Mor tager en dyb indånding og udbryder:
Mig! Din egen mor, og du lukker mig ikke engang ind! Svend, du må da ha’ lidt respekt!
Du begår jo en kæmpe fejl, at vende ryggen til din mor!
Jeg vil jo bare det bedste. Vil bare lige se det yngste barnebarn
Svend lukker øjnene et øjeblik og siger fast:
Mor, ikke denne gang. Vi er ikke klar til gæster endnu.
Din tøffelhelt! Svage mand! Du er helt styret af din kone! Du har ikke længere nogen mor, er du med?!
Freja vasker op, mens hendes mand står og tripper i døråbningen.
Han famler lidt, åbner munden et par gange, men får ikke sagt noget.
Freja ved godt hvorfor, men siger ikke noget. Hun venter bare på, han tager sig sammen.
Freja, der er lige noget begynder han omsider. Det var min mor, der ringede.
Hun siger, hun savner os. Vil gerne komme forbi på lørdag og se den lille.
Hun siger, hun næsten ikke har set ham, siden han blev født.
Freja vender sig brat om, støtter sig til bordkanten.
Ikke set ham? gentager hun stille. Men hvem er skyld i det, Svend?
Hvem valgte ikke at komme på sygehuset?
Hun forklarede det jo, Svend kigger ned. Hun sagde, hun tog imod første barnebarn, det var tradition, men nu har hun ondt i benene og blodtrykket.
Du kender hende jo.
Jeg kender hende udmærket. Hun sagde direkte, det var nok, hun havde været der for den første.
Hvorfor bliver du så vred? spørger Svend trægt og ser op.
Hans øjne afslører træthed.
Han længes bare efter fred og ro. Ikke flere sammenstød mellem de to vigtigste kvinder i hans liv.
Hun vil jo bare forbi, drikke lidt kaffe, kramme børnene. Hun er jo farmor.
Farmor, Freja smiler skævt. Som mener vores børn kun ligner hendes familie. Som om jeg slet ikke eksisterer her.
Nu starter du igen.
Nej, det er dig, der starter, når du siger ja til alt, hun vil, uden overhovedet at snakke med mig! Frejas stemme ryster, men hun kæmper for ikke at hæve den.
Den lille sover jo.
Hun sætter sig tungt på skamlen. Hendes ben værker.
Billedet af for syv år siden glider op for hendes indre blik. De var lige blevet gift og boede hos Karen.
Freja var naiv dengang, prøvede at gøre Karen tilfreds, bagte boller, skrubbede gulve. Og så blev hun gravid.
Kan du huske, hvordan vi boede hos din mor? spørger Freja og ser Svend lige i øjnene.
Svend sukker, mens han hælder et glas vand op.
Ja, det kan jeg. Det gik da fint nok. Hun hjalp os.
Hjalp os? Freja ler tørt. Svend, da jeg gik højgravid rundt, pressede hun dig hver aften ude i køkkenet.
“Flyt ud, Svend, skriv din andel over på mig. Hvem ved, måske bliver I skilt, lejligheden er jo familiens”.
Mens jeg, din højgravide kone, stadig boede der, snakkede hun om skilsmisse og delte boet imellem os.
Hun ville bare sikre sig. Det er den gamle skole, mumler Svend. Hun er bange for alting, du ved det jo.
Hun var ikke bange. Hun ville bevidst slette mig fra dit liv.
Og da sønnen blev født Kan du huske, hvad hun sagde, første gang hun så ham?
Svend svarer ikke. Han husker det, men orker ikke indrømme det.
“Nåh, han ligner da min datter på en prik! Helt som Rikke! Ingenting fra moderen overhovedet, heldigvis det er vores slægt!”
Vores slægt, Svend. Hvem er jeg så? Bare en rugekasse?
Jeg stod dér, bleg efter fødslen, syet sammen, og hun spurgte ikke engang, hvordan jeg havde det.
Hun snakkede kun om, hvor godt det var, at der endelig var kommet et smukt barn i hendes familie.
Hun tænkte sig ikke om. Lad nu være med at sætte dig fast på de ord. Der er gået mange år.
Sådan glemmer man ikke. Især ikke, når det rammer lige der, hvor det gør mest ondt, siger Freja og sætter maden på bordet.
Svend sætter sig også, trækker tallerkenen tættere på.
Det dufter godt. Freja, lad os nu ikke skændes. Hun er her kun et par timer, så tager hun hjem igen.
Jeg bliver med hende, du kan bare sidde inde med den lille, hvis du vil.
Nej, siger Freja bestemt. Jeg gemmer mig ikke i mit eget hjem.
Det er hende, der inviterer sig selv. Det var ikke så slemt, hvis hun bare holdt afstand, men hun trænger sig på.
Kan du huske det med opvasken? Vores ældste var et år.
Svend stopper med at spise.
Jeg stod og vaskede op, Freja ser på en plet på væggen. Han var pylret, der var tænder på vej, kan du huske det?
Han hang i mit skørt, græd: “Op, mor, op”.
Jeg stod der, fuld af sæbe, sagde: “Vent lille skat, vi bliver færdige lige om lidt”.
Så kommer din mor ind.
Freja ser på Svend.
“Hvad er du for en mor,” siger hun. “Barnet skriger, men opvasken er vigtigere.” Og så tager hun ham op.
Men han ville jo kun være hos mig, strakte armene ud, hulkede endnu mere.
Hun prøvede at overdøve ham med sit høje grin: “Kom til farmor, farmor trøster!”
Han vred sig, græd så meget, han var helt rød. Hun slæbte ham ud i køkkenet og sagde
Svend ser ned.
Freja, lad nu være.
Jeg siger det, Svend. Hun sagde: “Du er værre end nazisterne. Selv i koncentrationslejrene plagede de ikke børn sådan.”
Jeg tav dengang, siger Freja stille. Jeg var dum, ung, bange for at gøre dig eller hende ked af det.
Skulle bare have smidt hende på porten.
Hvordan kan man sige sådan til en udmattet mor?
Og så mener hun, hun har ret til at komme her og fortælle mig, hvordan jeg skal leve mit liv?
Hun mente det ikke, forsøger Svend svagt. Hun siger tit noget, hun fortryder.
Fortrød hun? Har hun nogensinde sagt undskyld? Det har hun ikke.
Hun har gjort det til en vane at føle sig bedre ved at trykke andre ned.
Jeg er et nul for hende. En fejl i din livshistorie.
Husker du dengang dengang du?
Svend krummer sig sammen som ved tandpine. For to år siden skete det.
Utroskab, dumt og tilfældigt, men det smadrede familien.
Freja pakkede sine ting og flyttede med sønnen i en lejelejlighed.
Jeg kom forbi din mor for at hente nogle ting, fortsætter Freja. Jeg håbede på lidt kvindelig støtte.
Men hun sagde: “Gode koner er deres mænd tro. Hvis du var mere opmærksom, sødere, så var det ikke sket.
En mand vil bare have tryghed og varme”.
Du var den, der var utro, men alligevel var det mig, der var skyldig.
Vi er videre nu, Freja. Vi har tilgivet hinanden. Jeg valgte dig, jeg er her.
Du er her. Men hvad med hende? Hun tror stadig, hun har gjort mig en tjeneste ved at lade mig komme tilbage.
Og nu er den yngste også “helt hendes spejlbillede”. Igen.
Jeg er usynlig. Kun hendes fantastiske gener findes.
Det skærer mig helt ind.
Hvad vil du så have mig til? Svend lægger gaflen. Han har ingen appetit. Skal jeg sige, hun ikke må komme?
Hun bliver ked af det, ringer og græder, siger jeg er styret af dig.
Hun må sige, hvad hun vil, Freja sætter sig over for ham og griber hans hånd. Svend, forstå mig. Jeg forbyder dig ikke at se hende. Det er din mor.
Tag du bare den ældste med over, hvis du vil. Men her Jeg kan ikke have hende her. Hun gør mig fysisk utilpas.
Jeg begynder at gå og vente på, hvor hun kan sætte ind næste gang.
Hun spejder efter støv, bemærker, jeg ikke holder babyen rigtigt.
Hvordan vil du have det? Aldrig slippe hende over dørtærsklen?
Til jul, siger Freja fast. Og til børnenes fødselsdage. Ikke ellers.
Bare de officielle lejligheder. Korte, ordentlige besøg. Som en audiens hos ministeren.
Ikke det der “jeg kigger lige forbi” mere.
Hun vil ikke fatte det.
Så må du forklare det. Du er familiens overhoved, ikke? Du skal beskytte freden herhjemme. Hvis jeg bryder sammen af hendes anklager, hvem gavner det? Børnene? Dig?
Svend siger ingenting.
Hun siger, så er jeg en dårlig søn.
Så svar: du er en god mand. Og en god far. Det vigtigste for os er ro.
Den lille sover dårligt, jeg er udbrændt. Jeg har ikke brug for gæster, der tapper mig for energi.
Okay, sukker han. Jeg taler med hende. Men det bliver ballade.
Bedre ét skænderi end ti år i et stille mareridt.
Jeg har forsøgt, Svend. Virkelig forsøgt.
Sagde: “Karen, måske ønskede du en anden svigerdatter, en der var rigere eller mere lydig.
Men du får ikke bedre end mig. Kun værre.”
Hvad sagde hun?
Hun lo bare. Sagde: “Værre kan det vel næppe blive.” Vildt sjovt ikke?
Svend klemmer hendes hånd.
Undskyld. Jeg lagde måske ikke mærke til, hvordan det var. Eller ville ikke se det. Tænkte, det var kvindesnak, I klarede selv
Han når ikke at sige mere, telefonen ringer. Svend og Freja veksler blikke.
Kom så, hvisker Freja. Nu eller aldrig.
Svend tager en dyb indånding, svarer og sætter højtaler på.
Svende! synger hans mors kære stemme. Nå, søn! Jeg har tænkt på, jeg kommer og spiser frokost på lørdag! Bager æblekage og kartoffelkage, du elsker det jo!
Din kone får jo aldrig bagt, med to børn og det hele.
Freja ruller med øjnene, men tier.
Hej mor. Prøv og hør På lørdag går det ikke.
Der er stille i røret.
Går det ikke? Skal I ud at rejse?
Nej, vi er hjemme. Men vi tager ikke gæster for tiden. Freja er træt, babyen har uro. Vi har bare brug for at være os selv.
Gæster? svigermorens stemme får et skingert drag. Svend, jeg er ikke gæst, jeg er din mor! Jeg VIL se mit barnebarn! Jeg har allerede pakket tasken!
Mor, jeg forstår, men det bliver ikke i weekenden. Eller næste.
Det er hende, ikke? pludselig anklagende. Du gør, som hun siger! Tøffelhelt!
Jeg vidste det! Hun vil gøre mig til ingenting, skjule børnene for deres farmor!
Freja klemmer hans hånd.
Ingen skjuler noget, mor. Det er mit valg. VERA har ikke noget med det at gøre.
Jeg kan se, hvor hårdt det er for Freja, hun har brug for ro, ikke selskaber med kager og fine ord.
Vi ses, jeg kommer hjem til dig efter arbejde en dag. Alene.
Alene har jeg ikke brug for! Jeg vil se barnebarnet! Den lille, han ligner jo mig! Alle siger det!
Mor, han ligner sine forældre, Freja og mig. Nok nu med at skelne børnene sådan.
Nå, sådan tale du til din mor hun græder. Alt for hende, alt for den kvinde
Mor, stop, siger Svend hårdt. Hvis du nedgør min kone, lægger jeg på.
Tavshed i røret.
Karen er chokeret. Svend har aldrig sagt fra før. Han plejede at undskylde og sige ja, men nu
Nå, sådan taler du altså? spørger hun uventet kontant.
Ja, mor. Præcis sådan.
Fint! Jeg har hørt dig, søn. Husk nu, hvad jeg siger: Glem alt om mig!
Du har ikke længere nogen familie, du er forældreløs. Men du har jo din kone!
Jeg skal sige det til alle i familien, så de ved hvilken utaknemlig søn, jeg har opdraget! Uendelige nætter, ingen søvn, ingen mad
Hun snøfter og smækker røret på.
Svend bøjer hovedet Freja ved, det kostede ham meget.
***
Svend er ked af det i et par måneder, men langsomt vender han sig til det.
Nu hører de intet fra svigermor, hvilket Freja næsten ikke kan få armene ned over. Uden hendes indblanding er hjemmet så meget lettere at ånde i.
Inderst inde håber Freja, at de en dag kan få et nogenlunde forhold. Men lige nu
Må tingene bare være, som de er.
