Min telefon gløder af opkald. Min mor og svigermor kræver, at jeg skal tilgive min utro mand. De siger, at en kvinde skal være klog og gøre alt for at redde sit ægteskab. Men jeg er altså ikke enig.
Jeg har kun været gift et år. Jeg tror, jeg havde skyklapper på. Jeg kan ikke forklare det anderledes. Allerede fra starten var det tydeligt, at min mand var på jagt efter kvinder, men jeg tænkte ikke over det. Jeg håbede bare, at han ville modne, slå sig ned og blive lidt mere voksen.
Efter brylluppet faldt alle problemer på mig, selvom min mand faktisk kom tidligere hjem fra arbejde. I weekenderne forlod han lejligheden, sagde han skulle være sammen med sine egne venner. Han påstod, han var udmattet og havde brug for forandring og andet selskab.
Selv har jeg aldrig brudt mig om larmende fester, så jeg sad derhjemme og så mine danske dramaserier. Engang imellem mødtes vi med venner, men vores hyggestunder varede sjældent mere end et par timer.
Min mor og svigermor påstod, at det var helt normalt. De sagde, at mænd har brug for frihed, og man skal ikke holde dem i kort snor. Jeg lyttede og følte mig krøllet sammen indeni. Selvom jeg ikke havde tænkt mig at blive sådan en hjemmegående type, fulgte jeg alligevel deres råd.
Mine veninder mente, at ægtepar bør tilbringe kvalitetstid sammen hvis han elsker mig, burde han jo have lyst til at være sammen med mig i stedet for altid at flygte ud til sine venner. Men jeg stolede på det ældre generation og skubbede mine egne følelser til side helt forgæves.
Et par måneder senere blev jeg gravid. Min mand blev meget begejstret og tog ud for at fejre det med vennerne, mens jeg sad alene. Det var først der, dumme tanker begyndte at mase sig på. Men min mor og svigermor beroligede mig igen.
Jeg følte mig trist og ensom. Min mand var hjemme, men han sad bare med sit eget. Vi talte knap sammen, og vi delte ikke rigtigt noget der var intet, der bandt os sammen. Da min svigermor fandt ud af, at jeg pressede ham for opmærksomhed, blev hun gal og sagde, jeg skulle holde op, ellers ville han forlade mig. Jeg tav og gjorde mig lille.
Efter fødslen blev det kun værre. Min mand kom ikke engang med på hospitalet, da jeg blev udskrevet. Det var mine forældre og venner, der hentede mig og min søn. Min svigermor påstod, at han fejrede sønnens fødsel med sine venner, og snart ville han komme hjem. Gav hendes ord mig ro? Det ved jeg faktisk ikke.
Min mand tog væk et par dage. Pludselig begyndte en yngre kvinde at skrive til mig på Facebook og fortalte, at hendes søster havde været sammen med min mand. Hun sendte billeder og andre beviser. Hun sagde, at hun ikke kunne tie stille, fordi hun havde set for mange familier gå i stykker på grund af sådan noget.
Det var som om, jeg fik smidt en maske væk fra øjnene. Han havde været sammen med hende i et år. Hvorfor så jeg det ikke før? Jeg kunne huske lugten af parfume, alle de sene smser, og de nætter, han ikke engang kom hjem Jeg havde ventet på ham og elsket ham. Samme dag ringede jeg efter en låsesmed og skiftede låsen, og satte hans ting ud på trappen. Det var min lejlighed han boede jo hos sin mor før vi blev gift.
To dage senere stod han der og prøvede at låse sig ind. Så opdagede han kufferten, tog den og gik hjem til mor. Svigermor begyndte straks at ringe til mig. Jeg gad ikke lytte. Jeg fortalte hende bare, at jeg ville søge om skilsmisse og lagde på.
Dagen efter kom hun hjem til mig. Jeg viste hende hele beskeden og alle billeder. Først nægtede hun alt, sagde det var et trick. Så begyndte hun at presse mig. Hun sagde, at mit barn ville vokse op uden en far. Men det skræmte mig ikke. Det er bedre uden sådan en far, især når min søn alligevel næsten aldrig ser ham.
Nu forbereder jeg mig på skilsmissen. Min mor og svigermor ringer stadig og kræver, at jeg tilgiver ham. De siger, at sådan lever man man skal tilgive. Jeg tænker, at jeg ikke ødelægger nogen familie. Vi har jo aldrig haft en familie og vi får det heller aldrig.
