Min mand har en elskerinde – og jeg har intet imod deres forhold. Faktisk har jeg endda mødt hende, og vi fik sådan en god snak, at det føltes som om, vi havde været veninder i årevis. Senere besluttede min mand og hans elskerinde, at de ville holde et “bryllup” – selvfølgelig ikke et rigtigt et – hjemme hos os, og jeg hjalp selv med alt fra at vælge hendes brudekjole til mit eget selskabskjole, og jeg var endda forlover. Ceremonien var meget virkelig, kun vielsesmyndigheden manglede. På deres bryllupsdag hjalp jeg hende i kjolen, de udvekslede løfter, ringe og et passioneret kys. Deres første bryllupsnat tilbragte de hos os, og bagefter sad hun og jeg i mit køkken til langt ud på natten og hyggesnakkede, for vi havde så meget til fælles. Jeg føler mig ikke det mindste såret – tværtimod er jeg faktisk lykkelig. Nu har jeg en veninde at tage på indkøb, i park eller i svømmehal med, og jeg tænker, at vores venskab altid vil betyde mere for mig end noget forhold til en mand. Hvad mener du om sådan et venskab?

Min mand har en kæreste. Jeg har intet imod deres forhold. Faktisk har jeg endda mødt hende. Jeg var ikke vred på hende, og jeg syntes, det ville være fjollet at være sur over en mand.

Vi havde en rigtig god snak. Hun viste sig at være meget sympatisk. Efter samtalen føltes det næsten, som om vi havde været veninder i årevis.

Senere besluttede min mand og hans kæreste, at de ville holde et bryllup sammen selvfølgelig ikke noget officielt. Det gjorde mig ikke noget, så vi gik alle sammen i gang med forberedelserne. Jeg hjalp hende med at finde en smuk brudekjole, og hun hjalp mig med at udvælge et flot selskabskjole. Vi blev enige om, at ceremonien skulle holdes hjemme hos os. Jeg var vidne til deres bryllup. Det hele virkede så virkeligt vi manglede bare vielsesmyndigheden.

På selve bryllupsdagen stod vi op sammen tidligt, ordnede de sidste ting og gik i gang med at gøre os klar. Jeg hjalp hende i brudekjolen. De gav hinanden deres løfter og satte ringene på fingrene. De nygifte kyssede hinanden inderligt.

Deres første bryllupsnat fandt sted hos os. Da min mand var faldet i søvn, kom hun ud i mit køkken, og vi satte os ned og snakkede længe. Det var hyggeligt og trygt, og samtalen flød naturligt. Vi havde faktisk en hel del til fælles.

På intet tidspunkt har jeg følt mig ydmyget i denne situation. Tværtimod kan jeg sige, at jeg føler mig glad. Til sidst er det jo hende og jeg, der snakker og tilbringer tid sammen. Nu har jeg fået en veninde at tage på shopping, gå en tur i Fælledparken eller tage i svømmehallen med. Jeg tror vores forhold altid vil være vigtigere end ethvert forhold til en mand.

Hvad synes du om sådan et venskab?