– Hvor er din mor? – Hun sagde, jeg skulle vente på hende her, men hun er ikke kommet tilbage endnu Der var fyldt med mennesker. Nogle steg på toget, mens andre ventede på, at det skulle komme. En lille pige kiggede på passagererne og hviskede: “Mor, hvor er du?” En mand gik hen til pigen, gav hende en chokoladebar og spurgte: – Hvem tilhører du? – Min mor… – Har du et navn? – Ja! Clara. – Hvor er din mor? – Hun sagde, jeg skulle vente her på hende, men hun er ikke kommet tilbage endnu. En seddel stak ud af Claras lomme. Manden tog den og læste: “Hvis du læser dette, er du et godt menneske. Min datter hedder Clara. Hun er født den 22. juni 2002. Jeg overgiver min datter frivilligt. Du kan adoptere hende eller sætte hende på et børnehjem. Undskyld. Livet kan bringe mange ting.” Manden tog sin hat af og kløede sig i nakken. Sammen med pigen gik han hen til politistationen. I seksten år har Clara boet alene. Hun studerer og arbejder deltid for at klare sig. Ingen har nogensinde adopteret hende – hele barndommen tilbragte hun på børnehjem. I alle disse år har den stakkels pige drømt om at finde sin mor. Hun var ikke vred på moren, hun ville bare se hende i øjnene. Hendes veninde foreslog engang, at hun kontaktede folk, der hjælper familier med at blive genforenet – der findes endda TV-programmer. Først syntes Clara, det lød dumt, men indså hurtigt, at hun intet havde at tabe. Det var bare at vente. Seks måneder senere fik hun et opkald og blev inviteret til en fotosession. Clara sprang af glæde, for hun håbede, at programmets folk havde fundet hendes mor. Nogle måneder senere tog Clara til København sammen med sin bedste veninde. For Clara fløj hele udsendelsen forbi – hun ventede spændt på resultatet. Hun spekulerede på, hvem der havde svaret på hendes henvendelse. Og så sagde værten: – Vi byder velkommen til Kasper. En tiårig dreng kom ind på scenen og sagde, at han var hendes bror. Hans mor havde fortalt ham, at han engang havde en lillesøster, Clara, som var blevet sat på børnehjem. – Hvem er du kommet sammen med? spurgte værten. – Med min mormor. Min mor døde sidste år. Mormoren trådte ind i studiet, krammede Clara og hviskede: – Tilgiv mig, mit barn. Jeg vil aldrig forlade dig igen!

– Hvor er din mor? Hun sagde, at jeg skulle vente her på hende, men hun er ikke kommet tilbage endnu.

Der er fyldt med mennesker på stationen. Nogle stiger på toget, andre venter stadig på, at det skal ankomme. En lille pige står og ser på passagererne og hvisker lavmælt: “Mor, hvor er du?”

En ældre mand kommer hen til pigen, giver hende en lille chokolade og spørger:
Hvem tilhører du?
Min mor
Hvad hedder du?
Ja! Frida.
Hvor er din mor henne?
Hun sagde, jeg skulle vente her på hende, men hun er ikke kommet tilbage.

Der stikker et lille papir ud af Fridas lomme. Manden tager det forsigtigt og læser: “Hvis du læser dette, er du et godt menneske. Min datter hedder Frida. Hun er født den 22. juni 2002. Jeg overlader min datter frivilligt. Du må gerne adoptere hende eller bringe hende på børnehjem. Tilgiv mig. Livet kan gå mange veje.”

Manden tager sin kasket af og klør sig bag øret, før han tager Frida i hånden og sammen går de mod politistationen.

Nu, seksten år senere, bor Frida alene i Aarhus. Hun læser på universitetet og har et studiejob deltid for at få økonomien til at hænge sammen. Ingen har nogensinde adopteret hende hun voksede op på børnehjemmet. Hele livet har hun håbet på at finde sin mor igen.

Frida føler aldrig vrede mod sin mor. Hun har bare længtes efter at møde hende og se hende i øjnene. En veninde foreslog for et par år siden, at Frida burde tage kontakt til folk, der forener familier der er endda tv-programmer, der hjælper med den slags. Først syntes Frida, det lød fjollet, men til sidst tænkte hun, at hun ikke har noget at tabe.

Så hun sendte sin historie ind og ventede. Præcis et halvt år senere fik hun pludselig et opkald og blev inviteret til fotosession i København. Frida kunne næsten ikke være i sin krop af bare glæde måske har programmet fundet hendes mor.

Nogle måneder senere tager Frida og hendes bedste veninde til hovedstaden. Udsendelsen føles som et glimt; Frida sidder spændt og venter på svaret. Hun tænker, hvem der mon har svaret på hendes historie. Så siger værtinden:
Vi vil gerne invitere Søren på scenen.

En 10-årig dreng træder ind, ser på Frida og siger, at han er hendes bror. Hans mor fortalte ham altid, at han havde en lillesøster, Frida, men at hun blev sendt på børnehjem.

Hvem er du kommet sammen med? spørger værten.
Min mormor. Min mor døde sidste år.

Mormoren kommer ind i studiet. Hun krammer Frida og hvisker stille:
Tilgiv mig, mit barn. Jeg slipper dig aldrig igen!

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

six + 7 =

– Hvor er din mor? – Hun sagde, jeg skulle vente på hende her, men hun er ikke kommet tilbage endnu Der var fyldt med mennesker. Nogle steg på toget, mens andre ventede på, at det skulle komme. En lille pige kiggede på passagererne og hviskede: “Mor, hvor er du?” En mand gik hen til pigen, gav hende en chokoladebar og spurgte: – Hvem tilhører du? – Min mor… – Har du et navn? – Ja! Clara. – Hvor er din mor? – Hun sagde, jeg skulle vente her på hende, men hun er ikke kommet tilbage endnu. En seddel stak ud af Claras lomme. Manden tog den og læste: “Hvis du læser dette, er du et godt menneske. Min datter hedder Clara. Hun er født den 22. juni 2002. Jeg overgiver min datter frivilligt. Du kan adoptere hende eller sætte hende på et børnehjem. Undskyld. Livet kan bringe mange ting.” Manden tog sin hat af og kløede sig i nakken. Sammen med pigen gik han hen til politistationen. I seksten år har Clara boet alene. Hun studerer og arbejder deltid for at klare sig. Ingen har nogensinde adopteret hende – hele barndommen tilbragte hun på børnehjem. I alle disse år har den stakkels pige drømt om at finde sin mor. Hun var ikke vred på moren, hun ville bare se hende i øjnene. Hendes veninde foreslog engang, at hun kontaktede folk, der hjælper familier med at blive genforenet – der findes endda TV-programmer. Først syntes Clara, det lød dumt, men indså hurtigt, at hun intet havde at tabe. Det var bare at vente. Seks måneder senere fik hun et opkald og blev inviteret til en fotosession. Clara sprang af glæde, for hun håbede, at programmets folk havde fundet hendes mor. Nogle måneder senere tog Clara til København sammen med sin bedste veninde. For Clara fløj hele udsendelsen forbi – hun ventede spændt på resultatet. Hun spekulerede på, hvem der havde svaret på hendes henvendelse. Og så sagde værten: – Vi byder velkommen til Kasper. En tiårig dreng kom ind på scenen og sagde, at han var hendes bror. Hans mor havde fortalt ham, at han engang havde en lillesøster, Clara, som var blevet sat på børnehjem. – Hvem er du kommet sammen med? spurgte værten. – Med min mormor. Min mor døde sidste år. Mormoren trådte ind i studiet, krammede Clara og hviskede: – Tilgiv mig, mit barn. Jeg vil aldrig forlade dig igen!
Mor, svigermor og jeg på kanten