Du er ikke længere min datter. Hvem han er, hvor han kommer fra ingen ved. Jeg skammer mig over dig. Flyt ind i mormors gamle hus, og lev som en voksen. Lær at tage ansvar for dine handlinger.
Karen, har du hørt det? Vi har fået folk udefra på arbejde for at hjælpe os. Skal vi ikke tage i forsamlingshuset i aften? sagde glade Mette med et let grin, mens hun smed sig i lænestolen.
Mette, hvad tænker du på? Hvem skal så passe Vilfred? Skal jeg slæbe ham med? grinede Karen.
Måske kunne du spørge tante Lise? foreslog Mette forsigtigt.
Karen sukkede.
Glem det, hun har stadig ikke tilgivet, at jeg fik barn uden at være gift. Hun ville jo have mig gift med Thomas, men i stedet rejste jeg til København for at læse blev ikke optaget, men kom hjem gravid. Hun var sur på mig i et helt år, og det er kun to måneder siden, hun begyndte at tale til mig igen. Gå du bare med nogen andre. Måske finder du en sød fyr.
Mette trak på skuldrene.
Nå, så tager jeg Signe med. Men jeg lover at fortælle dig ALT i morgen.
Karen lagde Vilfred til at sove og gik ud på trappen. Musikken fra forsamlingshuset kunne lige høres ude fra hendes have. Hun trak et sjal om skuldrene og forestillede sig, hvordan alle dansede og morede sig. Mette havde sikkert iført sig sin leopardkjole igen. Karen smilede ved tanken; hun lignede altid en farverig larve i den kjole. Med en indadvendt længsel gik Karen ind og lagde sig til at sove.
Næste morgen, da solen stadig hang lavt, kom Mette farende. Som altid, når det endelig skulle være, var Karens mor også kommet på visit. Karen lagde en finger på læben, men det var for sent at stoppede Mette.
Du skulle have været der i går! Der var nogle virkelig søde fyre. En af dem fulgte mig endda hjem han hedder Frederik, skidesjov og god til at tale for sig. Jeg skal på date med ham i dag, udbrød Mette på én indånding.
Karens mor spurgte stramt:
Helt sikkert gift, ikke?
Mette trak ligegyldigt på skuldrene.
Aner det ikke. Kiggede ikke i hans papirer. Og hvis han er, så bliver det da bare et minde.
Ak, piger, hvad skal det da blive til? Den Thomas han var da ellers en god mand. Min egen datter har jo allerede mistet sin chance for lykken, men du kan da stadig nå det, Mette! Tante Lise begyndte at drømme sig væk.
Ej, tante Lise, seriøst? Hvem har brug for Thomas? Du får moren med oveni dét ville jeg aldrig overleve! lo Mette og henvendte sig til Karen:
Der var virkelig en charmerende fyr i går, altså Han stod bare med vennerne og gik hjem alene. Han inviterede ikke én eneste op at danse.
Så skete det pludselige: Tante Lise sagde tankefuldt:
Karen, du burde også tage i forsamlingshuset. Jeg skal nok tage mig af Vilfred. Måske møder du én en ordentlig én. Vilfred har brug for en far. Bare du ikke kaster dig over en gift mand. De kan lugte ensomheden på en kvinde. Forstået?
Karen nikkede målløst, nærmest svævende af glæde. Hun kunne ikke lade være, hun kastede sig i armene på sin mor. Hun brummede:
Jaja, skynd dig nu, smigerhoved!
I sin bedste kjole stod Karen sammen med veninderne og snakkede løs. Hvor hun dog havde savnet at more sig ubekymret.
Se, dér er han. Han er her igen, hviskede pigerne.
Karen så i hans retning, men hendes ben blev som gelé. Hun vendte sig hurtigt væk og sagde lavmælt til Mette:
Jeg går hjem nu. Vilfred mangler mig alligevel.
Mette så overrasket ud:
Karen, hvad har du gang i? Du har lige fået fri til at more dig for første gang og så går du hjem før du har nået at danse?
Men Karen var fast besluttet:
Jeg skrider. Frederik kommer vist over til dig, så du mangler ikke selskab, sagde hun og gik mod døren.
Men pludselig tog nogen hende blidt i hånden:
Må jeg få denne dans, frøken?
Karen forsøgte at slippe uden at se op:
Jeg danser ikke.
Men manden insisterede venligt.
Bare én dans. Vil du ikke forære mig den?
Hun vendte sig om hjertet sprang et slag over. Det var ham. Mødet, der engang havde ændret hendes liv, var igen blevet virkelighed, men han genkendte hende tydeligvis ikke. Noget ro faldt over hende, og hun smilede:
Ja, én dans. Jeg skal alligevel hurtigt hjem.
Han førte hende rundt i dansen.
Er det mon din mand, der venter derhjemme? spurgte han.
Karen rystede på hovedet:
Jeg er ikke gift.
Han blinkede, og hun genkendte det med et sæt i maven.
Så er der håb? spurgte han drillende.
Karen trak sig tilbage.
Glem det, sagde hun og løb ud i mørket.
Hun græd på vej hjem. Hun huskede ham resten af livet; nærmest forelsket ved første blik, men han havde ikke genkendt hende.
De havde først mødt hinanden i toget. Karen var trist på vej hjem efter eksamensskuffelsen, og han var på vej hjem til sine forældre. Han så straks at hun var knuget, og prøvede at pifte humøret op.
Jeg hedder Malthe. Min mor kalder mig Malte, min niece siger Malti. Vælg selv, fi ntede han.
Karen smilede.
Malti lyder hyggeligt.
Han rakte hånden ud:
Nu kender vi da næsten hinanden. Hvad hedder du, min skønne?
Hun slap et genert smil:
Karen.
Malthe nikkede teatralsk:
Præcis, jeg vidste det. Et smukt, kongeligt navn.
Snak fulgte snak, og til sidst fortalte hun, hun var dumpet i optagelsesprøven til universitetet, og at moderen ville minde hende om det i årevis.
Så prøv igen efter vinteren. Forbered dig ekstra! foreslog Malthe.
Hun lyste op:
Det havde jeg slet ikke tænkt på. Tak.
Han betragtede hende intenst.
Det var da så lidt. Er der nogen, der har fortalt dig, at du er ualmindeligt smuk?
Karen rødmede dybt.
Jeg er bare almindelig, men tak alligevel.
Malthe lænede sig tættere på.
Det er sandt, sagde han lavt, og kyssede hende pludselig. Karen blev helt svimmel. Hvad der skete der, var både forbudt og vidunderligt. Malthe stod af toget før hende.
Jeg finder dig en dag!
Men hun indså senere, at han aldrig havde fået hendes adresse. Siden opdagede hun, at hun ventede barn. Moderen havde kun kulde tilovers:
Du er ikke længere min datter. Hvem han er, hvor han kommer fra ingen ved. Jeg skammer mig. Rejs ud til mormors hus, tag ansvar for dig selv.
Karen fik arbejde på biblioteket frem til barslen. Mette hentede hende hjem fra hospitalet Karens mor så ikke sit barnebarn før han var fem måneder gammel. Hun brummede blot:
Ikke vores slags, men hun kom oftere, med legetøj til Vilfred.
Allerede hjemme? spurgte moderen. Der var vist heller ikke noget spændende derinde. Hvordan går det med Vilfred?
Han sover, svarer Karen. Da moren går, forsøger hun at sove selv, men vender sig gennem natten. Træt giver hun Vilfred morgenmad, men han er genstridig.
Hvis du ikke spiser grød, vokser du aldrig dig stor, som din far. Han var både stærk og smuk.
Mon du mener mig? Det varmer. Og det her må så være min søn? lød det pludselig fra døren.
Karen tabte skeen.
Dig? Hvordan, hvornår?
Malthe smilede.
Jeg sagde jo, jeg ville finde dig. Jeg vidste bare ikke, jeg var blevet far i mellemtiden. Jeg glemte helt at spørge om din adresse dengang. Men det var nok meningen, vi skulle mødes igen, sagde han og lavede grimasser til Vilfred.
Vilfred lo triumferende.
Næste morgen fandt Karens mor sin datter lykkelig og en fremmed mand, der løftede barnebarnet på skuldrene.
Er det ham? spurgte hun.
Ja, smilede Karen.
Moren rakte hånden frem:
Jeg hedder Lise Georgsdatter. Du får ikke fripas. Jeg holder nøje øje med, hvilken mand og far, du bliver.
Malthe trykkede hendes hånd og nikkede alvorligt.
Det har jeg forstået.
– Du er ikke længere min datter. Hvem er han, og hvor er han fra – ingen ved det. Jeg skammer mig over dig. Flyt ud i mormors gamle hus og lær at tage ansvar for dine egne valg.
– Olga, hørte du det? Der er kommet folk herud for at hjælpe vores. Skal vi ikke tage i forsamlingshuset i aften? – Maja slængede sig tilfreds i lænestolen.
– Maja, hvad mener du? Og hvad med Viktor – skal jeg bare tage ham med i barnevognen? – grinede Olga.
– Måske kan vi spørge tante Lise? – spurgte Maja forsigtigt.
Olga sukkede håbløst.
– Glem det. Hun har ikke tilgivet mig for Viktors fødsel endnu. Hun ville jo have giftet mig bort til Anders, men jeg tog jo til København for at læse. Nu kom jeg bare hjem – uden eksamen, men gravid. Hun var sur på mig et helt år. Først for to måneder siden har hun talt med mig igen. Tag du bare af sted, måske er du heldig og møder en.
Maja sukkede.
– Okay, så tager jeg Pernille med. Jeg lover at fortælle dig alt i morgen.
Senere puttede Olga sin søn og gik ud på verandaen. Musikken fra forsamlingshuset kunne lige nøjagtigt høres. Hun svøbte sig i sjalet og forestillede sig, hvordan alle dansede og morede sig. Maja havde garanteret taget sin “tigerkjole” på igen. Olga smilede ved tanken – i den lignede hun mest af alt en tigreret larve. Hun sukkede og gik i seng.
Tidligt næste morgen stod Maja pludselig i døren – og selvfølgelig var Olgas mor også netop kommet forbi. Olga bragte en finger til læberne, men det stoppede ikke Maja.
– Du skulle have været med i går! Der var nogle skønne fyre. Én hedder Frederik, han fulgte mig hjem, og jeg har allerede fået en aftale med ham! – Boblede Maja.
Olgas mor spurgte skeptisk:
– Er han gift, måske?
Maja trak på skuldrene.
– Aner det ikke. Jeg tjekkede ikke hans papirer. Men hvis han er, bliver det da en god historie at fortælle.
– Ak, piger, hvad har I gang i? Hvad er der i vejen med Anders? Olga har forpasset sin chance, men du, Maja, du kunne stadig lægge ham ned – Tante Lise blev næsten ivrig.
– Åh, tante Lise! Hvem gider sådan én – og så med hans mor oveni. Det ville være min undergang! – udbrød Maja.
Hun vendte sig mod Olga:
– Men ham fyren fra i går, Olga! Sikke en mand. Alle pigerne var helt forelskede. Han stod bare med sine venner, og så gik han alene. Han dansede ikke engang med nogen.
Så skete det utrolige. Tante Lise sagde tænksomt:
– Du burde også tage med i klubben, Olga. Jeg skal nok passe Viktor. Måske møder du en ordentlig og pålidelig mand. Men hold dig fra de gifte! De kan lugte en singlekvinde på lang afstand. Forstået?
Olga nikkede, lykkelig, og kunne ikke lade være at kysse sin mor. Hun gryntede:
– Gå nu bare, din snyder.
I sin pænest kjole stod Olga sammen med veninderne og snakkede glad. Hvor hun dog havde savnet at have det sjovt.
– Se, der er han igen! – hviskede pigerne.
Olga kiggede nysgerrigt over og følte benene ryste. Hun vendte sig hurtigt og sagde til Maja:
– Jeg tager altså hjem. Viktor savner mig nok.
Maja så forundret ud.
– Hvad laver du, Olga? Første aften du er ude, og så går du uden at dansen én eneste gang!
Men Olga svarede bestemt:
– Jeg går. Og din Frederik er på vej over til dig – du keder dig ikke uden mig, – og så gik hun mod udgangen.
Ved døren blev hun stoppet af en mand, der tog hendes hånd:
– Vil du danse, unge dame?
Olga forsøgte at trække hånden til sig uden at se på ham:
– Jeg danser ikke.
Men han gav ikke op.
– Giv mig én dans, vær så sød.
Hun vendte sig mod ham – og hjertet sprang et slag over. Det var ham, den fyr, mødet med hvem havde ændret hendes liv. Men det så ikke ud til, at han kunne kende hende. Lettelsen bredte sig, og hun smilede:
– Okay. Bare én dans. Jeg har travlt.
Han snurrede hende rundt i dansen.
– Du har vel en mand, der venter på dig hjemme? spurgte han drillende.
Olga sagde tørt:
– Jeg er ikke gift.
Han blinkede til hende, og hendes hjerte sprang igen et slag over.
– Betyder det, at jeg har en chance? – spurgte han frækt.
Olga trak sig væk og svarede:
– Glem det, – og hun løb ud af klubben.
På vejen hjem græd hun. Hun havde aldrig glemt ham – hun havde elsket ham fra første øjeblik, og nu kunne han ikke genkende hende.
De havde mødt hinanden tilfældigt i toget, da hun var på vej hjem efter at være dumpet til eksamen. Han havde været på vej til sine forældre. Da han bemærkede, at Olga var trist, prøvede han at opmuntre hende.
– Jeg hedder Martin. Min mor kalder mig Mart, min niece kalder mig Magnus. Hvad foretrækker du?
Olga smilede.
– Magnus er sjovere.
Han rakte hende hånden:
– Nu er vi næsten præsenteret. Og hvad hedder du, smukke?
Hun smilede:
– Olga.
Martin nikkede seriøst:
– Det vidste jeg næsten. Et rigtigt dronningenavn.
Snak blev til snak, og efterhånden fortalte hun, at hun var dumpet til universitetseksamen, og hendes mor aldrig ville tilgive hende.
– Så forbered dig til vinter og prøv igen, lød hans råd.
Olga lyste op:
– Det havde jeg ikke tænkt på! Tak.
Han så på hende:
– Ingen årsag. Er der aldrig nogen, der har sagt, at du er meget smuk?
Olga rødmede.
– Jeg er ganske almindelig, men tak alligevel.
Martin rykkede tættere på.
– Det er sandt! – og pludselig kyssede han hende. Olgas hoved snurrede. Resten af turen var både pinligt og sødt. Martin stod af før hende.
– Jeg skal nok finde dig.
Men bagefter indså Olga med tristhed, at han ikke engang havde spurgt om hendes adresse.
Senere opdagede hun, at hun var gravid. Og moderen havde sagt iskoldt:
– Du er ikke længere min datter. Hvem han er, og hvor han kommer fra, ved vi ikke. Jeg skammer mig over dig. Flyt ud i mormors hus og prøv at blive voksen. Tag ansvar for dine valg.
Olga fik job på biblioteket før fødslen og blev der til barsel. Veninden Maja tog imod hende, da hun blev udskrevet. Moren kom ikke. Først da Viktor var fem måneder, dukkede bedstemoren op.
– Han er ikke et af vores, – sagde hun kritisk.
Men hun begyndte at komme oftere med legetøj.
– Så tidligt hjemme? – spurgte moren. – Var der ikke noget spændende? Hvordan har Viktor det?
– Han sover. Nu hvor du er her, så tager jeg hjem.
Olga lukkede døren og prøvede at sove. Først sent kunne hun falde hen. Træt fodrede hun sin søn næste morgen. Viktor ville ikke spise.
– Hvis du ikke vil have grød, bliver du jo ikke stor som din far. Og han er stærk og flot!
– Taler du om mig? Det glæder mig. Og det her må vel så være min søn? – lød en stemme fra døren.
Olga tabte skeen.
– Dig? Hvordan fandt du mig? – Martin smilede.
– Jeg sagde jo, jeg ville finde dig. Jeg vidste bare ikke, at jeg var blevet far i mellemtiden. Jeg glemte helt at spørge, hvor du boede, men skæbnen ville, at vi skulle være sammen, – sagde han og lavede sjov med Viktor.
Drengen grinede af fryd.
Næste morgen fandt Olgas mor sit barn lykkelig – og en fremmed, der bar Viktor rundt på skuldrene.
– Er det ham? – spurgte hun.
– Ja, – svarede Olga lykkeligt.
Moren gik hen til Martin og rakte hånden frem:
– Jeg hedder Lise. Og jeg holder øje med, hvilken slags mand og far, du bliver.
Martin trykkede hendes hånd alvorligt og nikkede.
– Forstået.
