Mor kom ikke. Alle børnene var allerede hentet af deres forældre, kun én var tilbage: lille Aslaug. Hun sad næsten usynligt i hjørnet og kørte stille og drømmende en legetøjsbil hen over gulvtæppet. Ude i gangen fik pædagogen, Fru Birthe Andersen, urolige øjne, vendte og drejede et gammelt armbåndsur. En mærkelig tung luft fyldte børnehavens stuer, som om nogen havde sneget nattens mørke ind under døren.
Aslaug sukkede tungt, kastede et blik mod vinduets mørke silhuet og derefter mod døren, hvor lyset så lidt hvidt og tåget ud, næsten som vinterregn i København.
Fru Birthe jeg så en stor hund ude ved hækken i dag, sagde Aslaug lavt, Den er måske stadig derude. Måske tør min mor ikke gå ind. Skal vi ikke gå ud og jage den væk?
Der findes ingen hund, svarede Fru Birthe træt. Nu skal du ikke finde på noget. Jeg prøver at ringe til din mor igen.
Hun tog sin telefon og trykkede på skærmen. Stilheden i stuen føltes som gammelt, vådt græs mellem tæerne. Ingen tog telefonen. Fru Birthe skævede endnu en gang til uret, og hendes tanker blev stive som frosne søer.
Noget var galt. Sådan plejer det ikke at være. Aslaug havde aldrig haft en far, og moren var pligtopfyldende, med små nerver af omsorg og kærlighed. Havde hun end været forsinket, ville hun have ringet uden tvivl.
Kom, Aslaug. Lad os tage jakken på. Så går vi hjem til mig.
Men Min mor? Aslaug kneb øjnene sammen, stemmen sitrede. Hvis hun kommer, og vi ikke er her?
Vi skriver en seddel til hende, smilede Fru Birthe blidt. Hun læser den og finder os. Jeg skriver min adresse, mit nummer, alt. Og klokken er meget, så nu går vi. Min kat venter hjemme på mig, den er sulten.
Har du en kat? En rigtig kat? Aslaug lyste op, Må jeg lege med den?
Selvfølgelig, kom nu, lille skat.
Fru Birthe Andersens lejlighed var varm som et tæppe, man går ind i. Duften af nybagt brunsviger hang under loftet og dansede med lyset. Kæmpestor, tyk og orange lå katten Måns og lod sig klappe, blinkede søvnigt, mens Aslaug nussede den bag øret. Efter te med sukkerdrømme faldt barnet hen i søvn, hvor hun gled ind under bølgende bølger af blå puder.
Birthe lagde forsigtigt Aslaug under dynen og gik med sin telefon ud i køkkenet, hvor tiden var begyndt at smelte. Hun talte længe med politiet og hospitalet, gennem telefonsnore der snoede sig som sære, sovende slanger. Til sidst fik hun at vide, at en ung kvinde var indlagt efter et færdselsuheld, bevidstløs, men i live.
Når hun vågner, kan du sige, at med hendes barn er alt godt. Hun bliver hos mig nogle dage. Vi kommer og besøger hende. Hun skal ikke være urolig.
Efter samtalen vendte Fru Birthe tilbage. Aslaug sad oppe, så lille og gennemsigtig, med spidsen af dynen mellem hænderne. Tårerne løb som regndråber ned ad hendes kinder, og hun så ud, som om hendes lille hjerte forlod kroppen som en sky.
Hvor er min mor? hulkede Aslaug, Jeg vil hjem til min mor. Mit værelse venter, det græder, mine bamser venter, og min mor græder også. Kan vi ikke gå hjem? Jeg vil hjem.
Aslaug, min lille mus, Fru Birthe knælede ned og trak hende ind i favnen, Moren din har travlt. Hun passer på folk. Men hun elsker dig! Her er rart, jeg har dig, Måns har dig, vi skal nok passe på hinanden.
Men Aslaug rystede nej med hovedet, Hun venter, hun kan ikke undvære mig. Så så hun op, rynkede næsen og spurgte, Min mor hun er vel ikke fløjet op til himlen?
Nej, nej, det lover jeg, min pige, hviskede Birthe.
Min far fløj op til himlen for længe siden, mumlede Aslaug, Og mormor også. De kigger ned på mig. Bliver glade, når jeg er glad. Men hvis nu mor også flyver derop?
Birthe klemte hende tæt ind til sig. Aslaug begravede næsetippen i Birthes sweater og trak vejret dybt.
Din mor er stærk, lille Aslaug, hviskede Birthe. Hun kommer tilbage. I morgen besøger vi hende. Hun ligger ikke på arbejde kun på hospitalet. Hun er syg, men vi hjælper hende.
Ligesom dengang jeg havde ondt i halsen? Aslaug kiggede forskende.
Præcis. Og også armen, lidt. Men hun skal nok blive frisk. Og så tager hun dig med hjem.
Hun skal have varm mælk med honning, det hjælper, nikkede Aslaug, Kan vi tage det med?
Ja, det lover jeg. Sov nu. Jeg fortæller dig et eventyr.
Fru Birthe, hvorfor bor du alene? kom det pludselig.
Birthe blev overrasket, satte sig på sengekanten og mærkede tårene snige sig op i øjnene.
Jeg havde en gang en søn og en mand. De tog til sommerhus en dag. Jeg blev hjemme og ville gøre rent. Så så skete noget trist på landevejen. Nu har jeg kun Måns. Hvis jeg havde været der, havde vi bare været sammen, alle sammen.
Er de også fløjet op til himlen?
Ja, svarede Birthe med stemme som nattevind.
Du må ikke græde, Aslaug klappede hende på hånden, Mor siger, at når man er glad, smiler de til én oppefra. Men når man græder, bliver de kede af det. Skal vi ikke forsøge at grine lidt i stedet?
Birthe tørrede øjnene, smilte for første gang denne aften.
Sov nu, min pige. I morgen venter din mor og brunsviger. Må jeg bede dig om at bo lidt hos mig? Både jeg og Måns bliver glade.
Det vil jeg gerne! Aslaug nikkede Jeg kan hjælpe, jeg kan vaske kopper! Må jeg kalde dig Bedste? Bare når vi er hjemme hos dig?
Selvfølgelig, min lille Aslaug. Sov.
Birthe satte sig ved vinduet, så ud over byens skæve teglstenstage og lod minderne falde som sne over skuldrene. Aslaug sov trygt i sengen bag hende, og natten gled forbi som en lang, blå cykel gennem Østerbros gader.
Årene gik.
En morgen åbnede Aslaug øjnene, strakte sig og sprang ud af sengen. Duften af frisk brunsviger snoede sig igennem lejligheden, som en varm arm i barndommens land. Hun stak hovedet ind i køkkenet.
Bedste, hvorfor er du oppe så tidligt? grinede Aslaug og kyssede Birthe på kinden.
Jeg kunne ikke sove. Jeg tænkte, I skulle have brunsviger, når I vågner, du og din mor. Det gør mig glad at glæde jer. Sæt dig, jeg skænker et glas mælk til dig. Sove kan jeg gøre i himlen, når tiden er inde.
Af Lise Friis.
