Uventet glæde På instituttet vidste ingen af kollegaerne, at Valeria Jensen, lektor og institutleder med upåklageligt ry, i årevis skjulte en smertefuld hemmelighed: Hendes mand, Viktor, var håbløs alkoholiker. Ud ad til virkede ægteparret lykkeligt – Viktor hentede ofte Valeria efter arbejde, de gik hjem sammen, og de yngre kolleger beundrede ham: “Hvor er De dog heldig, Valeria – så flot, opmærksom og intelligent en ægtemand!” Kun Valeria kendte sandheden bag facaden; hjemme blev Viktor fuld, kunne knap finde nøglehullet, faldt ofte i søvn på dørtrinnet, som hun trak ham ind, lagde et tæppe over ham og satte et glas vand frem, før hun fortsatte sit forskningsarbejde. Hun holdt sammen på det hele gennem årtier – ægteparret var hinandens første kærlighed, men da sønnen Dima endelig kom til verden efter mange års venten, var det Valeria, der stod for alt. Viktor drak, mistede job efter job. Alligevel forlod hun ham ikke, tro mod sin mors ord: “Den første mand er fra Gud, den anden fra djævelen – bliv nu bare sammen!” Glæden var deres hæderlige søn, Dima – nysgerrig, charmerende, og særdeles interesseret i det andet køn. Da Dima, efter flere forhold, forlod Anja, som Valeria havde anset som sin svigerdatter, blev hun dybt skuffet. Anja forsvandt. Dima kom hjem alene; så kom nye kærester, men ingen blev. Efter 28 års ægteskab døde Viktor af skrumpelever, bedende sin kone og søn om tilgivelse. Valeria græd ved graven og sagde til sin søn, at hun alligevel ville have gået igennem alt igen bare for at have ham tilbage – sådan er kærligheden. Da Valeria gik på pension, følte hun sig ensom. Dima havde travlt med sit kærlighedsliv. En nytårsaften banker Anja pludselig på døren, med en lille pige ved hånden – Valerias ukendte barnebarn, Veronika. Anja beder Valeria passe pigen, mens hun forsøger at redde sit ægteskab – og forsvinder. Nu er Veronika skolestartet, kalder Valeria for “mormor”, og Dima er den stolte far. Anja er aldrig vendt tilbage. Uventet glæde: Historien om Valeria fra Københavns Universitet, om skjulte sorger, ukuelig modstandskraft og den kærlighed, der kan opstå, hvor man mindst venter det – selv midt i hverdagens danske virkelighed.

UTILSIGT GLÆDE

Ingen på instituttet vidste eller ville tro, at min hustru, Mathilde Mortensen, levede med en mand, der var håbløs alkoholiker. Det var hendes tunge hemmelighed og min personlige smerte at være årsagen.

Mathilde var lektor og institutleder på Københavns Universitet. Alle respekterede hende for hendes faglighed og beundrede hendes urokkelige ry. Hun var indbegrebet af en dygtig og succesfuld kvinde så troede man da. For hvem lagde mærke til skyggesiden? Jeg, hendes mand Søren, stod nemlig ofte og ventede på hende foran instituttet, for at vi kunne følges hjem, arm i arm.

Du er heldig, Mathilde, hvor ser du tilfreds ud! Din mand er så flot og charmerende, sagde de yngre kollegaer med et glimt i øjet.

Ak, piger, misund ikke, svarede hun og slog det hen.

Hun var den eneste, der kendte sandheden om, hvad der ventede hjemme, når døren lukkedes. Jeg drak mig fuldstændig i hegnet, og kom slæbende hjem, mere snavset end nogen daglejer. Jeg var hverken til at tale med eller røre ved. Jeg famlede forgæves efter nøglen, ringede uforstående på og faldt så straks i søvn på dørmåtten. Mathilde åbnede døren, stønnende og klagende over mit ynkelige tilstand, slæbte mig ind, lagde et tæppe over mig, så jeg ikke ville fryse, og vendte tilbage til sin forskning, først ph.d.-afhandlingen, senere doktorafhandlingen. Hun satte altid et stort glas vand ved siden af mig ellers ville jeg, midt om natten, brøle gennem vores ellers pæne københavneropgang:

Mathilde! Vand! Va-aaand!

Og næste morgen, mens hun satte håret og iførte sig jakkesættet, trådte hun, som så ofte før, over sin storsnorkende mand, lukkede døren stille efter sig og begav sig ud for at gøre verden klogere og bedre.

Sådan gik uge efter uge, måned efter måned.
Nogle dage, ud af det blå, ville jeg pludselig stå velsoigneret og klar foran instituttet, som om intet var hændt, vente på hende og modtage hende med smil, et kys på kinden og spørge, hvordan hendes dag var gået.

Fint nok, Søren. Lad os gå hjem, svarede hun trætte, men venlige ord, og kollegerne smilede efter os:
Hvor er Mathilde heldig med sin mand…

Når vi trådte ind i lejligheden, blev Mathilde tavs som graven. Det var hendes stille hævn. Hun havde opdaget, at tavshed sved mere end ord. Det pinte mig, men jeg vænnede mig til det. Ledsagede hende hjem, og forsvandt hurtigt igen for at drikke videre.

Vi havde været gift i 28 år. Kærligheden havde engang været stærk, varm, ja uendelig troede jeg. Men den var som dun fra en pude, fløjet væk og umulig at samle igen.

Vi kunne ikke få børn. Mathilde følte, at et hjem uden børn var tomt, nærmest meningsløst. Til sidst fik vi en søn, Mikkel, som blev hendes livs lys.

Der var mange udgifter med den lille. Vi manglede penge. Jeg beholdt dog kun bekymringen over spiritus alt andet overlod jeg Mathilde. Hun sled og slæbte hele dagen og så ikke engang, hvad jeg foretog mig, før hun fandt en flaske snaps bag nogle planter på altanen.

Søren, hvis er den? spurgte hun.

Gæt engang! svarede jeg skælmsk.

Det blev starten på ballade, gråd, trusler, forsoning det hele om og om igen.

Årene gik. Jeg fandt indimellem jobs, men mistede dem hurtigt igen på grund af drikkeriet. Mathilde tænkte aldrig på skilsmisse hendes mor havde altid sagt:

Mathilde, man gifter sig én gang. Første mand er fra Gud, anden fra Fanden. Heller en halmmand end slet ingen. Og ingen er tættere på et barn end faren.

Hun turde ikke forestille sig en Fandens mand. Hun kæmpede videre, stolede kun på sig selv og blev stærk som en bøgeplanke. Jeg blev hende ligegyldig kun sorgfuld for hendes skyld.

Hendes glæde blev Mikkel. Han voksede op til en flot fyr. Første kærlighed som fjortenårig, den næste som nittenårig, og flere der fulgte Drengen var frygtelig romantisk, og det bekymrede Mathilde. Lige som hun vænnede sig til én kæreste, kom han hjem med en ny. En gang trak pigen, Louise, ud i hele fem år. Mathilde nåede at kalde hende svigerdatter, præsenterede hende for familien, og de boede sammen: Søren, Mathilde, Mikkel og Louise. Mathilde hentydede jævnligt til, at måske burde de nu tænke på bryllup og børnebørn.

Jeg er klar, sagde Louise, men det er som om Mikkel tøver…

Mikkel! Jeg går på pension snart giv mig så et barnebarn!

Men snart var Louise væk Mikkel kom senere hjem med en ny, Signe, blot atten år og fast besluttet på at blive hos os. Mathilde nægtede. Enden på visen blev, at Mikkel og Signe flyttede. Først da forstod Mathilde, hvor meget Louise havde betydet for hende.

Gud, hvilket gadedreng min søn er! Heldigvis drikker han i det mindste ikke… trøstede hun sig selv.

En måned senere dukkede Mikkel op alene, hverken med Louise eller Signe. Mathilde syntes det var en lettelse og spurgte straks:

Hvor er så din nye kærlighed?

Han grinede:
Hun sagde, jeg var for gammel! Men mor, nu skal du høre noget om Louise. Vidste du, hun havde to børn? Det gjorde jeg heller ikke. De boede hos sin far på landet, og hun sagde altid, at hun besøgte sin mor men nej, hun tog ud til sine børn. Det fortalte hendes eksmand mig, han kom forbi mit arbejde skøn mand, i øvrigt. Forestil dig, mor! Louise sagde ikke et ord på fem år.

Mathilde sukkede og sagde:
Det er trist, når børn skal være prisen for voksnes forvirrede kærlighed. Jeg kan ikke glemme Louise…”

Tag det roligt, mor. Hun er stadig god nok.

Et år senere døde jeg, Sørens skrøbelige lever sagde stop. Cirrose. Jeg tiggede om tilgivelse hos Mathilde og Mikkel i mine sidste dage.

På kirkegården sagde Mathilde med tårer:
Ved du, hvor mange år og tårer din far har kostet mig? Alt det, der blev drukket, har jeg grædt ud. Men, Mikkel jeg ville give alt for at få Søren tilbage! Sådan er kærlighed…

Hun græd, lagde blomster på min grav, og sammen gik hun og Mikkel hjem, hånd i hånd, tyste i vinterkulden.

På instituttet havde man ondt af Mathilde. Hun tvang sig selv til at fortælle, at hun nu stod alene tilbage, og ønskede, hendes søn dog ville give hende et barnebarn.

Endnu et år gik. Mathilde gik på pension, men tanken om at have Søren ventende ved trappen forsvandt aldrig helt. Decembermeldte sig, med lys og forventninger overalt, folk i alle aldre, der venter på mirakler.

Nytårsnatten sad Mathilde alene og så fjernsyn. Juletræet pyntet, sild og leverpostej på bordet, clementiner og champagne parat. Måske stikker Mikkel hovedet ind. Men han har vel travlt med en ny kæreste igen…

Pludselig ringede det på døren. Mathilde blev forskrækket for Mikkel havde jo egen nøgle. Hun kiggede i dørkikkerten.
Gud, det var Louise!

Hun åbnede døren, kastede sig om halsen på Louise, og først derefter opdagede hun det lille barn, der stod ved siden af hende. Mathilde inviterede dem indenfor, bød på te og spisning. Louise spurgte efter en seng til sin pige.

Da pigen sov, betragtede Mathilde hende og syntes at se Mikkel i miniature.

Fortæl, Louise, hvad bringer jer her? spurgte Mathilde, fyldt med tavs glæde.

Mathilde! Jeg må bekende noget for dig, begyndte Louise.

Jeg ved alt, min pige. Mikkel har fortalt det. Fortæl nu.”

Kort sagt Hun er dit biologiske barnebarn, sagde Louise stille.

Det regnede jeg mig frem til. Men hvad så nu?

Må jeg lade hende blive hos dig for en tid? Jeg har fundet sammen med min mand igen, men han vil ikke tage hende til sig. Jeg har rodet det hele sammen. Hjælp mig, Mathilde, vær sød

Sikke en nytårsgave, du kommer med tænkte Mathilde.

Du er jo pensionist, så du får nok ikke tid til at kede dig. Jeg kommer og besøger dig tit. Hun hedder Ronja. Hun er et år og tre måneder.

Næste morgen var Louise væk. På bordet lå et brev:
Jeg elsker dig, Mathilde! Godt nytår! Hils Mikkel!

Der stod en taske med pigens ting og papirer. I fødselsattesten læste hun: Ronja Mikkelsdatter.

Ja ja, samme stædige slægt. Nå, Søren er væk så kom Ronja. smilte Mathilde trist til sig selv.

Mathilde kyssede sin barnebarn i panden og hviskede:
Du er min uventede glæde.

Ronja begyndte i skole, kaldte Mathilde mormor og Mikkel far. Han forguder sin datter og jager stadig den store kærlighed. Louise dukkede aldrig op igen.

Jeg har lært, at selv gennem sorgen og kaosset kan der gøres plads til glæden og at den største kærlighed ofte kommer, når man mindst venter det.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

4 × 5 =

Uventet glæde På instituttet vidste ingen af kollegaerne, at Valeria Jensen, lektor og institutleder med upåklageligt ry, i årevis skjulte en smertefuld hemmelighed: Hendes mand, Viktor, var håbløs alkoholiker. Ud ad til virkede ægteparret lykkeligt – Viktor hentede ofte Valeria efter arbejde, de gik hjem sammen, og de yngre kolleger beundrede ham: “Hvor er De dog heldig, Valeria – så flot, opmærksom og intelligent en ægtemand!” Kun Valeria kendte sandheden bag facaden; hjemme blev Viktor fuld, kunne knap finde nøglehullet, faldt ofte i søvn på dørtrinnet, som hun trak ham ind, lagde et tæppe over ham og satte et glas vand frem, før hun fortsatte sit forskningsarbejde. Hun holdt sammen på det hele gennem årtier – ægteparret var hinandens første kærlighed, men da sønnen Dima endelig kom til verden efter mange års venten, var det Valeria, der stod for alt. Viktor drak, mistede job efter job. Alligevel forlod hun ham ikke, tro mod sin mors ord: “Den første mand er fra Gud, den anden fra djævelen – bliv nu bare sammen!” Glæden var deres hæderlige søn, Dima – nysgerrig, charmerende, og særdeles interesseret i det andet køn. Da Dima, efter flere forhold, forlod Anja, som Valeria havde anset som sin svigerdatter, blev hun dybt skuffet. Anja forsvandt. Dima kom hjem alene; så kom nye kærester, men ingen blev. Efter 28 års ægteskab døde Viktor af skrumpelever, bedende sin kone og søn om tilgivelse. Valeria græd ved graven og sagde til sin søn, at hun alligevel ville have gået igennem alt igen bare for at have ham tilbage – sådan er kærligheden. Da Valeria gik på pension, følte hun sig ensom. Dima havde travlt med sit kærlighedsliv. En nytårsaften banker Anja pludselig på døren, med en lille pige ved hånden – Valerias ukendte barnebarn, Veronika. Anja beder Valeria passe pigen, mens hun forsøger at redde sit ægteskab – og forsvinder. Nu er Veronika skolestartet, kalder Valeria for “mormor”, og Dima er den stolte far. Anja er aldrig vendt tilbage. Uventet glæde: Historien om Valeria fra Københavns Universitet, om skjulte sorger, ukuelig modstandskraft og den kærlighed, der kan opstå, hvor man mindst venter det – selv midt i hverdagens danske virkelighed.
Han kaldte mig bare “frisør” foran vennerne. Jeg satte ham på plads om, hvordan det føles at blive ydmyget.