TØR BLOMST
Kira sad hjemme i lejligheden på Østerbro og stirrede ud over byens tage. Hendes mand, Bjarne, arbejdede på Rigshospitalets fødeafdeling som gynækolog. Sammen havde de altid drømt om et barn, men årene gik, og intet liv voksede i Kiras mave.
Bjarne behandlede hende selv. Han kørte hende til kurbadene ved Vejle, lod hende svøbe ind i helbredende ler fra Vesterhavet og rådførte sig med sine kollegaer. Intet hjalp. År forsvandt i omsorgen for Kiras helbred. Fem hele år var gledet væk.
På det seneste blev Bjarne længe på arbejde, var usædvanligt opstemte og ironiserede over hende. En aften lod han et hårdt ord falde, nærmest som en spøg: “Tør blomst.” Den varme, der havde været imellem dem, forsvandt.
Han nævnte ofte en ny sygeplejerske på afdelingen. Han kaldte hende kærligt min lille sygeplejerske. En ulidelig følelse nagede i Kirahavde hendes mand mon fundet et nyt sted at lande, om alt gik galt?
En formiddag besluttede Kira sig. Hun ville besøge Bjarne på arbejde, noget hun ellers aldrig gjorde. Fødestedets stemning gjorde hende altid utilpasde lykkelige nybagte mødre, de grædende spædbørn, de chokerede fædre med Georginer i favnen. Det var et liv, hun følte sig bortvist fra for altid.
Forsigtigt bankede hun på Bjarnes dør. Hun åbnede den på et venligt Kom ind!
Overraskelsen lyste i Bjarnes øjne. “Hvad laver du her, Kira?”
“Ingenting,” lo hun kunstigt, “jeg savnede dig bare.”
Nogen problemer? spurgte han uroligt.
Nej, ikke mig. Og dig?
Før han nåede at svare, gik døren brat opind kom en ung kvinde i hvid kittel og hætte, smuk og duftende som en blomstereng. Hun kastede ikke et blik på Kira, men sagde fortroligt:
Bjarne, vores aftale gælder stadig, ikke? Er det hos mig i aften?
Bjarne nåede knapt at åbne munden, før han præsenterede: Lærke, mød min kone, Kira.
Åh undskyld! Jeg troede, det var en patient! Hyggeligt at møde dig, hvislede Lærke og forsvandt, mens hendes parfume blev hængende som et løfte.
Kira følte jorden forsvinde under sig. Hvad vil du sige til det, Bjarne?
Lad os tage den derhjemme. Jeg har for meget at se til nu, svarede han koldt.
Du prøver slet ikke at forklare dig? spurgte Kira, roligt som glas.
Hun ønskede pludselig selv at tro på en løgn, bare for en stund. Bare sig et eller andet. Så tror jeg dig, bad hun indvendigt.
Telefonen ringede. Bjarne snuppede røret på første ring. Ja, jeg kommer nu!
Kira vandrede tungt hjemad. Tårerne lod vente på sig; kun tomhed fyldte hende. Sådan. Det var hende, sygeplejersken. Hun duftede af noget dyrtet valg, Bjarne ville have gjort. Endnu et stik i hjertet.
Med bøjet hoved, vingeløs, slæbte Kira sig hjem til aftalens hårde timer. Men Bjarne kom først hjem hen på morgenen. Kira sagde ikke et ord. Ingen grund. Alt var sagt.
Alt begyndte at dirre i hende. Nu er det forbi, tænkte hun.
Bjarne lagde skyldfuldt sine ting i en taske, og da han ikke kunne kigge hende i øjnene, lagde han hånden på hendes skulder bagfra og sagde dæmpet:
Kira, undskyld. Vi har det så farveløst sammen, og årene løber. Jeg vil så gerne have børn!
Lad det nu ligge, Bjarne. Jeg ved, jeg er en tør blomst. Må I få kærlighed og mange børn sammen. Farvel, Bjarne.
Døren smækkede. Kira så gennem det tynde gardin, hvordan Bjarne satte sig ind i en taxa. Lærke satte sig ved hans side. Så var de væk.
Kira lavede sig en kop kaffe, tændte en cigaret. Hun prøvede at finde undskyldninger for ham. Han gjorde alt, hvad han kunne. Han led. Han ville bare have en rigtig familie. Vores ægteskab stod på sand. Jeg kunne aldrig have givet ham et barn. Forbandelse Men alligevel.
Lykkens skygge var forsvundet for altid. Men kærligheden var der stadig, levende og stædig. Ingen kunne slå den ihjel.
Senere fik Kira at vide fra fælles venner, at Bjarne nu var far. Sygeplejersken havde født en pige.
Han må være lykkelig. Endelig en baby. Men jeg er kun 27. Skal jeg virkelig leve uden at sætte spor i verden? tænkte Kira trist.
Hun forsøgte at forlige sig med sit barnløshed. Men børnehjemmets strikse regler nægtede hende adoptionhun manglede en komplet familie. Hun betragtede et liv i kloster. En erfaren nonne sagde til hende efter en måned:
Kære ven, det er for tidligt for dig. Dit livs lykke er tættere på, end du tror.
Af en eller anden grund troede Kira på hende. Håbet begyndte at spire.
Livets drejning kom uventet: Til en teateraften mødte hun en mand. Hans navn var Mads. Han var blid, åben, og Kira ville fortælle ham altdråbe for dråbe. Og Mads lyttede.
Forelskelsen var øjeblikkelig. Ingen lange forlovelsestider, ingen tøven. Kira advarede ham ærligt før brylluppet om sit problem. Han veg ikke tilbage:
Det skal nok lykkes for os, Kira. Jeg tror på det. I medvind og modvind er jeg med dig.
Syv år senere havde de tre børnto piger og en dreng. Mads! Skal vi ikke stoppe nu? lo Kira.
Som Gud vil, skat! grinede Mads og kyssede hende.
Hjemme hos dem boede lykkengrænseløs og varm.
En sommerdag i Kongens Have så Kira tilfældigt Bjarne efter ti år. Hun kaldte. Han genkendte hende først ikke, men så brød smilet igennem.
Er det dig, Kira? Du ser forrygende ud! Jeg har hørt, det går godt for jer! Sønnen ligner dig helt, døtrene minder nok om Mads, hvad?
Ja, min mand er vidunderlig. Jeg elsker ham. Af hele mit hjerte, sagde Kira stolt.
Hvad med dig, Bjarne? Din datter må være stor nu?
Jeg har ingen datter, Kira, smilet visnede på Bjarnes læber.
Hvordan det?
Du ved, hvordan det er, Kira Jeg blev snydt. Min anden kone, den samme sygeplejerske, fødte en pige. Men hun var ikke minbrune øjne, selvom vi begge har blå. Alle børn fødes blåøjede, men efter et halvt år stod det klart. Hun indrømmede. Barnets rigtige far ville ikke kendes ved hende, og jeg blev fanget i nettet. På en løgn kan man ikke bygge et liv. Vi gik fra hinanden.
Da jeg flyttede hjem til min mor, fortalte hun mig noget, jeg aldrig glemmer. Som barn fik jeg fåresyge, og kan ikke få børn. Al den tid har det været min skyld. Tør blomst det var mig!”
Åh, Bjarne Du hjælper kvinder til at blive mødre, og bringer børn til verdener det ikke nok? sagde Kira mildt.
Tak Heldigvis fik jeg alligevel en familie. En ung kvinde på afdelingen, Maria, fødte en søn. Ingen far i billedet. Jeg faldt for drengen med det samme, han blev min egen. Maria og jeg blev gift, nu er vi en lille familie.
Jeg forstår, Bjarne. Som ingen anden forstår jeg digBjarne nikkede, et øjeblik trist, men så lyste blikket op, da han kiggede på Maria og den lille dreng, der ventede på en bænk i solen.
Vi finder vores plads til sidst, ikke? sagde han lavmælt.
Kira smilede, krammede sit yngste barn ind til sig, og så mod Mads, som vinkede fra legepladsen. Hun mærkede en lethed i hjertet, som om det sidste, gamle sår endelig helede.
Vi gør, sagde hun. Man holder ikke op med at blomstre man finder bare nye måder.
De to tidligere elskende stod et sekund i fortrolighedens stilhed. Så tog Bjarne sin søn i hånden, og Kira løb let over plænen, hvor Mads og pigerne vinkede i solen.
Da hun vendte sig, så hun Bjarne løfte drengen op og for første gang kunne hun glædes, helt ægte, på hans vegne.
Blæsten strøg hen over Kongens Have og løftede gamle blade op i luften. Og dér midt blandt latter, liv og minder stod Kira ikke længere en tør blomst, men levende, frydefuldt forbundet med alt det, hun havde vundet. Som solen gled ned bag trækronerne følte hun sig endelig hel, og hun vidste: Kærligheden havde taget rod igen, stærkere end før.
