Med et enkelt strøg med kuglepennen satte jeg en fed streg over 12 års lykkeligt ægteskab. Morten, min mand, var et virkelig godt og elskeligt menneske; jeg manglede faktisk aldrig noget i hans selskab. Men som den evigt optimistiske dansker, der har set lidt for mange DR1-serier, forventede jeg altid, at han skulle give mig mere, end han overhovedet havde i sig.
Da jeg blev gift som 20-årig, forestillede jeg mig allerede, at ægteskabet ville blive kilde til livslang kedsomhed sammenlignet med alle andres spontane eventyr. Vi flyttede ind i hans forældres nydelige toetagers villa i Glostrup dog med hver vores indgang, så vi kunne beholde en smule privatliv, trods alt. Morten arbejdede ofte på udkørsel til Tyskland for at tjene gode kroner, imens jeg blev hjemme hos vores seksårige datter, Frederikke.
Så en aften tikkede der en besked ind på Messenger fra en mand, jeg aldrig havde hørt om. Siden blev vi, som alle andre moderne danskerne, hurtigt gode til at udveksle SMSer og pludselig havde vi hemmelige aftaler på cafeer med filterkaffe og kanelgifler.
Efterhånden gik det op for mig, at jeg ikke kunne leve uden Magnus. Så da Morten vendte hjem fra vinterferien på Læsø, besluttede jeg mig for endelig at lægge kortene på bordet og fortælle ham alt. For første gang i mit liv så jeg tårer i hans øjne. Den eneste sætning han fik frem var: Hvad mere kunne du dog ønske dig?
Nu med retrospekt og mere end én kop sort kaffe undervejs kan jeg godt se mit brøler: jeg havde alt. Hus, bil, et par minkpelse, ringe og halskæder fra Georg Jensen. Morten gjorde faktisk alt for at gøre mig lykkelig, men dengang fattede jeg ikke, hvad rigtig lykke var. Da julen stod for døren, pakkede jeg derfor kufferten, ringede til Magnus, og bad ham hente mig.
Så stod jeg med taskerne hjemme i min mors rækkehus i Roskilde. Min lillesøster hun havde jo boet der længe med mand og barn lånte mig sit værelse i et par dage. Jeg troede naivt, at Magnus snart ville komme susende, og så skulle vi leve lykkeligt sammen i evigheder. Men jeg tog godt og grundigt fejl. En dag forsvandt han ud af mit liv, og min mobil lå helt stille. Ingen svar.
Det gik op for mig, at jeg hverken kunne blive under samme tag som min mor og søster eller finde på noget bedre at lave. Hvad nu? Mine kære gik straks i dansk redningsmode og prøvede at trylle genforeningen med Morten frem. Men alt var noget rod: Da jeg smed mig for Mortens fødder og tryglede om tilgivelse, opdagede jeg, at han elskede mig men ikke mere. For han havde jo også sin stolthed. Svigerforældrene nægtede blankt at lade os bo på første etage, hvis vi fandt sammen igen: Ikke i vores hus! blev der sagt. Morten mødtes til sidst med mig. Kun for at sige, at han havde skiftet mening og gerne ville se andre.
Det var omtrent her, jeg fandt ud af, at Magnus slet ikke havde sit eget sted. Han havde ikke råd til at bo alene, nej, han havde nok at gøre med at betale kviklån tilbage og drømme om et par egne fire vægge i Hvidovre. Morten tilgav mig aldrig. Nu bor jeg til leje i en lille lejlighed, som min mor og eksmand hjælper med at betale, for jeg er (selvfølgelig) arbejdsløs. Ja ja livet er ikke altid boller fra Kohberg og fredagsslik, selv på dansk.







