Min mand og jeg har kun ét barn, en voksen søn – han har allerede sin egen familie, og vi er endda blevet bedsteforældre. Jeg voksede op under “kommunen” og blev gift efter jeg var fyldt 30. Dengang blev man betragtet som gammel ungkarl, hvis man ikke var gift. Så alle forventede selvfølgelig straks, at vi skulle have børn. At være barnløs på den tid var næsten som at være ramt af pesten. Nå, men vi fik vores søn og besluttede, at det var nok. Vi er begge veluddannede og forstår, at det kræver mange ressourcer at forsørge et barn – og jo flere børn, jo flere penge. Derfor syntes vi, at ét barn var tilstrækkeligt. Vi formåede at give ham en god opvækst, en solid uddannelse og et stabilt liv. Men min søn havde en helt anden opfattelse. Allerede kort efter brylluppet blev hans kone gravid, og vores barnebarn kom til verden. Det unge par havde ikke egen bolig og tog derfor et realkreditlån. Vi hjalp med at betale af på det hver måned. Men så fandt jeg ud af, at min svigerdatter var gravid igen. Jeg spurgte dem selvfølgelig, hvordan de ville klare at forsørge to børn og betale af på huset. De blev fornærmede og sagde, at de nok skulle finde ud af det. Jeg sagde, at dét var fint, hvis de kunne. Længe gik det godt, men så kunne svigerdatteren ikke arbejde, og min søn mistede jobbet. Hvad skulle de gøre? De besluttede at flytte ind i vores lejlighed, som vi plejede at udleje. Min mand mente, vi burde hjælpe dem med at betale af på lånet. Så vi brugte et helt år på at betale af på deres boliglån. Jeg troede, vi gjorde det rigtige ved at hjælpe dem – men det gjorde vi ikke. For nylig fandt jeg ud af, at lånet ikke var betalt – de var seks måneder bagud. Hvor blev pengene af? Min mand er rasende og siger, han ikke kan holde dem ud mere. Jeg er chokeret. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige eller gøre. Vi har hjulpet vores børn, men de har bare slappet af og lagt alt ansvaret over på os. Hvad skal vi gøre nu?

Kære dagbog,

Nogle gange sidder jeg og funderer over vores liv, og hvordan tiden har forandret alting. Min mand Jens og jeg har kun et enkelt barn, vores voksne søn Mikkel. Han har nu stiftet sin egen familie og vi er endda blevet bedsteforældre.

Jeg voksede op under en anden tid her i Danmark, da normerne var helt anderledes. Jeg blev gift først, da jeg var i starten af trediverne. Dengang blev jeg egentlig betragtet som “en gammel jomfru”, hvilket ofte blev nævnt med et smil, men også en del forventning. Folk gik ud fra, at der snart ville komme børn, for det at være barnløs blev næsten betragtet som en slags sygdom.

Nuvel, Jens og jeg fik vores Mikkel og vi syntes, det var tilstrækkeligt. Vi var begge uddannede og forstod, hvor meget det kræver, både økonomisk og praktisk, at opfostre et barn her i København. Jo flere børn man får, jo større ansvar og jo flere udgifter, og vi satte pris på at kunne give Mikkel et godt hjem, en tryg opvækst og en god skolegang.

Mikkel havde dog en anden tilgang, kan jeg mærke i dag. Kort efter han og hans kone Stinna blev gift, kom der barneglæde vi fik vores første barnebarn, Viggo. De unge havde ikke deres egen bolig endnu, så de optog selvfølgelig et lån i banken. Det gik nogenlunde med afdragene, og vi hjalp til med at betale lidt hver måned. Så kom nyheden Stinna var gravid igen. Jeg spurgte forsigtigt ind til, hvordan de havde tænkt sig at klare udgifterne med to børn og et boliglån. De blev faktisk lidt sårede og sagde, at det skulle de nok klare. Og jeg lod det ligge, for de er jo voksne mennesker.

I lang tid gik det. Men så kunne Stinna ikke arbejde, og Mikkel mistede sit job. Hvad skulle de gøre? De spurgte, om de kunne flytte ind i vores lejlighed, som vi ellers lejede ud. Jens mente, vi burde hjælpe dem, og sammen brugte vi nærmest et helt år på at betale deres realkreditlån. Jeg troede virkelig, vi gjorde det rigtige at hjælpe familien og tage ansvar.

Men for nylig opdagede jeg, til min store forundring, at gælden stadig stod seks måneders restance! Jeg fattede ikke, hvor pengene var blevet af. Jens er rasende, han siger, han ikke kan mere. Jeg er bare målløs. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, eller hvad jeg skal gøre. Vi har hjulpet dem alt, hvad vi kunne, og nu virker det, som om de bare har lænet sig tilbage og ladet os ordne det hele. Hvad gør man så?

Det føles lidt som at stå ved en kulkælder og se, at døren er lukket. Hvordan finder vi ud af det her?