Min Sorg, Min Lykke – Annas og Mit Liv med Flasken – Anna, hvor længe vil du blive ved med at drikke? Jeg er træt af at redde dig. Hvad skal jeg gøre for, at du siger farvel til “den grønne djævel” én gang for alle? Se på dig selv – du ligner et udtørret træ, – endnu engang forsøgte jeg at overtale og bede min kone om at tage sig sammen. Men hvornår har det nogensinde hjulpet? Jeg ved, det er forgæves. Anna vil nu højtideligt love aldrig mere at røre en dråbe. Ugen efter gentager det hele sig… – Egon, du behøver ikke redde mig. Bliv nu ikke vred. Jeg tog bare en lille tår. Så ringede veninden, vi hyggesnakkede lidt, mødtes… – mumlede Anna usammenhængende. – Du kan knap tale rent, Anna! Gå ind og sov rusen ud. Anna prøvede sløvt at kysse mig. Hun missede. Jeg trak mig væk fra hendes tunge ånde. Suk­kende listede hun til soveværelset, smed sig på sengen med alt tøjet på og snorkede straks højt. …Det er sket, at jeg har båret Anna ind i soveværelset som en druknet havfrue, løftet hende lige fra gulvet. Et syn for guder… Et helt døgn vil jeg gå rundt alene i lejligheden. Anna sover rusen ud, nærmer sig mig forsigtigt med blikket sænket: – Tilgiv mig, Egon. Jeg fik ikke sat grænsen. Det var veninden, der fandt på de dumme skåle og tvang mig til at bunde. Jeg tier vredt. Nu begynder Anna febrilsk at gøre rent, vaske op, vaske tøj grundigt… – Egon, hvad skal jeg lave til frokost? Bestil bare, så laver jeg det hele, – Anna begynder at pludre charmerende. Frokosten er hyggelig, yderst velsmagende og mættende. Bagefter går vi tur, køber lækkerier, prøver at nyde livet. Natten bliver kun vores: passioneret, sød, altopslugende. Jeg når at savne min kones kærtegn, hendes bløde krop, hendes beroligende ord… Idyllen varer en uge eller to, så bliver Anna sur, utilregnelig, nærtagende. Jeg ved præcis, min kone tager om lidt fat i flasken igen. Så starter hysteri, bebrejdelser og tårer. Det familiedrama har varet flere år. …Anna og jeg mødte hinanden som syvårige i skolen. I tiende klasse erklærede jeg hende min store kærlighed. Hun svarede ja. Vi kunne have fået et barn. Desværre ville Anna hellere på universitetet – og jeg var heller ikke klar til at være unge forældre. Da Anna kom hjem fra hospitalet, åndede jeg lettet op, da hun med glæde sagde: – Så er det overstået. Ingen af os skal slæbe rundt på bleer og sparkedragter. Hele livet ligger foran os! …Herefter blev vores livsveje adskilt i ti år. Anna blev gift, jeg fandt også en kone. Vi så først hinanden igen til en klasse-reunion. Jeg blev helt vild med Anna igen – hun var stadig en stjerne! Søde minder væltede frem. Jeg ville bare holde om hende og aldrig give slip. Men aftenen sluttede brat. Vi udvekslede telefonnumre og gik igen hver til sit – i fem år. Jeg tænkte hele tiden på Anna. Selv nu, hvor jeg havde kone og barn. Livet gik sin gang. En dag ringede Anna, opløst i gråd: – Egon, kan vi ses? Uden at spørge nærmere hastede jeg hen til hende. Anna ventede i parken. Hun sad på en bænk og spejdede efter mig. Stilfærdigt gled jeg op bagved og dækkede hendes øjne med mine hænder. – Egon? – Anna lagde hænderne på mine. – Du gættede det, – sagde jeg og overrakte hende en buket blomster, – Anna, hvad er der sket? – jeg syntes, hun græd. – Jeg er blevet skilt. Han bebrejdede mig hele tiden fordi vi ikke kunne få børn. Siger jeg er gold som en ørken. Han skal have arvinger, – Anna brød sammen i gråd. Jeg trøstede hende som jeg kunne. At hun er “en ørken”, er også lidt min skyld. …Kort efter giftede vi os. Jeg forlod min familie – det gik ikke fantastisk derhjemme. Min rige svigerfar bebrejdede mig altid, kaldte mig en fattigrøv: – Vi må finde dig en afløser, svigersøn. Min eneste barnebarn skal ikke spise billig is og gå i genbrugstøj! Find én på dit eget niveau, så du ikke brækker ryggen. Han jamrede konstant som en irriterende efterårsflue. Man siger jo, frygt den rige svigerfar som fanden selv. Min første kone holdt altid med sin far. Hun havde altid for lidt af alting. …Jeg pakkede mine ting og flyttede til en lejet lejlighed med bare skab, seng, bord og stol. Det var rigeligt for mig. Med Anna følte jeg trang til at forkæle hende – hun skulle leve som en dronning. Jeg fik et godt job, blev meget velstående. Anna og jeg købte lejlighed, fyldte den med det nyeste teknik, fik lækker bil. Jeg besøgte tit min datter fra første ægteskab, kom med eksklusive gaver og sjove sager fra udlandet. Eks-svigerfar gned sig i hænderne: – Fra kludder til klunker… Min første kone blev aldrig gift igen. De bedste brudgomstyper må være sluppet op… Jeg tillod ikke Anna at arbejde. Alt det huslige var hendes ansvar – madlavning, rengøring. Hun lavede fantastisk mad og brugte god tid på sig selv: frisør, manicure, pedicure, kosmetolog. Jeg elskede det, når mænd vendte sig efter hende. Jeg var stolt af min velplejede hustru. Men lykken blev kort. Anna begyndte at drikke mere og mere ofte. Forandringerne var umærkelige i starten, men jeg kunne mærke, at der var noget galt. For at få hendes tanker væk fra det tunge, ordnede jeg et job til hende. Efter en måned blev hun fyret – ingen ville arbejde med en fuld kollega. Anna havde ikke brug for drikkebrødre. Hun blev bare fuld alene – bevidstløs. I øvrigt døde Annas lillebror af en overdosis uden for sit eget hjem. Jeg trak tiden ud hver dag efter arbejde. Jeg kunne ikke holde ud at se min kone fuld. Hun nægtede behandling: – Gør mig ikke til en fordrukken alkoholiker! Du forstår mig ikke, Egon! Jeg sidder i sjælelig fængsel! Børn får vi jo aldrig – du har da i det mindste en datter… En smerte voksede i min sjæl. Jeg var træt af det evige “alkoholisme-spil”, så jeg fik en sød elskerinde. Et nemt forhold. Pigen var 25, frisk, smuk – hun forgudede mig. Jeg gik fra Anna til hende. I to år så jeg kun Anna på afstand. Nedad gik det for hende. Forude var der kun afgrunden. Hvem skulle redde Anna? Ingen andre end mig. Som man siger: familien er stor, men når man synker, er ingen der til at trække op. Mit livs vej går med Anna – om den bliver lige eller snørklet, ved ingen. Adskilt savnede jeg min kone frygteligt og bebrejdede mig selv. For jeg elsker stadig denne kvinde, hun har rodet sig ind – men hun er alt for mig. Efter et sidste kys til min smukke unge kæreste vendte jeg tilbage til min forladte Anna. Hun er min sorg, mit held – mit livs største prøve og lykke.

– Karen, hvor længe har du egentlig tænkt dig at blive ved med at drikke? Jeg er træt af altid at skulle redde dig. Hvad skal der til for, at du lægger flasken på hylden for altid? Prøv at se på dig selv, du ligner jo en vissen birk, sagde jeg endnu engang og prøvede at overtale min kone til at tage sig sammen.

Men altså hvem har det nogensinde stoppet? Jeg vidste jo godt, at det bare var tomme ord. Karen ville nu love, at hun aldrig rørte alkohol igen. Men om en uge ville alt gentage sig

Mads, du behøver slet ikke redde mig. Bare rolig. Jeg drak jo kun lidt. En veninde ringede, vi hyggede, snakkede lidt så mødtes vi mumlede Karen uklart.

Du kan dårligt tale rent, Karen! Gå nu ind og få sovet rusen ud.

Hun forsøgte sløvt at kysse mig, men ramte ved siden af. Jeg trak mig væk fra hendes tydelige alkoholånde. Suk, hun stavrede ind i soveværelset, smed sig i fuldt tøj på sengen og begyndte straks at snorke.

Det er ikke første gang, jeg nærmest har måtte bære Karen ind som en træt havfrue, løftet op fra stuegulvet. Det er virkelig et syn

Sådan går jeg ofte og vandrer ensomt i lejligheden et døgns tid, mens hun sover druk ud.

Når Karen vågner, sniger hun sig skamfuldt hen til mig med sænkede øjne:

Undskyld, Mads. Jeg overvurderede lige mine evner i går. Det var hende veninden, der fandt på åndssvage lege, og så blev jeg presset til at drikke ud hver gang

Jeg siger ikke et ord sur og træt. Nu sætter Karen straks gang i storstilet rengøring, vasker alle vores ting nærmest febrilsk.

Mads, hvad skal jeg lave til frokost? Bestil bare, jeg laver hvad du ønsker! Begynder Karen så at pippe sødt og kvindeligt.

Frokosten bliver hyggelig, maden fantastisk og mættende. Så går vi en tur, køber lidt lækkerier i Brugsen eller Irma, nyder livet og hinanden. Om aftenen har vi passioneret og inderlig sex. Jeg når næsten at savne hendes kærlige hænder og de blide ord

Den idylliske uge ebber sandelig altid ud. Så bliver Karen sur, irritabel og svær. Og jeg ved nu varer det ikke længe, før hun falder i igen, og så starter rutsjeturen: gråd, skænderier, beskyldninger.

Det her mønster har gentaget sig i flere år.

Karen og jeg mødte faktisk hinanden, da vi var syv. Vi gik i klasse sammen hele vejen op. I 1.g erklærede jeg min uendelige kærlighed til hende. Og hun gengældte. Vi kunne have fået et barn sammen. Men Karen prioriterede selvfølgelig studiet. Jeg skal være ærlig jeg var heller ikke ligefrem klar til far-titlen. Nærmest lettet, da Karen kom hjem fra hospitalet og sagde:

Sådan, det er ovre. Jeg vil ikke binde hverken dig eller mig til bleer og babytøj. Vi har livet for os!

Derefter gik vi hver til sit ti lange år.

Hun blev gift, jeg blev gift.

Vi sås igen til en gymnasie-reunion. Karen var blevet endnu smukkere, havde en glød, jeg kunne mærke i hele kroppen. Alle de gamle, søde følelser stod pludselig foran mig. Men aftenen sluttede. Vi udvekslede numre og gik igen hver til sit i fem år.

Jeg tænkte ofte på Karen i den tid. Var jaloux på hendes mand. Men jeg havde jo selv både kone og datter. Live gik sin gang.

Så en aften ringede Karen, helt ude af den:

Mads, vil du ikke ses med mig?

Jeg spurgte ikke om noget, men skyndte mig afsted.

Karen sad på en bænk i Kongens Have, kiggede konstant sig over skulderen for at spotte mig. Jeg listede mig bagfra, lagde hænderne for hendes øjne.

Mads? hun lagde sine hænder oven på mine.

Rigtigt gættet, sagde jeg og gav hende en buket tulipaner. Karen, hvad sker der?

Jeg er blevet skilt. Han kritiserede mig altid for ikke at kunne få børn. Sagde, jeg var tør som en sandgrav. Han skulle bare have sine arvinger og så brød Karen fuldstændig sammen.

Jeg trøstede hende, så godt jeg kunne. Og jeg vidste jo, at jeg også havde en aktie i hendes følelse af tomhed.

Kort tid efter blev vi gift, Karen og jeg. Jeg gik fra min egen familie. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at alt ikke var perfekt dér. Min tidligere svigerfar var stinkerig og gjorde mig konstant opmærksom på, at jeg ikke var god nok for hans datter. Sådan sagde han bogstaveligt talt:

Vi finder en bedre svigersøn. Min pige skal ikke nøjes med Netto-vaniljeis og genbrugstøj! Find én i egen liga.

Brokkede sig værre end en sur nisse juleaften. Der er sgu noget om snakken frygt den rige svigerfar! Min eks-kone holdt altid med ham. Hun kunne bare aldrig få nok.

Så pakkede jeg mit tøj og rykkede ind i en lille lejlighed med kun et skab, en seng, et spisebord og en stol. Mere behøvede jeg ikke.

Da Karen kom ind i mit liv, fik jeg lyst til at forkæle hende. Nye kjoler, fine sko ingenting var for godt. Jeg var heldig at have et velbetalt job, og med tiden gik det ret godt for os økonomisk.

Karen og jeg købte en fed lejlighed i Frederiksberg, fyldte den med lækkert interiør. Købte også en brugt Volvo.

Min datter fra første ægteskab besøgte jeg ofte. Havde altid dyre gaver, unikt legetøj med hjem fra udlandet. Min eks-svigerfar rystede bare på hovedet:

Fra bøhlandet til direktør

Eks-konen blev aldrig gift igen. Måske løb de gode kandidater tør.

Jeg forbød Karen at arbejde. Hjemmet var mit ansvar. Karen passede det andet: mad og rengøring. Hun var fantastisk til at lave mad, pyntede altid lækkert op. Resten af tiden tog hun sig selv frisør, negle, kosmetolog. Jeg elskede at andre mænd kiggede efter hende. Var stolt af, hvor flot hun så ud.

Men lykken varede ikke evigt. Karen begyndte at drikke mere og mere. Ofte kunne jeg mærke, hun var halvberuset. Man så det ikke altid direkte, men tabene blev mærket derhjemme.

For at få hendes tanker på andre spor, skaffede jeg hende endda et job. Men efter en måned blev hun fyret hvem gider samarbejde med en, der ikke er ædru?

Karen havde ingen veninder, hun drak med hun drak alene. I store mængder. I øvrigt døde hendes lillebror af en overdosis lige ude foran hoveddøren.

Jeg gik ofte lange ture efter arbejde i stedet for at tage hjem. Jeg havde ikke lyst til at se min kone sådan. Ingen formaninger hjalp.

Karen nægtede behandling:

Stop nu, Mads! Du gør mig bare til en drukkenbolt. Du fatter intet. Jeg er fanget inde i mig selv! Vi får aldrig børn aldrig! Du har jo i det mindste din datter

Det gjorde så ondt, det hele. Jeg var så træt af dette evige alkoholcirkus, at jeg til sidst fik en sød elskerinde.

Hun var 25, smuk, levende, forgudede mig. Jeg flyttede faktisk ind hos hende, væk fra Karen. To år holdt jeg øje med Karen på afstand. Hun sank dybere og dybere. Ingen kunne nu stoppe hendes fald kun mig. Man siger jo altid, der er mange familiemedlemmer, men når man drukner er der ingen at gribe ud efter. Karen og jeg har stadig én vej at gå hvordan den udfolder sig, aner vi ikke.

I al den tid uden hende, savnede jeg min kone så inderligt, bebrejdede mig selv for det hele. Jeg elskede stadig den fortabte kvinde.

Så kyssede jeg min kæreste farvel og vendte hjem til Karen.

Hun min ulykke, min lykkeHun lå på sofaen, kold kaffekop i hånden, blikket sløret mod stueloftet, da jeg åbnede døren. Jeg satte mig på kanten af bordet, kiggede på hende, helt stille. Karen vendte ansigtet op mod mig, rødgrædt og uden undskyldninger.

Hvorfor er du her? sagde hun, knap nok hviskende.

Fordi jeg ikke kan slippe dig.

Vi sad sådan længe. Karen rystede, jeg tog hendes hånd. Ude på altanen slog regnen mod glasset, som om verden ville rense det gamle væk.

Jeg har ødelagt det, Mads, hviskede hun.

Måske. Men vi kan prøve én gang til. Ikke for at redde hinanden, men for at lære at leve med hinandens skår.

Karen smilede for første gang i månedsvis. Hun grinede kort, tørt, og så rislede tårerne ned over kinderne. Jeg rakte hånden ud, tørrede dem væk, en efter en.

Næste dag sad vi sammen hos en afhængighedskonsulent. For første gang sagde Karen ordene: Jeg har brug for hjælp.

Vi begyndte igen. Ikke et eventyr, ikke en genfunden ungdom, men et liv som to voksne, der bar hinanden og livet også når flasken hviskede, og gamle svigt viklede sig om os nat efter nat.

Nogle gange kunne jeg stadig ane et mørke i Karens øjne. Men nu var der dage, hvor lyset brød igennem, og vi lagde os ind til hinanden med håb i brystet. Der fandtes stadig kærlighed, selv blandt glasskår og gamle flasker.

Vi blev dem, der bar hinanden, også når det gjorde allermest ondt. Alligevel, hver morgen, når hun smilede forsigtigt uden skyld, uden løfter vidste jeg, hvorfor jeg altid ville vende hjem.