«Hvis det er så hårdt for dig at lave mad, så burde du måske bare tage afsted, vi skal nok klare os uden dig,» sagde min svigermor, bakket op af min mand
Jeg troede aldrig, at mit liv kunne ændre sig så brat på et øjeblik. Jeg havde aldrig forestillet mig, at svigtet skulle komme indefra fra dem, jeg stolede mest på. Min svigermor, Gerda Sørensen, krævede kun en enkelt samtale med mig, før jeg indså, at jeg kun kunne stole på mig selv. Det hele begyndte underligt nok med en tilsyneladende uskyldig bemærkning: «Mor har brug for ro. Hun er udmattet. Kan du ikke tage væk et par uger, så hun kan få fred?» Det var, hvad min mand sagde. Manden, jeg havde forestillet mig at blive gammel med. Ham, jeg havde lavet mad til, klædt på, støttet i alt. Og nu var det dér, vi var endt.
Mikkel min ægtemand var ofte væk fra hjemmet. Han arbejdede som tekniker på fabrikker rundt om i Danmark, så han rejste tit mellem byerne. Jeg beklagede mig ikke han tjente godt, og vi havde det rart. Vi boede i min toværelses lejlighed i Odense, som jeg havde arvet fra min moster. Han havde sin orden, jeg havde min ro. Men hver gang han var ude at rejse, dukkede hans mor op uden varsel. Gerda Sørensen. Hun bankede ikke på, hun spurgte ikke om lov. Hun stod bare pludselig på dørtrinnet og blæste ind som en storm, hvor hun straks satte regler: Hvad vi skulle spise, hvordan jeg skulle gøre rent, hvor sengetøjet skulle ligge, hvilke varer jeg burde købe.
Jeg sagde ingenting. Forsøgte at være høflig. Jeg tænkte, hun var gammel og ensom jeg ville gerne give hende min opmærksomhed og omsorg. Men i stedet for taknemmelighed fik jeg kun bebrejdelser. «Du kan ikke engang lave en ordentlig suppe,» «Der er støv overalt,» «Hvordan vil du opdrage børn, hvis du ikke kan skrælle kartofler?» Og det blev kun værre. Hun forlangte, at jeg skulle tage væk. Ud af mit eget hjem. Så hun, der var så træt og ulykkelig, «endelig kunne få sovet». Sove! I min egen lejlighed! Hvor skulle jeg tage hen? Til en veninde? På hotel?
Jeg ringede til Mikkel, min sidste håb. Jeg fortalte ham det hele, håbede på hans støtte. Men han blev ikke engang overrasket. «Mor har brug for at hvile. Vær sød, hold ud. Bare tag væk lidt, så snakker vi om det senere» Han spurgte ikke, hvor jeg ville tage hen. Han tilbød ikke at betale for et andet sted. Ikke et ord om, at jeg var hans hustru, kvinden i huset, mor til hans fremtidige børn.
Det var enden. Jeg forstod, at der ikke længere var nogen kærlighed imellem os. Kun en kvinde, der var praktisk, god til at lave mad, gøre rent og tjene. Ingen ømhed, ingen respekt. Jeg sagde til ham: «Hvis du vil blive hos din mor, så gør det. Men jeg vil skilles.» Han protesterede ikke. Tavshed. Et par dage senere kom han hjem, pakkede i stilhed sine ting og rejste tilbage til sin barndoms landsby på Fyn for at bo hos hende. Og jeg blev alene. I min egen lejlighed. Tomt.
Jeg græd ikke. Jeg kunne ikke mere. Mine tårer var tørret ud den dag, han valgte hende over mig. Nu lever jeg. I ro. Uden skænderier, uden bebrejdelser, uden smerte. Af og til tænker jeg på ham, og mit hjerte snører sig sammen en smule. Men så husker jeg hans stemme, da han sagde, jeg skulle gå. Og så får jeg det bedre. For det var ikke mig, der gik. Det var ham. Kærligheden døde. Jeg blev. Stærk. Hel. Ægte.
Og nu vågner jeg hver morgen og ved, at denne dag tilhører mig. Ingen Gerda Sørensen skal længere bestemme, hvordan jeg lever mit liv.
