25. marts
Jeg har hørt om svigermødre, der bryder med deres svigerdøtre, men aldrig om en mor, der nægter al kontakt med sin egen søn. Det var alligevel tilfældet for os. Min hustru, Freja, havde det aldrig let med min mor, Kirsten. Men nu var hun stødt og afvisende:
Jeg behøver ikke en søn, der roligt ser på, mens jeg bliver ydmyget.
Selvom ingen faktisk havde ydmyget hende.
Da Freja og jeg lærte hinanden at kende, præsenterede jeg hende længe ikke for min mor. Det passede Freja fint. Hun har altid været genert, bliver let nervøs i nye situationer, rødmer, sveder, stammer. Det er en slags desperat ambition om, at alt skal gå perfekt, hvilket bare gør det værre. Så snart hun vænner sig til folk, er det ikke noget problem men de første gange, ja…
Men da jeg friede til Freja, kunne vi ikke undgå, at hun skulle møde min mor. Allerede fra første middag blev Freja revet med i køkkenet Kirsten skulle have hende til at skære spegepølse, ordne ost og vaske jordbær, alt imens hun holdt foredrag om, hvordan tingene skulle gøres. Det var små ting, men Freja blev helt stresset af Kirstens bestemte stemme og vanen med at udstede ordrer. Frejas hænder rystede, hun skar klodset, hendes kop var lige ved at ryge på gulvet. Jeg kunne mærke, hvordan hun anstrengte sig og samtidig blev mere og mere utilpas.
Det gik ikke Kirsten forbi. Hun tog straks fejl af Frejas forsigtige væsen og troede, hun havde at gøre med et menneske uden mening eller rygrad og begyndte straks at lære hende op i livet. Ikke mindst den bestemte aften og i de år, der fulgte.
Men Kirsten tog fejl. Freja er bare introvert til at begynde med, men hun har masser af holdning, når hun får lidt ro. Men hun ville ikke skabe problemer de første år af vores ægteskab slet ikke med min mor.
Da vi blev gift, kom Kirsten forbi hver anden eller tredje uge. Hun havde stadig arbejde dengang, så hun havde nok at bruge tiden på. Når hun var på besøg, inspicerede hun alt: Hvad vi spiste, hvordan jeg havde gjort rent, tjekkede vinduskarme for støv og pletter. Skabene holdte hun sig dog fra, for det fik Freja straks sagt nej til.
Jeg brød mig ikke om det, men min egen mor sagde altid, at vi ikke skulle tage det tungt Lad hende da komme, det er kun kort tid ad gangen. Sådan blev det. Kirsten fik sine kontrolrunder og gode råd, og gik tilfreds hjem, og vi nød freden bagefter.
Men min holdning og situationen ændrede sig, da Freja og jeg fik vores første barn, og Kirsten samtidig gik på pension. Uheldigvis faldt de to ting sammen. Nu kom Kirsten hver dag. Og hun havde aldrig tænkt sig at hjælpe til med barnet. Hun skulle kun lære os op…
Det blev til en måned med daglige besøg. Hun blev aldrig træt af at fortælle mig, at jeg slap for let om husholdningen selvom hun hver dag vaskede gulve i hele lejligheden, så babyen ikke skulle få støv. Hun mente, Freja ikke kunne bære barnet ordentligt, at hun fejlede i at skifte ble og give mad. Hun lagde mærke til alt og brokkede sig, hvis køleskabet var tomt, og jeg var sulten, når jeg kom hjem fra arbejde.
Men hjælpe? Nej, Kirsten sad bare og dirigerede fra stolen. Da hun til sidst sagde til Freja, at hun var en dårlig mor, fordi babyen havde ble på, og det ville ødelægge benene, kunne Freja ikke mere. Hun sagde fra klart og tydeligt: I mit hjem bestemmer jeg selv, hvordan jeg gør rent, hvad mit barn spiser, og hvilket vaskepulver jeg bruger. Og hvis du kalder mig en dårlig mor igen, så får du kun kontakt til dit barnebarn gennem Statsforvaltningen.
Jeg hørte det hele, og jeg kunne kun støtte Freja. Jeg havde længe følt, at det nok måtte komme, men havde prøvet at undgå splid. Men nu var det for meget.
Vil du ikke sige mig imod? spurgte Kirsten, vred.
Hvad skulle jeg sige? Freja har ret, svarede jeg, og lagde armen om hende.
Kirsten blev tavs tavs som nærmest aldrig før. Så udbrød hun, at hun ikke ville have en søn, der blot så til, mens hun blev ydmyget.
Du er enig! snerrede hun og fór ud ad døren.
De sidste fjorten dage har vi hverken set eller hørt fra hende. I går var det hendes fødselsdag. Jeg ville ringe om morgenen for at ønske tillykke, men hun tog den ikke. Svarede blot på en sms, at hun hverken havde behov for hilsner eller andet fra os.
Min egen mor synes, vi er gået for langt. Men Freja og jeg er enige om, vi gjorde det rigtige. Man skal ikke bare undskylde for at sætte grænser i sit eget hjem. Det har jeg i hvert fald lært: at familieforhold også kræver, man tør være ærlig også når det gør ondt.
