Hvordan kunne Monika elske andres børn? Adam havde længe tænkt, at det var på tide at gifte sig igen. Hans kone døde efter sygdom, og det var svært at klare børnene alene. Han tænkte ofte på Monika, men hun havde ingen erfaring – hun havde aldrig haft børn. Hans svigermor bad ham gifte sig med Victoria. Hun var hjemmets midtpunkt, husmor og mor til to børn. Men det var hans ekskæreste – var det overhovedet fornuftigt at starte en familie med hende? En dag besluttede han sig for at besøge hende alligevel. “Hej, Adam,” sagde Victoria. Victoria sendte børnene udenfor og bød sin gæst på boller. Hun tilbød også en drink, men Adam sagde nej. De så på hinanden og indså, at det var nødvendigheden og ikke følelsen, der trak dem sammen. “Det blev aldrig godt for nogen af os, selvom vi kendte hinanden så godt. Og nu…” mumlede Adam. “Nej, jeg vil slet ikke høre det. Hvis du ikke ville have mig dengang, så skal du heller ikke nu. Du er kommet for sent, Adam. Du skulle have friet til mig for 20 år siden, da jeg bad dig vælge mig. Dengang rynkede du på næsen af mig, og nu vil jeg ikke tilbage til det gamle,” svarede Victoria. “Vær nu ikke så hurtig, tænk dig om…” “Jeg har for længst besluttet mig – jeg føler mig mest tryg med mine børn, jeg lever for dem. Tag det ikke ilde op, men man kan ikke ændre på det, der er sket.” Adam gik. Der var kun én vej – Monika. Hun var lettere at håndtere end Victoria. Så begyndte han at besøge hende, for at lære hende bedre at kende. Hele landsbyen snakkede, og rygtet nåede hans svigermor. “Adam, hvorfor er du sammen med Monika? Victoria sagde nej, så nu tager du bare hvem som helst?” sagde svigermoren. “Så så…” “Det er en tom kvinde, hun passer ikke til dig. Der kommer ikke noget godt ud af det, Monika er ikke skabt til familieliv. Hun har intet moderinstinkt, vil aldrig elske børn. Hvis du tager hende ind i huset, så rejser jeg. Jeg vil ikke bo sammen med hende én eneste dag.” Svigermor flyttede. Alt lignede, at det skulle blive godt, men børnene var bange for deres nye stedmor. Monika kunne ikke håndtere børnene, det sagde hun selv. Hele sit liv havde hun drømt om at få børn – sine egne. Da Adam til sidst indså, at det heller ikke ville gå, gik de fra hinanden. Det var hårdt for ham alene – alle hverdage og højtider gled sammen. Naboerne så på enkemanden og rystede på hovederne. Han var udkørt, tabte sig, og helbredet led. For at få en pause sendte han børnene på ferie hos svigermoren. Han selv blev hjemme, for der var intet, der holdt ham der. Han foreslog svigermoren, at hun skulle sælge huset og flytte ind hos dem, men hun vidste, at før eller siden måtte han finde sig en ny kone. “Jeg vil ikke engang høre om ægteskab. Nu er det nok! Vi opdrager børnene sammen, jeg kan ikke klare det alene,” sagde Adam. “Tro ikke, det varer evigt, hvor gammel er du…” Adam var ikke vant til at være alene hjemme, så stilheden virkede vild. Hele natten kunne han ikke sove – dumme tanker holdt ham vågen. Han spekulerede på, hvad han skulle gøre nu. Pludselig syntes han at høre fodtrin. “Hvem der?” råbte Adam og sprang op. Ingen svarede, hvilket bare var mere skræmmende. Adam tændte lyset og gik ud på verandaen – ingen at se. “Er det min kone, der kommer for at se til mig?” tænkte Adam på sin afdøde kone. Midt om natten ringede han til svigermoren. “Åh Gud! Adam! Hvad sker der? Er alt i orden?” spurgte svigermor. “Jeg kan ikke holde ud af al den stilhed, mor. Jeg kommer over til dig i nat.” “Kom du bare. Jeg redder op i stuen, så du ikke vækker børnene. Du trænger til at hvile dig. Dit hår er blevet helt gråt af bekymring.” Tænkte Adam nogensinde, at han ville løbe over til svigermor som et lille barn? Nej! Hans hjem var så tomt uden hans kone. Hvis han bare havde vidst det her før… Det bliver lyst… Ensomheden er så hård…

Hvordan kunne Stine nogensinde elske andres børn?

Anders havde længe gået med tanken: det var tid til at gifte sig igen. Hans kone var død efter lang sygdom, og det var vanskeligt at klare sig alene med børnene. Tankerne kredsede omkring Stinemen hun havde aldrig haft børn, kendte intet til ansvaret. Svigermor blev ved med at foreslå, at han skulle fri til Katrine. Hun var hjemmets samlingspunkt, dygtig til det huslige, mor til to. Men Katrine var også hans ekskærestegav det overhovedet mening at forsøge at skabe en familie dér? Alligevel besluttede han sig for at besøge hende en dag.

Hej, Anders.

Katrine sendte straks sine børn ud at lege og bød ham indenfor med hjemmebagte rundstykker. Hun tilbød en øl, men Anders rystede på hovedet. De så på hinanden, og indså begge, at det ikke var kærlighed, men nødvendighed, der trak dem sammen.

Det er aldrig gået godt for nogen af os vi kendte hinanden ret godt engang. Men nu mumlede Anders.
Nej, den snak vil jeg slet ikke høre. Hvis du ikke ville dengang, skal du heller ikke nu. Du kommer for sent, Anders. Du skulle have spurgt mig for tyve år siden, da jeg bad dig vælge mig. Dengang var du uinteresseret, og jeg vil ikke tilbage til fortiden, svarede Katrine fast.

Du skal ikke være så hurtig til at afvise
Jeg har truffet mit valg for længst. Mine børn er min tryghed, det er for dem, jeg lever nu. Tag det ikke ilde op, men man kan ikke gøre det levede ugjort.

Anders gik med hængende skuldre. Han havde kun ét valg tilbage Stine. Hun var lettere at være sammen med end Katrine. Så begyndte han at komme forbi hos hende, håbede på en ny begyndelse. Snart hviskede hele nabolaget; rygterne nåede hans svigermor.

Anders, hvorfor har du nu indladt dig med Stine? Katrine sagde nej, og så springer du bare videre til den næste? lød det fra svigermor.
Åh, nu må du da holde op

Hun er tom, passser ikke til dig. Intet godt kommer ud af det. Stine egner sig ikke til familieliv. Hun har ikke et moderhjerte, hun kommer aldrig til at holde af børnene. Hvis du tager hende ind i huset, så rejser jeg. Jeg vil ikke bo under samme tag som hende en eneste dag.

Svigermor pakkede kufferterne.

Alt så ud til at falde på plads, men børnene frygtede den nye stedmor. Stine vidste dårligt, hvordan man tog sig af børn; hun indrømmede det åbent. Hun havde altid drømt om børnmen sine egne, ingen andres. Da det til sidst gik op for Anders, at det heller ikke kunne fungere, gik de fra hinanden.

Ensomme dage og søndage føltes ens. Alle i landsbyen betragtede enkemanden og rystede på hovedet. Han blev udslidt, magrere, og hans helbred blev dårligt. For at få lidt luft sendte han børnene på ferie hos svigermor. Selv blev han alene, intet holdt ham hjemmet længere. Han spurgte svigermor, om de skulle sælge hans hus og flytte sammen, men hun vidste godt, at han før eller siden måtte se sig om efter en ny hustru.

Jeg orker ikke flere snakke om ægteskab. Nok! Vi må opdrage børnene sammen, det kan jeg ikke alene sagde Anders.
Tag ikke alt for givet, hvor gammel er du egentlig

Anders var ikke vant til at være alene, så stilheden føltes voldsom. Hele natten lå han vågen; dumme tanker fyldte hovedet. Hvad nu? Pludselig syntes han at høre skridt.

Hvem er der? råbte Anders uroligt.

Intet svar, hvilket var endnu mere uhyggeligt. Han tændte lyset og gik ud i forgangen ingen spor af nogen.

Er det min afdøde kone, der vil se til mig? tanken stak i ham.

Midt om natten ringede han op til svigermor.

Åh gud, Anders! Hvad er der løs? Hvad sker der? udbrød svigermor.
Jeg kan ikke holde stilheden ud, mor. Jeg kommer over til dig i nat.
Ja, kom du bare. Jeg redder dig op i stuen, så du ikke vækker børnene. Du har brug for ro. Dit hår er jo blevet helt gråt af bekymring.

Havde Anders nogensinde forestillet sig, han ville spæne hjem til svigermor som et lille barn? Aldrig! Men huset var hulens tomt uden sin kone. Havde han bare vidst Det gryr. Ensomhed gør ondtDa Anders stod under svigermors hvide gardiner med nattens mørke bag sig, mærkede han hendes varme hænder på skuldrene. I stuen duftede der af kaffe og det gammelkendte, trygge. Han satte sig tungt og så længe mod vinduet, hvor lyset fra månen flød ind. Så kom børnene listende på bare tæer, smøg sig ind til ham i stilhed og lagde hovederne på hans knæ. Ingen sagde noget. De behøvede det heller ikke.

Anders indså, at kærligheden ikke altid så ud som før. Den fandtes i de små, slidte hverdage; et blik fra svigermor, en børnehånd om hans finger. Han var ikke alene ikke så længe de havde hinanden, ikke så længe han kunne tage imod den uperfekte, rodede, men helt ægte familie, han allerede havde.

Da solen stod op, blev stuen fyldt af latter, brød og syltetøj. Anders smilede, mens han så på børnene, kaffen og svigermor. Måske ville ensomheden altid stå på lur men den dag, i det spæde morgenskin, lod han sig omslutte af det hjem han trods alt havde, og besluttede: det var nok.