Men jeg er ligeglad – jeg vil bare se mit barnebarn! Jeg dømmer hende ikke, alle mødre gør det på deres måde. Vi havde et godt forhold før, både med hende og hendes forældre. Men da mit barnebarn blev født, var det som om, hun blev en anden! Jeg har aldrig krænket hende – hvorfor har hun skiftet sådan over for mig? Mine venner kan slet ikke forstå, at jeg ikke ser mit barnebarn. Min mor har overdraget mig sin lejlighed. Jeg havde tænkt at sælge og dele pengene mellem min søn og datter. Men på grund af alt det her synes min mand, vi bare skal leje ud – ”bedre det end at hjælpe børn, der ikke værdsætter os”. Måske har han ret, for hvem skal tage sig af os, når vi bliver gamle? Desværre.

Vi havde glædet os så meget til den dag, vi skulle besøge vores barnebarn. Men vi var ikke velkomne.

For en måned siden fik vi endelig vores lille barnebarn. Vi var så lykkelige og glædede os helt enormt til at skulle hilse på den lille ny. Men da dagen kom, stod det hurtigt klart, at vores besøg ikke var ønsket. Min svigerdatter, Mette, gjorde det tydeligt, at hun ikke brød sig om vores selskab. Vi kom ellers med gaver og havde endda penge med til barnevognen, men Mette blev bare irriteret, hver gang vi dukkede op.

Jeg blev så såret, for nu var jeg blevet mormor, og jeg havde forestillet mig, at vi kunne have det hyggeligt sammen. Mette talte hverken pænt til mig eller min datter, Alma, selvom Alma bare ville give nogle gode råd hun har jo selv tre børn og ved, hvad hun taler om. Men Mette returnerede halvdelen af gaverne med kommentaren: Et spædbarn har ikke brug for plysdyr. Hun mente, det var spild, for barnet skulle nok få brug for tingene, når det blev større alligevel.

Da vi var derovre, blev der ikke engang sat kaffe over. Min søn, Kasper, sad bare tavs og kiggede ned i bordet han bestemmer vist ikke meget derhjemme. Jeg tog hjem med tårer i øjnene, for jeg havde slet ikke forventet at blive sat sådan på plads.

Siden da har jeg kun set mit barnebarn på billederne, de sender på min telefon. Vi får ikke lov at komme forbi længere. Jeg har inviteret dem alle til kaffe hjemme hos os, men Mette vil ikke med. Jeg har endda spurgt Kasper, om han ikke bare kan tage barnevognen med i Fælledparken en eftermiddag, så vi kunne mødes udenfor men det kunne han ikke, sagde han. Mette vil have fuld kontrol, hun slipper ham ikke et øjeblik.

Hun har også valgt at gå over til modermælkserstatning. Jeg tror, hun føler, vi vil dømme hende for hendes valg, og derfor undgår hun at se os. Men det rager mig ikke jeg vil bare gerne bruge tid med mit barnebarn. Jeg dømmer hende ikke, for vi mødre har alle hver vores måde at gøre tingene på.

Mette og jeg havde et rigtig fint forhold før, ligesom til hendes forældre. Men siden barnebarnet kom, virker det, som om hun har forandret sig fuldstændig. Jeg har aldrig gjort hende noget ondt, så jeg forstår ikke, hvorfor hun opfører sig sådan over for mig. Mine veninder undrer sig hvordan kan jeg have et barnebarn, som jeg ikke må se?

Min mor lod mig arve sin lejlighed. Tanken var, at jeg ville sælge den og dele pengene omkring 1 million kroner ligeligt mellem Kasper og Alma. Men efter alt det, der er sket, mener min mand, Henrik, at vi hellere skal leje den ud, i stedet for at hjælpe børn, der alligevel er så utaknemmelige. Han har måske ret, for hvem skal ellers tage sig af os, når vi bliver gamle?

Livet slår nogle gange kolbøtter, hvor man mindst venter det. Det har lært mig, at relationer skal bygges op med tålmodighed og forståelse man kan ikke kræve kærlighed eller nærhed, heller ikke fra ens egne børn. Måske må man some gange give slip, lytte og tilgive for omsorg kan ikke tvinges igennem, men skal vokse frem i respekt og gensidig rummelighed.