Mit navn er Poul. Jeg er 72 år gammel. Jeg bor alene i et gammelt hus i udkanten af et lille dansk landsby, et sted hvor livet førhen summede overalt. Her i den beskedne gård løb min søn uden sko i græsset og råbte på mig, når vi skulle bygge huler med aflagte tæpper. Vi bagte kartofler over gløder og sad og drømte om fremtiden sammen. Dengang troede jeg, at lykken ville vare evigt. At jeg var uundværlig og til nytte. Men livet finder sin egen vej, og nu er huset stille. Støv på elkedlen, en svag raslen i hjørnet, og naboens hunds bjæffen udenfor vinduet.
Min søn hedder Mikkel. Hans mor, min afdøde hustru Ingrid, gik bort for snart ti år siden. Siden da har Mikkel været det sidste bånd til en tid, hvor der stadig var varme og mening.
Vi opdragede ham med kærlighed og omsorg, men også med meget fasthed. Jeg arbejdede hårdt, mine hænder fik aldrig ro. Ingrid var hjemmets hjerte, jeg var hendes hænder. Jeg var ikke altid til stede, men når der var brug for det, og når jeg kunne, så var jeg der. Arbejdet kom først, men hjemme var jeg far. Det var mig der lærte ham at cykle, sammen reparerede vi hans første gamle Opel, den bil han kørte til studierne i Aarhus med. Jeg var stolt af ham. Det har jeg altid været.
Da Mikkel blev gift var min glæde stor. Hans hustru, Katrine, virkede genert og stille. De flyttede til den anden ende af byen. Jeg tænkte: Lad dem stå på egne ben og skabe deres eget liv. Men jeg ville altid være klar til at hjælpe, støtte. Jeg forestillede mig, at de ville komme og besøge mig, at jeg kunne passe mine børnebørn og læse eventyr for dem om aftenen. Men intet blev som håbet.
Til at starte med var der korte telefonsamtaler. Siden kun hilsner ved højtider. Jeg tog selv derhen flere gange med en hjemmebagt æblekage, med slik. Én gang lukkede de mig ind, men Katrine havde migræne. En anden gang sov barnet. Og tredje gang blev der slet ikke åbnet. Siden stoppede jeg med at komme.
Jeg gjorde ikke vrøvl. Jeg klagede mig ikke. Jeg satte mig bare og ventede. Tænkte, at de har travlt arbejde, børn, bekymringer det retter sig nok. Men tiden gik, og det gik op for mig: der er ikke plads til mig i deres liv. Selv på årsdagen for Ingrids død kom de ikke. Kun et telefonopkald og det var det.
For nylig stødte jeg tilfældigt på Mikkel i byen. Han holdt sin søn i hånden og bar indkøbsposer. Jeg råbte hjertet slog et ekstra slag af glæde. Han vendte sig om og kiggede på mig, som var jeg fremmed. “Far, er alt vel?” spurgte han. Jeg nikkede bare. Han nikkede også. Han sagde, han havde travlt. Så gik han. Sådan blev vores møde.
Jeg gik længe hjem den dag. Både benene og tankerne blev tunge. Hvor gik det galt? Hvorfor føles min egen søn fremmed nu? Var jeg for streng, eller måske for blid? Eller er jeg bare blevet til besvær med mine minder, min alder, min stilhed
Nu er jeg min egen familie, min egen støtte. Jeg drikker te, læser gamle breve fra Ingrid, og siden sætter jeg mig på bænken og ser de andres børn lege. Min nabo, Asta, nikker til mig en gang imellem. Jeg sender et nik tilbage. Sådan forløber dagene.
Jeg elsker stadig min søn. Mere end noget andet. Men jeg forventer ingenting længere. Måske er det forældres skæbne at give slip. Men ingen forbereder os på det øjeblik, hvor vi bliver overflødige for dem, vi har levet for.
Måske er det det, sand modenhed er. Nu ikke kun for børnene. Men for os, der var deres forældre, og som har lært at stå tilbage.
