SLIP MIG NU, VÆR SØD
Jeg tager altså ingen steder hen kvækkede kvinden lavmælt. Det her er mit hjem, jeg forlader det ikke. Stemmen skalv, som tårerne holdt sig tilbage.
Mor, sagde manden sagte. Du forstår vel, at jeg ikke kan tage mig af dig Du må forstå det.
Mads var tung om hjertet. Han kunne se, hvor bekymret og ulykkelig hans mor var. Hun sad på sit gamle, nedslidte sofa i stuen i det lille bindingsværkshus midt i den fynske landsby, hvor hun voksede op.
Det går fint, jeg klarer mig selv. Jeg har ikke brug for, at nogen render og passer mig, sagde kvinden stædigt. Lad mig nu bare være.
Men Mads vidste, at hun ikke kunne. Hun var ramt af en blodprop. Inger Madsdatter havde altid døjet med helbredet. Han huskede, hvordan han for år tilbage havde måttet holde ferie fra arbejdet i flere måneder for at tage sig af hende, da hun brækkede benet. Dengang havde hun også gjort sig stærk, men hun havde ikke kunnet tage ét eneste skridt uden hans hjælp.
Mads var for nylig begyndt at tjene gode penge, og hele sommeren havde han planlagt at sætte huset i stand, så hans mor kunne få det komfortabelt. Men så blev hun ramt. Nu gav det ingen mening at renovere. Hun måtte flyttes til byen.
Lise pakker dine ting, nikkede han mod sin kone. Siger du bare til, hvis du skal bruge noget.
Inger svarede ikke. Hun blev bare siddende og så ud ad vinduet, hvor en stille efterårsvind fejede de gule blade af de gamle elmetræer, hun havde kendt hele sit liv. Hendes venstre hånd den der stadig virkede kneb hårdt om den lamme, der bare hang slap ned.
Lise rumsterede i garderoben, hev gamle slåbrokker og slidte læsebriller op, spurgte stadig sin svigermor til råds, men Inger så bare ud mod markerne, fjernt fra det hele.
Inger Madsdatter var født og havde levet alle sine 68 år i denne lille landsby på Fyn, som efterhånden lå øde hen. Hun kunne sine sting som ingen anden havde arbejdet som syerske i det lille lokale systue, indtil butikken lukkede, da der næsten ingen folk var tilbage.
Siden syede hun for folk hjemme ved køkkenbordet, men også det blev mere sparsomt, og hun fandt trøst og ro i sin have og sit hus, puttede al sit hjerteblod i bedene. At skulle forlade alt dette og flytte til Odense, til en lejlighed der aldrig kunne blive hendes det var utænkeligt.
Mads, hun vil igen ikke spise, sukkede Lise, da hun trådte ud i det lille køkken og stillede en fyldt tallerken på bordet. Jeg kan simpelthen ikke mere. Jeg er drænet
Mads så på tallerkenen, så på sin kone og rystede på hovedet. Han gik ind til Inger.
Inger sad som før og kiggede ud. Hendes blik var fjernt og gråt, hun blinkede ikke engang. Den levedygtige hånd lå på den anden, knugede den stædigt.
Stuen var fyldt med genoptræningsudstyr, der lå håndtrænere i hjørnerne, og medicinen hobede sig op på sengebordet. Hvis ikke Mads havde insisteret på genoptræningen, ville hun ikke røre det.
Mor?
Inger reagerede ikke.
Mor?
Min dreng? svarede hun sagte og med besvær.
Hun havde næsten ikke talt siden blodproppen. Nu gik det lidt bedre, men ordene blev stadig snøvlende og svære at forstå.
Hvorfor spiser du ikke? Lise laver mad til dig hver dag. Du har næsten intet rørt i flere dage.
Jeg har ikke lyst, min dreng, svarede hun lavt og vendte sig mod ham. Jeg har virkelig ikke lyst. Du skal ikke presse mig.
Mor Hvad kunne du tænke dig? Sig det bare.
Han satte sig ved hendes side, og hun foldede hans hånd i sin.
Du ved godt, hvad jeg vil, Mads. Jeg vil hjem. Jeg er bange for, jeg aldrig ser det igen.
Mads sukkede og rystede på hovedet.
Du ved jo selv, at jeg arbejder hele dagen, og Lise er optaget af lægebesøg. Det er vinter, man kan ikke tage frem og tilbage nu Lad os i det mindste vente til foråret. Hun nikkede stille, han smilede til hende og gik.
Bare det ikke bliver for sent, dreng Bare det ikke bliver for sent.
Beklager, men fertilitetsbehandlingen virkede ikke igen, sagde lægen trist, tog sine briller af og så på den unge kvinde.
Lise gispede og tog hænderne op foran ansigtet:
Hvordan kan det være? Hvorfor lykkes det for alle andre? Du sagde, det var helt normalt, at første forsøg slog fejl. Først ved tredje gang er der næsten halvtreds procents chance Men det her var tredje gang, og intet sker! Hvorfor?
Mads holdt hende i hånden uden ord. Han var rastløs, for Inger fik massage i klinikkens anden fløj, og det var snart tid til at hente hende.
Prøv at høre, sagde lægen lavmælt. Jeg forstår udmærket, hvor meget det betyder for jer, men presset er alt for stort. Kroppen kan ikke følge med, når I hele tiden er i alarmberedskab.
Selvfølgelig er jeg stresset! Jeg arbejder hjemmefra for at spare op til de absurde udgifter 20.000 kroner hver gang! Jeg skal til procedurer, spise piller, der ødelægger min krop, tage mig af hans mor og høre på hendes særheder. Hun vil ikke spise, vil ikke tage sin medicin! Jeg vil have et barn måske får min mand så også øje på mig og ikke kun sin mor!
Lise sagde ikke mere, hun greb sin taske og smækkede døren bag sig.
Undskyld mig, kom det lavt fra Mads.
Det er okay, sagde lægen bare. Jeg har set værre. Bare rolig.
Han gik stille efter sin kone ud i venteværelset. Der sad Lise, stak ansigtet i hænderne og lod tårerne få frit løb. Hendes skuldre rystede af gråd. Da hun mødte Mads blik, havde hun røde, gennemvåde kinder.
Undskyld mig Undskyld, jeg mente det ikke sådan om din mor. Jeg kan bare ikke mere. Jeg er træt af at se et menneske visne væk. Træt af den evige ene streg på testen, og at kaste tusindvis af kroner efter noget, der måske aldrig lykkes. Jeg kan ikke mere
Hvis jeg kunne tage det hele fra dig, så gjorde jeg det Men jeg kan ikke.
Det ved jeg, snøftede Lise og smilede svagt i tårerne.
De sad bare lidt i stilhed, før Lise tørrede øjnene, rettede på skjorten og forsøgte at smile.
Kom. Inger er sikkert snart færdig. Hun bryder sig aldrig om hospitaler, bliver altid trist bagefter.
Din mor har næsten ikke gjort nogen fremskridt, sagde den lille, gråhårede læge diskret, da Mads bad om en vurdering.
De trak væk, så Inger ikke kunne høre dem. Lise blev hos hende.
Forstår du Da I kom første gang, var jeg overbevist om, at hun kunne komme sig. Sandsynligheden er lille, ja, efter en blodprop men din mor havde ingen dårlige vaner, ingen kroniske sygdomme. Hun havde alle chancer.
Men der sker ingenting. Det kan jeg også selv se.
Det er som om, hun ikke vil. Hun har givet op. Der er ikke mere gnist i hendes øjne Hun vil ikke mere.
Mads nikkede stumt. Han havde set det samme. Inger var blevet femten kilo lettere, lignede slet ikke mere sig selv. Sad bare og stirrede ud ad vinduet. Hun læste ikke længere, så ikke tv, snakkede ikke med nogen. Kun udsigten optog hende.
Nogle får adfærdsændringer efter blodpropper, fordi visse hjerneområder bliver ramt, fortsatte lægen dæmpet. Men jeg havde slet ikke ventet det i den grad hos hende.
Jeg tror, det er noget andet, svarede Mads, næsten uhørligt.
Mads, lød det i telefonen, kan du aflyse din forretningsrejse? Inger har det skidt. Jeg er bange for, at du ikke når det
Det var svært for Lise at sige det højt. Hun vidste, hvor meget hans mor betød. Og hun havde selv ondt af at se svigermor ligge der, næsten uden at røre sig.
Før plejede Inger at se ud ad vinduet, høre vestjyske viser på grammofonen, som de havde slæbt med fra landsbyen den var hendes fars, som havde været musiklærer.
Nu lå hun bare, gloede ubevægeligt ud i luften og sagde ingenting. Hun havde ikke rørt en bid mad i dagevis. Kun mælk, selvom hun altid sagde, at byens mælk ikke var som hjemme. Men nu drak hun det
Mads kom samme aften og satte sig ved hendes seng hele natten.
Du ved, hvad jeg ønsker mig. Du har lovet mig det.
Han nikkede. Det havde han. Dagen efter kørte de til landsbyen. Inger nægtede at se en læge.
Jeg vil ikke på hospitalet. Jeg vil hjem.
Det var marts, og vejene var overraskende farbare, så de kunne køre helt op til huset. Mads hjalp hende op i kørestolen og trillede hende ind i haven.
Rundt om dem smeltede den sidste sne, jorden dukkede frem under de første forårssolstråler. Træerne svajede i vinden og fuglene kvidrede.
Inger sad derude i timevis, og smilet bredte sig på hendes læber. Hun trak vejret dybt, så op i himlen og lod tårerne trille glædestårer.
Endelig hjemme. Hun så på sit gamle, skæve hus, mærkede solens varme og lyttede til lydene fra landet, mærkede forårssneens kulde
Om aftenen spiste hun lidt, sad ude, indtil det blev mørkt. Smilet forlod aldrig hendes ansigt. Om natten gik hun bort stadig med smilet. Hun var lykkelig.
Mads og Lise tog fri for at ordne alt det praktiske, få huset ryddet, beslutte hvad der nu skulle ske med det. Mads ville nu bare gerne blive her lidt endnu, mærke den friske landluft, som han ikke havde haft tid til i årevis.
Lige inden de skulle tilbage til byen, fik Lise det pludseligt underligt. Hun gik ud på badeværelset, og hun kastede op. Da hun kom tilbage til Mads, var hendes øjne store af overraskelse, og i hånden havde hun en graviditetstest. Hun havde ellers taget tester med i årevis altid for ingenting. Men nu var der to streger. To!
Det er din mor, Mads Det er Inger, der har hjulpet os sagde Lise med tårevædet stemme, stadig vantro.
Mads løftede blikket mod den klare blå himmel, nikkede og omfavnede sin kone. Ja, det her var hans mors gave. Den sidste og mest dyrebare.
