To årtier uden gaver til hende: et harmonisk samliv
Søren Kristensen havde aldrig givet sin kone en gave, selvom de havde levet tyve år sammen i et fredeligt ægteskab. Ikke fordi han var nærig, men det havde aldrig rigtig passet ind. Med Bodil gik det stærkt; en måned efter de havde mødt hinanden, stod de allerede foran alteret.
Selv under deres korte forlovelsestid var der ingen gaver. Søren besøgte hende i landsbyen, hvor hun boede, fløjtede under vinduet, og så kom hun løbende ud. De satte sig ofte på bænken ved stakittet, snakkede kun lidt, men blev siddende til midnat.
Deres første kys havde Søren stjålet på forlovelsesdagen. Derefter fulgte brylluppet, hverdagslivet og bekymringerne. Søren viste sig som en snu forretningsmand; hans svineavl tog fart. Bodil passede sin have, som fik nabokonerne til at sukke af misundelse. Så kom børnene, bleerne, kjoler med snører, børnesygdommene Gaver? Det skænkede de aldrig en tanke. Højtiderne blev fejret med god mad, men uden kræs. Sådan gik livet, uden den store ståhej, men fuld af arbejde og ro.
En dag tog Søren med naboen til torvemarkedet for at sælge kartofler og flæsk, netop før Kvindernes Internationale Kampdag. Han havde tømt sin kælder, sorteret kartoflerne, besluttet at sælge lidt ud. Flæsket skulle væk, før de slagtede endnu en gris. Så stod han på torvet. En vind med duft af forår, men med bid. Overraskende gik alt som smurt; flæsket var væk på ingen tid, kartoflerne solgt på et øjeblik. Ikke dårligt, tænkte Søren tilfreds. Bodil bliver glad.
Han lastede sækkene i naboens varevogn og gik for at købe ind Bodil havde givet ham en lille seddel. Af vane slog han vejen forbi kroen for at fejre den gode handel. Ikke fordi han ville drikke, men han mente, at det bragte uheld at lade være med at skåle. Efter sit glas vin gik han videre, let om hjertet, mens han kiggede ind ad butikkernes vinduer og på folkemylderet. Pludselig stødte han nærmest ind i et mærkværdigt øjeblik.
Foran en forretning stod et ungt par og betragtede en kjole på udstillingen. Pigen, spinkel og frisk som en forårsmorgen, udbrød:
Anne, kom nu, vi skal da ikke stå her hele dagen?
Se nu, Niels, den er da yndig! Den ville klæde mig perfekt.
Bah, det er jo bare lidt stof.
Din tosse! Det er den nyeste mode, retrostil! Køb den til mig til Mors Dag, ikke?
Anne, vi har jo ingen penge. Hvis jeg køber den, må vi leve af havregrød resten af måneden
Vi klarer os altid, min skat! Jeg ønsker mig den sådan. Vi har været gift et år, du har aldrig givet mig noget, ikke engang til jul!
Du driver mig til vanvid
Jeg elsker dig, min ven, hviskede hun, kyssede ham blidt og trak ham med ind i butikken.
Niels sendte Søren et skævt smil, som en fortrolig hilsen mellem mænd: Kvinder, ikke? Kort efter kom parret ud igen Anne klukkende af grin, mens hun krammede posen. Søren blev stående tankefuld ved vinduet. Kjolen var fin, enkel med blomster, præcis som dén Bodil bar, da de mødtes. En gammel følelse skyllede over ham: Savn, vel nærmest nostalgi efter ungdommen. Var det erindringen om dem selv? Eller en følelse af noget tabt? Pludselig ramte det ham: Jeg har aldrig givet Bodil noget. Havde for travlt. Synes det var overflødigt. Den unge fyr ville give alt for sin kone. For kærlighedens skyld. Og jeg elsker jeg egentlig Bodil? Før ægteskabet troede jeg det. Siden forsvandt det i hverdagens trummerum. Et liv, uden minder Ak ja, snusfornuft og slid!
Det, han havde set, stak ham. Han ville også føle sådan et øjeblik.
Beslutsomt gik han indenfor i forretningen. En ekspeditrice nærmede sig smilende:
Kan jeg hjælpe?
Ja, lille ven. Jeg vil gerne have kjolen fra vinduet.
Sikke et valg! Den er højeste mode, helt i silke og retro design. Din datter vil blive glad.
Nej, det er ikke til min datter, mumlede Søren. Det er til min kone.
Hvor er hun heldig, kvidrede ekspeditricen og pakkede kjolen ind.
Hvad koster den?
Da hun sagde prisen, blev Søren helt stakåndet. Det var en formue i hans øjne.
Hvorfor så dyrt?
Det er en anerkendt designer, forklarede hun tålmodigt.
Han vaklede. Men Annas lyse ansigt dukkede op i hans tanker, så han tog sig sammen.
Jeg tager den.
Han talte sedlerne og gik ud, helt rank af stolthed. På hjemvejen pralede naboen over dagens fortjeneste.
Hvordan gik det for dig?
Hvad mener du?
Fik du solgt godt?
Skal du nu også til at tælle andres penge? udbrød Søren pludselig irriteret.
Slap nu af, brummede naboen forvirret over Søren sære humør.
Da de kom hjem, var Bodil ikke hjemme fra stalden endnu. Søren fodrede grisene, gjorde rent, og passede de daglige pligter. Selvom han havde gjort godt, sad en uro i hans bryst. Hvorfor nu det? Han trak på skuldrene, satte sig med et glas vin, og snart et til det dulmede en smule.
Døren gik op. Bodil kom ind med sit sædvanlige lukkede ansigt.
Nå, du er hjemme? Hvordan gik markedet?
Godt. Her er pengene.
Bodil talte pengene.
Der mangler lidt. Solgte du dårligt?
Nej, jeg resten er i den pose.
Bodil trak kjolen op af posen, skeptisk.
Hvem er den til? Er det til Marie? Den er for stor. Du ødsler med vores penge
Den er til dig, sagde han forsigtigt. Til Mors Dag.
Et øjebliks stilhed.
Til mig? sagde hun måbende. Virkelig?
Ja, til dig! svarede han, lettet over at hun ikke skældte ud.
Bodil brød ud i gråd og løb ind på værelset. Ti minutter efter kom hun frem igen, øjnene røde.
Den passer ikke. Jeg er blevet større.
Ja, men jeg husker, du havde en kjole som den, dengang vi sad på bænken
Kære mand, sukkede hun med et vaklende smil. Det er tyve år siden. Ting ændrer sig.
Han så hende i øjnene.
Da jeg så blomsterne på kjolen, tænkte jeg: Hvad nu, hvis den fineste gave efter alle disse år ikke er selve kjolen, men at finde hinanden igen, som den allerførste dag?Bodil stod et øjeblik, kjolen i hånden. Så smilede hun, blidt og genert på én gang, som dengang han forlod bybænken for tyve år siden. Hun lagde kjolen varsomt over stolen og satte sig ved siden af ham, så tæt at deres skuldre rørte hinanden.
Måske passer kjolen ikke, sagde hun stille. Men du tænkte på mig. Det er den første gave, jeg nogensinde har fået. Den er mere værd, end du aner.
Søren så på hende virkelig så hende og det slog ham, hvor meget hun havde været ved hans side, trofast, igennem alt. Han rakte hånden ud og tog hendes. De sad der et stykke tid, hånd i hånd, uden at sige mere. Udenfor begyndte det at blive mørkt, foråret bankede på ruderne, og i stuen sad to gamle elskende, der måske for første gang i mange år fik øje på hinanden igen uden gavebånd, men med hjertet åbent.
Senere samme aften så Søren Bodil lægge kjolen op og hænge den i skabet. Og næste dag, mens hun arbejdede i haven, plukkede hun forårstulipaner. Søren gik ud, gled sin hånd i hendes og sagde, lidt klodset:
Skal vi sidde på bænken igen i aften? Ligesom dengang.
Hun smilede og nikkede, og sådan begyndte de på ny, uden store gaver, men med alt det, der virkelig talte.
