De vil ikke lade mig se min nyfødte barnebarn. Ingen besøg, ingen fejringer. Jeg tog selv af sted uden invitation.
Jeg blev ikke inviteret, da Sofie og lille Freja skulle hjem fra hospitalet. Selvom jeg jo er Frejas rigtige farmor. De sagde det ligeud til mig: Det er vinter udenfor, Bente. Vi vil ikke have at vores lille Freja skal have bakterier med ind eller blive stresset af for mange besøgende. Du må blive hjemme, Bente. Vi klarer os uden dig.
Jeg blev helt knust. Jeg havde sådan glædet mig til at se mit barnebarn for allerførste gang. Det er et stort øjeblik at blive farmor. Hvis Freja engang kigger på billederne fra hendes første dage, så er der ingen farmor Bente at se. Det ville hun sikkert blive ked af.
Min søn, Anders, forsøgte at berolige mig. Emma er bare virkelig nervøs for Freja. Hun er træt af sygehuset og vil bare i bad derhjemme for første gang. Hun har brug for ro, mor. Du kan besøge os senere, det lover jeg.
Det forsøgte jeg at acceptere. Men det gjorde stadig ondt.
Hvad skulle jeg gøre? Man kan jo ikke bare mase sig ind på hospitalet. Men jeg følte mig udenfor. Mine veninder spurgte hele tiden: Hvem ligner dit barnebarn? Har hun samme næse som dig? Jeg kunne ikke svare havde knap nok fået lov at se et billede! Jeg viser altså ikke mit nyfødte barn til hvem som helst, havde Emma sagt, man ved aldrig, hvem der sender et skævt blik. Jeg tør ikke tage nogen chancer.
Der gik to måneder. Jeg blev stadig ikke inviteret. Løfter hele tiden, men ingen handling.
Når lille Freja har fået lidt mere mod på livet, så kommer du og hilser på, sagde Anders sagte i telefonen.
Når hun kan stå på benene, så kan farmor komme på kort besøg! råbte Emma i baggrunden. Der er for tidligt nu. Og tag flere bleer med, Anders!
Det er influenza sæson, hviskede Anders. Emma er nervøs for smitte. Vi må vente, mor.
Men jeg blev ked af tanken: Skal jeg gå glip af hele min barnebarns første tid? Hun kravler jo snart! Jeg er jo sund og rask. Jeg kan tage coronatest og alt det der! Please lad mig bare se mit barnebarn, bad jeg.
Nej, mor, der går vilde virus rundt. Og Freja skal ikke vænne sig til fremmede nu. Tålmodighed, mor. Verden er som den er. Emma siger nej.
Tiden gik foråret forsvandt, sommeren nærmede sig. Jeg havde stadig kun set billeder af Freja. Mine gamle veninder spurgte: Nå, Bente er hun ikke dejlig? Kalder hun dig farmor? Gør hun sjove narrestreger? Og jeg smilede og nikkede og lod bare som om alt var normalt.
Men en dag fik jeg nok. Jeg er da hendes farmor, tænkte jeg. Det er min søns barn vores blod. Jeg pakkede små gaver til både Emma og Freja og gik af sted på en solrig dag. Jeg bankede beslutsomt på døren hos Anders.
Luk op, sagde jeg gennem nøglehullet. Nu er jeg kommet, selvom I ikke har inviteret. Hvor længe skal jeg vente på en officiel indbydelse? Freja må da have vænnet sig til verden nu. Lad mig dog møde hende vær sød!
Jeg kunne høre dem bag døren. Emma hvæsede hviskende: Anders, jeg vil ikke have, din familie tager vores lejlighed med storm. Man kan ikke bare dukke op! Freja er lille hun skal ikke forstyrres. Man ved aldrig, hvad folk slæber med ind.
Efter lidt tid slap de mig ind. Alle var røde i kinderne. Emma så ikke glad ud, stod der med Freja på armen, og rystede en rangle foran hende.
Åh, hvor er hun skøn, udbrød jeg i døren. Sikken én til at ligne sin far min egen lille Freja!
Stå der, sagde Emma straks. Du kommer lige udefra du må vaske hænder. Og her er en mundbind. Man kommer ikke bare ind til små børn uden. Sig det til din mor, Anders!
Jeg gik ud på badeværelset, vaskede hænder og tog mundbind på. Indenfor igen, smilende over at skulle hilse på mit barnebarn.
Du får ikke lov at holde hende, sagde Emma med det samme. Jeg kan ikke klare at nogen tager hende endnu. Se på hende på afstand. Hun er ikke vant til fremmede ansigter hun kan blive skræmt, og så har jeg hende klynkende hele natten.
Jeg sad der i tyve minutter. Spurgte ind til Frejas sundhed og hvordan Emma havde det. Gav gaverne. Fik et glas te.
Nå, nu skal Freja sove, sagde Emma og gned øjnene. Vi har ret faste rutiner. Hun skal straks i seng. Vi er meget konservative. Hvis du vil babysitte senere, kan du komme, når hun går. Sig hej-hej til farmor, Freja.
Sådan mødte jeg endelig mit barnebarn.
Men på vej hjem sad jeg med en mærkelig følelse indeni. Var det dét? Er det sådan, det er at være bedstemor i dag? Man føler sig helt udenfor som om man ikke hører til. Jeg fik end ikke lov at holde lille Freja. Som om jeg var en fremmed med smitte. Det var virkelig svært at sluge. Hvor gør det ondt.
