Jeg har været pensionist i mange år, og tidligere arbejdede jeg som pædagog i en dansk børnehave, hvor børnene elskede mig for mit milde sind og mit gode hjerte. Jeg betragter mig selv som både mild og meget medfølende. Nu gør jeg rent på kontorer, fordi min lærer-pension ikke rækker til livet, og på et af kontorerne lagde jeg mærke til en ny medarbejder, som virkede meget trist. David talte ikke med nogen, han arbejdede konstant, og nogle gange så jeg ham smutte ud ad bagdøren og sætte sig alene for sig selv, dybt i egne tanker. Sådan gik det i flere måneder, og en dag kunne jeg ikke holde det ud længere og gik over til ham for at få en snak. Jeg tog min gamle sweatshirt, lagde den på trappen og satte mig ved siden af ham. Jeg startede forsigtigt samtalen: – “Det er lidt køligt i dag, men de siger, varmen bliver tændt igen om et par dage.” – “Det ved jeg ikke,” svarede han, “min mormor og jeg bor i et hus med brændeovn.” – “Hvor gammel er din mormor? Måske er vi jævnaldrende?” spurgte jeg smilende. David tog en dyb indånding og sagde, at hun var gammel, og den eneste, han havde tilbage. Davids mormor var meget syg, og han måtte tage to jobs for at have råd til hendes medicin. Snart skulle hun igennem en nødvendig operation, der ville koste mange penge. Og den dag havde kollegerne samlet 200 kroner ind til chefens fødselsdag, men David havde ikke bidraget, fordi han ganske enkelt ikke havde råd. Nu følte den unge mand sig udenfor. Kollegerne begyndte at undgå ham, og det gik ham virkelig på. Jeg udtrykte min medfølelse, ønskede hans mormor god bedring og gik ind på det kontor, hvor David arbejdede. Alle kender mig der, jeg har været der længe. Jeg opsøgte den øverste leder og bad ham om en snak. Chris er firmaets samlingspunkt, han ved alt om alle, og vi gik ud på gangen for at snakke. Jeg spurgte ind til David og hvorfor han altid virkede nedtrykt. – “Tja, hvem ved,” svarede Chris, “han er en lidt sær fyr, ret genert, jeg forstår ikke helt, hvordan han fik jobbet. Han taler kun om arbejde, aldrig om noget personligt. Han spiser ikke i kantinen, men har altid sin mad med hjemmefra i gamle madkasser. Og i dag nægtede han at give penge til chefens fødselsdag.” – “Han har bare ikke nogen penge,” svarede jeg. Jeg fortalte ham om Davids situation. Chris’ ansigt ændrede udtryk, han kaldte straks sin kollega Martha til sig, de hviskede sammen og takkede mig for informationen. Senere opdagede jeg, at Chris havde sat en indsamling i gang blandt kollegerne for at hjælpe med at betale for Davids mormors behandling. Han inddrog også chefen, der skaffede en dansk læge, han kendte, til at tage sig af operationen. Senere organiserede Davids kolleger endda en online-indsamling til hans mormor. David blev mærkbart gladere. Hans kolleger opdagede, hvor selskabelig og venlig han egentlig var. Operationen gik godt, og hans mormor fik det bedre. Senere forkælede han alle sine kolleger, direktøren og mig med kage, som hans mormor havde bagt for at sige tak. Og jeg var glad for, at jeg kunne hjælpe drengen – men Davids kolleger gjorde også alt, hvad de kunne.

Jeg har været pensionist i mange år nu, men i min ungdom arbejdede jeg som pædagog i en børnehave, og børnene elskede mig for mit blide væsen og mit varme hjerte. Ja, jeg er virkelig et blødt og omsorgsfuldt menneske. Nu gør jeg rent på kontorer, fordi min folkepension som tidligere lærer ikke rækker, og på et af kontorerne lagde jeg mærke til en ny medarbejder, som altid virkede trist.

Anders talte aldrig med nogen, han arbejdede uafbrudt, og af og til så jeg ham snige sig ud gennem bagdøren og sætte sig alene på trappen, begravet i egne tanker.

Det fortsatte i flere måneder, og til sidst kunne jeg ikke bære det længere. En råkold morgen tog jeg min gamle striktrøje, lagde den på trappetrinet og satte mig ved siden af ham. Jeg begyndte forsigtigt samtalen:

Det er lidt råt i dag, siger de ikke, at varmen bliver sat til igen om et par dage?

Det ved jeg ikke, svarede han tørt, min mormor og jeg bor i et gammelt hus, hvor vi selv fyrer op.

Hvor gammel er din mormor egentlig? Måske er vi jævnaldrende?

Anders sukkede dybt. Han fortalte, at hun var meget gammel, den eneste familie han havde tilbage. Hans mormor var alvorligt syg, og derfor måtte han arbejde to steder for at have råd til hendes medicin. Snart skulle hun opereres, og operationen ville koste mange penge.

Samtidig havde kollegerne den dag samlet 200 kroner ind til chefens fødselsdag, men Anders havde ikke lagt nogen penge, for han havde ganske enkelt ikke råd. Nu følte han sig udenfor, kollegerne begyndte at undgå ham, og det tog hårdt på ham.

Jeg udtrykte min medfølelse, ønskede hans mormor god bedring og gik tilbage til kontoret, hvor han arbejdede. Alle kender mig der, jeg har været der længe.

Jeg henvendte mig til den øverste leder, Lars, virksomhedens samlingspunkt, som altid vidste alt om alle. Jeg bad ham træde ud på gangen et øjeblik og spurgte, hvad han egentlig syntes om Anders, og hvorfor han mon altid virkede så stille og indesluttet.

Hvem ved, mumlede Lars, han er lidt sær, ikke så god til at tale med folk snakker kun om arbejdet. Han spiser aldrig med i kantinen, har maden med hjemmefra i gamle plasticbokse. Og i dag nægtede han endda at give penge til chefens gave.

Han har simpelthen ikke nogen! svarede jeg ham ligeud.

Jeg fortalte Lars om Anders situation. Hans ansigt forandrede sig, han kaldte straks på kollegaen Kirsten, og de hviskede sammen, inden de takkede mig for at have sagt det.

Senere hørte jeg, at Lars havde startet en indsamling blandt medarbejderne for at støtte Anders mormor. Også chefen blev involveret: han kontaktede en af sine egne bekendte, en dygtig kirurg på Rigshospitalet, for at hjælpe. Kort efter satte kollegerne også gang i en onlineindsamling til medicinen og operationen.

Efterhånden begyndte Anders at blomstre op. Kollegerne opdagede, hvor venlig og sjov han faktisk var. Operationen gik godt, og mormoren kom sig. Senere overraskede Anders hele kontoret både kolleger, direktør og også mig med kage, som hans mormor havde bagt for at sige tak.

Jeg blev virkelig glad for, at jeg kunne række Anders en hjælpende hånd. Men hans kolleger gjorde også alt, hvad de kunne, for at støtte ham.