Et tilfældigt notifikat
Min telefon lå som altid med skærmen nedad på natbordet. Jeg rørte den ikke. Ville bare have fat i glasset med vand, men hånden strejfede det glatte plastik, og skærmen lyste op. Sådan, som ting af og til tilfældigt vækkes, som måske burde blive liggende i mørket.
Jeg så kun én linje. Én eneste, i et beskednotifikat.
Jeg savner dig også. I dag var så dejlig. Din Lærke.
Det tog et øjeblik før jeg forstod. Jeg stirrede på ordene igen og igen, som var de på et fremmed sprog, jeg lige skulle oversætte. Så vendte jeg blikket mod min sovende kone. Mads lå på siden, ansigtet mod væggen, skuldrene let hævede, vejrtrækningen tung og stabil; en mand med ren samvittighed.
Din Lærke.
Lærke. Lærke Madsen. Vores veninde. Hende der for tre måneder siden hjalp os med at vælge tapet til børneværelset. Hun der har drukket utallige kopper kaffe ved vores køkkenbord. Hende der i sidste uge ringede til mig og klagede over, at det var umuligt at finde en ordentlig fyr; hun var træt af at være alene.
Jeg tog forsigtigt glasset med vand op. Drak. Satte det tilbage. Rejste mig fra sengen så stille, at parketgulvet ikke peb. Listede ud ad soveværelset, trak døren efter mig, gik ind i køkkenet og tændte det lille lys over komfuret, ikke den store loftslampe det måtte ikke være for skarpt, for det gjorde ondt i øjnene. Egentlig var det ikke lyset, men noget andet.
Jeg satte mig til bordet og stirrede ud på den tomme bordplade.
Udenfor var det nat, almindelig efterår, med slørede lys fra genboen. Elkedlen stod på komfuret med vand fra i går. Jeg satte den ikke over. Bare sad.
I dag var så dejlig.
Hvornår? Onsdag kom Mads først hjem halv otte, sagde han havde været længe sammen med klienter, at de havde spist ude, at han var træt og bare ville sove. Jeg varmede hans mad, han spiste næsten ikke, faldt i søvn til TV’et, og jeg dækkede ham over med et tæppe. Mine egne hænder.
Jeg greb fat i kanten af bordet.
Frederik lå og sov et par vægge væk. Otte år, hårdt sovende, sommetider snakkede han i søvne, om biler eller skolen. I morgen skulle jeg have ham til fodbold klokken ni. Hente brød, ringe til mor, som jeg ikke havde ringet til i fire dage og hun var sikkert lidt småfornærmet.
Mit liv, det kendte og genkendelige, fandtes i de små ting. Men nedenunder havde der levet et parallelt liv. Med andre beskeder, andre middage, en anden kvinde, der skrev din.
Jeg rejste mig, gik hen til vinduet. På vindueskarmen stod en pelargonie, jeg egentlig ikke kunne lide, men stadig vandede, for det var naboen, der engang kom med den. Den blomstrede stadig, lidt støvet, stædig.
Af uvis grund blev jeg hængende ved pelargonien. Så gik jeg tilbage til bordet.
Jeg burde tage en beslutning, men måske ikke lige nu. Jeg vidste ikke hvad der var rigtigt. Indeni var alt stille, sådan stille som før et uvejr. Ikke gråd, ikke råb, bare en skærende stilhed.
Jeg blev siddende i køkkenet til klokken fire, uden at lave noget. Observerede vinduerne slukke på den anden side af gården. Til sidst satte jeg alligevel vand over, lavede te, drak ikke ud. Vaskede koppen. Gik ind i soveværelset, lagde mig ved siden af Mads, uden at røre ham. Stirrede op i loftet.
Mads sov.
Jeg lyttede til hans vejrtrækning. Tidligere var det bare en del af natten, som køleskabets summen eller biler på vejen. Men nu lød hvert eneste åndedrag anderledes. Som om jeg for første gang virkelig hørte det, og det var næsten uudholdeligt.
Næste morgen stod jeg op før ham. Vækkede Frederik, gav ham havregrød; han brokkede sig, ville hellere have en ostemad. Jeg lavede ham en ostemad. Bandt hans snørebånd han kunne endnu ikke selv, og tiden var knap. Tog ham i hånden og gik ud ad døren.
Udenfor var det råt, duft af våde blade og asfalt. Frederik fortalte om gårsdagens matematiktime; læreren var urimelig, for han havde jo regnet det rigtigt. Jeg lyttede, nikkede, svarede rutineret, som jeg havde lært det gennem flere år.
Vi nåede til træning. Jeg overlod ham til træneren, ventede lidt i døren, så ham løbe ind til drengene, grinende, puffende, bare en helt almindelig knægt med skoletaske. Gik så ud.
Ved bænken foran hallen tog jeg min telefon. Fandt Lærke M. i kontakterne. Stirrede på navnet. Lagde den fra mig igen.
Ikke nu.
Ikke endnu.
De første dage tænkte jeg meget over, hvornår det hele begyndte. Gennemgik månederne som gamle billeder, ledte efter tegn jeg ikke tidligere havde set. Her var vi til Lærkes fødselsdag i maj, Mads grinede af hendes jokes, og jeg tænkte, hvor heldig jeg var at min kone kom SÅ godt ud af det med min veninde. Her havde Lærke været på besøg lørdag og hjulpet med stofvalg til gardiner; hun og Mads diskuterede i køkkenet, mens jeg lagde Frederik i seng. Jeg spurgte bagefter: Om hvad? Om arbejde. Hun er jo indretningsarkitekt, jeg skulle spørge om noget til kontoret. Nåh ja. Selvfølgelig.
Selvfølgelig.
Jeg græd ikke. Det forundrede mig. Ventede på tårerne, men de kom ikke; kun tørhed i halsen, kulde under ribbenene, som om noget tungt og hårdt havde slået sig ned derinde. Jeg spiste, sov, lavede mad, talte i telefon. Mads mærkede intet. Han var hverken mere eller mindre nærværende end normalt. Spurgte til min dag, kyssede mig på kinden når han gik. Jeg vendte kinden til.
På fjerde dagen ringede Lærke.
Mobilen vibrerede i lommen, Lærke M. stod på skærmen, mit åndedræt gik i stå et kort øjeblik, men så svarede jeg, helt almindeligt.
Hej, Lærke.
Hej, Rasmus! Hvor blev du af? Jeg skrev til dig mandag, har ikke hørt noget.
Hendes stemme var som den plejede. Varm, let undskyldende, som om hun troede hun havde forbrudt sig. Det gjorde allermest ondt.
Undskyld, havde travlt. Frederik har været lidt syg, løj jeg, nærmest uden at ville det, og blev selv overrasket over hvor let det var.
Ej, hvad fejede han? Feber?
Nej, bare forkølelse. Allerede bedre.
Nåh, det var godt. Jeg ville høre, er I ledige lørdag? Jeg tænkte vi kunne tage ud sammen, længe siden.
Jeg stirrede ind i væggen foran mig. Der hang et billede: mig og Mads ved Vesterhavet for seks år siden, før Frederik blev født, begge grinende, vinden i håret. Et godt billede.
Det går nok ikke på lørdag jeg ringer senere på ugen, ikke?
Ja ja! Hvordan går det ellers? Du lyder lidt…
Bare træt. Alt ok.
Er du sikker? Du siger til.
Det ved du, jeg gør, Lærke. Tak. Vi snakkes.
Jeg lagde på. Gik hen til billedet, tog det ned, lagde det i kommodeskuffen og lukkede.
Den nat græd jeg. Tavst i badeværelset med vandhanen løbende. Længe, til øjnene var hævede og halsen gjorde ondt. Ikke over at have mistet Mads, eller at hun havde narret mig. Det var noget andet over årene, tilliden, og den version af mig selv, der så naivt havde troet. Over tabet af tro, og at Frederik nu ville vokse op mellem en mor og en far, hvor far havde løjet, og han enten aldrig ville vide det, eller først forstå det alt for sent.
Derefter vaskede jeg ansigtet i iskoldt vand. Kiggede på mit 38-årige spejlbillede, hverken ung eller gammel. Hævet om øjnene. Jeg tænkte på, at jeg måtte være frisk på arbejde i morgen.
Jeg besluttede: jeg ville ikke bare gå min vej. De måtte ikke tro, at livet bare kunne fortsætte at deres hemmelige verden og min, Frederiks, kunne få lov at dele kulisse, som om intet var hændt. Nej.
Jeg vendte tilbage til soveværelset. Mads sov. Jeg lagde mig.
Tiden derefter levede jeg i to lag. Udadtil som altid: lavede mad, arbejdede, kørte Frederik til træning, talte med Mads, smågrinede endda af hendes jokes. Indeni arbejdede jeg stille. Ikke nogen efterforsker eller drama jeg observerede. Så hvordan Mads tog mobilen med ud af rummet, smilede til skærmen, skjulte den, hvis jeg kiggede. Hvordan hun onsdag var længe på kontoret klientmiddag, sagde hun og igen havde ingen appetit til den mad, jeg havde lavet.
Så en dag, mens hun var i bad, tog jeg telefonen. Jeg kendte koden Frederiks fødselsår. Åbnede beskedtjenesten. Fandt samtalen med Lærke.
Jeg skimtede hurtigt, ikke alt, men nok. Startede i juli. Tre måneder mens vi sammen valgte farver til børneværelset, mens Frederik begyndte i 2. klasse, mens jeg besøgte min mor til fødselsdag og lod Mads blive hjemme, for hun havde travlt. Jeg forstod det.
Jeg lagde telefonen, gik i køkkenet og begyndte at hakke løg til suppe. Hak, hak, tern i en jævn rytme.
Mads kom ud fra badet, håndklæde om håret, stak hovedet ind i køkkenet.
Suppe? Det lyder lækkert, jeg er vildt sulten.
Det er klar om en halv time, svarede jeg.
Min stemme var rolig. Løgene ligeså. Alting var roligt.
Den nat besluttede jeg mig for, at der skulle være middag.
Ikke i morgen, ikke straks jeg skulle have tid. Ikke hævn. Jeg ville se dem sammen en gang, i min stue, ved mit bord, og sige det jeg ville roligt, uden skænderi, uden råb. Jeg har lært, at råb kun gør det værre for én selv. Så siger de efterfølgende til hinanden, at jeg var hysterisk.
Fredag aften ringede jeg Lærke op.
Hej, det der lørdag du talte om… Kan du ikke bare komme hjem til os? Jeg laver rigtig mad, så kan vi endelig få en god aften sammen. Mads vil også være der.
Et øjebliks pause. Meget kort, måske et sekund.
Fedt! Hvilket tidspunkt?
Klokken syv. Kommer du?
Jeg kommer. Skal jeg tage noget med?
Nej, du skal bare komme.
Jeg lagde på. Gik ind til Mads, hun sad foran fjernsynet.
Jeg inviterede Lærke på middag lørdag. Bare os tre, lang tid siden.
Hun drejede hovedet. Et hurtigt, sværtgenkendeligt udtryk. Noget sneg sig over hendes ansigt, hurtigt forsvundet.
God idé, sagde hun.
Det synes jeg også, sagde jeg og gik i køkkenet.
Jeg vidste, de straks ville skrive til hinanden, aftale at spille de gode gamle venner. Det skræmte mig ikke. Dagen var planlagt; Frederik skulle sove hos mormor, det var aftalt for længst. Middagen skulle blive stille.
Ugen gik jeg og tænkte på, hvad jeg ville lave. Det var vigtigt ikke for at imponere, men fordi mad holder hænderne beskæftiget og giver ro. Jeg besluttede på ovnstegt kylling med rosmarin og kartofler, en rucolasalat med pære, som Lærke elskede, og æblekage, min specialitet. Bordet måtte være smukt.
Lørdag kørte jeg Frederik hen til min mor klokken to. Hun spurgte forsigtigt, hvorfor jeg så træt ud, om alt var som det skulle. Jeg svarede ja, kyssede Frederik, der allerede havde travlt med sin tablet, og kørte hjem.
Lejligheden var stille. Mads var taget ud, sagde hun skulle handle. Kom hjem ved tre, med poser. Hun havde købt vin fin, dyr, jeg lagde mærke til mærket.
Til middagen, sagde hun. Det er vel okay?
Det er perfekt, sagde jeg.
Hun var anspændt, det kunne jeg se. Bevægede sig lidt for hurtigt, tjekkede mobilen to gange ved køleskabet, fandt sig så sammen i sofaen og læste i en avis hun aldrig ville åbne ellers.
Jeg gik i gang i køkkenet. Skrubbede kylling, gned den ind i krydderurter, skar kartofler, lavede salatdressingen. Duften af rosmarin og hvidløg fyldte køkkenet, varmt og hjemmevandt. Jeg åbnede vinduet, lod den kolde luft og efterårsduft blande sig.
Klokken seks dækkede jeg bord. Tre tallerkener, tre glas, ingen stearinlys det ville have været overdrevet. Bare smukt, blomstervase, en dug, jeg havde købt dagen før.
Klokken syv ringede det på døren.
Lærke var i nyt, mørkeblåt frakke, håret sat, de parfumer jeg kendte alt for godt. Hun havde chokolade med, pænt pakket ind, selvom jeg havde sagt at hun intet skulle have med.
Hvor har du altså gjort det hyggeligt, Rasmus! Og hvor dufter her godt.
Kom ind, jeg er glad for du kom, sagde jeg og det var sandt; på en sær måde var jeg det.
Mads kom ud. De hilste, krammede, kyssede hinanden på kinden. Helt normalt. De var dygtige skuespillere, det kunne man ikke komme udenom.
Vi satte os. Den første halve time snakkede vi om ingenting. Lærke fortalte om et nyt kontorprojekt; kunderne ville have guldgreb. Mads grinede, bemærkede, at hendes kunder også var underlige. Jeg lyttede, spiste, sagde indimellem et ord, hældte vin op.
Udenfor var det helt mørkt. Jeg tændte lampen over spisebordet; det så varmt ud og smertede på sin egen måde.
Så lod jeg dem få et ekstra glas vin. Da Lærke rakte ud efter salaten, afbrød jeg samtalen, roligt.
Jeg vil gerne sige noget. Vil I to ikke lytte?
De så begge på mig. Lærke med gaflen i hånden, Mads med et glas, som hun lige havde løftet fra bordet.
Jeg ved det godt. Siden juli. Jeg har læst beskederne, Mads. Jeg ved alt, jeg behøver.
Der blev stille. Så stille, jeg kunne høre uret tikke.
Mads talte først. Hendes stemme var lille, klemt sammen.
Rasmus…
Vent, sagde jeg. Jeg er ikke her for at råbe. Jeg siger det bare til jer begge, for nu sidder vi her, og jeg vil have, I ved det. Jeg ved det. Så.
Jeg så på Lærke. Hun stirrede ned i dugen, hendes kinder rødmende, hænderne krammet om gaflen.
Du har været min gæst, Lærke, mindst to hundrede gange. Du kendte os ud og ind. Da jeg havde det skidt, sad du med mig natten igennem. Da Frederik blev født, ventede du foran Rigshospitalet i tre timer, kan du huske det? Jeg siger det ikke for at gøre dig flov. Bare så du ved, at jeg aldrig har glemt.
Lærke så op. I hendes øjne skinnede noget blankt, hjælpeløst.
Rasmus, undskyld…
Ikke lige nu, sagde jeg stille. Nu ikke.
Så henvendte jeg mig til Mads.
Vi har været sammen i tolv år. Jeg opremser ikke hvad og hvornår. Det her er ikke samtalen. I dag ville jeg bare sætte mig sammen med jer og sige, at jeg ved det. For I troede, jeg ikke vidste det. Nu gør I.
Hun stillede glasset varsomt på bordet. Forsigtigt, som om det kunne gå i stykker.
Rasmus, det er mere indviklet, end du tror. Vi bør snakke alene, uden…
Det ved jeg. Vi taler senere. Men ikke nu.
Jeg rejste mig, drak resten af vinen, satte glasset fra mig.
I skal spise kyllingen jeg har virkelig lagt mig i selen. Og så går I begge. Frederik er hos mormor, han sover der i nat. Jeg har ting at gøre.
Ingen rørte sig.
Mads så på mig med et udtryk, jeg ikke kunne definere. Ikke skyld. Noget forvirret, som havde hun forventet vrede og ikke anede hvad hun skulle stille op med stilheden.
Lærke sagde, stemmen skælvede:
Rasmus, undskyld.
Jeg så på hende den kendte ven, som jeg havde ringet til i femten år; mascaraen løb ud, parfumen duftede stadig mellem os.
Jeg ved det ikke, Lærke. Måske en dag. Ikke nu.
Jeg gik ud af stuen, lukkede døren til soveværelset og satte mig på sengen. Hørte lavmælt, næsten hviskende samtale i køkkenet, stole der blev skubbet. Så smækkede hoveddøren. Én gang. Så igen.
Der blev stille.
Jeg sad og lyttede. Duften af rosmarinkylling og Lærkes parfume hang stadig i luften, men fadede. Ved bordet stod tre tallerkener, én næsten urørt.
Jeg ved ikke hvor længe, jeg blev der. Gik til sidst ud, fjernede resterne, pakkede kyllingen væk, vaskede op, tørrer af, fejede krummer.
Satte mig på stolen midt i det rengjorte køkken.
Det var det. Tolv års ægteskab og den nærmeste ven, og alt, der var tilbage, var et bord og duften af sæbe.
Jeg ringede til min mor.
Mor, kan Frederik sove hos dig til søndag?
Selvfølgelig, han sover allerede. Rasmus, er der noget galt?
Ja. Men jeg forklarer det senere. Ikke nu.
Kom over, jeg er vågen.
Nej, jeg bliver her. Jeg har brug for det.
Mor insisterede ikke. Hun forstår altid, hvornår hun skal lade være.
Spiser du overhovedet noget?
Jeg har spist. Kyllingen var blevet vellykket.
Det var godt, sagde hun og de ord gjorde mere ondt end noget, hun sagde hele aftenen.
Jeg lagde på. Nu græd jeg igen uden badeværelsets vandhane tændt, bare siddende i køkkenet, ikke stille, men som det kommer. I lang tid. Til sidst stoppede det, jeg pudsede næse, vaskede ansigt i køkkenvasken.
Udenfor byen, lysene, november, en helt almindelig lørdag. Mads og Lærke var der nogensteds, måske parkeret i en bil, snakkende. Hvad de sagde, interesserede mig ikke længere.
Jeg tænkte ikke på hvad der nu skulle ske. Ikke i dag. I dag var nok at have klaret aftenen, ikke brudt sammen, ikke råbt. Jeg havde sagt lige dét jeg ville.
Mads kom hjem kl. 1.
Jeg lå vågen i soveværelset og hørte hendes skridt, skoene af, hvordan hun forsigtigt trådte rundt i køkkenet, skænkede sig et glas vand. Så stod hun længe udenfor døren. Jeg hørte den pause.
Til sidst åbnede hun døren forsigtigt.
Du er vågen.
Ja.
Hun satte sig på sin side af sengen, tav længe.
Rasmus, jeg ved ikke hvor jeg skal starte.
Så lad være med det nu. Læg dig. Vi taler i morgen.
Vil du…
Mads. Det er nat. Jeg er træt. Vi snakker i morgen.
Hun lagde sig. Jeg havde lukkede øjne. Ingen af os rørte hinanden. To fremmede, strandede i samme seng af vane eller tilfældighed.
Om morgenen stod jeg op før hende. Pakkede en rejsetaske ikke for at flytte ud for altid, men bare det nødvendige. Pas, papirer, Dankort, tøj og billedet af Frederik fra natbordet.
Stillede tasken i gangen.
Lavede kaffe. Ventede på hun kom ud.
Hun fik øje på tasken.
Går du?
Jeg tager hjem til mor et par dage, med Frederik. Vi er nødt til at tale, men jeg skal være alene først.
Hun så på tasken, så på mig.
Jeg vil gerne forklare.
Fortæl.
Hun var tavs. Jeg tog en tår kaffe, mødte hendes blik over kanten.
Jeg ved ikke, hvornår det skete. Det var ikke med vilje…
Ingen gør det med vilje, Mads. Sådan fungerer det ikke.
Vil du skilles?
Ordets vægt landede imellem os. Jeg veg ikke tilbage.
Jeg ved det ikke endnu. Jeg har brug for tid til at finde ud af hvad jeg vil. Men jeg ved, at jeg ikke bare kan blive her og lade som ingenting. Det forstår du, ik’?
Hun nikkede. Tungt som man gør, når man har fattet men ikke kan gøre noget ved det.
Hvad med Frederik?
Han skal nok klare sig. Det er vores sag, ikke hans. Jeg passer på ham.
Jeg tømte koppen, satte den i vasken. Tog tasken.
Jeg ringer.
Og gik.
På trappen duftede der som barndom gammel træ og naboens røræg. Jeg tog de seks etager ned, talte trinene som en slags tryghed.
Ude på gaden var luften råkold. Våde blade lå på asfalten, en skraldemand skrabede dem sammen. Himlen lav og grå; november, som november nu engang er. Men jeg stod på trapperne og trak vejret helt ned i maven. Lidt nemmere blev det pludselig bare af at stå der, ingen hemmeligheder.
Mine tanker gik til Frederik. Han ville vågne hos mormor, kræve pandekager, få dem, være tilfreds. Han vidste intet af alt det her, og det skulle han ikke. Han var otte. Han skal have pandekager og fodbold og en lærer, der er uretfærdig. Resten finder jeg på.
Hvad der sker fremover, vidste jeg ikke. Om jeg blev skilt, fandt noget andet sammen, tilgav Lærke det var det sværeste, at skulle tilgive hende. Mads? Det er livets grundvilkår, folk bliver skuffede, går, mister hinanden. Men med ens nærmeste ven, der havde man ikke et beredskab. Det ville tage tid. Hvor lang, anede jeg ikke.
Men nu stod jeg der med taske. Morgenen var grå. To gader væk ventede min søn med pandekager, og jeg tog det første skridt. Og gik.
Mors blik sagde det hele, da hun åbnede døren. Hun så tasken, ansigtet, forstod uden ord.
Gå ud på badeværelset og vask dig, jeg laver te.
Frederik kom stormende ud, i strømpesokker og morgenhår.
Far! Hvorfor er du her, du sagde i går du ikke kunne komme?
Jeg savnede dig, sagde jeg og mærkede hans hoved mod mit bryst. Han duftede af børneshampoo og søvn.
Du kilder! skrålede han og fór ind i stuen igen til sin tegnefilm.
Jeg så efter ham.
Gik ud i køkkenet familiens gamle køkken, de blomstrede gardiner mor aldrig ville skifte, køleskabsdøren fyldt med den skæve magnet Frederik havde lavet i børnehave. Alt så genkendeligt at tårerne næsten kom igen.
Men kun næsten.
Mor satte teen foran mig, satte sig ned.
Fortæller du?
Senere. Jeg skal lige falde lidt til.
Det er Mads?
Ja.
Mor nikkede bare, tog sin egen kop. Der var stilhed, så man hørte Frederik grine inde fra stuen.
Vil du blive her lidt?
Jeg bliver noget tid. Værelset er stadig mit, ikke?
Altid.
Det var alt, der behøvedes.
Så fulgte den slags liv, jeg havde svært ved at navngive. Ikke nyt, ikke midlertidigt, men bare liv, dag for dag.
Jeg talte med Mads. Ikke kun en gang, flere. Svære samtaler uden råb. Hun forsøgte at forklare. Græd. Snakkede om Frederik, om tab, om forvirring. Jeg lyttede. Svarede, men hverken tilgav eller fordømte.
Skilsmissen trak ud. Med papirarbejde, advokat, boligsnak. Alt det trættende, grimme, man helst ikke vil, men må. Jeg kom igennem.
Lærke skrev ikke i flere uger. Så en dag: Jeg er her, hvis du vil. Jeg læste. Svarede ikke. Ikke fordi hun skulle straffes, men fordi jeg ikke kunne endnu.
En dag sidst i november hentede jeg Frederik fra fodbold. Den første sne faldt små, usikre fnug, smeltede før de ramte jorden. Han kom løbende ud, fangede én på tungen.
Sne! Far, se!
Jeg kiggede op. Små fnug mod den mørke himmel, som hvis man stirrer længe op, bytter retning. En landede på min kind, smeltede straks.
Jeg ser det.
Må vi bygge snemand?
Når der kommer rigtig sne. Det er for lidt endnu.
Nåårr, far.
Lad os gå, du fryser.
Han tog min hånd i en luffe med racerbiler og vi gik, mens sneen og gadelygterne gav verden et orange skær. Han snakkede, jeg hørte ikke alt, noget om snemand og en klassekammerat, der kunne bygge en højere snemand end sig selv.
Vi gik. Jeg holdt hans hånd.
Det var stadig ondt. Det går ikke bare væk. Tolv års ægteskab forsvinder ikke med én november. Men sammen med smerten var der også noget andet. Noget, jeg ikke kendte navnet på endnu noget der mindede om frisk luft. Om at vælge selv, gå selv, og holde fast i det, der er ens eget.
Måske havde jeg gjort det rigtige, men ikke for at få det nemmere. Det var én ting at handle rigtigt, noget helt andet at få det nemmere. Det lærte jeg først nu, under første sne.
Ugen efter så jeg en annonce på en lille lejlighed tæt på. To værelser, fjerde sal, udsigt til gården. Ejerne, et ældre ægtepar, stille og fåmælte. Jeg kiggede, stod i de tomme rum og mærkede stilheden. Køkkenet lille, men med godt lys. Børneværelset så ud over træer.
Skal du bruge lejligheden? spurgte udlejeren.
Ja, svarede jeg.
Flytningen tog en enkelt dag. Mor bad sine naboer hjælpe; de sagde ja. Mads kom med Frederiks ting, stillede kassernes ind i gangen, så sig omkring.
Det er et dejligt sted.
Det synes jeg også.
Hun vendte sig i døren.
Rasmus, jeg er virkelig ked af det.
Jeg så på hende, denne kvinde, jeg havde delt tolv år med. Hun var træt. Lidt ældre.
Jeg ved det, sagde jeg. Farvel, Mads.
Hun gik.
Jeg lukkede døren. Lænede mig op ad den et øjeblik.
Så begyndte jeg at pakke ud.
Frederik kom om aftenen, løb ind og skulle straks undersøge sit værelse, udsigten, hvor man kunne sidde i vinduet og se kattene nede i gården. Jeg sagde, det var en smal karm. Han, at han var lille, så det gik. Jeg grinede.
Uventet, pludselig, som om noget lettede. Han så overrasket op.
Hvad er der, far?
Ingenting. Skal vi lave aftensmad? Jeg har købt frikadeller.
Frikadeller! lød det, og han løb ud i køkkenet.
Jeg tændte lampen over komfuret, satte vand over. Køkkenet duftede fremmed, men det ville forsvinde, for det gør det, når man begynder at lave mad.
Vandet boblede. Jeg lagde frikadellerne i.
Frederik fortabte sig i sin malebog han havde glemt at lave lektier til billedkunst til dagen efter.
Far, må vi bygge snemand, når der komme mere sne?
Selvfølgelig. Når der er nok til det.
Lover du?
Det lover jeg.
Han nikkede, tog det til sig, tegnede videre.
Udenfor dalede sneen for alvor nu, tæt og hvid. Byen blev roligere og venligere under sneen.
Jeg stod og rørte i gryden, uden at tænke på noget bestemt. Bare stod og lyttede til Frederiks mumlende snak over tegneblokken, og så sneen lægge sig udenfor vinduet.
Hvad fremtiden bød, vidste jeg ikke.
Men jeg vidste, at i morgen ville jeg stå op, sende Frederik i skole, hente brød, ringe til mor hun bliver bekymret, hvis hun ikke hører noget i tre dage. Måske tage en flyttekasse mere i gangen. Eller lade den stå; den løber ingen steder.
Smerten ville komme igen. Om natten, eller midt på dagen, uden varsel. Duften af hendes parfume, en kendt stemme, et gammelt minde, godt og rigtigt, men ikke til at slette. Det ville tage tid. Og det gjorde ikke noget.
Frikadellerne var færdige. Frederik havde allerede lagt tegneblokken væk og sad klar.
Så, nu serverer jeg, sagde jeg.
Det er det, man kan, tænkte jeg. Tage det næste skridt. Servere mad. Tage hånd om børnene. Holde fast i det, der er ens eget. Resten finder man ud af, lidt efter lidt.
