2. februar 2024
Jeg sad på kanten af sengen, stirrede ud af vinduet mod de grå tage i København. Nu, hvor jeg tænker tilbage på samtalen med Jesper tidligere i dag, kan jeg næsten stadig mærke stinget fra hans ord præcis som da jeg hørte dem.
Rikke, altså Jeg ved godt, du mener det godt. Du har vist dig som et rigtigt godt menneske
Nå, men hvorfor er det så ikke mig, du vælger at gifte dig med? Du tager jo ikke den gode, men Katrine, hende der forlod dig, sårede dig, smed dig væk hvorfor, Jesper? spurgte jeg, selvom min stemme skælvede mere, end jeg havde håbet.
Han så væk, rørte nervøst ved kanten af dugen, og kiggede slet ikke på mig. Det var, som om han slet ikke kunne få sig selv til at møde mit blik.
Altså, Rikke Du er som en søster for mig. Eller sådan, bedste ven-agtigt. Med Katrine jeg ved ikke, jeg troede, jeg hadede hende, at jeg var ovre det, men jeg kan bare ikke slippe hende Undskyld.
Jeg mærkede kulden i mine hænder, mens mine fingre klemte borddugen under bordet.
Okay Så når du sagde, du ikke kunne forestille dig dit liv uden mig, mente du det sådan på veninde-måden? Og når du hviskede, at du elskede mig var det så også søsterligt?
Rikke det var anderledes dengang. Du ved jo, hvordan jeg havde det. Der var ikke andre i mit liv på det tidspunkt, kun dig. Du er stærk og selvstændig men Katrine hun er ikke det. Jeg tror bare, jeg gav op, og så gjorde hun det samme
Hvordan kunne det egentlig gå til, tænkte jeg. At min stabilitet og min vilje til at være der for ham endte med at gøre mig mindre attraktiv? At det at holde ud og hjælpe skulle være et minus? Mens hun, der trak sig ved første bump på vejen, blev valgt?
Men, livet gik jo alligevel videre. Også selvom det gjorde ondt i mit bryst.
Nå, men fair nok. Saml dine ting, Jesper, tag af sted. Jeg kan jo ikke gøre noget ved det, sagde jeg og rejste mig roligt.
Rikke, vent! Du er vel ikke vred? råbte han efter mig.
Jeg var ved at briste, kunne mærke, at bare et enkelt ord mere ville få mig til at græde, skrige, eller begge dele.
Nej. Jeg er ikke vred. Historien er bare slut nu, Jesper. Jeg prøvede at give dig vinger, og nu er du fløjet væk. Thats it.
Jeg lukkede døren bag mig. Ingen flere diskussioner. Der var ikke nogen at skyde skylden på; jeg havde selv, glad og naiv, valgt at blande mig.
Det hele startede jo ret tilfældigt. Jeg var på besøg hos mor i Odense, og der sad hendes gamle veninde, Lisbeth. Hun strålede op, da hun så mig.
Rikke dog, du er blevet så voksen! Jeg husker dig fra, da du var lille nu ser du skøn ud, smilte Lisbeth. Hvordan går det med dig? Er der snart børnebørn til din mor?
Jeg blev lidt forlegen. Sådan var mange af mors veninder: Nysgerrige på ens liv, og specielt ens kærlighedsliv. Jeg tog det ikke ilde op. Det var bare sådan, de snakkede.
Åh, jeg har det fint. Jeg har ikke travlt.
Nå, men er der så nogen i kikkerten?
Ikke rigtigt. Men jeg leder heller ikke specielt.
Jeg tænkte ellers, om ikke du og min Jesper kunne finde hinanden. Han er helt nede for tiden. Hans kone tog et andet; og da han fik modvind med sit firma, så smuttede hun. Og nu ja, nu søger han trøst i snapsen. Min søn forsvinder, hvis ingen hjælper ham
Normalt gik jeg store buer uden om de der forsøg på at blive sat sammen, men noget ved det ramte mig. Måske fordi jeg selv havde prøvet at blive svigtet for ikke så længe siden.
Efter en søvnløs nat bad jeg om Lisbeths nummer. Min mor forsøgte først at tale mig fra det.
Rikke, du skylder ikke nogen at redde dem. Pas på dig selv, sagde hun.
Men jeg kunne ikke lade være.
Jeg kan da hjælpe, mor. Du støttede jo også mig, dengang jeg opdagede billederne på Andreas telefon. Ikke alle har sådan en mor. Nogle har ingenting. For mig er det ikke svært, men det kan gøre en kæmpe forskel for en anden.
Til sidst gav mor sig og gav mig nummeret. Jeg havde jo bare fundet ham på Facebook, hvis hun ikke havde.
To dage efter ringede jeg på hos Jesper i Valby, bærende på en pose kun madvarer, intet alkohol. Han åbnede hurtigt. Det duftede stærkt af billig herreparfume og gammel spiritus.
Nå, er det Røde Kors, der kommer? sagde han og trak på smilebåndet. Rikke, ikke?
Ja. Din mor fortalte mig om dig. Jeg har selv prøvet noget lignende Så jeg forstod dig og ville gerne hjælpe.
Allerede efter en halv time stod jeg og lavede aftensmad. Snart bagefter tørrede jeg støv af, fjernede flasker fra vindueskarmen, vaskede gulv. Jesper så lidt skeptisk ud, men senere hjalp han faktisk til.
Siden blev mit liv anderledes. Hver dag efter arbejde svingede jeg forbi lavede rent, lavede mad. Vi så serier, lagde puslespil, spillede kort. Jeg fik snedigt slæbt Jesper med til en psykolog, og hjalp ham med tøj. Kort sagt: jeg tog over som handy-sygeplejerske.
Jesper havde egentlig intet imod det. Det virkede nærmest, som om han nød at give slip.
En dag gik det dog galt. Han drak sig fuld med nogle kammerater. Jeg blev så skuffet; jeg havde jo lagt al den energi i ham. Så jeg stoppede med at dukke op. Tænkte, han måske ville opdage, hvad han gik glip af.
Det så lovende ud. Han sendte en sms efter tre dage:
Rikke undskyld, jeg savnede bare nogle at være sammen med. De stak forbi, og jeg kunne ikke sige nej.
Du kunne have ringet til mig, sagde jeg. Man kan godt savne uden at drukne det i snaps.
Han kom forbi en dag, og så en gang mere, og flyttede faktisk ind. Jeg protesterede ikke. Vi havde en slags familiestemning sammen. Begge af os trængte til nærhed, og jeg tænkte: hvorfor ikke prøve?
Det gik endda fremad med jobbet. Min gamle studieven, der ejede et glasfirma, manglede hænder, og jeg talte Jesper varm. Han tog imod tilbuddet med glæde, og den første løn brugte han på at købe mig en parfume.
Det er tak for alt, sagde han og kyssede mig på kinden. Du er min skytsengel. Ved ikke, hvor jeg var endt uden dig.
Det var klart, han satte pris på mig. Måske var han endda forelsket. Og jeg jeg troede faktisk på, at man kunne rense et andet menneske, ændre ham med nok varme og kærlighed. At hans Rikke, jeg elsker dig betød noget rigtigt.
Det var en fejl
Nu, hvor han er væk, sad jeg resten af dagen hos min mor og delte sorgen.
Jamen, skat Jeg sagde det jo, sukkede hun og holdt om mig.
Efter et par timer kunne jeg smile igen, og mor lavede sjov.
Nå, op med humøret. Vi har alle vores alkoholikere her i landet der er flere end nok. Nogle drømmer jo om en redningskvinde. Der er stadig mange flere at vaske og klæde på
Nej tak, mor, sagde jeg og grinede. Jeg holder mig til at hjælpe dyr fremover. De har i det mindste ikke selv valgt den vej.
Det gjorde jeg.
Efter et halvt år hjalp jeg ikke længere tilfældige. Jeg holdt mine gode gerninger til familien og tætte venner. Men faktisk var der én, der kom ind i mit liv: Oda min lille, rødpelsede hund, som jeg hentede på Dyreværnet for en måned siden. Hun kræver kun mad, gåture og kærlighed. Til gengæld får jeg den reneste form for taknemmelighed.
Så ringede telefonen. Jesper. Jeg var i tvivl: Skulle jeg tage den? Nysgerrigheden vandt.
Hej, Rikke Må vi ikke bare snakke, som dengang? Du sagde jo altid, jeg kunne ringe
Typisk. Så snart noget går galt, så var det mig, han ville have fat i.
Nej, Jesper. Undskyld, men nu må du selv klare dig. Held og lykke.
Før ville jeg have lyttet, trøstet, men ikke denne gang. Fortid er fortid. Oda peb allerede utålmodigt med snoren i munden.
Senere søgte jeg viden hos min mor; hun havde hørt, at Jesper igen var begyndt at drikke. Ingen Katrina længere, jobbet forsvundet, og nu boede han hjemme hos sin mor igen.
Det var synd for Lisbeth, sagde jeg blot.
Samme aften blokerede jeg hans nummer. Der var ingen grund til at blive redningskvinde igen. Og et halvt år senere blev jeg kæreste med en kollega denne gang kun én med sig selv i bagagen.
Jeg er blevet klogere: Det er fint at hjælpe, men man må også lære at sige fra og aldrig bygge kærlighed på ren medlidenhed.
