Hej. Jeg hedder Adam. Jeg tror, jeg er din søn. For nylig fyldte hun 18 år. På arbejdet fik hun at vide, at hun ikke slog til, og uden videre blev hun fyret. Den dag kom hun tidligere hjem end normalt og fandt sin unge kæreste i sengen med en pige, hun ikke kendte. Hun gik hjem til sin mor. Om aftenen lod moderen forstå, at hun egentlig ikke ønskede hende i sit hjem, da hendes partner ønskede et liv uden børn. Næste morgen viste graviditetstesten to tydelige streger – ingen tvivl. De næste ni måneder gik som i en tåge. Hun måtte overnatte hos forskellige venner og på togstationer, tog hvilket som helst job, hun kunne finde. Værst var vinteren. En gang var hun nødt til at tigge foran kirken. Barnet blev født om natten den 13. december. En smuk dreng. Han var så lille, sovende og udstrålede lykke. Hun skrev en lille seddel: “Min dreng, jeg elsker dig og ønsker dig, at du finder en kærlig familie!” Hun lagde ham ved siden af tremmesengen og forsvandt. I København gjorde alle klar til nytår: guirlander og snefnug pyntede butikker og lejligheders vinduer. Overalt hørte man små klokker. Julia steg ud af bilen, hvor lyden af fjernbetjeningen lød. Den røde, elegante bil stod stille og majestætisk på en tom parkeringsplads. Hun var igen den første, der ankom. Vagten skyndte sig at åbne døren for hende. Julia nikkede venligt til ham, klaprede hen ad den tomme gang og satte sig ved sit skrivebord, tog papirerne frem og vendte automatisk endnu en side i bordkalenderen. Trettende. For nogle år siden ville hun måske have grædt, men nu knyttede hun bare næverne. – Julia, din kaffe, som du bad om! – Sekretæren kom ind. – Du har gæst, men han bad om at komme ind uden aftale. Han sagde, det var meget vigtigt. Julia så hurtigt i spejlet, rettede håret og sagde, de kunne lukke gæsten ind. En ung mand omkring 20 år trådte ind på kontoret. Han tøvede ved døren, kiggede forsigtigt på hende, gik nærmere og standsede op. – Goddag, – sagde Julia først. – Hvad kan jeg hjælpe med? – Goddag, Julia. Jeg… Mit navn er Adam. Jeg tror måske, jeg er din søn. Julia gispede efter vejret. Da han så hendes reaktion, begyndte han hurtigt: – Jeg er ikke helt sikker, men jeg er født den 13. december. Mine adoptivforældre fortalte, at min biologiske mor var 18 og hed Julia. Og… de har gemt noget. Beklemt rakte han hånden i lommen og tog et gammelt stykke papir op – hendes håndskrevne seddel. Tårerne trillede ned ad Julias kinder. I alle årene havde hun aldrig glemt sin lille dreng og ofte forestillet sig, hvordan han mon voksede op. Gennem tårerne prøvede hun at se den voksne, flotte unge mand – men hun så ham stadig som det lille barn, hun for nitten år siden måtte sige farvel til. Hun studerede hans øjne, hans ansigtstræk – genkendte ham. Endelig mærkede Julia den særlige duft af lykke, hun engang havde mistet.

Hej. Mit navn er Adam. Jeg tror, jeg er din søn.

Hun fylder netop 18 år. På arbejdet får hun at vide, at hun ikke lever op til forventningerne, og uden tøven bliver hun fyret. Den dag kommer hun tidligere hjem end ellers og finder sin unge mand i sengen med en pige, hun ikke kender.
Hun opsøger sin mor. Om aftenen lader moderen forstå, at hun i virkeligheden ikke ønsker sin datter i sit hjem længere, fordi mors nye partner gerne vil nyde livet uden børn.

Næste morgen viser graviditetstesten to tydelige streger, hvilket ikke levner nogen tvivl.

De næste ni måneder flyder forbi som én lang tåget dag. Hun må overnatte hos bekendte og nogle nætter på banegården. Hun tager alt det arbejde, hun kan finde. Vinteren er værst. En gang må hun endda tigge foran Domkirken.

Barnet kommer til verden om natten den 13. december. Det er en smuk dreng. Så fin, så lille, sovende og med en aura af glæde over sig. Hun skriver en seddel: Lille skat, jeg elsker dig og håber, at du finder en kærlig familie! Hun lægger ham ved siden af vuggen på børnehjemmet og flygter.

I København gøres der klar til nytår: guirlander og snefnug hænger i butikkerne og i vinduerne overalt. Der lyder klokker på alle gadehjørner. Julie stiger ud af bilen, idet nøglebrikken bipper. En rød, stilfuld bil står alene og majestætisk på den tomme parkeringsplads. Hun er igen den første, der møder ind.

Vagten skynder sig at åbne døren for hende. Julie nikker venligt til ham, hendes hæle klikker hen over den mennesketomme gang, og hun træder ind på sit kontor, sætter sig foran skærmen, tager papirerne frem og vender rutinemæssigt dagens kalenderblad. Den trettende. For et par år siden ville hun måske være brudt sammen i gråd, men nu knytter hun blot næverne hårdt.

Julie, din kaffe, som du bad om! Sekretæren kommer ind med kaffen.
Der er kommet en gæst til dig. Men han ønskede et møde uden at aftale det på forhånd. Han siger, det er meget vigtigt.

Julie retter på håret, ser sig hurtigt i spejlet og siger, at gæsten kan komme ind.

En ung mand i tyverne træder ind. Han tøver i døren, ser undersøgende på hende, nærmer sig nervøst og standser.
Godmorgen, siger Julie først. Hvad kan jeg hjælpe med?
Godmorgen, Julie. Jeg Jeg hedder Adam. Jeg tror, jeg måske er din søn.

Julie glemmer at trække vejret. Da han tror, hun bliver skuffet over det, hun hører, begynder han hurtigt at forklare:
Jeg er ikke helt sikker. Jeg er født den 13. december. Mine adoptivforældre har fortalt mig, at min biologiske mor var atten år og hed Julie. Og Jeg har stadig det her. Han bliver nervøs og rækker hånden i lommen. Om et øjeblik ser kvinden den gamle papirlap, den seddel, hun i sin tid skrev til sin søn. Tårerne strømmer ned ad kinderne på hende. I alle disse år har der ikke været én dag, hvor Julie ikke har tænkt på sin lille dreng. Hun forestillede sig ofte, hvordan han voksede op.

Grædende forsøger hun at se på den unge, smukke mand, men ser stadig mest barnet, hun forlod for nitten år siden. Hun stirrer på hans øjne, hans ansigtstræk og hun genkender ham. Julie ser ham som søn og mærker for første gang i mange år den unikke duft af lykke, hun engang mistede.