Gud bevares, vi har jo allerede tre unger selv…
Rikke smed sig tungt ned i sofaen og tog sig til hovedet. Søren kastede et mørkt blik op fra avisens kant.
Og hvad skal jeg så gøre nu? Skal jeg bare køre hende på børnehjem? Mads var altså min bror…
Bror! Hvornår så du ham sidst? Var det ikke ti år siden? Han kom da kun forbi, hvis han manglede penge eller en tjeneste!
Rikke havde dæmpet stemmen en smule, og Søren sukkede lydløst af lettelse. Han brød sig virkelig ikke om konflikter det havde han aldrig gjort. Og han var udmærket klar over, at det næppe blev ham selv, Sofies pleje ville falde på. Nej, Rikke var mild nok. Højtråbende, bestemt, en kvinde med mod, ja, men også med hjerte. Ikke en, der gik forbi nød.
Rikke, hvad skulle jeg have gjort? Jeg er hendes onkel, hendes nærmeste. Hun har jo ikke andre…
Søren nikkede mod den lille pige i døråbningen, der stod helt stille, stadig i sit alt for store overtøj.
Hun kan jo ikke gøre for det.
Nej, selvfølgelig ikke. Hvornår er der noget begravelse?
I morgen. Jeg kører tidligt hjem til Fyn.
Nå, lille ven, kom nu herind, lad os få hilst ordentligt.
Pigen trådte tøvende frem på tæppet, skridt for skridt. Rikke rejste sig, gik hen til hende og smilede så bredt hun kunne.
Helt ærligt, du ligner én, der er faret vild i toget. Her, skal jeg ikke hjælpe med jakken?
Med et snuptag knappede Rikke knapperne op og trak frakken og den alt for store, grå uldtrøje af pigen. Hun gispede.
Kære himmel… Det er jo bare skind og ben det hele. Og hvad er det dér?
Hun vendte pigen mod det store vindue for at se bedre, stivnede et øjeblik og kiggede hurtigt på sin mand. Søren krummede sig, sukkede han havde altid syntes, Mads var en fusentast. Den slags man burde have slået lidt mere fornuft i. Sofie stod nu tilbage i sin korte sommerkjole, armene dækket af blå mærker. Rikke trak let i kjolens hals og så ned ad hendes ryg så lagde hun hånden over munden og stod længe bare sådan.
Så vågnede hun ligesom op:
Søren, gør klar til bad! Magnus, kom nu her!
Magnus, familiens andenyngste, stak hovedet frem fra værelset.
Ja, mor?
Ikke ja, men hvad! Hvor mange gange skal jeg sige det Smut ned til fru Christensen og hør, om hun har noget tøj, vi kan låne til pigen. Noget som Sofie kan passe.
Hørte det godt, mor, jeg løber!
Drengene havde i forvejen smuglyttet. Det var ikke hver dag, man fik sådan en lille ny i huset og endda en pige! Men da de så, hvad moren fandt, glemte de deres ellers finurlige drengestreger. Da hun så undersøge Sofies blå mærker, besluttede de sig for at bygge en væg inde på børneværelset, så det lille nye familiemedlem altid kunne gemme sig, hvis der var ballade. Pludselig var det vigtigere at beskytte hende end nogen af de narrestreger, de havde klekket ud den morgen.
Magnus kom tilbage, slæbte på en kæmpe plasticpose med tøj og havde fru Christensen i hælene. Hun syntes de allesammen måtte tjekke pigens hår for utøj, for “der er jo ikke grænser for, hvad børn slæber med hjem disse dage”.
Sofie havde stået midt på gulvet hele tiden, uden et ord. Verden virkede langt borte for hende, og Rikke måtte tage sig sammen for ikke at bande. Hun skilte Sofies hår ad for at se efter lopper og plyssede det så op med hænderne, opdagede at hun var blevet tynd på midten. Håret var ellers flot, tykt. Rikke sukkede.
Sofie…
Pigen så op med bange øjne.
Sofie… Vi bliver nødt til at klippe håret af. Helt. Men se her, jeg har denne fine tørklæde til dig det bliver du smadderflot i!
Tårerne begyndte at løbe ned ad Sofies beskidte kinder, da Rikke klippede hungrigt i det fine hår og senere smed totterne ind i brændeovnen. Søren kiggede ind, rystede på hovedet og tænkte for sig selv, at Mads skulle have haft nogle flere prøvelser i livet.
Rikke tog Sofie med ud i badehuset. Imens rodede drengene og Søren med møblerne på værelset.
Far, kan du hjælpe os? spurgte Andreas, den ældste, forsigtigt gennem døren.
Søren stak hovedet ind og stivnede lidt.
Hvad skal det ligne?
Vi ville bare vende skabet, så broderen og jeg kan sove lidt tættere så kan Sofie få sit eget hjørne. Altså, hun er jo pige.
Søren fnøs.
Jeres mor fodrer jer og fodrer jer, men stærke bliver I ikke! Kom så, op med det!
Far, hvad skal hun egentlig sove på?
Søren kløede sig i håret.
Jeg må købe noget ekstra sengetøj, tror jeg…
Far, jeg kan sove på min feltseng, den elsker jeg jo alligevel og så kan Sofie få min gamle seng. Den passer perfekt til hende, for hun er så lille.
Da Rikke og Sofie kom tilbage fra badet, var næsten alting klappet og klar.
Nå, lille ven, kom, vi ser på det hele!
Sofies øjne blev store og runde. Hendes kinder var næsten røde nu, hovedet pakket ind i et kulørt tørklæde, og hendes lange øjenvipper bøjede elegant.
Kom med, vil du se noget?
Rikke kiggede undrende på Søren, der lukkede hende ind på børnenes værelse det største i huset. Forældrenes værelse var et lille aflukke, og den anden store stue var både stue, entre og køkken i ét.
Hvem fandt på det her?
Hun så fra sønnerne til sin mand.
Jer selv, eller var det fars idé?
Søren smilede stolt.
Drengene selv! Vi har gode unger, Rikke…
Sofie kastede sig over maden som om hun aldrig havde spist før.
Sofie ro på, nu. Der er mad nok, bare rolig. Du får alt hvad du kan spise, også i morgen.
Hun nikkede, men kiggede stadig længselsfuldt efter tallerkenen. Hun faldt hurtigt sammen og blev sløj.
Kom, jeg viser dig din seng.
Hun nåede knap at lægge sig, før hun sov.
Rikke gik ud i køkkenet og satte sig.
Søren, hent lige solbærlikøren.
Han så forbløffet på hende hans kone drak ellers aldrig, knap nok til jul. Men han gik ud og fandt den fine likørflaske. Hun hældte op, drak sit glas i én slurk og stirrede på Søren.
Hvis din Mads endnu levede, havde jeg kvalt ham med mine bare hænder…
Søren nikkede tungt. Det kunne han sagtens forstå.
Mads var kommet til, da Søren fyldte fjorten. Ingen havde rigtig ventet ham. Farmor havde den gang sat sig over vuggen, rystet på hovedet og brummet:
Sikke noget fjolleri.
Han huskede hvordan mor havde råbt og sendt den gamle ud, men farmor brød sig ikke. Hun skummede rundt og mumlede for sig selv.
Søren havde altid frygtet hende. Hele landsbyen mente, hun var lidt af en heks. Ingen troede sådan rigtigt på hekseri, men alligevel…
Så døde farmor. Dagen efter, hun havde forudsagt det og sagt til mor: “Husk at tage ham med til min begravelse, ellers hjemsøger jeg jer!” Og hun gjorde det. Hun døde og kort efter stod Søren stiv som et bræt til begravelsen, Mads skreg som en stukket gris på hele kirkegården. Siden blev han rolig.
Alligevel lærte livet aldrig Mads noget. Han stjal, løb fra ansvar, blev aldrig andet end ballademager og så alligevel fandt han en pige, og de fik Sofie. Men forældre blev de aldrig. De festede, brugte penge på alt andet og endte med at fryse ihjel, én kold vinternat og skrev aldrig til nogen. Søren og Rikke havde fået besked fra kommunen:
Søren, din bror og svigerinde er døde. Der er kun Sofie tilbage. Du er hendes eneste familie. Ellers må hun på institution.
Hvordan han havde fortalt Rikke det, kan Søren ikke huske måske håbede han, at hun ville forbyde ham at tage barnet ind, så han selv kunne slippe for det ansvar.
Men Sofie blev, og på bare en uge begyndte hun at spise normalt, brugte gaffel og ske, og fik farve i kinderne. Hun var stadig vild, tavs som en ulv, og hvis brødrene spurgte hende om noget, trak hun dynen op over hovedet og sagde ingenting.
De gav hende bøger og deres bedste legetøj, men Sofie sagde ikke mere end et “ja” eller “nej”. Heller ikke til Rikke.
Det blev for meget en dag, hvor Rikke stillede sig foran Sofie:
Hvorfor glor du sådan på os? Hvad har vi gjort dig? Kan du ikke bare tale eller grine lidt? Kan du ikke lide at være her? Jamen, det er ingen straf!
Sofie svarede bare med et blik, øjnene svulmende af tårer. Rikke måtte ud i baghaven for ikke at bryde sammen selv. Der, for sig selv, besluttede hun, at hun aldrig ville hæve stemmen til pigen.
Senere på dagen stak fru Christensen hovedet forbi.
Du er da ikke dig selv, Rikke!
Rikke viftede træt med hånden.
Jeg kan bare ikke mere. Jeg gør alt, men hun er stadig som en lille ugle.
Sådan bliver det, når børn ikke føler sig ønsket. Hun er stadig i børnehjem i hovedet hun skal føle sig elsket!
Ja, hvordan skal man dog elske et fremmed barn? Jeg gør jo hvad jeg kan.
Du kan da nok elske en killing?
Jamen, det er jo bare en kat…
Netop. Før i tiden elskede man da alle.
Foråret kom hurtigt. Rikke lod Sofie være i fred. Pigen havde mad, var klædt på og hyggede i bøgerne, som brødrene havde slæbt hjem til hende. Til drengene kunne hun finde på at svare en smule, ikke bare “ja” eller “nej”. De gjorde sig store anstrengelser og bad Søren om lov til at bygge et sminkebord til hende op mod hendes fødselsdag. Rikke ville først forbyde det, men lod dem. De trængte til noget fingerfærdighed.
Sofie forstod slet ikke, hvad forberedelserne gik ud på. Da dagen kom, fik hun et spritnyt, kniplingsbroderet tørklæde af Rikke, der hjalp det på plads. Sofie snurrede rundt foran spejlet. Og da Søren næsten højtideligt præsenterede hende for en helt ny sommerkjole, tabte hun kæben. Da drengene kom slæbende med det sminkebord, stod hun længe og strøg hånden henover det og, mente Rikke, hun smilede da også lidt. Hun krammede alle sine nye brødre.
Fra den dag, blev de én flok de snakkede og grinede på værelset, men lige så snart Rikke dukkede op, blev Sofie musestille og gik væk. Rikke blev gal hvad skulle det nu gøre godt for? Hun var klædt på, havde mad og varme hvad manglede hun dog?
Det blev forår, og med forår fulgte køkkenhave, travlhed og flere udgifter. Der skulle købes ekstra tøj, for der var pludselig fire børn nu og børnepensionen til Sofie satte Rikke på opsparing.
Nej, den æder hun nok ikke op. Den skal stå til hende til konfirmation eller bryllup måske, sagde hun, og Søren nikkede som altid.
Men han undrede sig: Hvorfor gik det ikke lettere mellem Rikke og Sofie? Med drengene gik det jo glimrende; med Søren selv også.
***
En dag, hvor Rikke var i gang i forhaven med blomsterne, kom nabodrengen løbende:
Fru Rikke! De slås nede ved åen!
Hvem slås?
Alle dine!
Og så var han væk. Rikke løftede skørterne og sprintede afsted. Drengene stod i kamp med en flok andre knægte, ryg mod ryg, med Sofie bagved sig. De forsvarede hende som ulve, og da voksne begyndte at nærme sig, forsvandt de fleste af slagsbrødrene ud i alle retninger.
Magnus havde blodet løbende fra et snit i brynet, Andreas et blåt øje, og lille Jonas havde skrabet hele skulderen. Sofie græd.
Hvad ER der sket?
Vi skulle bade, og Sofie tog tørklædet af. Så begyndte de andre at drille, og så…
Så I blandede jer?
Jonas kiggede bare alvorligt på sin mor.
Hvad skulle vi ellers? Skal vi lade dem mobbe vores søster?
Andreas brummede:
Hun er vores søster, ikke sandt?
Hjem med jer!
Rikke gik bagefter, rystede på hovedet. Hvorfor skulle de have alt det bøvl, nu hvor de havde nok? Hun syntes ellers, Sofie var sød nok, men alligevel…
Hjemme afventede fru Christensen dramatisk i indkørslen:
Hvad er det, jeg hører at dine drenge næsten er blevet slået ihjel pga. den der…
Rikke stoppede brat:
Pga. hvem?
Pga. hende… Du kalder hende da selv det?
Og du! Er du begyndt at sludre rundt om det? Jeg kalder hende, hvad jeg vil men du holder mund!
Hun viftede truende med pegefingeren, så fru Christensen et øjeblik vaklede.
Ikke ét ondt ord! Ellers klipper jeg dig skaldet!
Efter hun havde lukket lågen, gav Rikke sig til at græde.
Mor, hvorfor græder du?
Ungerne og Sofie stod bag hende, tøvende. Rikke plejede aldrig at græde, slet ikke, mens nogen så det.
Jeg? Nej nej… Det er bare løgene, der ikke vil gro! Og blomsterne vil ikke slå rod! Ind i huset alle sammen!
Senere, den aften, snakkede hun længe med Søren:
Søren, hvad gør vi? Hun bliver mobbet, drengene slås for hende.
Søren trak på skuldrene.
Så lad dem da slå. De beskytter deres søster.
Og hvis de en dag får tæsk selv?
De er børn, Rikke…
Troen på den tryghed, Søren normalt udstrålede, var ikke rigtig der. Rikke måtte tænke selv.
Samme nat blev Rikke vækket af hvisken fra stuen. Hun gik lydløst gennem huset, åbnede døren og så Sofie på knæ foran den lille, gamle kongefamilie-ikon i reolen, hviskende:
Kære Gud, jeg ved du er sød… Du har hjulpet mig så mange gange. Hjælp mor med at få blomsterne til at gro. Så bliver hun glad, og måske kan hun så elske mig og blive min mor… Du må også gerne sige, at jeg kan vaske op og hjælpe til, jeg mener det. Så vil jeg heller aldrig ønske mig mere. Hvis du kan, Gud, bare én gang…
Rikke stod og hørte det hele, og måtte kæmpe sig væk for at holde tårene tilbage.
Næste dag stod hun nede i Brugsen. De andre koner kom hen:
Rikke, hvad gør vi? Skal den unge på børnehjem? Nu slås vores drenge for hendes skyld!
Rikke bed sig i læben, vendte sig mod en af dem:
Er det din ko der brøler, Stine? Synes du, min Sofie skal på børnehjem? Hende der aldrig har gjort noget grimt, modsat din egen datter var det ikke hende, der stjal af Steffens penge sidste år til slik?
Rikke fortsatte ufortrødent mellem konerne.
Er der nogen af jer andre, min datter irriterer?
Men, Rikke, hun er jo ikke din datter. Hun er en udefrakommende…
Jeg siger dig, hun er min datter! Forstår I? Og hvis jeg hører nogen kalde hende noget andet, så er der klip i lokkerne!
Konerne blev stående med åben mund. Imens gik Rikke ind, smilede til den venlige kasseassistent.
Zille, har du nogle fine sløjfer?
Ja, vi har blå og røde…
Hvad med de lyserøde dér? De er dyre, ikke?
Åh, men søde. Ja, tag dem!
Hjemme var drengene væk.
Sofie, hvor er de andre?
De er nede ved åen.
Hvorfor gik du ikke med? Er du bange?
Nej… jeg vil ikke have, de slås igen på grund af mig…
Noget strammede sig i Rikkes bryst.
Sofie, kom her.
Pigen gik lydigt hen.
Se, hvad jeg har købt til dig!
Hun rakte sløjferne frem, og Sofie stak forsigtigt fingrene frem for at røre ved dem.
Til mig?
Ja, skal vi ikke lige prøve at sætte dem?
De bogstaveligt kæmpede med sløjferne håret drillede, strittede og nægtede at samarbejde, men til sidst lykkedes det. Rikke satte hende foran spejlet.
Så, smut ud og kig!
Sofie så på sig selv, beundrende og glad.
Hvor er det pænt… Tak.
Rikke satte sig på sengen, tog hendes hånd.
Sofie… må jeg bede dig om noget?
Ja?
Hvis du en dag får lyst til at kalde mig mor, så bliver jeg meget glad. Og drengene? De må gerne slås. Det er deres job at beskytte dig.
En tåre trillede ned over Sofies kind. Så en til. Så kastede hun sig ind i armene på Rikke.
Må jeg kalde dig mor allerede nu?
Selvfølgelig, min pige… Alt bliver godt. Vi skal nok klare det og vi skal bage den største kage i hele byen! Vil du bage med?
Sofie snøftede.
Ja… til drengene og far.
Den nat vågnede Rikke igen. Hun listede ud, og så Sofie på knæ ved ikonet:
Kære Gud, tusind tak. Nu må du hjælpe nogle andre, der har det hårdt. Jeg har nu en mor den allerbedste!
Rikke krøb tilbage til Søren og faldt i søvn med et smil om læben. Gud kan åbenbart høre ens ønsker selv dem, man troede, man havde glemt siden den dag, man tudede over at have født endnu en dreng og ikke en pige.
Men nu havde hun jo fået sin prinsesse og heldigvis en, der kunne undvære både ble og babygrød.
