Sundhedsdagbog
Altså, min morgen starter altid på samme måde: alarmen på min iPhone, lynhurtig gennemgang af nyhederne, og så ud i køkkenet, hvor stegepanden allerede hvæser. Fra stuen kan jeg høre Eriks stemme:
Vil du ikke lave kaffe?
Jeg sætter kanden over på komfuret og kommer helt automatisk til at putte for meget sukker i. Tænker mig om: Hmm, jeg skal jo egentlig skære ned på det søde, og så rykker jeg sukkerskålen væk. Erik kommer ind, kysser mig på kinden, og snupper et stykke rugbrød fra kurven, uden at kigge.
Igen hvidt brød? slipper ud af mig.
Hvilket andet skulle det være? griner han. Det er jo dig, der handler.
Og det er jo rigtigt; jeg handler både hvidt og groft, brød til eftermiddagste, småkager til hvis nogen kigger forbi, chokolade til aftenen foran fjernsynet. Tankerne om at jeg burde tabe mig eller jeg skal tage mig sammen kører konstant i baghovedet, men mellem mit job som regnskabsassistent, indkøb, vasketøj og de facetime-samtaler med min søn, der læser i Aarhus, bliver det hele liggende. Ind imellem sætter jeg mig på en kur til tre dage, bruger kalorietæller-app, og ender hurtigt med at falde i ved en lagkage på kontoret så ryger appen ud, for den skal ikke minde mig om noget mere.
Jeg får passet mine lægebesøg: attester til svømning, helbredsundersøgelse hvert par år, når de tilbyder det på jobbet. Måler kun blodtryk hvis det banker noget i tindingerne og ender altid med at give stressen skylden.
Den dag tog jeg hen til lægen, fordi jeg blev svimmel i bussen og måtte stige af et stop for tidligt, og stå og holde mig til en lygtepæl. Hjertet hamrede, hænderne var svedige, og brystsmerterne føltes mærkelige. Alligevel kom jeg på arbejdet, sad halvdagen ud, men efter frokost sagde min kollega:
Du ser lidt bleg ud. Gå til lægen, vi har jo klinikken lige på den anden side af vejen.
Jeg slog det lidt hen, men sidst på dagen blev jeg svimmel igen og jeg tog mig selv i at være nervøs for at gå hjem alene. Så jeg bestilte en taxa. Hjemme, da jeg havde skiftet tøj, besluttede jeg mig: Okay, jeg tager til praktiserende læge i morgen skal jo også have henvisning til prøver.
Jeg bookede tid online og blev overrasket over, at jeg kunne komme allerede dagen efter. Morgenen gik ikke som vanligt i stedet sad jeg i kø på klinikken, hørte blip fra blodtryksapparatet inde ved siden af og duftede til den der blanding af sprit, håndsæbe og parfume.
Min læge, Maria ung kvinde med stram hestehale kiggede på min journal, målte blodtryk, lyttede til hjertet og stillede nogle uddybende spørgsmål. Henvisning blev skrevet ud: blodprøver, urinprøve, hjertelæge, endokrinolog.
Er der noget alvorligt? spurgte jeg, mens jeg tog min trøje på.
Det er for tidligt at sige sagde hun roligt. Dit blodtryk er for højt og pulsen løber. Vi skal se prøverne, køre EKG og scanninger. Du har jo heller ikke været undersøgt længe.
Jeg tog fastende blodprøver, stod i kø til EKG, lå på divanen, mens sygeplejersken satte kolde elektroder fast. Papiret med de der mærkelige zigzag-linjer knitrede, og jeg tænkte på at nå tilbage til arbejdet, så chefen ikke blev sur.
En uge senere sad jeg foran hjertelægen, Poul, midt i analyse og klik på hans computer.
Du har moderat forhøjet blodtryk plus begyndende ændringer på hjertet. Det er ikke dødsdom, men det er heller ikke bare nerver eller stress. Det er en kronisk tilstand, der skal passes.
Min mund blev tør.
Er det farligt?
Det er farligt, hvis du ikke gør noget. Forhøjet blodtryk øger risikoen for alvorlige komplikationer. Men hvis du tager medicin, holder øje med mad, motion og vaner, kan du styre det.
Han tegnede op: morgenpille, aftenpille, daglig blodtryksmåling, kontrol to gange om året.
Du skal tabe dig. Skær ned på salt, fedt og alkohol. Gå mere. Ryger du?
Nej.
Godt. Men kaffe max én kop om dagen, og den skal være svag.
Jeg nikkede, men indeni voksede et protestskrig. Kronisk? Tabletter hver dag? Jeg er jo kun 42, arbejder, har planer, sommerferie venter.
Er det for evigt? det smuttede ud.
For lang tid, rettede han. Du kan selv gøre noget ved det. Disciplin er vigtigt. Jeg printer anbefalingerne.
Jeg forlod klinikken med en stak papirer, recept og den følelse af, at gulvet rystede under mig. Telefoner ringede, nogen skændtes om en tid, et barn græd. Verden rullede videre men nu var der kronisk hypertension med hjem i tasken.
I dagevis fik jeg ikke sagt noget til Erik. Til aftensmaden, hvor han rakte mig saltet, kom det ud:
Jeg skal vist skære ned på salt.
Hvad mener du? han løftede brynet.
Jeg forklarede kort tabletter, blodtryk, skrapt fokus.
Kom nu ingen har perfekt blodtryk. Mit stiger da også engang imellem.
Dit er engang imellem, mit er nu altid, og jeg hørte vrede i min stemme.
Han tav lidt, spurgte forsigtigt:
Så hvad nu?
Piller, skema, mindre salt, mindre fedt, flere skridt og det hele kører bare nonstop.
Om natten lå jeg vågen, lyttede til hjertets alt for høje slag forestillede mig blodårer, der kunne springe. Billeder af gamle venner, der fik slagtilfælde, dukkede op. Jeg satte mig op, tændte natlampen og fandt papiret med anbefalingerne.
Nederst stod der: Faktorer afhænger af dig selv. Mad. Motion. Vægtkontrol. Drop dårlige vaner. Selvovervågning.
Selvovervågning ramte særligt hårdt. Jeg tænkte på alle de kurstarter, der løb ud midt på ugen. På fine notesbøger, hvor jeg skrev træningsplaner, som aldrig holdt mere end nogle dage. På apps, der bad om vandindtag som jeg slukkede i irritation.
Hvis jeg begynder forfra og falder, hvad sker der så?
Næste morgen, med grøn te, fandt jeg min søns gamle skolehæfte frem. Omslaget med slidte biler, nogle få skriblerier i starten. Jeg rev brugte sider ud, lagde hånden på de tomme.
Første linje: Sundhedsdagbog. Karen. og så, med små bogstaver: Dag 1.
Morgen: blodtryk 152/95. Puls 92. Pille nr. 1 taget. Morgenmad: havregrød med vand, æble, te uden sukker. Humør: ængstelig, men beslutsom.
Når jeg kiggede på ordene, mærkede jeg en slags lettelse. Som om alt, der sker, kan lægges i kolonner som tal i regnskabet. Hvis der er bokse og linjer, er der orden. Så kan jeg styre det.
På jobbet installerede jeg skridttæller-app på mobilen. Kollegaerne grinede, da jeg gik min runde om kontorbygningen i frokostpausen i stedet for at sidde inde med de andre.
Skal du træne til marathon, eller hvad? lød det.
Jeg skal bare gå mere, svarede jeg, overrasket over hvor bestemt det lød.
Aftenen bragte en ny notesbogs-side:
Frokost: grøntsagssuppe, boghvede, kogt kylling. Ingen brød. Te uden sukker. Skridt: 4870. Aftenblodtryk: 145/90. Pille nr. 2 taget. Status: træt, men stolt.
Efter en uge tegnede jeg små skemaer: dato, morgenblodtryk, aftenblodtryk, piller, mad, skridt, velbefindende. Streger, grønne markeringer på gode dage med lavt tryk og mange skridt.
Erik jokede:
Du kører helt projekt.
Det er ikke projekt, svarede jeg. Det er mit liv.
Men indeni føltes det virkelig som et projekt: klar plan, målbare tal, tydelig destination få blodtrykket på plads, tabe ti kilo, blive sund. Jeg lagde madlister på køleskabet, printede kaloritabeller, læste blogs.
De første par uger gik næsten pletfrit. Op ti minutter før, blodtryksmåling, havregrød, madpakker med. Frokostgåtur. Let morgentræning foran computeren. Sønnen sagde på Facetime:
Mor, hvor er du sej.
Jeg smilede, og noget rettede sig indeni.
Men livet følger ikke tabeller. Sidst på måneden kom der travlhed i regnskabsafdelingen: rapporter, deadlines, revisioner. Jeg blev sent på kontoret, kom hjem sur og sulten. En dag gik jeg ind i Netto for bare lige lidt, og kom ud med både yoghurt og salat, plus baguette, ost, pølse og chokolade.
Først lagde jeg salat på tallerkenen, men brødets duft ramte mig. Bare et stykke jeg havde jo knap spist. Et stykke blev til to tykke med smør og ost. Så tog jeg lidt chokolade. Helst i små bidder, men det endte med, at hele pladen røg. Da jeg opdagede det, lå indpakningen tom maven tung. Tankerne kom straks: Sådan, nu har du tabt igen. Du kan ikke gennemføre noget.
Jeg satte mig med notesbogen, hånden svævende over linjen Aftensmad. At skrive brød, ost, chokolade føltes næsten som at indrømme et nederlag.
Hvis jeg ikke skriver det, er der så ikke sket noget? Men så, en anden tanke: Hvad er meningen så med det hele?
Langsomt skrev jeg: Aftensmad: baguette med smør og ost (2 store stykker), chokolade (ca. en halv plade). Blodtryk ikke målt. Pille taget. Tilstand: sur på mig selv, tung.
Siden så forkert ud. Alle de grønne markeringer virkede latterlige nu. Jeg klappede bogen sammen, skubbede den ind i skuffen.
Næste morgen havde jeg ikke lyst til at skrive noget. Tog min pille, målte blodtryk, så 158/98, og tænkte: Det skriver jeg senere. Og senere kom aldrig. På jobbet var der kage jeg tog et stykke. Om aftenen sagde Erik:
Skulle vi bestille pizza? Jeg orker ikke lave mad.
Ja, sagde jeg, selvom det føltes forkert.
To pizzaer, cola, serie notesbogen blev liggende.
Efter et par dage begyndte jeg at undgå at se på bordet, hvor notesbogen plejede at ligge. Blodtryk blev målt mindre, piller taget senere. Hvad sker der, hvis jeg tager den senere? beroligede jeg mig selv.
En aften, da jeg kom hjem, var trykket i brystet og hovedet tilbage. Jeg satte mig, målte: 176/104. Tallene på maskinen virkede enorme.
Hvad siger du? Erik kiggede ind.
Det er fint, sagde jeg automatisk og slukkede apparatet.
Om natten vågnede jeg med hjertet galopperende og tanker om at have ødelagt alt med baguette, kage og pizza. Jeg har som altid fejlet.
Om morgenen fandt jeg alligevel notesbogen. Siden, hvor de nydelige notater sluttede, var tom. Jeg stirrede længe på de hvide ruder, så skrev jeg stort:
Pause. Fald. Spist alt muligt, ingen målinger. Skræmmende at komme tilbage.
Hånden rystede. Jeg lukkede bogen og begyndte at græde stille, med tårer på hæftet med biler.
Erik kom ind i køkkenet, stoppede op:
Hvad sker der?
Ikke noget, mumlede jeg og tørrede øjnene. Er bare træt.
Er det de der regler? han nikkede mod notesbogen. Måske skal du ikke presse dig sådan?
Hvad skal jeg gøre? Jeg skal leve med det hele tiden nu. Hvis jeg slapper af, så jeg sagde ikke sætningen færdig.
Han lagde armen om mig.
Du er ikke en robot, Karen. Du gør det rigtig godt. Man må godt falde af engang imellem.
Man må også godt dø, eller hvad? snerrede jeg, og fortrød straks. Han så forvirret ud.
Det var ikke det, jeg mente.
Det blev stille. Han drak sin te, sad overfor, famlede efter ordene:
Måske skal du tage til lægen igen? Fortælle, at det er svært?
Jeg fnøs:
Og hvad siger han? Hold ud?
Men alligevel sad tanken fast. Et par dage senere havde jeg tid hos Poul igen, for at vise dagbogen og tests. Jeg overvejede at lade bogen blive hjemme de pinlige sider. Men jeg tog den alligevel med.
På klinikken var der lummert, blomster af plast på vindueskarmen. Poul kiggede prøverne, målte blodtryk og spurgte:
Har du taget medicinen stabilt?
Jeg tøvede, så viste jeg notesbogen og åbnede op på siden med både grønne highlighter og Pause. Fald.
Han bladrede:
Godt, du har skrevet det, sagde han. Overraskende nok.
Godt?
Ja. Det er realitet. Ingen lever perfekt. Det vigtige er at se på det, ikke ignorere det. Du er regnskabsassistent, ikke?
Ja.
Når du spotter fejl, hvad gør du?
Retter dem, sagde jeg.
Du lader som regel ikke, som om de ikke eksisterer. Dagbogen er ikke en karakterbog, det er et værktøj. Ikke til at dømme dig, men til at forstå dig selv. Og ja, der bliver baguettedage. Det afgørende er, hvad du gør bagefter.
Ordene slog hul i mig. Han fortsatte:
Jeg kan se, du prøver. Det er meget værd. Lad være med at gøre det til en eksamen. Du lever dit liv. Damer i min klinik vil gerne gøre alting rigtigt. Men livet er ikke sort/hvidt.
På vej hjem tænkte jeg over: Det er ikke prøve, men observation. Det var nyt. Hele mit liv har jeg følt mig delt enten god eller helt håbløs. Enten kur eller alt er tabt.
Om aftenen skrev jeg i bogen:
Dag 27. Morgen: blodtryk 149/92. Pille: ja. Morgenmad: boghvede, æg, te. Lægen sagde, at dagbogen ikke skal bruges til selvkritik. Prøve at forstå, hvorfor jeg falder i.
Jeg tænkte over den baguetteaften. Hvad skete der? Stress. Kaos i afdelingen. Sult. Opfattelsen af det er alligevel ligemeget. Skrev til sidst: Triggers: træthed, frustration over at være den eneste, der kæmper.
Triggers havde jeg læst i en artikel. Lidt rart at få sat ord på.
Med tiden ændrede bogen sig. Jeg skrev ikke kun mad og tal, men små begivenheder.
Chefen råbte i dag. Havde lyst til kage, men valgte te og æble og gik en tur. Føler stadig ubehag.
Weekend. Erik tænder op i grillen. Siger: Er du nu ikke rigtig menneske mere? Spiste et stykke, men uden fedtkant, og mange grøntsager. Blodtryk i orden. Følelse: lidt i mig selv, men også mærket undramt.
Jeg lærte at se ikke kun, hvad jeg spiste men hvorfor. Og hvordan jeg havde det. Nogle gange irriterende, ja. Ville hellere bare lave kolonner. Men hvis jeg skulle leve med det her, måtte jeg forstå mig selv bedre.
Familien tog det forskelligt. Sønnen Facetimede:
Hvordan går blodtrykket? Husk at gå!
Jeg blev irriteret, men så, at han bare ville hjælpe. Vi aftalte, at jeg selv skriver en kort update hver uge: Stabilt eller Mindre stabilt.
Erik kæmpede med det: nogle dage hyperomsorg, andre dage glemt alt om restriktioner.
Har du taget piller? om morgenen, fuld af uro bag facaden.
Jeg er voksen. Jeg husker det.
Jeg er bare bekymret.
En aften blev vi uvenner. Han havde lavet stegt flæsk og kartofler.
Jeg har jo sagt ikke stegt mad, sagde jeg træt.
Skal vi nu kun spise kogt? Jeg vil også have ordentlig mad.
Lav dit eget, jeg klarer mig.
To aftensmader en til syge, en til raske, snerrede han.
Syge ramte som et slag. Det sad i halsen.
Jeg har ikke valgt det her. Jeg vil ikke opdeles i syge og raske hjemme, sagde jeg stille.
Han så pinlig ud.
Undskyld. Jeg er bare bange for, at der sker dig noget.
Vi endte med at aftale at planlægge mad sammen, så der altid er til begge. Han vil ikke minde mig om piller, jeg lover at sige til, hvis det er skidt.
I dagbogen står:
Dag 43. Skænderi med Erik om mad. Indså, at han også er bange. Regel sat for fremtiden: sige hvad jeg har behov for.
Der kom også flere fald. Ét sted sprang jeg pillen over, orkede ikke. Om natten vågnede jeg med siven og tungt hoved. Højt blodtryk. Sad op, ventede på at pillen virkede.
Om morgenen skrev jeg ærligt:
Glemte pillen reelt udskød den. Fik det dårligt. Konklusion: ikke gamble, men heller ikke piske mig selv. Bare at handle næste gang.
Efterhånden blev tabellerne bløde: madbeskrivelser som mest grønt og grød, lidt sødt, meget brød, føler mig tung. Skridtmålet blev minimum 3000 om dagen ikke 10.000, og alt derover er bare bonus.
Træningen blev også justeret: fandt et 10-minutters YouTube-program. Kan nemt lægges ind om morgenen nogle dage bliver det kun 5 minutter, men Bedre end intet.
En dag bladrede jeg notesbogen igennem. Færre grønne markeringer, men også mindre selvkritik. Nu står der træt, har behov for støtte i stedet for fiasko.
Efter nogle måneder til endnu en hjertelæge-visit viste prøverne, at alt var stabilt. Blodtrykket svinger, men lavere. Poul sagde:
Godt, du har fundet din rytme. Det handler ikke om heltemod men om stabilitet.
Stabilitet kunne jeg lide. Ikke en kamp, men som en solid skammel i køkkenet.
Om aftenen lavede jeg ikke straks mad. Tog tøj på, fandt sko og let jakke.
Hvor skal du hen? spurgte Erik.
Går lige en tur. Kommer du med?
Ja, og fjernsynet blev slukket uden protest.
Vi gik rundt om blokken, forbi skolen og igennem parken. Mit hjerte slog roligt nu. Jeg talte ikke skridt mobilen klarede det diskret.
Hvad sagde lægen?
Det går. Stabilt. Det vigtige er ikke at give op eller presse for hårdt på.
Du virker mere rolig nu, sagde han.
Jeg tænkte over det. Uroen lever stadig i mig. Nogle nætter vågner jeg og lytter til hjertet. Og blodtrykstal kan stadig skræmme, men der er en ny ro: jeg er ikke hjælpeløs. Jeg har værktøjer: tabletter, og min bog, hvor det er tilladt at skrive I dag var det svært uden dom.
Hjemme igen gik jeg i køkkenet, tog vand. Notesbogen lå klar; jeg skrev:
Dag 123. Morgen: blodtryk 138/88. Piller ja. Træthed, ville egentlig bare ligge. Men lavede 10 minutters træning. På aften gik en tur med Erik ca. 30 min. Vi snakkede om sommerferie. Diagnosen er der stadig. Uroen dukker op indimellem. Men min støtte er mine vaner, mine noter, mine mennesker. Jeg er ikke perfekt, men stadig mig.
Jeg satte punktum, lukkede bogen og lagde den frem til næste dag. Gryden med boghvede simrede svagt, tallerkenerne fra let aftensmad lå i vasken. Erik zappede TVet, søgte en film.
Jeg satte mig ved bordet, mærkede efter hjertet slog jævnt. I hovedet ingen store paroler om nyt liv. Bare tanken: i morgen måler jeg igen, tager tabletterne, skriver ét par linjer om mad og humør. Måske falder jeg i igen måske går jeg en ekstra rundtur.
Og det der måske er ikke længere katastrofe. Det er bare en del af livet, dag for dag, med mine små noter, min families støtte, og al den uperfekte stabilitet, jeg kan samle op hen ad vejen.
