Ferien uden dagsorden
Emhætten summede stille i køkkenet, og Anders læste for tredje gang beskeden i familiens WhatsApp-gruppe.
Hvordan går det hos jer, er I klar? Vi drukner i salater, som altid, skrev Karoline, hans kones kusine, og satte en emoji med svedende smil bagpå.
Han lagde mobilen ved siden af skærebrættet, hvor en ensom gulerod lå tilbage. Han havde ikke tænkt sig at skrælle flere.
Er det tid til salat-rapporter igen? spurgte Nana, idet hun stak hovedet ind i køkkenet med en tøjklemme i munden. Hun havde hængt vasket køkkenhåndklæder på radiatoren for at de kunne være helt tørre til nytårsdag.
Anders nikkede og pegede på skærmen:
De har allerede lavet tre salatfade og fyldt en ovnbagt gedde. Billedbeviser medfølger.
Nana tog klemmen ud, kastede et blik og smilede skævt:
Ja, folk har deres egne fornøjelser.
Hun talte roligt, men Anders fornemmede anspændthed i hendes stemme. Det var ikke så underligt. 28. december, klokken syv om aftenen, og på deres bord manglede de sædvanlige bunker med madplaner, indkøbslister og tidsplaner for, hvornår og hvem der skulle hentes.
Sidste år, på denne tid, strøg de rundt med indkøbsvognen i Føtex, diskuterede om der skulle købes én roulade mere, og skændtes over, at Anders havde glemt at bestille taxa til sin tante. Året før flød dagene sammen til en lang række af køer, skåltaler og opvask helt til to om natten. Hver gang sagde Nana, at næste år skulle det gøres anderledes og så endte det som altid.
I år havde de taget snakken en kold decemberdag i bilen på parkeringspladsen for deres lejlighed. Anders huskede hvordan de sad der i den frostkolde kabine, mens hunden, træt efter en tur til sommerhuset, snorkede svagt på bagsædet.
Jeg kan ikke mere, sagde Nana med panden mod rattet. Jeg orker ikke at fejre nytår på køkkengulvet igen.
Anders stirrede på de matte julelys fra opgangen og mærkede, at han også var træt. Træt af pligtopkald, gæster der bare kigger forbi og bliver til morgen, og af at det altid var ham og Nana der skulle lave rammerne for andres fest.
Skal vi lade være i år? sagde han. Ingen maraton.
Først diskuterede de forsigtigt: måske færre gæster, måske bestille noget af maden. Så sagde Nana pludseligt, næsten med dårlig samvittighed:
Hvad nu hvis vi bare dropper alle undtagen Laura? Og mine forældre én dag, ikke mere.
Han blev forbavset, mest over hendes skyldfølelse.
Eller ingen overhovedet, foreslog han. Vi kan aflevere gaver til dine forældre den 31. til frokost, og så tager vi bare hjem og fejrer det os tre.
Nana tav længe, så nikkede hun. Dengang føltes det som en leg.
Nu, tre dage før nytår, var legen blevet virkelighed.
Mor, far, lød Lauras stemme fra gangen. Kan ikke finde mine støvler!
Kig under skænken, svarede Anders. Du smed dem der i går.
Laura kom ind i køkkenet i uldstrømper og med mobilen i hånden.
Fandt dem. Hun smilede. Kommer der virkelig ingen på nytår? Jeg har sagt til min veninde, at jeg ikke kan tage til fest, fordi vi skal holde familieaften.
Vi holder familieaften, sagde Nana. Bare roligt, uden invasion.
Så bliver jeg kun med jer to? Laura kneb øjnene sammen. Skal jeg tvinges til at se Nytår med DR?
Det slipper du for, lo Anders. Vores program hedder absolut ingenting.
Laura fnøs, tog jakken på og viklede halstørklædet om sig:
Ved mormor og morfar godt, at I dropper alt?
De ved det, sukkede Nana. De synes det er sært, men de klarer det.
Hvad med tante Karen? blev Laura ved.
Hun skriver stadig om sin gedde, mumlede Anders dystert.
Laura grinede, vinkede og smækkede døren. Hunden, som havde ligget på tæppet, løftede hovedet, sukkede og lagde sig igen.
Nu gør vi det for alvor, konstaterede Anders og gik tilbage til guleroden.
Nana svarede ikke med det samme. Hun trak gardinet fra og kiggede ud over gården, hvor farverige lyskæder allerede pyntede, og børn gled ned ad snebjerge, mens de voksne trampede utålmodigt i deres vinterstøvler.
Nu gør vi det virkelig, hviskede hun. Jeg er faktisk lidt nervøs.
Nytårsmorgen begyndte uden vækkeur. Anders vågnede af sig selv og undrede sig først over stilheden. I de forrige år var der allerede larm fra gryde og telefoner med spørgsmål om tidspunkter.
Nu var køkkenet stille, kun urene tikkede. Lauras rum var mørkt, døren lukket. Nana sov med næsen begravet i dynen.
Anders strakte sig, tjekkede mobilen. Et par arbejdsmails, intet presserende. Kollegaerne havde i går ønsket hinanden at slappe nogenlunde af, selvom de alle planlagde at arbejde til allersidste dag.
Han tog morgenkåben på og gik i køkkenet, bryggede kaffe, ristede brød og skar ost. I går havde Nana skrevet en seddel: Menu: kartoffelsalat, marineret sild, noget enkelt til hovedret. Punktum. Sedlen hang på køleskabet under en magnet med Skagen-motiv.
Anders kogte æg, skar pølse og agurk det tog mindre tid end den normale indkøbsliste.
Da salaten var i den store skål, slog det ham: Skålen så tom ud. Tidligere år havde de brugt fadene fra Ikea så der er nok til alle. Nu betød alle bare dem tre.
Han greb næsten automatisk efter en ekstra pakke pølse, men stoppede.
Nej, sagde han, det er nok.
Nok til hvem? Nana kom ind, stadig med morgenhår og i kåbe.
Til os. Jeg har ikke lavet salat til et regiment.
Hun kiggede ned i skålen og rynkede brynene:
Der er ikke meget.
Vi er tre, mindede han hende om.
Tja hun rørte i skålen og så ud som om hun tjekkede dybden. Hvad hvis nogen bare kigger forbi?
Vi har aftalt, at ingen kommer.
Hun trak på skuldrene og hældte kaffe op.
Jeg er sikker på, min mor ringer og insisterer på at komme forbi. Og jeg kan ikke sige nej.
Så siger du, vi kommer i morgen. Ligesom aftalt.
Nana sukkede og tog en slurk.
Okay. Vi prøver.
Om eftermiddagen kørte de afsted, gaver og tærte i bagagerummet. Turen til forældrene tog tre kvarter, Anders jokede om trafikken, Laura viste memes om nytårskaos.
Hos forældrene faldt Nana straks ind på køkkenholdet, trods sine løfter om at lade være. Anders og svigerfaren skålede med snaps, talte om politik og benzinpriser. Nanas mor brokkede sig over, at alting er blevet forandret og kiggede på uret, når Nana mindede om afgang.
I vil bare sidde hjemme, jer tre? spurgte hun, da de tog overtøj på. Hvad med Karen og børnene?
Karen holder selv i år, sagde Nana og bandt tørklædet. Vi gør det anderledes.
Anderledes, javist, mumlede hendes mor. Tidligere samledes vi alle, det var hyggeligt.
Skyldfølelsen voksede i Nana, hun var lige ved at sige Okay, kom forbi i aften, men Anders lagde armen om hendes skulder.
Vi kommer igen i morgen, sagde han. Så kan vi hygge os. I aften vil vi bare hjemme.
Svigermor så på dem begge, sukkede.
Bare I ikke føler, vi svigter hinanden.
På vej hjem sagde Nana ikke noget. Laura fniste over venindernes chatdebatter om: bedst hjemme eller på klub?. Den ene skrev, familien var hellig, en anden, man skulle feste igennem. Hvad synes I?
Jeg synes det hellige er, ikke at falde i salaten af udmattelse, mumlede Nana.
Jeg synes du kan gøre hvad du vil næste år, supplerede Anders. Vi overlever.
Laura fnøs:
Vi får se. I år holder jeg med jer, så må vi tage det op næste gang.
Klokken otte var lejligheden både stille og usædvanligt rummelig. Tre tallerkener på bordet, kartoffelsalat i en lille skål, marineret sild, ovnkylling og en flaske cava. Lyskæden i vinduet blinkede subtilt, slet ikke som hos forældrene, hvor hele familien normalt samledes.
Det føles tomt, sagde Nana og rettede servietterne.
Det føles bare roligt, svarede Anders. Vi er vant til larmen.
Laura kom ud i jeans og sweater, uden den festkjole Nana ellers købte hvert år.
Har vi dresscode? snurrede hun rundt. Plejer I at tvinge mig i festtøj!
Dresscode er: Tag det, du vil, sagde Anders.
I er for afslappede, grinede Laura.
De satte sig. Fjernsynet kørte uden de sædvanlige tv-shows. Anders fandt en gammel film, som han og Nana elskede fra deres studietid.
Skal vi ikke droppe alt det der larm, foreslog han. Det er rart med noget roligt.
Men klokkeslaget? spurgte Laura.
Det beholder vi, sagde Nana. Så radikale er vi ikke.
De spiste og fortalte. Laura kom ind på en underviser, der havde sat dem til at tænke på fremtiden i ferien, og nu diskuterede de, hvad det egentlig betød. Nana bemærkede, at hun ikke hele tiden rejste sig for at ordne eller varme mad. Anders nød, han ikke skulle skubbe for hver ekstra gæst.
Klokken ni ringede Karen.
Hvordan går det hos jer? spurgte hun. Her flyder hele huset, børnene løber rundt, salaten kan ikke være i køleskabet. I mangler altså!
Med telefonen til øret så Nana på det lille bord, Laura viste sin far en sjov video, og Nana mærkede uro snige sig ind.
Vi har det også godt, sagde hun. Vi prøver noget nyt.
Hm, har forstået det, Karens stemme lød let fornærmet. Godt nytår til jer.
Efter opkaldet satte Nana sig igen, men samtalen flød ikke lige så let. De ord I mangler blev hængende.
Er du okay? spurgte Anders, da Laura gik i køkkenet efter juice.
Ja, hun svarede for hurtigt. Det føles bare mærkeligt.
Klokken halv elleve vibrerede telefonen igen: nye billeder i familiechatten festborde, børn i glimmer, tekster som Vi savner jer, Det er ikke det samme uden jer. Nogen sendte et gammelt billede af Anders og Nana bag ved de andre, trætte men smilende.
Nana stirrede på billedet og følte sig pludselig helt forkert.
Det er min skyld, udbrød hun. De har det sjovt, og vi sidder her, tre mennesker som om ingen ville have os med.
Vi er sammen, sagde Anders roligt.
Det føles anderledes, hun rejste sig brat. Se hvor sjovt de har det! Vi burde tage af sted alligevel. Der er tid nok.
Mor, Laura kom ind med juicen og stoppede op. Hvad sker der?
Ingenting, hviskede Nana, stemmen knækkede. Bare sludder.
Hun greb telefonen, begyndte på en besked Vi kommer alligevel, håber det er okay. Fingrene rystede.
Anders så på hende, vidste de kunne falde tilbage til gamle mønstre. I morgen ville de vågne udmattede, igen havde de fejret for andres skyld.
Nana, han rejste sig og lagde hånden roligt om hendes håndled. Stop lige et øjeblik.
Slip nu, bad hun uden at se op. Måske venter de.
De venter hver år, sagde han. Men hvad venter vi på?
Laura stod stille, stadig med juicet etui presset til brystet, øjnene blev først forvirrede, så beslutsomme.
Mor, sagde hun og trådte nærmere. Jeg er faktisk glad for at vi er hjemme. Sagde det ikke før for ikke at gøre mormor ked af det, men de lange familiemiddage er også hårde for mig. Hvert år sidder jeg ved det store bord og venter på at slippe fri.
Nana så spørgende op.
Alvorligt? spurgte hun.
Ja, Laura nikkede. Jeg elsker jer, og mormor og alle, men når det bliver pligt, bliver jeg urolig. I dag er det bare rart.
Nana lagde telefonen fra sig. Halvfærdig besked blinkede på skærmen.
Jeg er bare bange for, at vi bliver sådan nogle isolerede, sagde hun. At ingen vil have os med fremover.
Vi bliver ikke fremmede, sagde Anders. Vi behøver ikke altid være med. Nogle gange må man bare være hjemme.
Han talte roligt, men følte også frygten. Frygten for ikke at passe ind. Men han havde accepteret det.
Skal vi sige, foreslog han, at i dag bliver vi her, og hvis vi har lyst i morgen, tager vi af sted? Ikke fordi vi skal, men fordi vi har lyst.
Laura nikkede.
Og fremover bestemmer vi selv, tilføjede hun. Ikke bare fordi det plejer vi.
Nana strøg hånden over ansigtet, trak vejret dybt.
Godt, sagde hun. I dag bliver vi.
Hun slettede beskeden, lagde telefonen omvendt.
Men jeg har stadig dårlig samvittighed, indrømmede hun. Som om vi svigter nogen.
Det går over, sagde Anders. Vi har gjort det anderledes i så mange år.
Må jeg komme med en skør idé? brød Laura ind. Måske har I båret alle men måske har alle også båret jer. I havde ret til at sige stop for mange år siden.
Nana lo gennem tårer:
Tak, kloge-Åge.
Selv tak, sagde Laura alvorligt.
De satte sig. Tiden nærmede sig midnat. På tv skiftede koncertbilleder ingen fulgte med.
Skal vi spille noget? spurgte Anders. Så vi ikke bare stirrer på uret.
Kortspil? foreslog Laura.
Kortspil bliver det.
De diskuterede regler, grinede, da Laura snød. Nana bemærkede, hun grinede ægte, ikke som ved det store familiemiddagbord, hvor der altid måtte holdes stemningen oppe.
Klokken tolv skruede de op for uret, skålede og ønskede hinanden helbred og hvile. Ordet lød særlig godt.
Jeg ønsker jer hvile til næste år, sagde Laura og løftede juicen. Og mig selv.
Enig, sagde Anders.
Det prøver vi, tilføjede Nana.
Feriedagene gik langsomt. De sov til ti, nogle gange elleve. Anders læste endelig sin halve roman i joggingtøj på sofaen. Nana sortere gamle billeder på computeren, bare fordi hun havde lyst.
Laura mødtes med venner, eller blev hjemme og så serier og tegnede. Indimellem gik de tre sammen til parken, hvor børn skøjtede og voksne mødtes over takeaway-kaffe.
En dag følte Anders sig rastløs. Ikke som på arbejdet, mere tom. For stille, for færre opgaver.
Han kiggede ud over gården, hvor unge affyrede nytårskrudt i dagslys, og mærkede uro. Som om han spildte tiden.
Nana, kaldte han. Skal vi ikke tage i shoppingcentret? Eller i biografen? Vi sidder bare her
Nana kiggede op:
Jeg har ikke lyst til centeret, der er alt for mange. Film måske, men ikke i dag. Jeg nyder faktisk, det bare er roligt.
Bare roligt gentog han. Hvis vi nu ikke laver noget fornuftigt hele ferien?
Hvad er fornuftigt for dig? spurgte hun.
Tjaa, han kradsede sig i nakken. Rydde op på altanen. Besøge min familie. Ordne dit badeværelse.
Badeværelsesrenovering i juleferien er ekstreme sager, grinede hun. Din familie besøger vi, det er ikke folk jeg er imod bare det konstante jag jeg ikke kan holde ud.
Anders mærkede irritation.
Jeg kan ikke bare ligge og slappe af, sagde han. Får dårlig samvittighed.
Du slider hårdt hele året, sagde hun venligt. Måske har du fortjent en uge uden effektivitet.
Nemere sagt end gjort, mumlede han og gik i køkkenet.
Her begyndte han at sortere plastikposer, lagde dem efter størrelse. Efter fem minutter blev han selv flov og grinede men uroen blev.
Senere scrollede han Instagram: fotos fra ski, udlandet, wellness. Under hver Vi holder ferie aktivt!, Ikke bare sofaen.
Anders blev irriteret. På dem, på sig selv og ønsket om at følge med.
Du virker sur, sagde Laura og gloede over skulderen.
Se, viste han hende. Folk lever, mens vi
Og vi? afbrød hun. Vi lever også. Bare på vores måde.
Hun tænkte sig om, tilføjede:
Skal jeg lære dig ikke altid at sammenligne dig med alle andre?
Anders smilede:
Du taler som en gammel klog mand.
I lærer jo os ting jeg ved nu, at kaffe efter seks betyder søvnløshed.
Hun tog mobilen og scrollede hurtigt.
Se, hun pegede. Han i bjergene er sikkert træt efter turen. Hun i saunaen har det varmt. Men du sidder her i varme, bløde bukser det er da også noget!
Lyder som et sejrsmål, grinede han.
For jer er det faktisk det, sagde hun alvorligt. I skal jo lære at slappe af.
Han måtte give hende ret.
Næste dag kom et lille skænderi. Anders sad med tv-serie hele dagen, Nana ordnede småting, hun havde samlet i måneder. Til sidst brast det.
Du sidder med skærm hele tiden, sagde hun. Dine øjne bliver firkantede.
Du render rundt konstant, svarede han. Er det mere produktivt?
Jeg gør da noget.
Jeg gør også noget. Slapper af.
Det er ikke hvile, udbrød hun. Det er flugt.
Han satte på pause og vendte sig:
Er din orden ikke også flugt? spurgte han. Du kan ikke bare sidde stille, må straks forbedre.
De stirrede på hinanden, begge så sig selv genspejlet i den anden.
Lad os aftale, sagde Nana, at du får lov at se serier halvdelen af dagen, jeg rydder ikke op. Og begge må ikke klage.
Fint, nikkede han. Og vi laver noget fælles hver dag uanset hvad.
Tur i parken! foreslog hun. Eller film sammen.
Eller brætspil, indskød Laura fra gangen. Hun havde hørt det meste. Jeg stemmer for brætspil.
Så fik de deres første ferie-regel. Den brød ikke de gamle vaner helt, men skabte frihed. Anders så serier uden skyld, Nana kunne ligge og se med uden at tænke hvad nu burde jeg.
Efter et par dage besøgte de Anders forældre. Der var liv i huset, men også mere ro. Forældrene var blevet ældre, gæsterne kom sjældnere. Et par timers hygge, tærte, snak om vejr og helbred.
I plejer da at have travlt, spurgte Anders far, mens han hældte te op. Alt planlagt minut for minut.
Vi har givet os plads, smilede Anders.
Klart, bakkede moren op. Lad vær at trække hele læsset. Slap af.
Anders blev overrasket. Han havde forventet kritik, men fik støtte. I bilen på hjemvejen delte han sin overraskelse med Nana.
Se, sagde han, ikke alle synes, vi forråder traditionerne.
Måske er det bare mig selv, indrømmede hun. Det er svært at bryde ud.
Man behøver ikke tage springet på én gang det kan ske et skridt ad gangen.
Hun nikkede.
Resten af ferien tog de det uge for uge. En dag hjemme, bøger og mad. En dag tog de til byen, gik i gågaderne under vinterlys og fandt et lille caféhjørne ingen der ventede eller skulle følges hjem.
Ved du hvad, sagde Nana, mens de sad med varm chokolade ved vinduet. Jeg kan lide, der ikke er planer. Når jeg vågner, tænker jeg ikke hvad skal jeg nå?, men hvad vil jeg gerne?
Og hvad vil du gerne? spurgte Anders.
I dag? hun smilte. Bare gå ved din side.
Han smilede tilbage.
Jeg vil ikke skælde mig selv ud for ikke at lave noget stort.
Det er svært, sagde hun.
Men det kan øves.
De kiggede ud på folk. Nogen med indkøbsposer, nogen med mobil foran juletræet, nogen trak et træt barn. Hver med sin måde at holde fest.
Sidste feriedag var klar og kold. Laura tog til veninden, lovede at komme hjem senere. Lejligheden var stille.
Skal vi i parken? foreslog Anders. Bare dig og mig.
Gerne, svarede Nana.
De gik ud. Sneen knitrede, luften var skarp. I parken skøjtede folk, nogle skubbede barnevogn.
De gik i stilhed, ikke påtrængende. Nana tænkte på, hvordan hverdagen igen ville fyldes med mails og opgaver men nu var der ro.
Ved du hvad, sagde hun og satte sig på en bænk. Jeg troede, at uden den store nytårsfest ville noget knække indeni. At jeg ikke ville være en god datter, værtinde.
Og blev det sådan? spurgte Anders.
Nej, hun lo. Det går faktisk fint.
Jeg frygtede, at hvis jeg ikke var nyttig hele tiden, blev jeg overflødig. Men man kan jo sidde på sofaen og være vigtig bare for jer.
For Laura især, sagde Nana. Hun ser alt.
De gik videre, satte sig på en bænk. Anders tog sin handske af, greb hendes hånd.
Skal vi aftale, sagde han, at vi ikke automatisk inviterer alle næste år? Vi starter med at spørge os selv og så ser vi.
Ja. Og hvis jeg begynder at panikke og invitere alle, stopper du mig.
Og hvis jeg melder os til alt, stopper du mig.
Aftale.
De gik hjem. Opgangen duftede af gran og clementiner, et sted spillede naboen stille musik.
Anders satte vand over til te, fandt småkager. Nana tændte et stearinlys.
Tror du, vi bliver ved med sådan noget her? spurgte hun og hældte te op. Uden maraton?
Jeg ved det ikke. Måske får vi lyst til stor fest igen. Men nu er det vores valg.
Hun nikkede. Det snurrede stadig i maven, men var ikke styrende.
Hen under aften kom Laura hjem, rød om næsen og grinende.
Min venindes forældre tog i spa lod bare en seddel: Du er voksen, klar dig selv. Hun var fornærmet først, men nu synes hun det er fedt.
Der kan du se, sagde Anders. Alle lærer.
Jeg lærer også, svarede Laura. Jeg har fundet ud af, det er hyggeligt når I bare er herhjemme. Også selvom I kan skændes om serier og plastikposer!
Nana smålo.
Vi prøver at være mere hjemme, sagde hun.
De satte sig sammen på sofaen, så film, Laura havde valgt. Teen blev kold, småkagerne smuldrede. Udenfor glimtede nytårskrudt sporadisk, men overdøvede ikke deres rolige latter.
Det de var bange for at gå glip af, fandtes ikke nødvendigvis der, hvor der var mest støj. Det fandtes her tre mennesker som gav sig selv lov til bare at være sammen, uden forklaring, og uden at leve op til andres forestillinger om, hvordan nytår bør fejres.
Og det var mere end nok.
