Changement af låse for at stoppe svigermorens indtrængen
Kan du gætte, hvad vi har været nødt til at gøre? Vi måtte skifte låsene ud, bare for at få min svigermor til at holde op med at gøre, som om vores lejlighed var hendes.
Min mand og jeg blev officielle for et år siden. Siden da har hans mor haft svært ved at acceptere, at han valgte at gifte sig med én som mig og ikke én, der passede ind i hendes drømmebillede. Hun, altså, havde altid forestillet sig, at han skulle ende op med en rigmandsdatter og leve i overflod og selvfølgelig invitere hende med ind i det gode borgerskab. Hvor hun har fået de idéer fra, ved jeg ikke. Vores økonomi er meget gennemsnitlig: I starten måtte vi spare sammen og tage et lån. Lige nu bor vi i min etværelses i København og udlejer vores nye lejlighed. Målet er på sigt at få råd til en bil. Alt sammen ret almindeligt for et ungt par. Ikke noget vilde udskejelser, men vi mangler heller ikke noget.
Men min svigermor nægter at se virkeligheden i øjnene og lever fortsat i sine egne forestillinger. Hun insisterer på at forsøge at ødelægge vores ægteskab. Der er ingen grænser for hendes idéer: Hun smurte læbestift på min mands skjorter, hans tøj kom til at lugte af dameduft, og pludselig kunne jeg finde kondomer i min egen håndtaske. Naturligvis førte det til mistanke, skænderier og misforståelser. Heldigvis gennemskuede vi altid hendes spil men det satte sine spor.
For nylig blev min mand sendt til Odense i et par måneder for at starte en ny afdeling op fantastisk for hans karriere, så vi sagde ja tak. Han tog afsted, jeg blev, og alt gik ellers fint.
Indtil jeg opdagede mærkelige ting: ting flyttet rundt, skabe rodet igennem. Først tænkte jeg, at min mand måske var kommet forbi og havde hentet noget det er jo ikke så langt væk. Da jeg ringede, blev han meget overrasket og svor, at han ikke havde været hjemme. En time senere ringede han tilbage, alvorlig i stemmen, og kom i tanke om, at han havde givet sin mor vores nøgler for en sikkerheds skyld, før han tog afsted og havde glemt at få dem tilbage.
Næste dag tog jeg en feriedag og fik straks skiftet alle låse. Jeg sagde også til min mand, at hvis han en anden gang delte vores nøgler med nogen, kunne han overnatte på trappestenen. Senere samme aften var der ingen ting ude af plads det måtte jo være hende. Jeg tjekkede alle skabe, og fandt en lille skjult kamera på øverste hylde.
Jeg ringede direkte til min mand. Han blev helt stille og begyndte så at grine det var simpelthen for vildt. Jeg gennemgik hele lejligheden, men fandt heldigvis intet mere. Min mand bad mig vente med at gøre mere, til han var hjemme igen.
Dagen efter ringer min svigermor. Hun må have opdaget, at hendes nøgler ikke dur længere og prøver at komme ind. Hun spørger, om jeg er hjemme, så vi lige kan drikke en kop te. Jeg siger nej, men at vi da kan tage en kop te sammen en anden dag. Halv time senere får min mand et opkald fra hende, hvor hun klager over, at jeg altid er ude, og at boligen står tom.
Næsten komisk: vi begyndte nærmest at gætte på hendes næste undskyldning for at komme indenfor. Og hun skuffede ikke hun ringede flere gange dagligt. Der var altid et eller andet: en pakke leveret forkert, briller hun havde glemt hos os, eller hun ville bare forbi med nogle wienerbrød.
Da min mand kom hjem igen, bebudede hun, at hun kom forbi på besøg. Vi var forberedte. Hun ankom med en pose wienerbrød, gik straks ud for at vaske hænder men endte selvfølgelig i soveværelset. Vi fulgte efter. Der afslørede vi hende i gang med at rode i vores klædeskab. Hun blev lammet, da hun så os. Min mand tog kameraet op ad lommen og viste det frem.
Så rullede dramaet: hun begyndte at råbe, påstod jeg var hende utro og løj for min mand, at han var naiv og smed sig så nærmest i gråd og pralede med hjerteproblemer. Til sidst gik hun grædende og hamrede døren efter sig, som én, der lige havde lidt stor uret.
Helt ærligt havde jeg lyst til at give hende en stående applaus. Det havde været et sandt teaterstykke, uden øvelse. Men det her var kun én kamp; jeg ved, krigen er langt fra ovre. Men denne gang lod vi hende vide, at vores hjem er ikke hendes scene til absurditeter.
Hvis vi har lært noget, er det, at grænser er nødvendige selv overfor familie. Man bliver nødt til at stå fast på sit eget for at bevare det, man holder af.
