Rejsen mod lykken: En ny begyndelse for to forelskede danskere

Rejsen mod lykken: Et nyt kapitel for to elskende
For mange år siden rejste Astrid mod sin elskede mand, ja, hun fløj nærmest på lykkeens vinger. Endelig havde hendes søn afsluttet gymnasiet og var optaget på universitetet i København. Nu kunne hun og hendes mand, Henrik, endelig bo sammen efter så mange år med venten og savn.
Så snart hendes søn var taget til studierne, købte hun samme dag en busbillet og drog afsted mod Henrik, der ventede på hende i Aarhus. Deres ægteskab havde kun varet i to år, men de havde kendt hinanden, som var de sjæleforbund fra fortiden.
Deres kærlighedshistorie havde aldrig været nem. Den begyndte sårbart og skrøbeligt, og de havde været igennem meget, men livet syntes at love dem en fremtid sammen. Astrid var ikke i tvivl om det.
De havde mødt hinanden for otte år siden. Dengang var Astrid ved at komme sig over en smertefuld skilsmisse med sin første mand, Erik, og hun holdt alle på afstand, indtil hun mødte Henrik. Også med ham var hun tilbageholdende Henrik måtte kæmpe for at overbevise hende om, at han ikke var som Erik.
De sås i seks måneder, før de besluttede at flytte sammen. Henrik rykkede ind hos Astrid, for hans lille lejlighed i Odense var alt for trang for dem alle. Astrid havde en tiårig søn, Jonas. En god dreng, men han fandt ikke straks tonen med sin nye stedfar. Familien skulle finde melodien sammen.
Tre år boede de sammen, og efterhånden begyndte Henrik at tale om ægteskab, men Astrid var ikke begejstret.
Hun syntes ikke, papirerne sagde hende noget. Hun mente heller ikke, det kunne beskytte mod bedrag uanset køn.
Hun var lykkelig, som det var, og ville ikke ændre på noget.
Henrik accepterede hendes synspunkt i starten, men indså hurtigt, at det ikke var nok for ham. Han ville have hende som sin hustru i ord og handling. Til sidst gav han hende et ultimatum enten giftede de sig, eller så måtte de skilles.
Astrid brød sig ikke om hans fasthed, og hun besluttede, at det var bedst at gå hver til sit. Og sådan blev det, i et halvt år.
Henrik flyttede til Aalborg, hvor en kammerat havde skaffet ham et godt betalt job. Han kom sjældent hjem, kun hver anden måned for at besøge sine forældre. Og under et af disse besøg mødte han på ny Astrid.
Hun gik tur i parken, livet så ud til at smile til hende, og hun virkede nærmest ubekymret. Lige indtil hendes blik mødte hans.
I hendes øjne læste han det, han selv følte i hjertet. Hun elskede ham stadig. Og der var ingen tvivl at spore.
De genoptog forholdet, denne gang på afstand. Af og til besøgte hun ham, andre gange kom han til hende. Samtlige møder var nøje planlagt og de var altid fulde af varme og lidenskab.
De sås som regel én gang om måneden, sjældent to. Henrik foreslog mange gange, at hun skulle flytte til ham. Han havde fået råd til at købe en toværelses lejlighed, selvom banklånet stadig skulle betales.
Astrid ønskede det mere end noget andet, men hun kunne ikke vende livet på hovedet så brat. Jonas var teenager og havde brug for hende. Hendes mor, Karen, var syg og behøvede pleje. I over to år kæmpede Astrid for at få sin mor på benene igen, og til sidst blev Karen bedre.
Du har mere at leve for! sagde den glade læge, da Karen endelig blev udskrevet.
Karen holdt ikke længere Astrid hjemme, men Jonas skulle begynde på 1.g og ville under ingen omstændigheder skifte skole. Han bad sin mor vente med flytteplanerne til han var færdig, og Astrid måtte indgå kompromis.
Sommeren før Jonas skulle i 3.g, blev Astrid og Henrik omsider gift. Da hun så, hvor meget glæde det bragte Henrik, fortrød hun, at hun ikke havde sagt ja tidligere men hvad nytter det at græde over fortiden?
Nu blev det ikke kun til weekendbesøg selvom der stadig lå mange kilometer mellem dem.
Og nu havde Jonas klaret optagelsen til universitetet i København. Astrid var stolt af sin søn og vidste, at tiden til at skabe sit eget liv var kommet. Hun havde ikke sagt til Henrik, at hun ville flytte til ham det skulle være en overraskelse.
Henrik havde sine anelser, men han kendte aldrig den nøjagtige dag.
Astrid pakkede sin kuffert, steg på bussen og drog mod Aarhus. Hun ønskede, at denne dag skulle brænde sig fast i Hans’ minder. Hun forestillede sig allerede, hvordan hun ville klæde sig i blonder, drysse rosenblade på sengen og dække et lækkert middagsbord, mens hun ventede på Henrik, der skulle komme hjem fra arbejde.
Hun havde drømt om alle disse detaljer på busturen. Hun var sikker på, at Henrik ville blive henrykt over overraskelsen men det blev hende, der ventede en overraskelse.
Hun låste døren op med sin egen nøgle og blev stående som forstenet. Et par klare, blå øjne stirrede tilbage en ung, smuk pige med lysrødt hår.
Hvem er du? spurgte Astrid forvirret.
Jeg hedder Rikke. Åh, du må være Astrid. Undskyld, jeg går med det samme!
Hvordan går? Hvem er du egentlig? Astrid blev vred.
Undskyld, jeg vil ikke gøre dig ked af det. Jeg er din mands kæreste!
Min mands kæreste? Astrid lukkede stille døren bag sig, og forlod alt det, hun havde troet var hendes, fast besluttet på, at hun nu ville begynde på ny alene.