Der var en mor og så var der en datter. Sådan en datter viste sig at være min venindes lille pige, Inge.
Ferien i Mallorca endte i en uventet graviditet, og senere i en fødsel. På den blide forårsdag kom lille Lærke til verden. En solbrun pige med mørke øjne, som altid syntes at spejle solen i sit smil.
Inge arbejdede hårdt, mens Lærke blev passet af deres mor, men om aftenen tog hun sig tid til at slippe hverdagens byrder og finde ro.
Nogle aftener førte hun en ven med hjem. Moren vidste om det, men holdt sig udenfor datterens anliggender.
Da Lærke fyldte fem år, sagde Inge, at hun skulle flytte ind hos en mand. Skæbnen skulle så snart finde ud af, om han ville vide noget om barnet. Inge bad mig om, at Lærke måtte bo hos mig.
Jeg måtte derfor gå på pension, nødt til at leve på en smal folkepension, mens Inge lejlighedsvis sendte lidt penge på min kortkonto.
Lærke savnede sin mor så meget, at hun stod ved vinduet og sprang ved hvert lille skridt i opgangen.
Inge kom sjældnere for hver uge, og sendte kun penge til mig på kortet.
En dag besluttede hun at besøge sit barn. Hun købte gaver, slik og kom om aftenen, da Lærke netop efter et bad sad i farverigt pyjamas og så sit yndlingsprogram Godnat, små venner.
Da Lærke hørte moderens stemme, sprang hun op fra sofaen, løb hen til Inge og greb hende fast om halsen med sine små hænder:
Mor, jeg har savnet dig så meget! Jeg elsker dig!
Lærke, pas på din mor, slip grebet. Jeg elsker dig også.
Men pigen holdt så fast, at Inge knap kunne løsne de små hænder.
Så greb Lærke i Inges ben:
Går du ikke? Forlader du mig aldrig? Vi er sammen nu, for evigt?
Vent lidt, Lærke, snart kommer jeg igen og henter dig, svarede Inge, men hun måtte også gå videre.
Jeg sad på køkkenet, tårerne strømmede som regn. Inge ledte efter smertestillende i medicinskabet.
Inge sagde farvel, smækkede døren i. Lærke stod på gulvet, hænderne på knæene, uden tårer, bare stirrende på et punkt.
Mor elsker mig ikke, hun har forladt mig. Og far har jeg ingen. Alle har en far, men jeg har ingen.
Min skat, jeg er her for dig, sagde bedstemor Birthe, da hun løftede Lærke op fra gulvet.
Lærke omfavnede Birthe, lagde sit hoved på hendes skulder.
Bedstemor, vil du fortælle mig historien om hanen og ræven?
Selvfølgelig, jeg lægger dig i seng og fortæller den med det samme.
Jeg vinkede farvel til Inge med hånden, hun svarede med et blik.
Må Gud give bedstemor sundhed, så hun kan opdrage barnet. Måske en dag fortryder Inge sig. Livet kan tage mange drejninger.
Jeg husker også fra min tid under den gamle socialisme, da en kvinde og en mand havde et barn uden at fortælle hinanden om det. Et år senere kom sandheden frem, da moderens sundhed krævede lægehjælp. Manden, da han opdagede, hvad hun havde gjort, gik fra hende. Han sagde, at en så mor ikke kunne være til gavn for hans børn.
Alligevel holder jeg fast i håbet om, at fremtiden kan bringe bedre dage.
