Da min mand kastede mig ud hjemmefra, føltes det, som om al mening var forsvundet fra mit liv. Mange år senere forstod jeg, at det var det bedste, der nogensinde var sket for mig.
Jeg havde giftet mig af kærlighed, uden en anelse om de prøvelser, der ventede mig. Efter min datter, Astrids, fødsel tog jeg sytten kilo på, og mit liv blev totalt forandret.
Min mand begyndte at nedgøre mig, kaldte mig “ko” eller “gris” og nægtede at se på mig som en kvinde længere. Han sammenlignede mig konstant med sine kollegers koner og sagde, de var smarte og pæne, mens jeg, ifølge ham, var blevet et dyr.
Hans ord gik mig dybt på. Senere fandt jeg ud af, at han havde en elskerinde, en yngre kvinde, som han ikke engang forsøgte at skjule. Han ringede til hende foran mig, sendte beskeder, mens Astrid og jeg ikke betød noget for ham.
Om natten græd jeg stille, der var ingen, jeg kunne tale med. Mine forældre var døde, og familien var væk, og mine veninder var drevet væk efter mit bryllup. Da min mand opdagede, hvor magtesløs jeg var, begyndte han at slå. Astrids gråd irriterede ham han råbte og truede med at smide os ud, hvis jeg ikke kunne få hende til at tie stille.
Jeg glemmer aldrig den aften. Han kom hjem fra arbejde og befalede, at jeg skulle forlade lejligheden med det samme. Udenfor sneede det, og det var blevet mørkt. Med kun én kuffert og Astrid i armene stod jeg i gården, uden at vide, hvor jeg skulle tage hen. Han lod os ikke engang tage vores ting. Mens jeg forsøgte at forstå, hvad der skete, stoppede en taxa foran opgangen. Hans elskerinde steg ud, med en kuffert, og gik direkte op til vores lejlighed. Jeg havde kun nogle få kroner tilbage i lommen.
Det eneste sted, jeg kunne tage hen, var hospitalet, hvor jeg tidligere havde arbejdet. Heldigvis var der en sygeplejerske på vagt, som jeg kendte. Hun lod os blive, og vi tilbragte natten der.
Dagen efter gik jeg til pantelåneren, hvor jeg solgte det lille sølvkæde med anker fra min mor det sidste minde om hende og de øreringe, min mand havde givet mig før brylluppet, samt min vielsesring. Jeg fandt en annonce for et værelse i Brønshøj, udlejet af en ældre dame, Bedste Gurli. Hun blev som en bedstemor for os. Takket være hende, som passede Astrid, kunne jeg tage et arbejde.
Uden uddannelse blev jeg ansat på et slagteri. Derpå fik jeg nattearbejde som rengøringsassistent. Senere tilbød en kvinde, jeg gjorde rent for, mig job som assistent i hendes firma, med en god løn. Det var takket være hende Kirsten at jeg kom på universitetet, fik min eksamen og til sidst kunne arbejde som advokat.
I dag går Astrid på Københavns Universitet. Vi har en treværelses lejlighed på Østerbro, en bil, og vi rejser flere gange om året. Min advokatpraksis blomstrer, og jeg takker skæbnen for, at jeg blev smidt ud dengang. Uden det var jeg aldrig nået hertil.
For nylig ledte Astrid og jeg efter en grund til et sommerhus og fandt en i nærheden af Roskilde Fjord. Til min store overraskelse åbnede døren sig, og der stod min eksmand med sin elskerinde, som nu også var blevet temmelig rund. Jeg havde lyst til at kaste sandheden i hovedet på ham, men jeg nøjedes med at se på ham. For mig stod der bare en drukken mand med stor mave og masser af gæld. Det var derfor, de solgte huset. Efter et øjebliks tung tavshed kaldte jeg på Astrid, og vi gik.
Jeg holder stadig kontakt med Bedste Gurli og besøger hende ofte med kager og lidt hjælp. Hendes venlighed vil jeg aldrig glemme. Og Kirsten, min gamle arbejdsgiver, heller ikke hun gav mig troen på mig selv tilbage og muligheden for at lykkes.
Da min mand smed mig ud, så jeg ingen grund til at leve – men år senere indså jeg, at det var det bedste, der kunne ske for mig.
Jeg giftede mig af kærlighed, uden at ane de prøvelser, der ventede. Efter min datters fødsel tog jeg 17 kilo på, og mit liv blev vendt på hovedet.
Min mand begyndte at nedgøre mig, kaldte mig “ko” og “gris”, nægtede at se mig som kvinde, og sammenlignede mig konstant med sine kollegers koner, som ifølge ham var elegante, mens jeg kun var blevet et dyr.
Hans ord knuste mit hjerte. Senere opdagede jeg, at han havde en elskerinde – en yngre kvinde, som han ikke engang skjulte. Han ringede til hende foran mig, og mens min datter og jeg blev ingenting for ham.
Om natten græd jeg stille, helt alene. Jeg er forældreløs, havde ingen familie, og veninderne trak sig væk efter mit bryllup. Da han mærkede sin magt, begyndte han at slå. Min datters gråd irriterede ham; han skreg, krævede stilhed og truede med at smide os ud.
Den dag glemmer jeg aldrig. Han kom hjem fra arbejde og beordrede mig til straks at forlade lejligheden. Udenfor sneede det, mørket faldt på. Med én kuffert og min datter i armene stod jeg i gården, uden at vide hvor jeg skulle tage hen. Han lod os ikke tage vores ting. Mens jeg forsøgte at forstå, standsede en taxa foran bygningen. Ud steg hans elskerinde med kuffert og gik op til “vores” hjem. Jeg havde kun få kroner i lommen.
Mit eneste håb var Rigshospitalet, hvor jeg havde arbejdet engang. Heldigvis var en sygeplejerske, jeg kendte, på vagt. Hun hjalp os, og vi måtte overnatte der.
Næste dag gik jeg til pantelåneren ved Nørreport og solgte det eneste minde om min mor – en lille guldkæde med kors – og de øreringe, min mand gav mig før brylluppet, samt vielsesringen. Jeg fandt en annonce på et værelse hos en ældre dame i Gladsaxe, “Bedste Gerda”, som blev som en mormor for os. Hun passede min datter, så jeg kunne tage ufaglært arbejde – først på slagteri, så som natrenser.
Senere tilbød en af dem, jeg gjorde rent hos, mig job som assistent i hendes firma med god løn. Takket være hende kom jeg ind på universitetet, tog min jura-eksamen og blev advokat.
I dag læser min datter på Københavns Universitet. Vi bor i en treværelses på Østerbro, har bil og rejser flere gange årligt. Min advokatpraksis blomstrer – og jeg takker skæbnen for den dag på gaden, som ændrede alt. Uden den ville jeg aldrig have klaret mig.
For nylig ledte min datter og jeg efter en grund til sommerhus og fandt et sted tæt ved Tisvildeleje. Store var mine øjne, da det var min eksmand, der åbnede døren – hans elskerinde, nu temmelig buttet, bagved. Jeg havde lyst til at sige ham et par sandheder, men stirrede kun på ham. Jeg så en drukkenbolt med stor mave og gæld – derfor solgte de huset. Efter tavshed kaldte jeg på min datter, og vi gik.
Jeg besøger stadig Bedste Gerda med kage og hjælper lidt til, og jeg vil aldrig glemme hendes venlighed. Heller ikke Hanne, min gamle chef – det er hende, jeg kan takke for at tro på mig og give mig succes.
