Man skal lytte til sin mor
Hvorfor er du så sur, mor? Er du ked af, at jeg er glad? Vi har et seriøst forhold, og
Seriøst forhold, Rasmus, betyder, at folk bygger en fremtid sammen. I flakker bare rundt fra den ene lejlighed til den anden og gør jeres forældre til grin!
Har du overhovedet inviteret hende hjem til os? Bare til en kop kaffe, for at hilse på? Nej.
Fordi du selv ved: Lige så snart hun træder over dørtrinnet og ser, at du bare er en almindelig studerende, der deler værelse med din lillebror, så forsvinder hendes interesse på et øjeblik!
Det er ikke rigtigt! Penge betyder intet for hende! udbrød Rasmus.
Så hvorfor går I aldrig en tur i parken? Hvorfor sidder I ikke bare på en café? Hvorfor skal I leje en lejlighed hver eneste weekend?
Har du regnet ud, hvad det koster om måneden? Mindst fire tusinde kroner! Det er jo din månedsløn fra cykelbuddet.
Du slider kun, så du kan føle dig som herre i eget hus to dage om ugen!
Lone smed den våde klud i vasken, så vandet stænkede på de rene fliserhendes humør var allerede i bund.
Fra værelset ved siden af lød skabslågenRasmus, hendes ældste, rodede efter noget.
Rasmus, tager det lang tid endnu? råbte Lone. Vi skal spise nu!
Mor, jeg spiser ikke med, jeg smutter Rasmus stod i døren til køkkenet og knappede sin nye hættetrøje. Og jeg er heller ikke hjemme i morgen. Eller søndag.
Lone vendte sig langsomt mod sønnen.
Igen? hendes blik blev smalt. Skal du nu flakke rundt i fremmede lejligheder igen?
Rasmus trak på skuldrene:
Hvad rager det dig, hvor jeg er? Jeg er voksen.
Voksen? Lone lo tørt. Voksne mennesker tjener til deres sko selv, de tigger ikke deres mor om penge til DSB-billetten.
Og voksne bruger heller ikke hele deres løn på at leje en lejlighed et par dage om ugen! Kan du se, hvordan det ser ud udefra?
Det er ikke noget skummelt sted, snerrede Rasmus. Det er bare en normal hybel. Vi vil bare være sammen, uden jer, uden hendes forældre. Hvad er der galt i det?
Rasmus, hun er jo ældre! Hun burde have noget i hovedet, eller er det bare ligegyldigt for hende, hvor hun hænger ud med dig? Skammer hun sig ikke?
Du skal ikke tale sådan om hende! skreg Rasmus. Du kender hende slet ikke!
Skænderiet fik faren, Torben, til at dukke op i døren til køkkenet. Uden et ord kiggede han på Lone og Rasmus, sukke tungt og lænede sig op ad dørkarmen.
I gang igen? lød det tørt fra ham. Rasmus, din mor har ret. Sidste uge bad du mig om 1000 kroner til bøger. Jeg gav dig dem.
Men så sagde Mathias, at I fik bøgerne gratis af studiet! Han så dig i Netto om aftenen med din Katrine.
I slæbte på bæreposer. Skal jeg gætte: Var det bøger i dem?
Rasmus rødmede.
Jeg købte en gave til hende. Det må jeg vel godt!
For mine penge? Torben trådte frem. Nå, “voksne mand”. Hvis du har råd til leje og gaver, må du også have råd til mad og tøj.
Fra nu af skærer vi ned på dine lommepenge. Du får kun til transport og madpakke. Resten må du selv klare.
Fint med mig! Rasmus snuppede jakken og fór ud af døren. Jeg skal nok klare mig selv!
Døren smækkede, og Lone satte sig tungt på stolen og skjulte ansigtet i hænderne.
Torben, hvad sker der dog? Tre måneders forhold, og han slæber allerede rundt i lejligheder. Hvilken ordentlig pige går med til det? Jeg gik et helt år og holdt dig i hånden, da jeg var i hendes alder!
Tiderne er forandret, Lone, sagde Torben og hældte vand op ved bordet. Men det handler ikke kun om moral. Han bruger os bare som pengetank.
Han kommer hjem, spiser alt, får os til at vaske og stryge, og alt hvad han tjener, ryger lige i Katrines lomme. Det duer altså ikke.
Vi må få dem til at gå fra hinanden, sagde Lone bestemt. Hun er ikke god for ham. Han er blevet hemmelighedsfuld og ubehagelig.
Før var han hjælpsom, brugte aldrig penge på andet end sig selv. Men nu?
Torben nikkede tavst.
***
Hele weekenden gik Lone rundt som en løve i bur. Lillebroren Mathias passede på ikke at komme i vejen, og Torben brugte timer på at fikse armaturet på badeværelset. Søndag aften dukkede Rasmus op igen.
Er der noget mad? mumlede han, mens han gik ud i køkkenet.
Køleskabet er tomt, Rasmus, sagde Lone roligt uden at kigge op fra telefonen. Vi har besluttet, at nu du er så selvstændig, så køber vi kun ind til os selv og til Mathias.
Du er jo studerende og har job ved siden af. Køb selv, hvad du har brug for.
Rasmus så forbløffet ud.
Det mener I ikke! Vil I sulte mig?
Hvem taler om sult? Torben råbte fra stuen. Det er bare budgettering.
I stedet for at fyre hele lønnen af i weekenden, så køb dog noget kød, grøntsager, pasta. Så holder pengene hele måneden. Valget er dit.
I prøver bare at skubbe mig ud! råbte Rasmus. Det er kun på grund af Katrine! I kan ikke lide hende!
Katrine betyder intet for os, Rasmus, Lone så ham nu lige i øjnene. Vi har aldrig mødt hende.
Men hvis hun lader dig bruge hver eneste krone på hende, velvidende du bor hjemme endnu, siger det altså meget om hende.
Hun er jo ældre. Har hun arbejde?
Hun læser kandidat og underviser som privatlærer, forsvarede han.
Hvad bruger hun sine penge på så? spurgte Lone. Bidrager hun også til jeres “hygge”?
Eller tager hun bare imod gaver fra en nittenårig forelsket dreng?
Hun køber mad ind! løj Rasmus, og Lone så straks på hans blik, at det var løgn.
Det passer ikke, sagde hun skarpt. Rasmus, hør nu her. Den pige bruger dig bare.
Hun nyder: Der er én, der planlægger weekender, betaler for ophold, står for underholdningen. Når vi slår bremserne i, er hun væk.
Det får vi at se! Rasmus smækkede køleskabet i. Tak for hjælpen, mor!
***
Lone holdt stædigt fast. Hun købte ikke hans yndlingsyoghurt, gav ikke penge til lommepenge og strøg ikke hans skjorter.
Torben støttede hende fuldt ud; han forsøgte dog at stikke Rasmus lidt småpenge indimellem, men Lone stoppede enhver forestilling om blødsødenhed med et bestemt blik.
Hun vidste: Gav hun sig nu, ville Rasmus tro, han havde ret og for alvor leve på deres regning.
Onsdag aften blev det hele næsten for megetRasmus stod i entréen og rodede febrilsk i gamle jakker.
Mor, har du set mine sparepenge? Der lå fem hundrede kroner i min gamle forårsjakke.
Nej, har ikke set dem, sagde Lone uden at løfte blikket fra strygebrættet. Har du allerede brugt din løn? Vi er kun midt på ugen
Jeg skal… lovede Katrine teaterbilletter, brummede han og rodede videre. Pokkers også, hvor har jeg lagt dem? Mathias! Har du taget dem?
Mathias, tolv år, kiggede ind fra sit værelse.
Nej, du!, svarede han bare. Du har ikke engang betalt mig de hundrede du skyldte sidst. Så stop dit råberi.
Jeg råber ikke! råbte Rasmus nu endnu højere. Man kan ikke have noget herhjemme! Alt forsvinder!
Teater, hva? sagde Lone. Hvordan vil du komme til uni i morgen?
Vil du gå? Eller kører Katrine dig? Hun er jo selvstændig ældre kvinde og alt det der!
Mor, lad nu være. Vi er voksne, vi har brug for lidt privatliv. Du forstår det bare ikke
Jeg forstår alt, sagde Lone og lagde strygejernet fra sig, så hun så sin søn lige i øjnene. Hun styrer dig, som hun vil.
Katrine er 21, kan godt se, du er grøn og vildt forelsket, og hun sparer penge og bruger dine.
Lad os prøve noget: Sig til hende, at du ikke har råd til at leje noget denne weekend, foreslå at I bare går en tur! Se, hvordan hun reagerer.
Det skal jeg nok! råbte Rasmus. Så ser du, at hun stadig vil være sammen med mig! Hun elsker mig!
Det får vi at se. Men de fem hundrede har jeg ikke taget.
Torsdag og fredag gik Rasmus rundt som en sort sky. Han forsøgte at låne penge af faren, men Torben holdt sig til planen:
Det må du klare selv, sønnike. Du er jo selvstændig nu.
Lørdag morgen gik Rasmus ikke bare, som han plejede. I stedet sad han i køkkenet og gumlede på en kedelig mad.
Telefonen på bordet vibrerede uafbrudt.
Hvad så, “seriøst forhold”? Kræver hun rapport? sagde Lone, mens hun hældte kaffe op.
Rasmus svarede ikke, men hans ansigt blev mørkt, et nyt beskedpop-up kom frem:
“Rasmus, er det for sjov det her? Jeg havde glædet mig. Vi havde en aftale.”
Sur? spurgte Lone, da hun satte sig. Har du fortalt hende, at pengene er sluppet op?
Ja, lød det lavt fra Rasmus. Hun siger, jeg er uansvarlig. Hvis jeg sagde ja, skulle jeg jo have lagt penge til side, lånt dem et sted. Finde en løsning Hun skrev også, hun aflyste shoppetur med veninderne for det her.
Det var alligevel interessant, Lone trak på smilebåndet. Du er ansvarlig for hendes weekender? Spurgte hun om I skulle give halvdelen hver? Måske betale det selv, hvis det var så vigtigt for hende?
Mor, det Hun er jo pige. Piger skal ikke betale.
Piger, der respekterer deres partner, sætter ham ikke i gæld for at få lov at sidde i en fremmed stue og se TV! Forstår du slet ikke, at hun træner dig?
Telefonen ringede. Rasmus tøvede, men tog den så:
Ja, Katrin Jeg sagde jo, jeg ikke kunne denne gang. Ham der har lejligheden satte prisen op, og jeg ja, det løb fra mig. Kan vi ikke bare tage i biografen? Eller måske hjem til dig?
Stemmen i den anden ende var så høj, at Lone kunne fange brudstykker: “…komme hjem går ikke… du havde lovet… jeg vil ikke fryse rundt udenfor… find en løsning…”
Lone kunne se, at sønnen nærmest gråede til.
Katrin, hør nu Nej, jeg kan ikke låne af far. Hvad har det med mors dreng at gøre? Jeg har bare ikke flere penge! Hallo? Hallo!
Han så ned på skærmenhun havde lagt på.
Nå? Lone havde ondt af sønnen, men hun måtte gøre det færdigt nu. Plan B? Går du ud og røver en bank, eller kan du se realistisk på det nu?
Rasmus fløj op, væltede en stol og stormede ud i regnen.
***
Han var væk hele dagen. Lone gik rundt som en løve i bur. Torben brummede, at de alligevel havde været for hårde, men Lone stod fast. Først sent på aftenen vendte sønnen hjem i våd jakke og slukøret blik.
Hvad er der sket, skat? spurgte Lone hurtigt.
Vi mødtes i Fields, Rasmus rev jakken af sig. Hun kom med sin veninde. Jeg ville spørge, hvorfor hun havde løjet om venindeturen. Men hun Mor, hun var helt kold.
Lone nikkede mod stolen, mens Torben dukkede op i døren, lyttende.
Hun stod der med veninden, Mia, fortsatte Rasmus. Begge to med poser fra Magasin og Illum.
Jeg sagde: “Men Katrine, du sagde, du ikke havde råd til metroen engang?” Hun så på mig, som om jeg var ingenting
Hun sagde: “Rasmus, du skal ikke gøre mig til grin foran folk. Bare fordi du har pengemangel, behøver jeg ikke sidde hjemme!”
Og du? spurgte Torben.
Jeg sagde, det var tarveligt. At jeg havde skændtes med jer for hendes skyld, taget ekstra vagter for at gøre hende glad.
Hun grinede bare og sagde: “Du ville jo gerne spille voksen. Jeg bad dig aldrig om at leje lejlighederne.
Du kunne godt lide at lege smart, og nu giver du mig skylden?”
Lone følte lettelsen i hele kroppen. Endelig viste hun sit sande jeg!
De sad længe i køkkenet og talte. Rasmus fik snakket ud og lovede sin mor at gøre det forbi med Katrine.
Lone forklarede roligt, at de aldrig havde været imod, at han fandt en kæreste.
Bare ikke sådan én som Katrine. Man skal lytte til sin mor.
