Bonusfar – Skat, vi er nødt til at tage en snak. Børneting – Om hvad? – Tanja så overrasket på sin mor. – Jeg vil gerne introducere dig for en. Tanja rullede med øjnene. – Jeg har ikke lyst til at møde nogen. – Solstråle, det er virkelig vigtigt for mig. Please. – Okay, men jeg kan ikke love dig noget. Jeg savner stadig far. – Far er far, og ingen kan eller skal nogensinde erstatte ham. Jeg har sagt mange gange, at han altid vil være her, – moren lagde hånden på brystet, – i vores hjerter. Jeg savner ham også. Men han ville ønske, vi gik videre med livet. Tanja fik tårer i øjnene, som hun altid gjorde, når hun tænkte på sin elskede far. Han døde, da Tanja var ti. Dengang var moren nærmest flyttet ud på kirkegården, ordnede graven, snakkede længe med korset. Senere tog mormor og tanten Jytte en lang snak med hende bag lukkede døre. Moren faldt til ro igen, og livet i Lauritsens familie gik videre. Tanja havde bemærket for nogle måneder siden, at moren havde mødt en anden. Noget var ændret – hun skyndte sig på arbejde, blev sommetider længere, men aldrig for længe, hun kunne ikke lide at lade Tanja være alene. Om aftenen havde de altid deres hyggelige snak ved sengetid, delte dagens små historier. Tanja elskede virkelig de øjeblikke – selv om hun jo allerede var næsten voksen – tretten år! Woo! – Mor, tager du egentlig ham her med hjem…? – Nikolaj, – sagde moren. – Ja, Nikolaj. Skal han bo hos os? – Nej, han har foreslået, at vi flytter hjem til ham. Han har et stort hus. Der er plads til os alle. – Jeg vil ikke flytte. – Vi tager det, som det kommer, ikke? – Ok. – Hvad er det der ’ok’ for noget? – Det siger man bare – det betyder ja. – Siger man? Mor grinede. – Nu driller du igen, det kan jeg høre. *** – Hej, Tanja, – Nikolaj rakte hånden frem, så Tanjas lille hånd nærmest blev væk i hans. – Goddag. Hvad skal jeg egentlig kalde dig? – Hvad vil du helst? – Onkel Nikolaj lyder mærkeligt. Jeg kalder dig bare Nikolaj. – Aftale. Nikolaj viste dem rundt i sit hus på kanten af skovbrynet. – Tanja, kan du lide hunde? – Virkelig meget, – hun elskede dem og havde altid drømt om en selv, men mor sagde, at i en lejlighed gik det ikke. – Kom, jeg viser dig min pirat. Lige nu har jeg lukket ham inde, men han skal nok blive tryg ved dig, og så bliver I venner. – Hvorfor hedder han Pirat? – Se selv hans fjæs! Det eneste han mangler er en klap for øjet. Tanja grinede – han lignede faktisk en lille bandit. Billedet fra familiealbummet – Du kan kigge dig lidt omkring, mens jeg vender bøfferne. – Fint. Nikolaj gik ud til Lene, Tanja blev ved hundegården. – Hej Pirat. Skal vi være venner? – Hunden logrede. – Det ser ud til, at mor og jeg bliver her længe. Lene hakkede salat og nynnede. – Min skat, – Nikolaj krammede hende, – jeg tror, Tanja kan lide mig. Vi var ellers så nervøse. – Ja, og især er hun vild med hunden! For første gang længe følte Lene sig virkelig lykkelig. Hendes veninder snakkede ofte om deres skrækkelige teenagere. Men Tanja havde aldrig været et problem – stille, afbalanceret og klog. De besluttede at overnatte hos Nikolaj. Lene kom ind på det værelse, Nikolaj havde kaldt Tanjas værelse. – Skat, vil du snakke lidt? – Ja, mor, kom ind! Her er så smukt, Nikolaj har gjort det hele klar til os. Se, – hun gravede i en pose – en blød badekåbe, tøfler, og selv en blomsterbuket på spejlbordet. – Ja, han har spurgt så mange gange, hvad han skulle købe til dig. – Mor, det var da ikke nødvendigt. – Kan du lide ham? – Så længe du gør, gør jeg også. Og han er virkelig flink. Og så kan jeg godt lide huset. Og Pirat. – Ja, du har allerede begyndt at forkæle ham under bordet. – Det skal nok gå. – Godnat, min pige. Det har været en lang dag. Næste morgen var Nikolaj taget på fisketur. – Mor, hvor er Nikolaj? – Ude at fiske. – Jeg ville ønske, jeg kunne komme med. Ligesom dengang far tog os begge med… – Jeg husker det godt. *** Lene og Tanja flyttede ind hos Nikolaj. Tanja blev hurtigt glad for bonusfar – han overraskede dem med gaver og lækkerier, hjalp med lektier, kom altid med gode råd. I weekenderne gik de ture i skoven eller fiskede sammen. En dag kom Tanja tidligt hjem fra skole – hendes mor sad og græd. – Mor, hvad sker der? Er det Nikolaj? – Nej, nej, skat, det er okay. Så kom Nikolaj stormende ind. – Hvad sker der? Hvorfor græder du, Lene? – Sæt jer ned. Overraskede så de på hende. Hun rakte Nikolaj et brev. – Jeg forstår ikke… En tumor? – Lene nikkede. – Mor, nej… – Tanja kunne ikke tro det. Sygdommen sled på Lene, som blev mere og mere bleg. Hun nåede ikke sin behandling. Kroppen gav op. Efter begravelsen sad bedstemor – Lenes mor – og Nikolaj ved køkkenbordet. – Hvis Tanja vil, må hun blive her. Hun har jo skole og venner. Hun behøver ikke med til en helt anden by. – Nikolaj, vi spørger pigen. – Jeg kan ikke klare, hvis hun skal væk herfra. Tanja havde lyttet bag døren. – Bedste, jeg VIL gerne blive hos Nikolaj. Det næste halve år levede de bare. Nikolaj kom hjem, hjalp Tanja med mad og lektier, Tanja klarede rengøring og vasketøj. – Hvorfor går du aldrig ud med de andre? – Jeg har ikke lyst. Alle stirrer på mig og hvisker, hvordan jeg nu bor hos dig. Selv mine bedste veninder har efterladt mig. Det gjorde ondt på Nikolaj. Han prøvede at lave flere ting sammen med hende. Første nytår uden mor dækkede de bord til to, drak sodavand og grinede for første gang i lang tid. Tanja følte, at hun hørte til. – Tanja, kom og se hvem vi har fået besøg af! Flere killinger sad på trappen. – Pirat gør dem da ikke noget? – Nej, han elsker katte, han er lidt sær der. Nu fik Tanja også dem at passe. *** Tanja kom nemt ind på universitetet, og både Nikolaj og bedstemor fulgte hende hele vejen. Hun flyttede til byen, men besøgte Nikolaj hver weekend. Til hendes bryllup blev hendes bonusfar tårevædet. Hun var uendeligt smuk i sin kjole, og Nikolaj tænkte, hvor lykkelig Lene ville have været. Tanja så hvor nervøs han var. – Lars, må jeg tage en dans med Nikolaj? – Selvfølgelig. Hun gik over og bød Nikolaj op. Konferencieren kaldte det far-datter-dansen. De dansede. – Far og datter? Tanja lagde hovedet på skrå. – Ja, det er vist, hvad du er for mig. – Mener du det? – Ja. – Du er min pige, jeg elsker dig så højt! Nikolaj havde altid støttet hende. Da hun fik sin første søn, og så en mere, var han der. Han passede børnene, lod hende og manden tage fri. Han blev både far og mor for hende. Tiden gik, børnene voksede. Nikolaj ringede tit bare for at sige – ”jeg savner jer, må jeg kigge forbi?” Og så kom han og hyggede sig med børnebørnene. Når de besøgte ham, tog han dem med i skoven – på fisketur, satte snobrød over bål og gemte små beskeder og opgaver rundt på grunden, så de sammen kunne finde præmier i køkkenet. Da Nikolaj blev syg, forlod Tanja ham ikke et sekund. Hun holdt hans hånd, talte beroligende, sagde det hele ville blive godt. Selvom der nu sad en voksen, fyrreårig kvinde hos hospitalssengen, så Nikolaj stadig den lille Tanja, der tumlede rundt i græsset med Pirat og sang med på danske hits. – Tak for alt, skat. – Far, du skal ikke sige tak. Det er mig, der skylder dig alt. – Men du siger det alligevel til mig hver dag. – Og det vil jeg blive ved med i mange år endnu. – Gud vil. Om natten døde Nikolaj. Alle var gået, men Tanja sad endnu ved hans grav. – Tak fordi jeg aldrig lærte ordet ‘stedfar’ at kende. Du var far. For altid. Tak for alt. Bare kig forbi i mine drømme, far, jeg savner dig allerede så meget.

STEDFADEREN

Min pige, vi skal tale sammen.
Om hvad, mor? spurgte Sofie undrende.
Jeg vil gerne have dig til at møde en, der betyder noget for mig.
Sofie rullede med øjnene.
Jeg har ikke lyst til at møde nogen ny.
Min skat, det er vigtigt for mig. Vil du ikke godt?
Okay, men jeg lover ingenting. Jeg elsker stadig far.
Far er far, og ham kan ingen, aldrig nogensinde, tage fra os. Jeg har sagt det mange gange han er her, mor lagde hånden på sit bryst, i hjertet. Jeg savner ham også. Men han ville ønske, vi gik videre med livet.

Sofies øjne blev fugtige, sådan blev det altid, når hun tænkte på sin højtelskede far. Han døde, da Sofie var ti år gammel. Moren havde den gang ikke været til at drive væk fra kirkegården i et halvt år, hvor hun altid gjorde det pænt ved graven, og sad der længe og talte lavmælt med det gamle trækors. Senere havde mormor og mors veninde Frøken Helle haft en alvorlig samtale bag lukkede døre. Så begyndte mor at få det bedre, og deres liv gik sin nogenlunde rolige gang. Det stod klart for Sofie for et par måneder siden, at der var kommet en ny mand ind i mors liv. Hendes opførsel ændrede sig mor skyndte sig afsted om morgenen og kom sommetider senere hjem, men altid hurtigt hjem til datteren, så hun ikke blev alene. De havde en tradition: aftenens hyggesnak før sengetid, hvor alle dagens oplevelser blev delt. Sofie holdt meget af de stunder alene med sin mor. Dengang følte hun sig allerede ret voksen hun var jo fyldt tretten!

Mor, skal ham her…
Anders, sagde moren.
Ja, Anders. Skal han bo hos os?
Nej, han har spurgt, om vi vil flytte ind hos ham. Han har god plads i huset.
Jeg har ikke lyst til at flytte nogen steder hen.
Lad os tage én ting ad gangen, ikke?
Fint.
Og hvad er det nu, det betyder?
Det betyder bare ja.
Nå, sån…
Mor, lad nu være, Sofie lo. Du driller mig med vilje.

***

Hej Sofie, Anders rakte sin store hånd frem hendes forsvandt næsten i den.
Hej. Hvordan skal jeg kalde dig?
Som du synes.
Altså, onkel Anders lyder mærkeligt… Jeg siger bare Anders.
Det er vi enige om.
Anders inviterede dem ud til sit hus i udkanten af Hornbæk, lige der, hvor skoven begynder.
Sofie, kan du lide hunde?
Rigtigt meget! Hun havde endda drømt om at få en, men i lejligheden havde mor aldrig villet have hund.
Så må jeg vise dig noget. Jeg har låst Storm inde nu, så han kan vænne sig til dig.
Storm?
Du må se hans fjæs han ligner sådan en rigtig sørøver!
Sofie grinede, for det var sandt hunden så ud til at være lidt af en bandit.

Kig du dig bare omkring, så vender jeg imens frikadellerne, sagde Anders og gik ud til mor.
Sofie blev ved Storms løbegård.
Hej Storm, skal vi være venner? Hunden logrede entusiastisk. Vi er nok her lidt endnu, jeg og mor.
Inde i køkkenet snittede mor salat og nynnede.
Elskede, Anders lagde armene om hende jeg tror, Sofie kan lide mig. Vi var ellers nervøse.
Ja, jeg tror, det hele gik godt. Især på grund af Storm.
For første gang i lang tid var mor virkelig lykkelig. Mens venners børn gav dem grå hår, var Sofie altid rolig og betænksom.

De overnattede i Anders hus.
Senere gik mor ind til det værelse, Anders havde indrettet til Sofie.
Skal vi snakke lidt, skat?
Ja, kom ind, mor. Hvor er her flot! Se, han har gjort det hele parat til os. Morgenkåbe, sutsko og ovenikøbet blomster i en vase.
Han spurgte længe, hvad han kunne købe til dig.
Mor, det havde han ikke behøvet.
Så, hvad synes du? Kunne du lide Anders?
Det vigtigste er, om du kan lide ham! Men han er sød. Og Storm er fantastisk.
Jeg må have vidst det du fodrer allerede hunden under bordet!
Han skal ikke forkæles alt for meget.
Sov nu godt, min pige. Det har været en lang dag.

Morgenen efter kom Sofie ned til morgenbordet, men Anders var væk.
Hvor er Anders?
Han er taget på fisketur.
Der ville jeg gerne have været med… Kan du huske, far tog os også med ud og fiske?
Det glemmer jeg aldrig.

***

Mor og Sofie flyttede hen til Anders. Hun blev mere og mere glad for sin stedfar, som altid havde en overraskelse eller et hjælpsomt ord parat. Han hjalp med lektierne og tog dem ofte med ud i naturen på fisketure i åen eller på lange gåture i skoven omkring huset.

En dag hun kom tidligt hjem fra skole, fandt hun moren grædende.
Mor, hvad er der sket? Er det noget med Anders?
Nej, søde, der er ikke sket noget med ham.
Anders kom farende ind.
Sofie, hvorfor råber du sådan? Marie, hvorfor græder du?
Sæt jer ned, begge to.
Hun rakte et papir til Anders.
Jeg forstår det ikke… kræft? Moren nikkede.

Halvåret efter blev svært for dem alle. Sofies mor blev svagere dag for dag. Behandlingen var lagt til september, men kroppen gav op før.
Efter begravelsen sad mormor Helle, og Anders i køkkenet.
Helle, hvis Sofie ønsker det, kan hun blive her hos mig. Hun har jo skole og venner i Hornbæk. At rive hende væk og tage til Odense…
Spørg pigen selv, Anders.
Jeg vil ikke miste hende.
Sofie stod bag døren og lyttede.
Mormor, jeg vil gerne blive her med Anders.

Det halve år der fulgte eksisterede de mest. Anders gik på arbejde, lavede mad og hjalp med lektierne. Sofie tog sig af rengøring og tøjvask.
Hvorfor vil du ikke længere ud, Sofie?
Folk ser mærkeligt på mig, fordi jeg bliver boende hos dig, og de griner bag min ryg. Selv mine bedste veninder vender mig ryggen. De forstår det ikke. Jeg ville bare have nogen at være ven med.

Anders syntes, det var synd for hende og prøvede at gøre alt, så hun ikke følte sig alene. Den første jul uden mor lavede de selv mad og drak solbærsaft til andestegen, og for første gang i månedsvis lo Sofie højt. Hun følte sig hjemme.

En dag kaldte Anders.
Sofie, kom lige og se, hvem der har forvildet sig forbi.
På trappen sad et kuld killinger.
Storm rører dem ikke, vel?
Åh nej da! Han elsker katte lidt mærkelig, det må man sige.
Sådan fik Sofie også nogle killinger at tage sig af.

***

Sofie kom let igennem optagelsesprøven til lærerseminariet, og både Anders og mormor var med hende hele vejen. Hun flyttede til København, men kom hjem til Anders hver weekend.
Til brylluppet kunne Anders ikke holde tårerne tilbage, da han så sin smukke sted-datter i brudekjole Marie ville have været stolt.

Sofie så, hvor rørt Anders var.
Jesper, det går vel nok, hvis jeg danser med Anders nu?
Selvfølgelig, sagde hendes mand.

Sofie gik hen til sin stedfar og rakte hånden frem. Toastmasteren kaldte det far-datter-dans.
De drejede rundt på dansgulvet.
Far-datter?
Sofie kiggede kærligt op.
Ja, det er hvad du er min far!
Er det rigtigt?
Helt rigtigt.
Min datter, jeg elsker dig sådan!
Anders var der altid for Sofie, både da hendes første og anden søn blev født, og hver gang, de havde brug for hjælp eller ville holde ferie kun mor og far. Han blev virkelig hendes forælder, da begge de andre manglede. Tiden gik, børnene voksede.

Nogle gange ringede Anders bare og sagde: Sofie, jeg ved godt, I skulle komme i weekenden, men jeg savner jer så meget. Må jeg ikke kigge forbi i morgen? Og han kom, legede og tog børnebørnene på fisketur og lærte dem at tænde bål og finde vej i skoven. De elskede ham så højt, og ofte arrangerede han skattejagt med dem i haven, hvor Sofie stod for præmien hjemmebagte boller og kage.

Da Anders blev syg, forlod Sofie ham ikke, selv for et øjeblik. Hun holdt hans hånd og hviskede hele tiden, at alt nok skulle gå. Selv da hun for længst var fyldt fyrre, så han stadig den lille pige, der dansede i græsset med Storm, og lo til musik nede fra radioen.

Tak for alt, min pige.
Far, sig ikke sådan, det er mig, der skylder dig alt.
Og du siger det hver dag.
Og det skal du høre mange, mange år endnu.
Lad os håbe det, min skat.
Samme nat forlod Anders dem.

Alle andre var taget hjem, men Sofie blev siddende ved graven.
Tak for, at jeg aldrig mærkede forskellen mellem far og stedfar. Du gav mig kærlighed fra både far og mor. Du var der altid. Kom og besøg mig i drømme, far. Jeg savner dig allerede så meget.