Siden jeg flyttede sammen med min mand, Preben, har han aldrig ligefrem knoklet sig halvt ihjel og da han ramte pensionsalderen, blev han den fødte hjemmets konge.
Jeg er 57 år nu. Jeg har været gift med Preben i over 30 år, og alle disse år har jeg ageret husholdningens maskine: Vasket tøj, smurt madpakker og forsøgt at holde gryden, om man så må sige, i kog.
Altid har jeg haft travlt. Jeg har jongleret en trilliard jobs for at sikre vores børn et ordentligt liv og få dem gennem de bedste danske skoler. Lige så langt som min hukommelse rækker, har jeg styrtet rundt som en feltskær, og jeg bremsede aldrig engang, da ungerne stadig gik med elefanthue. Til gengæld havde de alt, hvad deres hjerter kunne begære og lidt til.
Men altså, Preben Skulle nogen få den idé, at han tog fra med knofedt, så kan de godt tro om igen! Så snart han blev pensionist, rykkede han permanent ind foran fjernsynet. Her render jeg stadig og arbejder og hjælper til med børnebørnene, ordner hele hytten og hvad har vi.
Jeg har bedt Preben utallige gange om at finde et job hvad med som nattevagt, det kunne da være hyggeligt? Men næ nej, han mener bestemt, vi nok skal klare os, og han har fortjent at holde fri. Han har dog én svaghed: mad. Jeg skal hilse og sige, det er hårdt nok at nå at lave aftensmad mellem arbejde og alt det andet, men sommetider, når jeg endelig lander hjemme, så har Preben gumlet sig gennem alt det gode og efterladt mig ja, suppen. Hver dag, samme historie. Han tænker åbenbart kun på sig selv.
En dag talte jeg med min veninde, Bodil, som gav mig et tip: Lav mad til ham af de billigste råvarer, og gem det gode til dig selv. Genialt! Jeg kom hjem og sagde til Preben, at min læge altså havde sagt, at jeg skulle på en særlig diæt, så vi måtte spise forskelligt, og han skulle ikke røre mine portioner.
Siden da har jeg gemt mine snacks i syskabsskuffen, og når Preben forsvinder ned i kælderen, smækker jeg benene op, drikker te og spiser chokolade. Pålæg og ost gemmer jeg bagest i den rigtige køleskabslåge, og når Preben endelig ikke kigger, så nyder jeg det hele i fred. Det redder mig, for vi har heldigvis to køleskabe ét til madvarer og ét til syltetøj, hvor jeg har mine hemmelige forsyninger.
Mænd interesserer sig jo normalt ikke en høstblomst for madlavning, så det udnyttede jeg: Til mig selv købte jeg lækkert dansk kalkunkød og dampede frikadeller, og til Preben købte jeg en pakke halv-grå oksekød med lidt for mange dage på bagen. Han synes, det smager herligt, bare jeg smider lidt krydderurter i. Billig pasta til ham (kostede kun et par kroner), durum til mig.
Jeg synes nu egentlig ikke, jeg gør noget galt ved fortsat at være Prebens hustru. Hvis han absolut vil have frisk, sund mad, så må han jo finde sig et arbejde så kan han købe lige hvad han lyster. At gå fra hinanden i vores alder ville da være utrolig bøvlet vi har været sammen hele livet, og ingen af os orker at sælge huset og dele pengene. Så ja, sådan er hverdagen i Rødovre, og nej, jeg har ikke dårlig samvittighed.
