Min ven, du tror ikke, hvad der skete nytårsaften hos mig. Forestil dig: Allan, min mand, havde inviteret sin ekskone Pernille og deres børn til nytår, og jeg kunne bare ikke klare det mere og tog min taske og gik over til min veninde.
Spørg lige, Allan, mener du alvor? Sig nu, at det bare er en kynisk spøg, eller måske har jeg hørt forkert for alt det løbende vand?
Karen stod i køkkenet, lige færdig med at skylle kartofler og tørre fingrene i viskestykket, mens hun vendte sig mod sin mand. Duften af dampende grøntsager, frisk dild og clementiner hang i luften du kender godt stemningen lige før nytår. Kun seks timer til midnat, og hun havde allerede snittet alt til den danske nytårssalat, anden med æbler stod i ovnen, sylte natten over i køleskabet…
Allan hang ud i døråbningen, tydeligt pinligt berørt, pillede ved knappen på sin flonelskjorte så typisk, når han egentlig godt ved, at det her er dumt, men alligevel ikke vil give sig.
Ej, Karen, lad nu være. Vær lige lidt forstående, ikke? Det er uheldigt for Pernille hendes radiatorer er stået af, og der er ikke varme og vand hos hende og børnene. Forestil dig, at de sidder der og fryser nytårsaften. Jeg kunne ikke sige nej. Det er jo mine drenge det er ikke deres skyld.
Dine børn, ja det kan jeg acceptere! Men Pernille? Er hun også din datter nu? Hun kan tage på hotel, eller til sin mor eller sine veninder du betaler jo børnepenge nok til, at hun kan få en luksussuite.
Hendes mor er på rekreation, og veninderne er taget ud af byen, Allan vendte blikket væk. Og altså, nytår skal være for familien. Drengene vil gerne holde det med deres far, og det er vel ikke så slemt? Vores lejlighed er stor nok alle får plads.
Karen kiggede rundt i køkkenet. Javel, lejligheden VAR stor, men det var deres sted. Hun havde gjort rent hele ugen, pyntet op, købt servietter i farver, Allan elsker, og parfumen han havde savlet over i Magasin. Hun havde forestillet sig aftenen med stearinlys, dæmpet julebelysning, blid musik kun dem to, helt alene og roligt. Første nytår, siden de blev gift for tre år siden, hvor de ikke skulle ud eller have gæster. Og nu var idyllen smadret af fortiden.
Vi aftalte jo, det kun skulle være os, sagde hun stille. Jeg har aldrig haft noget imod dine sønner. De må altid komme, når de vil. Men din ekskone… Allan, du har inviteret hende til vores bord. Kan du ikke se problemet?
Karen, du overdriver. Vi er voksne mennesker. Pernille er helt ok, hun er bare mor til mine drenge. Ikke vær så hård, vel? Børnene kommer om en time.
Så forsvandt han ud af køkkenet hurtigt, og Karen blev stående, lænet op ad bordet. Hun kunne høre anden knitre i ovnen, men sulten var totalt væk. “Ikke være egoistisk,” sagde han det var værst. Hun havde brugt tre år på at gøre alt rigtigt, altid taget imod drengene med åbne arme, endda ordnet de mærkeligste opgaver for Pernille hente katten fra dyrlægen, skifte en pære, alt. Og sådan her blev hun takket?
Karen hakkede videre på kartoflerne, og tænkte, måske bliver det ikke så slemt? Pernille kan jo bare opføre sig pænt, ikke? Og det ER jo nytår, tid til tilgivelse og alt det.
Men nej, miraklet udeblev. Præcis 50 minutter senere ringede det på døren. Karen havde kun lige nået at skifte fra hjemmesættet til nytårskjolen og lagt lidt makeup. Allan fløj ud og åbnede, glad som en 5-årig juleaften.
Med et brag kom Pernille og børnene ind. Først løb Mikkel på ti og Gustav på syv ind og hoppede direkte op på den lyse sofa med mudrede støvler. Pernille trådte majestætisk ind i sin røde kjole med dybt snit, favnen fuld af poser. Parfumeduften overtog hele entreen.
Ej hvor dejligt! sagde hun højt og smed sneen fra sin minkpels direkte på gulvet. Trafikken var vanvittig, Allan, tag lige poserne der er gaver til drengene og rigtig champagne, ikke sådan noget billigt sprøjt, du plejer at købe.
Karen kom ud, påtog sit høflige smil.
Godaften, Pernille. Hej drenge!
Pernille scannede Karen fra top til tå.
Hej Karen, sagde hun, totalt uengageret. Uha, hvor er her varmt. Måske åbne et vindue? Og Allan, hvor er mine lyserøde hjemmesko? Dem, jeg efterlod sidst jeg hentede børnepenge?
De ligger nok i garderoben, Pernille, jeg finder dem! sagde Allan og rodfægtede straks i skabet.
“Pernille, min skat.” Karen mærkede en knude i maven. Hjemmesko til eksen? Og Allan vidste præcis, hvor de var…
De gik ind i stuen. Drengene satte fjernsynet på fuld drøn og hoppede på den dyre, lyse sofa, Karen lige havde gjort klinisk ren.
Mikkel, Gustav, vær lige lidt forsigtige, sagde hun blidt.
Lad dem nu være, de er jo børn! brummede Pernille og slog sig ned i stolen. Allan, giv mig vand, jeg er tør.
De næste 60 minutter var et show med kun én stjerne: Pernille. Hun brokkede sig over juletræet (“Kedelige pynt, i gamle dage pyntede vi så sjovt”), bordet (“Hvorfor så mange bestik, vi er vel ikke til gallamiddag?”), råbte af børnene og var næste øjeblik totalt overvenlig. Allan løb rundt som hendes butler: hente pude, skrue op og ned for lyden, kommer med telefonoplader… og han undgik øjenkontakt med Karen fuldstændig.
Karen dækkede bord, satte glas og tallerkener, men følte sig som catering i eget hjem.
Karen, råbte Pernille ude fra stuen, laver du salat med pølse? Åh nej, det gjorde vi aldrig, Allan foretrækker oksekød. Det vidste du ikke?
Allan har spist min salat med glæde i tre år, svarede Karen kort, og satte fadet hårdt på bordet.
Nå, så har han nok bare været høflig, lo Pernille. Stakkels Allan.
Allan var musestille i døren, stirrede ned i gulvet. Han sagde intet. Han forsvarede hende ikke. Prøvede ikke at standse Pernille. Han ville ikke ødelægge stemningen for sin ekskone.
Så kom næste stik. Karen kom ud med den perfekte, gyldne and.
Værs’go. And med danske æbler og svesker, sagde hun stolt.
Drengene nærmede sig, lavede grimasser:
Føj, den er brændt! Jeg vil ikke spise det! Far, må vi få pizza?
Det er ikke brændt, det er skorpe, prøvede Karen.
Nej, børn spiser ikke sådan noget, sagde Pernille og stak modvilligt til anden. Alt for fed, og svesker til kød, hvem gør det? Allan, bestil bare pizza til børnene. Og til mig, jeg tør ikke spise det her. Min mave er sart.
Allan kiggede undskyldende på Karen.
Karen, måske pizza alligevel? Det skal jo være fest for alle. Jeg bestiller hurtigt, det er klaret om 30 min.
Er det virkelig…, stemningen knækkede, jeg har brugt fire timer på det her måltid. Marineret anden i et døgn. Det er det bedste, jeg kan lave.
Bliv nu ikke sur, prøvede Allan at favne hende, men Karen trak sig væk. Vi spiser både din and og pizza. Det hele på bordet.
Han tastede på mobilen, spurgte samtidig Pernille: “Hvilken pizza vil du ha’?”
Karen satte sig. Følte sig som en statist i sit eget liv, mens hendes mand snakkede pizzatoppings med eksen, og hun blev ignoreret.
Allan, husker du nytår 2015 på Fyn? Du klædte dig ud som julemand, skægget faldt af midt i en sang! Vi grinede så meget!
Ja, og du var nissepige og forsvandt i sneen med stiletter! Allan grinede, så han lyste op. Første bil, drengenes første skridt… De fortsatte med minderne, lo, talte i munden på hinanden. Totalt i deres egen boble fælles fortid, fælles humor, som om Karen ikke fandtes.
Børnene løb rundt, væltede et glas rødvin ud på den hvide dug den Karen havde strøget ekstra grundigt. Rød plet bredte sig.
Se nu! Allan, få det væk. Hvorfor sætter man vin, hvor børn løber? Karen, har du salt? Måske hjælper det, men det er jo kun en hverdagsdug, ikke noget særligt.
Karen rejste sig med indestængt raseri. Hun så på sin mand, der småløb for at fikse ting for Pernille. Ikke et blik til hende. Kun at rede stemningen for eksen og børnene.
Det var dér, hun virkelig mærkede det: hun var usynlig. For Allan eksisterede hun ikke kun ekskonen, børnene og hans evige skyldfølelse.
Hun gik ud, pakkede sin sportstaske med ro i kroppen. Jeans, uldsweater, undertøj, make-up, oplader, pas. Skiftede til støvler, og så på sit eget spejlbillede træt, men stærk.
Hun hørte døren ringe pizzaen kom.
Jaaa, pizza! råbte børnene.
Allan, betal nu, jeg har ikke småpenge! kom det fra Pernille.
Karen sneg sig ud, da ingen kiggede. Hun tog elevatoren ned, og da den lukkede sig, trak hun vejret dybt.
Udenfor faldt sneen tæt og fin. Københavns nytår blev fejret overalt, fyrværkeri, latter. Hun ringede til sin veninde:
Sofie, er du vågen?
Karen, nytår! Selvfølgelig er vi. Jeg og Thomas er ved at poppe champagne. Du lyder helt… smadret?
Jeg har forladt Allan. Må jeg komme?
Selvfølgelig! Thomas, hent en ekstra tallerken Karen kommer! Hvor er du nu? Jeg bestiller en taxa til dig.
40 minutter senere sad Karen i Sofies køkken, indhyllet i varme og duft af kanel. Thomas, Sofies mand, lod veninderne snakke alene.
Fortæl! sagde Sofie, mens hun hældte te med citron. Hvad har den klovn nu gjort?
Karen fortalte alt om radiatoren, pizzaen, ekskonen og de totalt ligegyldige minder.
Det er ikke engang gæsterne, Sofie. Det er Allan. Han blev en tjener. Glemte mig fuldstændig. Jeg var bare en hushjælp, mens de hyggede sig som en lykkelig familie. Hvorfor skal jeg være der, hvis han stadig lever i fortiden?
Ja, Sofie sukkede. Mænd, der vil tilfredsstille alle, er ikke til at stole på. Godt du gik. Hvis du bare havde trykket det ned, ville det gentage sig så lod han dig altid stå bagerst.
Karens telefon lå på bordet og vibrerede først en time efter, da Allan og de andre nok havde sat sig og opdaget, hun var væk.
Allan ringede. Hun tog den ikke.
Han ringede igen. Og igen.
Derefter begyndte beskederne.
“Karen, hvor er du? Vi kan ikke finde dig.”
“Er du i supermarkedet? Pizzaen bliver kold.”
“Karen, tag nu telefonen, det er ikke sjovt. Gæsterne spørger efter dig.”
“Er du sur? Gået? Karen, du er barnlig! Kom tilbage, Pernille synes det er pinligt!”
Karen grinede tørt af den sidste. Pinligt overfor Pernille ikke overfor sin egen kone.
Lad være at svare, sagde Sofie. Nu må han selv rode rundt med sin Pernille og rydde op efter børnene.
Karen slukkede mobilen.
Den nat ønskede hun intet ved nytårsklokkerne. Hun drak bobler, så “Blinkende Lygter” med Sofie og Thomas, og for første gang var skuldrene lette. Som om hun havde smidt en rygsæk, hun har slæbt på i tre år.
Den første januar var solrig og kold. Karen vågnede på Sofies sofa til duften af kaffe. Tændte telefonen. 50 ubesvarede opkald. 20 beskeder fra krav til panik og til sidst bønner.
“Børnene har smadret din yndlingsvase. Undskyld.”
“Pernille blev sur over sofaen. Sagde den er stiv.”
“De tog af sted. Karen, det er kaos hjemme. Jeg ved ikke, hvor jeg skal starte.”
“Karen, elskede, undskyld. Jeg er idiot. Ring.”
Ved frokosttid bankede Allan på Sofies dør. Han så ud som om han havde været igennem et krigszone skjorten med vinplet, håret i vildrede, øjne som ikke har sovet.
Sofie stillede sig i døren, armene over kors:
Nå, så kom han, Don Juan. Hvad vil du nu?
Sofie, få Karen herud. Jeg ved hun er hos dig. Jeg jeg skal snakke med hende.
Karen kom til entreen. Da hun så Allan sådan, følte hun ikke medlidenhed, bare træthed.
Karen! Allan trådte hen imod hende, men hun sendte ham et koldt blik, og han stoppede. Karen, undskyld. Jeg har virkelig lært det nu. Da du gik, gik alt galt. Pernille bossede rundt, børnene kastede med maden, væltede juletræet… Jeg prøvede at få styr på det, men Pernille sagde jeg ødelagde alt. Vi råbte, og jeg satte dem ud i taxaen klokken tre i nat.
Han så på hende:
Jeg har opdaget, hvor dum jeg var. Jeg var bange for at være en dårlig far for dem, men jeg blev en elendig mand for dig. Du er min familie. Kun dig. Tilgiv mig, kom hjem. Jeg har ryddet op næsten.
Karen kiggede på de oversvømmede roser.
Du har ikke bare såret mig, Allan. Du viste mig min plads et sted mellem hushjælp og møbel. Du lod en anden kvinde styre mit hjem og kritisere mig.
Jeg sværger, det sker aldrig igen, Allan nærmest græd. Jeg blokerer Pernille. Kun kontakt om børn, og kun på neutral grund. Ingen gæster, ingen nattebeskeder. Jeg lover det.
Karen var tavs. Hun så, han mente det. Han var bange og fortrød. Men kunne hun nogensinde glemme den følelse af ensomhed?
Jeg kommer ikke hjem i dag, sagde hun til slut. Jeg har brug for tid. Jeg bliver hos Sofie et par dage. Du må tage hjem og tænke ikke bare på mig, men på hvordan du endte der. Hvorfor eksens følelser betyder mere end min.
Jeg venter, smågræd Allan. Lige så længe, som der skal til. Jeg elsker dig, Karen. For alvor.
Han stillede blomsterne og gik med bøjede skuldre.
Karen gik tilbage til køkkenet. Sofie skænkede ny te.
Hvad så? Tilgiver du ham? spurgte Sofie.
Måske. Med tiden. Han er et godt menneske, bare totalt forvirret. Men hvis jeg kommer tilbage, bliver det anderledes. Jeg bliver aldrig sat til sidst igen. Aldrig.
Hun gik hen til vinduet, stirrede ud på København dækket i frisk sne, helt uskyldigt. Livet venter, og nu ved Karen: pennen til familiens historie skal ligge i hendes egen hånd ikke i fortidens.
Og hvis du kan lide at høre sådan nogle historier, så send et hjerte til mig. Jeg lover, der kommer flere.
