Kun med en DNA-test – Vi vil ikke have andres børn! Udbrød svigermor – Kun hundrede tusind kroner? – grinede Liselotte. – Synes du virkelig, din søns frihed er så billig? Måske kan du skaffe to hundrede tusind! – Hvis det kræves, skal jeg skaffe det, – mumlede Maria. – Så, er du enig? Hvis det kun drejer sig om prisen. – Sig mig, Maria, har du grublet længe over det her tilbud til mig? – spurgte Liselotte. – Lad os vente med at tale penge! Som kvinde til kvinde, sig det som det er! – Lad nu være med at prædike for mig, – Maria trak på skuldrene, – ingen af os er uden synd! Og du, som mor til mange børn, ved hvad man gør for sit eget barn… – Vil du bare købe mig? – spurgte Liselotte. – Eller købe min Dorte? Fordi vi kæmper økonomisk, tror du, at penge kan løse alt, så det hele bliver let og smukt? Men hvad med at din Ivan først forførte min Dorte, gjorde hende gravid, og nu… Jeg ved ikke engang, hvad jeg skal sige. Om han stikker af, eller gemmer sig hos sin mor! Så I kan rydde op efter hans bedrifter! – Liselotte, lad os være ærlige, – sagde Maria. – Min Ivan er kun atten! Han er ikke klar til familie og barn. Han burde tage en uddannelse, finde et job! Hvordan skal han klare sig, med et barn og familie at forsørge? – Tænkte din Ivan på det, da han kastede sig over min Dorte? – lo Liselotte. – Nu må han lære at leve som voksen og tage ansvar! Han har lavet et barn – så må han stå ved det! Ellers er der masser af muligheder! Retten, børnebidrag… Maria stod måbende. – Nu flyver kragen ind! – snøftede Liselotte. – Tror du, bare fordi jeg knokler hele dagen, at jeg ikke fanger, hvad der foregår! – Jeg er ikke kommet for at skændes men for at ordne tingene fredeligt! – sagde Maria, efter hun samlede sig. – Jeg er klar til at betale for “besværet”, om man vil! – Hvad vil du præcis betale for? – spurgte Liselotte. – Fordi din Ivan gjorde min Dorte gravid? Eller fordi han har undgået hende i to måneder? Eller ønsker du, jeg SKAL sende Dorte til abort? Eller er det første afdrag på børnebidrag, når Dorte har født? Maria blev helt stille, men hun kunne især ikke lide den sidste mulighed. Man kunne jo altid risikere, at hendes søn en dag blev krævet til ansvar! – Nu skal du ikke forvirre det hele! – Maria viftede med fingeren. – Jeg tilbyder dig rigtige penge for at afgøre denne sag én gang for alle! Hvordan du klarer det, er mig ligegyldigt! Om du vælger abort, at beholde barnet, eller at aflevere det på børnehjem! Bare det ikke får noget som helst med min Ivan at gøre! Og hvis det ikke er nok, så drop moralen, og sig hvor meget du skal bruge! Hvis det skal til, tager jeg lån på min mands navn! – Maria, ved du hvad, – sagde Liselotte, – jeg er en ordentlig kvinde, så jeg kan ikke sige præcis hvor du kan gå hen. Du, som kommer med sådan et forslag, aner vist ikke hvad anstændighed er! Så du ved selv hvorhen, hvor længe, og hvor dybt du kan stikke de penge her! – Liselotte, lad os nu finde en fredelig løsning! – snerrede Maria. – Gå med fred! – svarede Liselotte. – Ellers slipper jeg hunden løs! Det var ikke helt klart, om Maria beskyttede sin søn, men så længe Liselotte var vred, ville hun ikke lade sin datter Dorte komme i nærheden af Ivan. Det gav ham tid til at falde til ro og fortsætte i skole. Hvis Liselotte ændrede mening, ville Ivan allerede være i København på universitetet. Og i storbyen kan man nemt skjule sig i årevis! Maria måtte virkelig beherske sig for ikke at flå Liselotte i håret: – Sikke en stolt krrukke! Afviser penge! Jeg kom jo ellers med gode intentioner! Og hun vil slippe hunden løs! Sikke en type! Sådan én vil man ikke engang sidde på en mark med – hun slynger dig rundt! Men dengang anede Maria ikke, at det hele kun lige var begyndt, ikke endt. Faktisk var det startet meget tidligere. Forældre hører sjældent om deres børns problemer i tide. Det går ofte op for dem alt for sent, hvis det da ikke er helt for sent. Da Maria fik at vide, at hendes Ivan havde gjort Liselottes Dorte gravid, var hun ved at besvime. – Min lille Ivan efter hende? Hun er jo… – hun holdt lige mund for ikke at sige noget grimt – fra en børnerig familie! Man får jo ingenting med hende! Min Ivan ville aldrig kigge på hende! – Jeg fortæller bare, hvad jeg har hørt, – sagde madam Inge. – Tro mig eller spørg nogen i landsbyen. Alle ved det – undtagen dig! I Inges latter gemte Maria sig straks i huset. Hverken mand eller søn var hjemme; de var i skoven og ville først komme om aftenen. Maria burde have ordnet noget i huset, men intet fungerede. Tankerne om Inges nyhed forlod hende ikke. Det var den værste nyhed, der kunne tænkes! – Hvorfor? Hvordan? Og til hvem? Hvad skal vi dog bruge dem (Lislotte og børnene) til? Hun plagede sig selv hele dagen, og da sønnen kom hjem, gik Maria straks i gang med udspørgelser: – Hvad er der i vejen med dig? Er der ikke normale piger i landsbyen? Ivan måtte tilstå. Han havde håbet at nå gennem sommerferien og stikke af til den anden by, hvor han gik på skole. Der ville ingen finde ham. Måske ville han slippe! Men morens vrede ramte ham hårdt. Ivan begyndte at græde og tilstod, mens han forsøgte at få hende til at have ondt af ham. Ivan var ikke specielt flot. Heller ikke den klogeste. Ikke særlig trænet. Han var ikke populær hos pigerne. Men alderen og hormonerne krævede deres! Især når drengene mobbede ham med at han var skabt til at leve alene hele livet. – Og Dorte sagde ja! – Dorte siger ja til hvem som helst! – Maria var rasende. – Hun er 19 og alle drenge undviger hende! Ingen er tåbelig nok til at involvere sig i sådan en familie! De er jo fattige! Mand faldet om og mange børn! Gifter du dig med Dorte, bliver du deres forsørger resten af livet! – Mor, hun er god! Hun er sød og kærlig! – hulkede Ivan. – At hun er grim, generer det dig slet ikke? – råbte Maria. – Hvordan kunne du overhovedet… Ivan rødmede og kiggede ned. – Åh Gud, sikke du dog har rodet dig ind i det! – Maria følte sig dårlig. – Det var kun et par gange, – sagde Ivan uden at løfte blikket. – Og det var nok! – udbrød Maria. – Resultatet kommer snart! Og du skal jo på universitet om et år! Med et barn? De sætter dig på børnebidrag! – Måske er det ikke mit barn? – spurgte Ivan håbefuldt. – Ville ønske det, men hvem ellers ville gå op i hende? – sukkede Maria. – Uanset hvad, hvis vi ikke kan blive enige, så kun gennem DNA-test! Vi skal ikke have andres uægte børn! – Men hun svor, at hun ville være mig tro, – mumlede Ivan. – Så må du håbe, hun løj, – brummede Maria og tog sparebøssen frem. – Gustav! Nu kaldte hun på Ivans far, så Ivan stak ud i et andet rum. – Gustav, der er ikke meget her! – råbte Maria. – Der står lidt på kontoen, – sagde Gustav roligt. – Om en uge er der udbetaling. Har du glemt det? – Hm, det kan man ikke glemme! Det risikerer at slå hjernen ud! – sagde Maria og satte sig med sparebøssen. – Har du hørt, hvad Ivan har lavet? – Han er blevet stor! – smilede Gustav. – Skal vi arrangere bryllup? – Er du skør? Hvilket bryllup? Med hvem? – Maria blev helt chokeret. – Aldrig i livet! Vi betaler os fri! Hvad tror du, hun vil have for det – hundrede tusind? – Hvordan skulle jeg vide det? – trak Gustav på skuldrene. – Men Liselotte kunne sikkert også finde glæde ved en femmer! – Nej, en femmer rækker ikke, – rystede Maria på hovedet. Hun talte sedlerne. Tjekkede, hvad de havde på kontoen. – Vi har to hundrede tusind. Jeg starter med at tilbyde hundrede. Hun vil forhandle! Så giver jeg to hundrede! Om en uge kan vi få fem hundrede. Maria nikkede og blev enig med sig selv. – Skal jeg tage med? – spurgte Gustav. – Hvis du havde passet bedre på sønnen, havde vi ikke behøvet at betale! – Maria hev efter vejret. – Jeg klarer det selv! *** Liselottes svar gav ikke meget klarhed, og det var ikke værd at spørge Dorte. Hun bestemte ingenting. Men Ivan slap gennem sommeren og kom til byen. Han fik besked om ikke at vise sig før næste sommer. Så forsvandt hovedpersonen fra landsbyen – så var der ikke så meget at sladre om. Mest gik snakken om Dorte – først som gravid, så som mor. Og Liselotte fik også sit. – Kunne ikke engang skaffe børnepenge fra Ivan! Nu må de vel selv tygge på brødet! Liselotte lod sig ikke gå på af snakken: – Vi beder ikke om almisse! Vi skal nok klare os! Da juni var forbi, dukkede Ivan op igen. Men hans forældre lod ham ikke gå udenfor. Ligemeget, han skulle til byen efter eksamen, og universitetet ventede. Men Ivan dumpede eksamen så grundigt, at han ikke engang kunne få en plads mod betaling. – Gustav, gå til værnepligten og spørg om noget kan gøres! – krævede Maria. – Hvis han kommer soldat, glemmer han alt det! Måske kan han komme ind næste år! Det lykkedes ikke. For sin insisteren fik Gustav nogle bank og røg femten dage i detention. Da han kom hjem, fortalte han hvordan Ivan kunne få udsættelse: – Han skal giftes med Dorte og anerkende barnet! Indtil barnet fylder tre, får han udsættelse! Så kan han lave endnu et barn med Dorte! Endnu en udsættelse! Så løber alderen ud! – Er du blevet komplet idiot? – udbrød Maria. – Det ønsker jeg ikke min værste fjende! – Så må han gå soldat! – svarede Gustav. Maria ville meget hellere gifte Ivan med Dorte end sende ham i militæret, men – der var ingen vej uden om. – Vi må bede om nåde, – gav Maria sig. – Gustav, tag sparebøssen! Måske siger hun ja… – Efter hun har sendt dig væk? – fnøs Gustav. – Efter alt hvad hun har oplevet det år? Måske bør Ivan bare gå ud i skoven og bo, indtil han fylder syvogtyve! – Tag sparebøssen, og så går vi! – beordrede Maria.