Min svigermor blev fornærmet over, at vi nægtede at tage imod hendes søn, som skulle læse i byen
Min kone og jeg har været sammen i elleve år. Vi bor i en lille toværelses lejlighed i København, som vi langt om længe har fået betalt af efter mange års afdrag. Vi har en søn på otte år, og alt kørte egentlig, som det skulle, i vores lille familie. Indtil min svigermor igen fandt på en af sine store idéer, som truede freden derhjemme.
Min kone har en yngre bror, Mads. Han er sytten, og for at være ærlig har vi aldrig haft det store forhold til ham. Min kone ser ham sjældent aldersforskellen er for stor, og det irritere hende grænseløst, at hans forældre forkæler ham, undskylder alt for ham og ikke forventer det mindste initiativ.
Mads klarer sig elendigt i gymnasiet, han er lige ved at blive smidt ud. Alligevel får han gaver for hver dårlig karakter en ny iPad, fede sneakers. Min kone siger ofte: Jeg skulle have læst hele natten, hvis jeg havde fået nul point, mens han får gaver!
Jeg er helt enig. Vi har flere gange set Mads nægte at varme sin egen mad, også selv om hele familien ser det. Han bliver bare siddende, indtil hans forældre har dækket op for ham, serveret og ryddet af bagefter. Ingen tak, intet farvel. Han rejser sig bare og går på værelset. Han aner ikke, hvor hans sokker er, kan ikke finde ud af at lave te, roder med alle sine ting. Det hele bliver ordnet af hans forældre. Min kone har sagt til sin mor flere gange: I gør ham hjælpeløs! Men svigermor trækker bare på skuldrene: Han er ikke som dig. Han har brug for mere omsorg.
Det ender altid i drama, fornærmede miner eller uger uden kontakt. Derfor prøvede vi at holde os ude af det hele. Lige indtil Mads besluttede at han gerne ville begynde på universitetet i vores by. Så blev det straks mere besværligt.
Uden nogen blusel foreslog min svigermor, at Mads kunne flytte ind hos os. Ifølge hende kunne han ikke få en plads på kollegiet han var ikke folkeregisteret dér, huslejen var for høj, og han kunne alligevel ikke klare sig selv. I er jo familie! Jeres lejlighed har to værelser, der er plads! sagde hun skråsikkert. Familiesammenhold, ikke?
Jeg prøvede roligt at forklare, at det ene værelse var vores soveværelse, og det andet var vores søns. Hvor skal vi så have plads til endnu en voksen, undskyld mig? Så foreslog min svigermor frisk: Så sætter vi bare en seng op inde hos vores barnebarn, så de bor sammen! To drenge, de bliver sikkert gode venner.
Men dér kunne min kone ikke holde masken. Hun sagde hårdt:
Jeg er ikke babysitter, mor! Skal vi have din lille dreng på nakken? Nej! Det er din søn dit ansvar! Da jeg var sytten, boede jeg allerede selv, og det gik da fint!
Min svigermor rødmede, begyndte at græde, kaldte os hjerteløse og gik med et brag. Samme aften ringede min svigerfar så:
Det er ikke ordentligt! Du svigter din lillebror!
Men min kone stod fast. Hun sagde, at hvis hendes forældre fandt en bolig til Mads, ville hun gerne komme forbi og hilse på. Men at bo hos os, det kom ikke på tale. Nu må han stoppe med at blive behandlet som et hjælpeløst barn. Han må lære at stå på egne ben!
Han er jo kun sytten! forsøgte hendes far.
JEG flyttede hjemmefra da jeg var sytten. Jeg klarede mig. Ingen bar mig på hænder og fødder! svarede min kone og lagde på.
Efter det ringede min svigermor flere gange min kone tog ikke telefonen. Der kom en sms: Du kan vinke farvel til arven. Helt ærligt? Hvis arven betyder at skulle tage sig af en forkælet knægt, så nej tak. Vi har fortjent det, vi har med arbejde, familie, og ro i sindet.
Hver må tage ansvar for sine egne valg. Har man valgt forkælelse og dovenskab, så må man selv leve med regningen. Vi skylder ikke nogen noget.
Livet lærer os, at nogle gange må man sætte grænser det er den eneste måde, vi kan beskytte det, vi med hårdt arbejde har opbygget.
Svigermor blev fornærmet, fordi vi sagde nej til at lade hendes forkælede søn bo hos os som studerende
