Hvordan barnebarnet betalte regningen for sin mor til farmor
Der var engang en kvinde, der havde en mand og en søn på cirka seks år. Manden var en god fyr med et solidt job sådan en type der altid havde styr på sine skattepapirer og aldrig glemte at købe rugbrød. Manden havde også en mor og naturligvis var hun hans mor, men for kvinden var hun te-mor. Te-moren var et naturfænomen: stædig som en storm over Vesterhavet, og hun kunne kritisere alt og alle.
Hun kaldte kvinden rodet, uduelig i køkkenet og uden ordentlig opdragelse. Hun mente, at hendes søn selvfølgelig stod mindst et par trin over sin hustru på menneskestigen. Te-moren pressede sig på, kom forbi ofte, og hun dukkede sågar op, når sønnen ikke var hjemme. Da blev hun ekstra giftig, kommandoer føg om ørerne på svigerdatteren, som måtte stå model til det hele. Te-moren legede af og til lidt med barnebarnet, men sjældent, for hun syntes jo drengen havde fået et lidt tvivlsomt ophav. Svigerdatteren tog imod al kritikken og sagde ikke et ord til sin mand farmor var listig og lod aldrig sønnen overvære hendes blikke og bidende bemærkninger.
Og så trillede hverdagen ellers derudad. En dag havde manden fødselsdag den slags fejrer man trofast hvert år i Danmark, men denne gang var der ekstra festivitas. Under selskabet blev te-morens sande ansigt for alvor afsløret. Hvordan? Helt simpelt, som det ofte er i Danmark: Folk var samlet, snakken gik, og svigerdatteren var ved at gå omkuld af stress nummer tolv, mens farmor sad og nød sin lagkage. Midt i alt dette tabte hun blikket på sin søn; drengen sad og lavede spektakel, blandede sig i de voksnes samtaler, og kom med små, upassende bemærkninger. Farmor prøvede halvhjertet at stoppe ham, men til sidst måtte faren træde til.
Han siger til sin søn: “Se nu her, alle gæsterne har givet mig en gave, men du har ikke givet mig noget! Men der er håb endnu,” tilføjer han med et smil og ser på den lidt flove dreng. “Du kan stadig give mig en gave tegn mig et billede! Tag ind på værelset og lav et ægte kunstværk. Det kan være lige hvad du vil: du må bruge tusser, blyanter, akvarel eller hvad du nu har.” Drengen lyste op nu skulle han glæde sin far.
Faderen vidste, at sønnen var ret ferm med en blyant. Så han foreslog, at drengen måske kunne tegne en kamp mellem kampvogne noget, de begge elskede at lege med i stuen (who said hygge ikke kan inkludere legetanks?).
Et par timer senere kom drengen tilbage med sit mesterværk. Faren kigger på tegningen og løfter brynene. “Hvor har du lært de ord henne? Din mor bruger dem ikke, og jeg har aldrig sagt sådan!”
Alle gæsterne stimlede sammen, og hvad så de? Kampvogne! De ‘gode’ var pænt tegnet, men fjendens kampvogne havde fået de værste ord påmalet, direkte fra det mørkeste hjørne af det danske sprog. “Det er fra farmor,” sagde drengen og pegede med usvigelig dansk ærlighed. Gæsterne brød sammen af grin farmor, den pensionerede folkeskolelærer, sad bare og blev rødere end den danske flagstang.
Farmor forsøgte at forklare sig. “Ja, siden han begyndte at læse, har han skulle læse alt, den lille snu han kan ikke lade en plakat være, også skilte og graffiti på plankeværket. Jeg har sagt, det er dårlige ord. Siden da har han skrevet dem på fjendens kampvogne!” Men gæsterne lyttede ikke til bortforklaringerne de var for optaget af at grine videre til næste lagkagestykke.
Næste dag fik farmor dog modet tilbage og begyndte igen med sine stikpiller til svigerdatteren, men nu havde svigerdatteren fået nok. Hun sagde, “Hvis du siger sådan noget én gang til, må du ikke være sammen med din barnebarn mere!” Farmor måtte holde mund hun vidste, hun ikke havde råd til at miste ham, og et andet barnebarn ville næppe dumpe ned fra himlen, selv ikke for en farmor med så mange meninger om opdragelse.
Sådan fik barnebarnet udlignet regnskabet for sin mor og farmor måtte lyde som den pæne pensionist, hun gerne ville være, når der var gæster i huset.
