Gaven fra en fremmed
En besked popper op i fælleschatten, henover regneark og hastende mails som en farverig julekugle midt i et virvar af papirer:
“Kære kolleger, nu starter vi Secret Santa! Anonym gaveleg til julefrokosten. Budget: op til 300 kroner. Link til tilmelding nedenfor.”
Mads læser beskeden igen og kigger uden at tænke på uret oppe i hjørnet. Der er ti arbejdsdage tilbage af året, to uger til kvartalet slutter og tre dage til næste afdrag på boliglånet. Alt i hovedet er begyndt at måles i sådan nogle intervaller.
Reaktionerne regner allerede ind i chatten. En sender en gif med en julemand, en anden skriver Igen? og en tredje spørger til budgettet. HR Louise skynder sig at tilføje: “Det er frivilligt men meget hyggeligt. Vi skaber julehumør sammen!”
Mads tømmer sin kolde kaffe og klikker på linket. Formularen vil have navn, afdeling, og samtykke til data. Nederst blinker knappen Deltag. Han overvejer et sekund, forestiller sig endnu en ligegyldig lysestage eller kaffekop, der skal balancere på hans rodede skrivebord. Men også, hvordan det ville føles, hvis hans navn manglede på deltagerlisten.
Han klikker.
Nå, meldte du dig også til den gave-bingo? spørger Henrik fra naboteamet og stikker hovedet ind. Jeg håber, jeg får én med humor. Gaven er klar: “Tidsstyring for ledere”, til chefen.
Men det er jo anonymt, minder Mads ham om.
Desto bedre! Forestil dig, han åbner og så … Henrik laver et overrasket ansigt og griner højt.
Mads smiler høfligt og vender tilbage til rapporten. Tallene flyder sammen til én grå strøm. På nabostolene diskuteres gaveæsker til samarbejdspartnere, om det skal være dyre chokolader eller discount-udgaver. Rygerne snakker om bonus: kommer den? Skæres der ned? Bliver det chokolade i stedet for penge?
Alt flakker omkring som et evigt julebaggrundstæppe: firmaets plastikgran i lobbyen, plastikpynt, anonyme kort: Kære samarbejdspartner, glædelig jul …
Mads har to mål i år. Én: at nå målet og få bonus. To: ikke flippe ud over datterens karakterer. Begge virker omtrent lige svære.
Om aftenen tikker en mail ind: Din Secret Santa-modtager. Han åbner den på telefonen i S-toget, mast mellem vinterjakker og tasker.
Hej, Mads! Din modtager: Mads Nielsen, analyseafdelingen.
Han læser linjen. Læser den igen.
Toget rykker, nogen skubber ham. Skærmbilleder strømmer ind i chatten:
Er det en fejl?
Jeg har også fået mig selv!
Nyt niveau af selvindsigt, folkens.
HR Louise svarer hurtigt: Ja, systemet har drillet vi kan ikke nå at rette det nu. IT siger det hele kører på ID-numre. Tag det som et sjovt eksperiment. Gaverne deles ud alligevel, lad som ingenting det vigtige er hyggen og overraskelsen!
Hvilken overraskelse jeg ved det jo er mig selv?
Forestil dig, det er en ukendt, der forstår dig bedre end du tror, svarer Louise med et juletræ-ikon.
Mads lukker chatten og lægger telefonen i lommen. En mand taler højlydt om sit årsregnskab, Mads ser sit eget spejlbillede i ruden. 41 år. Håret sidder endnu, men ved tindingerne er det blevet lyst. Ansigtet er træt men ikke gammelt. Jakkesættet er fra Magasin, uret på afbetaling, telefonen samme model som chefens.
En gave til sig selv fra en fremmed? Hvad ville den fremmede give ham?
Han har intet svar.
Næste dag snakkes kun om det i rygerummet.
Jeg synes, vi skal droppe det, siger advokaten Peter og knipser asken. Det bryder hele ideen. Man kan ikke være sin egen hemmelige Santa.
Jeg elsker det, svarer Lærke fra marketing. Endelig kan man give sig selv noget man rigtigt gider, og ikke endnu et halstørklæde med rensdyr.
Du køber jo altid det, du mangler, bemærker en kollega.
Ikke altid. Nogle ting nænner man bare ikke at bruge penge på, smiler Lærke. Og dét er det sjove!
Mads lytter i stilhed. I baghovedet kører mulighederne: høretelefoner, powerbank, ny mus. Alle ting han bare kan købe på vej hjem de føles ikke som gaver men som endnu et arbejdsredskab.
Hvad vil du give dig selv? spørger Henrik i elevatoren.
Aner det ikke, siger Mads.
Jeg havde valgt en PlayStation men budgettet holder ikke, griner Henrik. Bliver nok bare et eksklusivt øl-sæt med fra Santa på.
Og jeg? tænker Mads på vej til sin plads. Hvad ville jeg egentlig gerne have, hvis der var én som virkelig så mig? Ikke som medarbejder, ikke som boliglånskunde, ikke som far der får at vide han ikke er til stede nok men som, ja, menneske?
Han kan ikke finde ordet.
Om aftenen går han i Fields efter arbejdet. Alt glitrer, lyset blinker, musikken spiller. Butikkerne reklamerer med perfekte gaver, til ham og til en succesfuld mand. Plakaterne pryder selvsikre mænd ingen mørke rander eller bekymringer om gæld.
Han prøver elektronikbutikken. Wireless høretelefoner hænger fremme som best-seller. Sælgeren forklarer forskelle til en ung fyr med hoodie.
Høretelefoner, ja. Praktisk. Musik, podcast noget for sig selv, rationaliserer han. Prisen passer fint, hvis han ikke tager topmodellen.
Men det er jo ikke en gave bare endnu en nødvendighed, som alle på hans alder og status har. Mobil, ur, pæne sko, jakke fra Illum. Er det virkelig en gave?
Han stiller æsken tilbage og går videre.
I boghandlen er der varmere. Motivationsbøger er stablet ved indgangen: Bliv den bedste version af dig selv!, Få styr på alt!, Bliv lykkelig med overskud! Han bladrer mekanisk i én af dem, ser de vante ord om comfort zone og effektivitet og mærker trætheden.
Længst inde står romanerne. Han lader fingeren glide over titlerne og genkender navne engang læste han meget. På universitetet tog han en roman på én nat og mødte op med røde øjne. Så kom jobbet, boliglån, datter læsningen blev noget med måske snart.
Måske en bog? overvejer han. Men hvilken? Ville en ukendt virkelig give ham en bog, når han ikke engang får læst nu?
Han går tomhændet ud. Hovedet er fyldt med reklamer og baggrundsmusik.
Hjemme spørger hans kone Signe:
Hvorfor ser du så alvorlig ud?
Det er fint, svarer han og tager skoene af. Vi leger Secret Santa til julefrokosten.
Igen lys og krus? smiler hun.
Denne gang skal man give til sig selv. Systemet gik ned.
Det lyder da skønt, hun sætter pasta på bordet. Køb noget du ellers synes er for luksus.
Hvad kunne det være?
Det ved du jo bedst.
Han tier. Datteren sidder med matematikbogen og lader som om hun laver lektier.
Nå? Signe ser undersøgende på ham. Du plejer at ville have noget bestemt. Ny telefon, ur, rygsæk. Du er glad for gadgets.
Det køber jeg jo bare når jeg mangler det.
Måske skulle det så ikke være en ting? foreslår hun. Gavekort på massage, fridag, eller…
Jeg behøver ikke et gavekort til en fridag, afbryder han. Jeg skal bare have en chef, der ikke mailer søndag.
Hun griner.
Så ønsk dig en chef fra Santa!
Det er over budgettet, joker han.
Natten igennem vender han sig. Tanker fra butikken, slogans, andres nytårsønsker: Karriereudvikling, nye mål, økonomisk tryghed. Vigtige ting men det føles fjernt, som juleglimmer, der pakkes væk i januar.
Hvad ville jeg ønske mig, hvis jeg ikke blev bedømt af kolleger, kone, barn, forældre, banken?
Stadig ingen svar.
En uge før julefrokosten summer kontoret. De første gaveposer dukker op på skrivbordene. Nogle gemmer dem, andre stiller dem synligt frem. I chatten tales om dress code, menu, konkurrencer. Louise skriver, at der bliver DJ, vært og et særligt Secret Santa-moment.
Mads har stadig ikke købt gave.
Du trækker den for længe, siger Henrik. Ellers er alle de gode ting væk!
Jeg tænker bare, siger Mads.
Hvad er der at tænke over? Henrik trækker på skuldrene. Bare tag noget praktisk. Jeg bestilte et grill-kit. Altid drømt om at grille mere nu får jeg det endelig købt.
Til frokost går Mads i kantinen. Køen er lang, folk snakker om rapporter, børn og trafikken. På skærmen ruller reklamen: Forkæl dig selv gaveæsker til festen.
Han sætter sig ved vinduet og tager mobilen frem. Googler gave til mand 40 år. Listen vælter frem: ur, pung, gadgets, gin-sæt, gavekort til barbershop.
Det handler alt sammen om, hvordan jeg bør se ud ikke om, hvordan jeg har det, tænker han.
Han lukker browseren og åbner sin private mail. Diverse Du mangler os, Få rabat, Nyt år ny udgave af dig-beskeder ligger der.
I bunken gemmer sig en mail fra et e-learningsite, han engang tilmeldte sig: Nyt forløb i fotografi tilmeld inden ugens udgang.
Fotografi.
Han husker et gammelt spejlreflekskamera, købt for ti år siden før datter, dengang boliglånet stadig kun var en tanke. Han brugte weekender på at vandre i København og tage billeder af ejendomme, folk og vinduer. Nu ligger kameraet i skabet. Først manglede han tid, senere overskud, til sidst føltes det som noget barnligt.
Banalt, siger en stemme indeni. Manden på 40 genopdager sin mølædte hobby. Nu bliver han snart boheme. Patetisk.
Han skubber bakken væk, mærker en indre blufærdighed.
Jeg skal jo ikke droppe alt. Bare …
Han når ikke at fuldføre tanken, før chefen sms’er: “Tallene for Q3, tak inden fyraften.”
Mads sukker og rejser sig.
Hjemme roder han i gangen og finder tasken med kameraet. Det er tungt og koldt. Han tænder men batteriet er dødt. Laderopladningen ligger i skuffen.
Signe ser undrende op:
Skal du ud og fotografere nu?
Tjekker bare, om det stadig virker, siger han.
Da batteriet har fået lidt strøm, går han ud på altanen og snupper et par billeder af gården. Biler, vinduer, sne, lamper. Intet særligt, men lige der, med øjet på søgeren, dulmes tankemylderet. Ikke væk, men bagerst.
Han bemærker, at han trækker vejret mere roligt.
Måske er det gaven? tænker han. Ikke kameraet, men retten til at bruge tid på det. En time om ugen. Eller to. Uden at føle sig fjollet.
Tanken føles både simpel og skræmmende. Hans indre kritiker revser: “Ja, ja, køb kursus i fotografi. Som om det gør en forskel.”
Men en roligere stemme siger: “Hvorfor ikke? Du bruger jo penge på alt muligt, du glemmer på et år. Her er det da noget, du holdt af engang.”
Han åbner den gamle mail og klikker på kurset. Indhold: komposition, lys, bymiljø. Aftenundervisning online, to aftener om ugen. Prisen er lige under Secret Santa-budgettet uden ekstra pakker.
En gave til sig selv fra en fremmed, tænker han. En fremmed, der husker han engang havde noget, der gjorde ham glad og ikke ser det som fjolleri.
Han trykker betal.
Nu mangler kun formaliteten: at pakke det ind som en Secret Santa-gave.
I koncepterne står, at gaven skal være fysisk og gives hånd-til-hånd. Han kan ikke bare annoncere: Jeg har meldt mig på kursus! En ægte gave skal man kunne røre ved.
Han køber en enkel, mørkeblå notesbog og et konvolut. Printer kursuskvitteringen og lægger den pænt ned. På første side skriver han: Til de billeder, du kommer til at tage. Håndskriften er hakket men læsbar.
Han sidder længe over kortet. Ikke noget med store slogans. Bare et par ord fra nogen, der kender virkeligheden.
Efter et par forsøg får han skrevet:
Mads,
Nogle gange glemmer man, at man er mere end Excel og møder. Tag dig tid til at se verden ikke kun gennem regneark.
Håber du gør brug af det.
Din Santa.
Han læser det igennem. Noget strammer i brystet ikke pga. sentiment, men fordi ordene føles både lidt for intime og samtidig uundværlige.
Santa er mere omsorgsfuld, end han plejer at være mod sig selv.
Han pakker kvitteringen i konvolutten, konvolutten i notesbogen, og binder den i brun papir med en tynd rød snor.
Gaven ser ydmyg ud. Ingen logos. Ingen slogans.
Julefrokosten holdes i restauranten i stueetagen. Hvide duge, lyskæder, DJ med klassikere. Folk dukker op i festbluser, nogen i deres sædvanlige skjorter blot uden navneskilte.
Gaverne samles på et bord. Alle har mærkat med modtagerens navn. Mads stiller sin pakke og skanner bunken. Glitrende poser med butiksmærker, æsker med sløjfer, underlig formede pakker med sølvpapir.
Klar til selverkendelsen? blinker Louise på vej forbi.
Afhængig af, hvor anonymt det kan blive, siger han.
Midt på aftenen slår værten over til det særlige øjeblik. Musikken dæmpes, lyset nedfældes. Stemningen er løssluppen, nogen griner højt, andre diskutere ved baren.
Kære venner, siger han, i år er vores Secret Santa særlig hemmelig. Så hemmelig, at alle blev deres egen nisse. Men vi lader som ingenting, ikke sandt?
Et grin ruller gennem salen.
Nu, én efter én, finder vi hver vores pakke og åbner den her. Husk: det handler ikke kun om, hvad der ligger i, men hvad du opdager om dig selv!
Endnu en, der kan sit motivationssnak, tænker Mads træt.
Da hans tur kommer, mærker han et underligt sug i halsen. Han henter pakken med Mads Nielsen og sætter sig igen.
Hvad har du fået? Henrik læner sig nysgerrigt ind. Må ikke være sokker!
Mads binder snoren op og folder papiret væk. Notesbog og konvolut ligger der. Navnet står på konvolutten. Hans hænder ryster en smule.
Ikke ligefrem grillkit! konstaterer Henrik.
Mads åbner konvolutten, folder papiret op. Rundt omkring lyder glade udbrud: Gavekort til spa!, Se, en brætspilskasse! Bogholderen Pernille skjuler blikket bag en yogabog, HR Louise skriger af grin over en kop: Årets medarbejder.
Han læser kortet igen. Ordene, han selv skrev, lyder pludselig som en andens.
Du er mere end Excel og møder.
Noget gør ondt inden i ham. En blufærdig lettelse som at blive set, men ikke dømt.
Nå, hvad blev din gave? følger Henrik op.
Et kursus, Mads’ stemme hænger. Fotografikursus. Og en notesbog.
Hold da op! Henrik fløjter. Der er nogen der har gjort sig umage. Nok én fra de kreative! Må man ikke afsløre det, vel?
Nej, siger Mads.
Så kan du jo tage billeder til næste fest! Henrik kaster sig over sit grillkit.
Mads lægger notesbogen pænt. Værten joken fra scenen, folk danser. Det er larmende, men inden i ham falder et eller andet til ro.
Han ser på sin kones besked på mobilen: Hvordan går det? Han svarer: Meget fint. Gaverne er sjove. Gav mig selv et kursus men annullerer den sidste del, og skriver: Fortæller mere senere.
Han kommer hjem sent. Oppegangen er stille, kun en dør slamrer udefra. Køkkenet lyser varmt og dufter af appelsin. Signe sidder med en bog ved bordet, datteren sover.
Nå, hvad fik du?
Han lægger notesbogen og konvolutten frem.
Er det alt? spørger hun forundret.
Der er mere indeni, siger han og åbner konvolutten.
Hun læser kortet, ser på ham.
Skrev du det til dig selv? spørger hun blidt.
Ja, svarer han. Og jeg betalte et fotografikursus.
Hun nikker, ingen smil, ingen vittigheder.
God gave, siger hun. Du kunne jo lide det.
Det er længe siden.
Ja, og hvad så? Det er stadig dig.
Han trækker på skuldrene, men indvendigt falder noget på plads som når man endelig flytter møbler.
Vi får se, siger han.
Den 1. januar vågner han uden vækkeur. Ude er det gråt, gården fuld af biler, lidt sne ligger stadig. Hovedet er tungt, men ikke ødelagt. Signe og datteren er hos hendes forældre han tager derud næste dag.
Lejligheden er usædvanligt stille. Han laver kaffe, sætter sig og åbner notesbogen. Første side stirrer på ham stadig: Til de billeder, du kommer til at tage.
Han finder mailen med kursusadgang. Første modul er klar, introen starter om en uge. Han trykker play og hører underviserens rolige stemme ikke om effektivitet, men om at lære at opdage lys og skygge.
Han lytter og opdager, han ikke tjekker mail sideløbende. Telefonen ligger i stuen, og han har ikke lyst til at finde den.
Efter introen tager han kameraet og går ud i gården. Luften er kold, men ikke stikkende. Folk smider affald, andre lufter hund. På legepladsen ligger en fyrværkeristang.
Han løfter kameraet, ser gennem søgeren. Grenene, ledninger, altaner intet særligt. Men da han trykker, føles det som noget småt og samtidigt vigtigt.
Ikke til rapport, ikke til KPI, ikke til præsentation. Bare til sig selv.
Han tager flere billeder og ser dem igennem på computeren. Nogle mislykkede, andre kedelige. Men én, hvor vinduet spejler nabohuset i en bilrude, fanger ham.
Han zoomer ind, ser detaljer. I refleksionen ser han sig selv med kamera.
En gave fra en fremmed, tænker han. Som viser sig at være mig selv. Og det er nok okay.
Han lukker computeren og drikker sin kaffe. Snart første arbejdsdag, uløste opgaver, mails, møder. Og kursus, der begynder om en uge. Og en time om ugen han vil prøve at reservere kun til sig selv.
Han åbner notesbogen, skriver datoen. Kort: Gården, morgen, spejling i ruden. Sætningen er ydmyg. Men den føles ægte.
Han lægger pennen fra sig og indser, at for første gang længe, tænker han om fremtiden i andet end betalinger og rapporter. Nu er der et lille hjørne, hvor han bare kan kigge og vælge selv.
Det er ikke meget. Men nok til, at det føles lettere at trække vejret.
Han skænker mere kaffe og åbner kursuskalenderen. Nederst på siden et felt til noter. Han skriver: “Må ikke aflyse for arbejdet”. Smiler til sig selv ved tanken om, at livet sikkert vil blande sig men nu har han da ret til forsøge.
Og det er måske den bedste gave.
