4. marts 2024
Kære dagbog,
Hold da op, jeg havde godt nok en underlig oplevelse i dag. I vores hus i Odense skulle vi have skiftet vinduet ud på Svend, min søns værelse. Agnes var på arbejde, og Svend var i skole, så jeg var alene hjemme.
Inden håndværkerne kom, lukkede jeg dørene til de andre værelser. Ikke fordi der roder jeg kan bare ikke lide, at fremmede skal gå og kigge i mit hjem.
Tre mænd dukkede op for at skifte vinduet og hilste næsten lidt for højlydt. Den slags opførsel over for fremmede forstår jeg altså ikke, især når man ikke har mødt hinanden før. Men det blev egentlig kun mere akavet derfra.
En af mændene gik direkte hen til en lukket dør, åbnede den og kiggede rundt, helt uden at spørge:
Skal vinduet skiftes her eller hvad? sagde han, og straks hev han også døren til et andet værelse op.
Hvorfor åbner du bare døren? Du kan jo se, den er lukket. Spørg dog først du er trods alt ikke hjemme hos dig selv. Jeg skal nok vise dig, hvad der skal laves, sagde jeg lettere irriteret.
Det tog dem fem timer at sætte det nye vindue i. Hvis ikke de var gået ud for at ryge hele tiden, kunne det nemt være gået endnu hurtigere.
Da de var færdige og lagde værktøjet sammen, satte jeg kaffemaskinen over jeg havde tænkt mig at vinke farvel til håndværkerne og derefter nyde en kop kaffe, inden jeg kastede mig over rengøringen.
Pludselig dukkede den samme mand fra før op ude i køkkenet:
Nå, jeg kan se, du er i gang med noget. Skal vi have aftensmad?
Det havde jeg simpelthen ikke set komme.
Nej, det skal I ikke. Jeg ved ikke, hvad I skal have til aftensmad, men mon ikke jeres koner har styr på det, sagde jeg.
Vi har været her i næsten fem timer nu vi er både trætte og sultne. Normalt sørger kunderne altid for lidt mad. Kan du ikke lige smøre nogle madder? Hvis vi nu skulle blive her til sent, skulle vi så bare gå sultne hjem?
Nej, det ville I altså ikke få noget ud af. I er jo på arbejde, ikke på besøg. Jeg betaler jo for jeres arbejde I må selv sørge for madpakke.
Jeg lavede ikke mad til dem, og de forlod min lejlighed ret fornærmede.
Sådan en frækhed har jeg aldrig oplevet.
Royal Copenhagen på dækket og det hele? Helt ærligt, tror de virkelig, jeg bare serverer smørrebrød til alle håndværkere, der kommer forbi?
Tidligere, når vi har haft folk forbi for at istandsætte, har de altid selv haft mad med hvis de overhovedet spurgte, så var det bare efter et glas vand.
Jeg synes på ingen måde, det er kundens opgave at servere frokost. Håndværkerens forhold til kunden er en professionel relation, ikke en social én over rugbrødsmadder. Det er noget, jeg tager med mig fremadrettet: Folk skal gøres opmærksomme på, hvilke rammer der gælder og man skal turde sige fra, hvis noget føles forkert.
