Rivalinden efter tingene kom forbi – Jeg er Lara, vi arbejder sammen. Vi elsker hinanden, og du står i vejen! Giv mig Peter! – Hvordan står jeg i vejen? – undrede Svetlana sig oprigtigt. – Kom med fakta! – Jamen… – tøvede kvinden. – Han vil ikke gå fra dig! Peter, er du komplet idiot? De geniale ord stammer fra drengen Søren i Tove Ditlevsens novelle – efter at voksne onkel Peter ”bød” ham på en karamel, der viste sig at være tom… Og ja, faktisk – idiot. Som Storm P sagde: Der findes ikke psykiske sygdomme – bare idioter! Det samme sagde Svetlana til sin mand. Ikke efter at hans elskerinde dukkede op i huset – selv dét slugte hun! – men lidt senere. Ja, det viste sig, at hendes Peter, Peter-hanen med den gyldne kam, som hun havde delt livet med i mange år, havde fundet sig en flirt. Og hun dukkede ikke bare op, men med krav: ”Vi elsker hinanden – giv mig din mand!” Svetlana begyndte allerede at ane uråd! Peter begyndte at barbere sig hver dag – førhen kun hver anden. Han havde fået ny duft og strøg pludselig sine jeans med pressefolder foran. Svetlana lod være med at skuffe ham og tænkte hævngerrigt, at det fortjente han. Og så forlod han huset med en stinkende sky af et eller andet udenlandsk skrammel – han skulle på nattevagt! Ja, han – en mellemleder! – Forstår du, skat, – fortalte han inspireret over aftensmaden, – vi har en mindre byggevirksomhed, og vagten er stoppet! Og budgettet er stramt! Så nu skiftes vi til at sove på kontoret om natten og skræmme tyvene væk! Jeg ville hellere blive hjemme – der kan man jo ikke engang sove ordentligt! – Hvordan vil du dog overleve en hel nat? Siddene? – spurgte Svetlana med bondegårdshumor. Peter trak på det: hvordan kan man tale sådan? Siddene – hvad er dét? Det er et gammeldags adverbium – og hans kone, som underviser i dansk på VUC, vidste det, i modsætning til ham. Kvinden forstod for længst, at manden fuskede. Noget var galt i det danske kongerige. De havde været gift i næsten tyve år. Datteren var flyttet hjemmefra. Og nu havde Peter formentlig fundet en elskerinde. Men okay – det sker. Forelskelse, sådan er livet! Bare indrøm det ærligt og gå – lejligheden tilhørte nemlig Svetlana. Sådan blev det – sket er sket! En gammel djævel og alt det der. Men Peter havde ikke travlt med at indrømme. Hvorfor? Elskede han hende stadig? Eller regnede han med, at det ikke var alvor? Men faktum var, at han blev boende som om intet var hændt. Han udførte sågar sine ægteskabelige pligter. Bortset fra små indicier var der ingen beviser for affæren. Måske var det bare indbildning? Ny duft! Pressefolder på jeans! Hun var ved at slå det hen, men så dukkede hun op – den snedige rival ”Rikke”. Peter var ikke hjemme. Svetlana gjorde rent i lejligheden. Og så – denne: hej og goddag! Godhjertede Svetlana, som i sin yndlingsfilm, åbnede døren: hvem ved, hvad kvinden vil? Lad hende forklare sig! Senere viste det sig, at mandens ”kærlighed” var fem år yngre end Svetlana. Men hun lignede en kvinde over fyrre! Og så forklarede hun: – Jeg er Lara, vi arbejder sammen. Vi elsker hinanden, og du står i vejen! Giv mig Peter! – Hvordan står jeg i vejen? – undrede Svetlana oprigtigt. – Kom med fakta! – Jamen… – tøvede hun. – Han vil ikke gå fra dig! – Men det er jo hans valg! Jeg hjælper dig gerne med at pakke hans ting! – foreslog Svetlana, og spurgte: – Hvad har han fortalt dig? At jeg er døende og han ikke kan forlade mig? – Nej, ikke helt døende, – vaklede gæsten, – men tæt på. I virkeligheden havde hun aldrig talt med Peter om det. Faktisk havde de slet ikke rigtigt talt sammen; alt andet end selve det ene sidespring var ren fantasi… Men det vidste Svetlana ikke. – Men nu kan du selv se, jeg har det fint! Du kan bare tage ham – jeg søger skilsmisse i morgen! Kærlighed og held og lykke til dig! – sagde den smilende kone til gæsten. – Virkelig? – blev rivalen glad. – Hvor er du positiv! Jeg havde frygtet det værste! ”Du aner ikke hvor positiv jeg er!” – tænkte Svetlana skælmsk, men sagde højt: – Men selvfølgelig! Peter og jeg har et tillidsfuldt forhold. Vi respekterer hinanden. Jeg skal nok sige det videre – og du kan gå roligt hjem! Det lød lidt som ”hvil i fred”. Men kvinden, der var i ekstatisk begejstring, bemærkede ingenting. – Så sig til ham, at jeg venter ham med hans ting i dag! – sagde Lara farvel og smilede triumferende – hun havde ”vundet” – og sprang videre mod sin lykke. – Naturligvis, kære – bare vent! – udbrød dansk-underviseren. – Vi ses! Da manden kom hjem, stod en lille kuffert klar i entreen – Peter ejede ikke meget, som man råber til skoven og så videre. Peter så fuldstændigt uvidende ud. For han, Peder, spurgte med vanlig ro og kyssede sin kone: – Svetlana, hvad er der til aftensmad? Hvorfor står der en kuffert i entreen? Skal du ud at rejse? – Din var her! – sagde Svetlana uden omsvøb. – Min hvad? – undrede Peter. – Nattenes vagt! Den du er på skift med! – forklarede Svetlana. – For at passe på kontoret! Peter blev rød og spurgte stille: – Lara? Jeg har aldrig været på vagt med hende! – Er der flere end Lara? Du er da blevet en fik om natten! – Det er ikke som du tror, – begyndte han. – Hvad tror jeg da? Kom, tryl dig igennem, Messing! – sagde Svetlana. – Skal vi gætte, du siger, det aldrig er sket – eller at hun bare dukkede op? – Nej! – snøftede Peter. – Jo, én gang! Kan du huske jeg kom fuld hjem? Det var der! Men jeg ville ikke – ærligt, Svetlana! Hun overmandede mig! Instinkt! Jeg… – Jeg forstår, Peter – kærlighed, den rammer! Og det er jo kun ungdommens letsind, som gamle Poligraf Sharikov sagde! Vær ikke flov – jeg forstår det hele. Vi har nemlig klaret det – og Lara venter. Jeg har lovet at slippe dig! – Hvorhen slippe? – Peter var iskold: Lara var indflytter og boede i et kollegieværelse. – Hvorfor slippe? – Fordi du ikke skal skjule dine følelser, Peter! Jeg kan jo se det i dine øjne! Så gå bare – og held og lykke! – Men jeg vil ikke! – stædede manden. Han ville virkelig ikke! – Er det for varmt? – drillede Svetlana. – Umuligt at sove? Kollegaen var virkelig en kraftig kvinde og tørrede sved af med et broderet lommetørklæde under samtalen. Peter var stille. Og med Lara var det faktisk gået sådan – én gang, i brænderter efter firmafesten. Ingen kærlighed! Men hun begyndte at forfølge ham. Kvinden havde allerede bygget hele kærlighedshistorien op i sit hoved. Hvis I vidste, kære læsere, hvor mange Magomajevs brude der var på de danske hospitaler i gamle dage! Kig bag stjernerne – aldrig talt. Og i dag er der stadig masser af skøre folk: ingen ved, hvor mange Pedere der er i Brasilien… Ellers var de virkelig fornuftige mennesker! De blev bare besatte af et enkelt tema… Men heldigvis havde Lara fri i dag – hun skulle tale seriøst med Svetlana. Peter åndede lettet op: det var pinligt foran det lille team. Peter, smag lige pandekagerne – jeg har selv bagt dem! Din kone lader dig jo sulte! Hvordan gik jeres weekend? Skal vi snakke om det? Jeg drømte om dig i nat! Vil du vide, hvad vi lavede sammen? ”Nu har jeg dummet mig!” tænkte Peter. – Så er det nu jeg må sige op! Hvem anede, at Lara var sådan? Han havde fortrudt hundrede gange! Hvorfor overgav han sig bare et øjeblik? Og Lara viste sig at være virkelig ustabil. – Okay, – sagde Svetlana mildt, – du lyver nok ikke, din Casanova. Men hvordan forestiller du dig vores forhold herfra? Skal jeg bare ligge med dig efter alt dette? – Jeg sover på sofaen! – sagde manden straks og var klar til at tage gulvtæppet i entreen, bare han ikke blev smidt ud. Og hun lod ham – vi må se! Næste dag var det lørdag – Lara kom fra morgenstunden: så – er vi klar? Forstår godt, du ikke kunne i går! Da Peter åbnede døren, blev han lidt chokeret: nu var det virkelig skidt! Han prøvede at få kontakt: manisk fase – ikke for sjov… – Lara Vilhelmsen, kære, – og her blev Lara anspændt, nu kommer det! – gå nu hjem! Vær forsigtig – det er glat i dag! – Hvad med dig? – undrede kollegaen. – Jeg bliver her! – sagde Peter bestemt. – Med min kone! – Men vi elsker jo hinanden! – fremførte kvinden. – Alt det er din fantasi! Intet skete, INTET! – sagde Peter, godt klar over sandheden – men prøv at bevise det! Hvem ved, de gik måske straks hver til sit? Og alle på det lille kontor vidste, at Lara var en smule tosset. Så han holdt fast ved dén version. Laras tanker tumlede rundt – hun stod bare og stirrede intenst på sit kærlighedsmål. De havde det jo godt! Og konen havde givet slip! Hvorfor ikke? – Farvel! – sagde Peter og lukkede døren. Og så sagde Svetlana de berømte ord fra Ditlevsens fortælling om onkel Peter. Perfekt til situationen. Og Peter sagde ingenting – tavshed er et tegn…! Lara stod lidt og kiggede på døren: måske skiftede han mening? Men hun gik – det blev ikke sådan alligevel? Desværre var Peter ikke den eneste: to mandlige kolleger havde sagt op pga. Lara og hendes forfølgelse. Og de havde aldrig haft noget med hende! Mandag dukkede Lara ikke op: hun havde sagt op og var videre – måske var 3 gange nok, nu ledte hun efter kærlighed i en anden virksomhed. Måske var hun ikke så tosset… Peter åndede ud. Godt han slap – hun blev trods alt ikke gravid… Og snilde Svetlana tilgav sin mand. Ja, han var utro i en brænderter! Men alt det andet var sandt! Det viste sig, at det mandlige personale faktisk tog nattevagter på skift i den lille byggevirksomhed: det nærige chef sparede på sikkerheden! Den nye duft og pressede jeans var uden betydning. Ja, et enkelt sammentræf – sådan lå det bare! Eller måske skyldes alt astrologi og retrograd Merkur: så har man da noget at skyde skylden på – det gør livet lettere… Hvad kan man sige til slut? Lad være med at drikke dig i hegnet til firmafesten, venner! Kærlighed kan være giftig. Og med dagens livstil er det ikke sjældent. Tænk dig om – det kunne have været endnu værre. Man kan ikke altid skyde skylden på Merkur…

Rivalinden kom efter tingene

Jeg hedder Lærke, vi arbejder sammen. Vi elsker hinanden, og du står i vejen! Giv mig Peter!

Hvordan står jeg i vejen? undrede Birgitte Jensen sig oprigtigt. Kom nu med fakta!

Altså tøvede kvinden. Han vil ikke gå fra dig!

Peter, er du idiot?

Disse geniale ord blev sagt af drengen Søren i en roman af Dorte Andersen. Det skete, efter at voksne Peter forkælede ham med en slik: bag det flotte papir gemte der sig ingenting

Og ja, virkelig, idiot. Som Mikael Wulff plejer at sige: der findes ingen psykiatriske sygdomme folk er bare idioter!

Det samme sagde Birgitte til sin mand og det var ikke, da elskerinden dukkede op hjemme hos dem, for selv det slugte hun! Nej, det skete lidt senere.

For ja, det viste sig, at hendes Peter Emilsen, lille Peter-hanen med den gyldne kam, som hun havde delt livet med i så mange år, havde skaffet sig en anden.

Og hun kom ikke bare ind, hun kom med krav: Vi elsker hinanden giv mig din mand!

Birgitte havde allerede begyndt at ane uråd! Peter begyndte at barbere sig dagligt før var det hver anden dag. Han havde anskaffet sig en ny duft og strøget jeansene med pressefolder.

Men Birgitte lod ham danse tænkte hævngerrigt, at det kunne han godt have. Så gik han ud i natten og bredte den kvalmende duft af noget importeret stads: han skulle på vagt!

Ja, ham en mellemleder!

Du forstår, skat fortalte han begejstret under middagen vi er en lille entreprenørvirksomhed, og vægteren sagde op! Budgettet er stramt!

Så vi tager nattevagter på skift for at sove i kontoret og skræmme tyvene væk! Det er virkelig træls, men nødvendigt! Jeg ville helst blive hjemme der er ikke engang noget at sove på!

Hvordan overnatter du så sådan en hel nat? Siddende eller hvad? spurgte Birgitte venligt på jysk.

Peter trak på næsen: kan man tale sådan? Men Birgitte underviste i dansk på en højskole og kendte sine sproglige nuancer.

Hun havde for længst indset, at manden løj. Noget var galt i det danske kongerige.

De havde været gift i næsten tyve år. Datteren boede allerede for sig selv. Og nu havde Peter nok skaffet sig en elskerinde.

Sådan sker det. Forelsket indrøm det ærligt og gå din vej. Lejligheden var Birgittes før ægteskabet.

Men hvad han følte om det var kærlighed til Birgitte eller bare useriøst med Lærke det kunne hun ikke gennemskue.

Hvad var sikkert: manden blev hjemme som om intet var hændt, og han opfyldte endda det ægteskabelige ansvar.

Udover små tegn på utroskab havde Birgitte ingen beviser.

Måske bildte hun sig det kun ind? Ja, parfumen! Ja, de strøgne bukser! Birgitte var ved at se igennem fingre med det, men så kom hun den snu rival Lærke Kristensen.

Peter var ikke hjemme. Birgitte gjorde rent i deres to-værelses. Og så der står hun ved døren: Hej med dig!

Godtroende Birgitte, som i favoritfilmen, åbnede døren for hende. Hvem ved, hvorfor hun kom. Lad hende forklare sig.

Senere viste det sig, at elskeren var fem år yngre end Birgitte, men lignede en kvinde over fyrre!

Og hun lagde ud:

Jeg er Lærke, vi arbejder sammen. Vi elsker hinanden du står i vejen! Giv mig Peter!

Hvordan står jeg i vejen? undrede Birgitte sig Kom nu med fakta!

Jamen kvinden tøvede Han vil ikke gå fra dig!

Jamen, det er jo ham, der ikke vil gå! Jeg har ingen problemer med at pakke hans ting, så det kan du få lige nu! tilbød Birgitte, og spurgte:

Og hvad har han fortalt dig? At jeg ligger for døden, og han ikke kan forlade mig?

Nej, ikke ligefrem for døden tøvede gæsten men tæt på.

Sandt at sige, havde Lærke ikke talt om det med Peter. I det hele taget talte de næsten ikke sammen; alt andet end én smuttur var Lærkes fantasi

Men det vidste Birgitte ikke.

Som du ser, er der intet galt med mig! Du kan roligt tage Peter jeg søger skilsmisse i morgen!

Og tilføjede med et smil: God vind, og al lykke til jer begge!

Er det sandt? blev Lærke glad Sikke positiv du er! Jeg havde faktisk forberedt mig på det værste!

Du ved slet ikke, hvor positiv jeg er! tænkte stadig smilende Birgitte, mens hun sagde:

Nej, du Peter og jeg har altid haft tillid til hinanden! Vi respekterer hinanden, så jeg giver ham besked og du kan bare tage det roligt!

Det lød nærmest som: Du kan hvile i fred.

Men rivalinden, høj på forventning, bemærkede intet.

Så sig til ham, han skal komme med alle sine ting til mig i aften! sagde Lærke og smilede triumferende, før hun sprang afsted mod sit lykke.

Ja, selvfølgelig! svarede Birgitte, underviseren. Bare vent!

Da manden kom hjem fra arbejde, stod der en forældreløs kuffert i entreen Peter havde ikke så mange ting. Lige efter punktet: Som man sår, høster man.

På Peters blik kunne Birgitte se, at han ikke anede noget.

Peter Emilsen, som reagerede som sædvanligt, kyssede sin kone og spurgte:

Birgitte, hvad er til aftensmad? Og hvorfor står der en kuffert i gangen? Skal du ud at rejse?

Din veninde har været her! sagde Birgitte direkte.

Min veninde? undrede Peter sig.

Ja, hende der vagten! Som du passer på tingene sammen med om natten! forklarede Birgitte. Så ingen stjæler noget!

Peter blev rød og spurgte lavmælt:

Du mener Lærke? Jeg har aldrig været på vagt med hende!

Jamen, er der flere end Lærke? Du er da en fin Casanova sådan på dine ældre dage!

Det er ikke, hvad du tror prøvede Peter.

Jamen, hvad tror jeg? Kom så med sandheden, Messing! Nå? Du vil vel sige, at der ikke skete noget? Eller at det var hende, der kom til dig!

Jeg må indrømme det snøftede Peter. Det skete én gang! Kan du huske, da jeg kom hjem efter firmafesten? Men jeg ville ikke ærligt, Birgitte! Hun overrumplede mig! Det var instinkt hvad skulle jeg gøre

Jeg forstår dig, Peter kærlighed overtager én, man kan ikke gøre noget. Som Polle fra Snave siger: Ungdommen skal have sit. Skam dig ikke jeg har forstået det hele.

Desuden har vi klaret det hele og Lærke venter på dig, jeg lovede at slippe dig!

Slip mig? Peter blev kold; Lærke var tilflytter og lejede et værelse i en delt lejlighed. Hvorfor slippe mig?

Fordi du ikke skal skjule dine følelser, Peter! Jeg kan se det i dine øjne. Så gå nu, og syv mil under kølen og alle andre steder!

Men jeg vil ikke! protesterede Peter han ville virkelig ikke!

Sveder hun? spurgte Birgitte ironisk. Er det varmt at sove?

Kollegaen, ja, hun var en voksen dame. Og mens de snakkede, tørrede hun sveden med et broderet lommetørklæde.

Peter var tavs og fortabt. Det var virkelig kun sket én gang, i beruselse, efter den firmafest. Det var ikke kærlighed.

Men hun blev ved med at jage ham, og Birgitte så hele situationen klart for sig.

Hvis I vidste, hvor mange Magomajev-brude der var på de psykiatriske hospitaler i DDR-tiden! Virkelig, stjerner i hobetal, ingen bund i galskaben.

Der er stadig masser af skøre folk der er nok Carloser i Brasilien

Men ellers var det helt almindelige mennesker! De blev bare grebet på en enkelt ting

Men heldigvis havde Lærke taget fri den dag hun skulle jo tale alvorligt med Birgitte. Peter priste sig lykkelig: det var pinligt nok foran den lille arbejdsplads.

Peter, kom og smag mine pandekager jeg har selv bagt dem! Det er tydeligt, at din kone ikke fodrer dig!

Hvordan var din weekend? Vil du snakke om det?

Åh, du var i min drøm i nat! Vil du høre, hvad vi lavede?

Hold kæft, hvor var jeg dum! blev Peter ved med at tænke. Hvordan gik det så galt? Jeg må vel bare sige op!

Han havde fortrudt det hundrede gange, at han lod sig trække med. Hvordan kunne han vide, at Lærke var så skør?

Godt sagde Birgitte omsider, lad os sige, du ikke lyver, Don Juan. Hvordan ser du vores forhold fremover? Skal jeg bare gå direkte tilbage i sengen med dig efter alt dette?

Jeg kan sove på sofaen! sagde Peter hurtigt. Han var parat til at sove på gulvtæppet i entréen bare Birgitte ikke smed ham ud. Hun gav lov: vi ser tiden an!

Næste dag var det lørdag Lærke dukkede op fra morgenstunden: Nå, skal vi gå? Jeg forstår godt, du kunne ikke i går!

Peter, der lukkede op, blev chokeret: hvor galt var det ikke blevet!

Han forsøgte at tale hende til fornuft, selvom hun var tydeligt i manisk fase.

Lærke Kristensen, søde Lærke blev anspændt af titlen gå hjem nu! Og forsigtigt det er glat i dag!

Og du? undrede kollegaen sig.

Jeg bliver her! sagde Peter bestemt. Hos min kone!

Men vi elsker jo hinanden! insisterede hun.

Det er din fantasi! Der var intet, absolut INTET! sagde Peter og han vidste jo godt, der var noget. Men prøv at bevise det!

De gik jo bare sammen; måske skiltes de straks igen?

At Lærke var lidt speciel, vidste hele den lille virksomhed.

Peter besluttede at køre med den version til det sidste.

Lærke stirrede tomt på ham hun sagde ikke noget, bare ventede. Alt var godt! Og hans kone havde jo sagt, han var fri! Hvorfor så ikke?

Farvel! sagde Peter Emilsen og lukkede døren.

Så sagde Birgitte de berømte linjer fra Dorte Andersens roman om onkel Peter. Spot on for situationen. Peter svarede ikke tavshed betyder, ja, I ved nok

Lærke blev stående et øjeblik foran den lukkede dør, håbede måske han fortrød. Så gik hun var hun virkelig blevet afvist igen?

Desværre var Peter ikke den eneste to medarbejdere var allerede sagt op på grund af Lærkes jagt på dem. De havde aldrig haft noget som helst med hende!

Mandag dukkede Lærke ikke op på jobbet. Hun havde pludselig sagt op. Måske var tre gange nok, og hun søger nu kærlighed i en anden virksomhed. Så måske var hun ikke helt tosset

Endnu engang sukkede Peter lettet: han havde ellers overvejet at sige op! Gudskelov, hun var ikke blevet gravid

Og rare Birgitte tilgav ham. Han havde jo kun været utro én gang i alkoholfylde alt andet var sandt!

Senere fandt hun ud af, at mændene i firmaet virkelig tog nattevagter i kontoret på skift den nærige chef sparede på sikkerheden! Den nye parfume og pressede jeans var bare en tilfældighed.

Kort sagt: sådan faldt kortene. Måske var det bare retrograd Merkur og solstorme rart med en syndebuk, det gør det hele nemmere

Hvad kan man sige til slut? Lad nu være med at drikke for meget til firmafesten, folkens!

Kærlighed kan være giftig. Og i vores liv er der nok af den slags. Tak for, at hun trods alt ikke gik til afpresning.

Og næste gang går det ikke at give skylden på MerkurBirgitte begyndte at grine, først stille og så hjerteligt, mens Peter, forvirret, stod midt på gulvet med kufferten. Hun gik hen til ham, tog hans hånd og sagde:

Ved du, Peter, i hele dette cirkus har jeg glemt at spørge dig, om du faktisk stadig vil være sammen med mig?

Peter kiggede op, hans blik rørende ærligt og træt.

Ja, Birgitte. Mere end nogensinde.

Hun nikkede og de stod længe uden ord. Støvet fra ugen lagde sig over lejligheden, og Birgitte mærkede en ro brede sig måske er det netop i stormens øje, man kan finde kærligheden, sådan rigtigt.

Ude på gangen vibrerede mobilen. En sms fra datteren: Husker I, at I skal komme til min fødselsdag hjemme hos mig næste fredag? Jeg vil gerne have jer begge.

Birgitte så på Peter, smilede og sendte svar: Selvfølgelig, skat. Vi kommer sammen.

Og da hun lukkede døren til entreen, føltes det helt anderledes end før som om den virkelig kunne holde det uønskede ude.

Solen skinnede ind gennem vinduet, fangede et glimt af et gammelt foto på reolen: Peter og Birgitte, unge og tossede, på stranden.

Måske var livet ikke altid logisk. Men i denne mærkelige, kærlige, skøre, danske verden, var det til sidst bare dem to, der stod tilbage og valgte hinanden.

Birgitte gik ud i køkkenet og begyndte på aftensmaden. Peter kom ind og lagde armen om hende. Hun tænkte, at det hele var lige, som det skulle være: med kufferten stadig i entreen, og med hjertet på rette sted.

Og mens duften af stegt løg bredte sig i den lille lejlighed, lukkede Birgitte øjnene et øjeblik og smilede for sig selv.

For i kærlighedens mærkelige regnskab, var det sommetider nok bare at blive stående selv når alle forventer, man går.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

four × four =

Rivalinden efter tingene kom forbi – Jeg er Lara, vi arbejder sammen. Vi elsker hinanden, og du står i vejen! Giv mig Peter! – Hvordan står jeg i vejen? – undrede Svetlana sig oprigtigt. – Kom med fakta! – Jamen… – tøvede kvinden. – Han vil ikke gå fra dig! Peter, er du komplet idiot? De geniale ord stammer fra drengen Søren i Tove Ditlevsens novelle – efter at voksne onkel Peter ”bød” ham på en karamel, der viste sig at være tom… Og ja, faktisk – idiot. Som Storm P sagde: Der findes ikke psykiske sygdomme – bare idioter! Det samme sagde Svetlana til sin mand. Ikke efter at hans elskerinde dukkede op i huset – selv dét slugte hun! – men lidt senere. Ja, det viste sig, at hendes Peter, Peter-hanen med den gyldne kam, som hun havde delt livet med i mange år, havde fundet sig en flirt. Og hun dukkede ikke bare op, men med krav: ”Vi elsker hinanden – giv mig din mand!” Svetlana begyndte allerede at ane uråd! Peter begyndte at barbere sig hver dag – førhen kun hver anden. Han havde fået ny duft og strøg pludselig sine jeans med pressefolder foran. Svetlana lod være med at skuffe ham og tænkte hævngerrigt, at det fortjente han. Og så forlod han huset med en stinkende sky af et eller andet udenlandsk skrammel – han skulle på nattevagt! Ja, han – en mellemleder! – Forstår du, skat, – fortalte han inspireret over aftensmaden, – vi har en mindre byggevirksomhed, og vagten er stoppet! Og budgettet er stramt! Så nu skiftes vi til at sove på kontoret om natten og skræmme tyvene væk! Jeg ville hellere blive hjemme – der kan man jo ikke engang sove ordentligt! – Hvordan vil du dog overleve en hel nat? Siddene? – spurgte Svetlana med bondegårdshumor. Peter trak på det: hvordan kan man tale sådan? Siddene – hvad er dét? Det er et gammeldags adverbium – og hans kone, som underviser i dansk på VUC, vidste det, i modsætning til ham. Kvinden forstod for længst, at manden fuskede. Noget var galt i det danske kongerige. De havde været gift i næsten tyve år. Datteren var flyttet hjemmefra. Og nu havde Peter formentlig fundet en elskerinde. Men okay – det sker. Forelskelse, sådan er livet! Bare indrøm det ærligt og gå – lejligheden tilhørte nemlig Svetlana. Sådan blev det – sket er sket! En gammel djævel og alt det der. Men Peter havde ikke travlt med at indrømme. Hvorfor? Elskede han hende stadig? Eller regnede han med, at det ikke var alvor? Men faktum var, at han blev boende som om intet var hændt. Han udførte sågar sine ægteskabelige pligter. Bortset fra små indicier var der ingen beviser for affæren. Måske var det bare indbildning? Ny duft! Pressefolder på jeans! Hun var ved at slå det hen, men så dukkede hun op – den snedige rival ”Rikke”. Peter var ikke hjemme. Svetlana gjorde rent i lejligheden. Og så – denne: hej og goddag! Godhjertede Svetlana, som i sin yndlingsfilm, åbnede døren: hvem ved, hvad kvinden vil? Lad hende forklare sig! Senere viste det sig, at mandens ”kærlighed” var fem år yngre end Svetlana. Men hun lignede en kvinde over fyrre! Og så forklarede hun: – Jeg er Lara, vi arbejder sammen. Vi elsker hinanden, og du står i vejen! Giv mig Peter! – Hvordan står jeg i vejen? – undrede Svetlana oprigtigt. – Kom med fakta! – Jamen… – tøvede hun. – Han vil ikke gå fra dig! – Men det er jo hans valg! Jeg hjælper dig gerne med at pakke hans ting! – foreslog Svetlana, og spurgte: – Hvad har han fortalt dig? At jeg er døende og han ikke kan forlade mig? – Nej, ikke helt døende, – vaklede gæsten, – men tæt på. I virkeligheden havde hun aldrig talt med Peter om det. Faktisk havde de slet ikke rigtigt talt sammen; alt andet end selve det ene sidespring var ren fantasi… Men det vidste Svetlana ikke. – Men nu kan du selv se, jeg har det fint! Du kan bare tage ham – jeg søger skilsmisse i morgen! Kærlighed og held og lykke til dig! – sagde den smilende kone til gæsten. – Virkelig? – blev rivalen glad. – Hvor er du positiv! Jeg havde frygtet det værste! ”Du aner ikke hvor positiv jeg er!” – tænkte Svetlana skælmsk, men sagde højt: – Men selvfølgelig! Peter og jeg har et tillidsfuldt forhold. Vi respekterer hinanden. Jeg skal nok sige det videre – og du kan gå roligt hjem! Det lød lidt som ”hvil i fred”. Men kvinden, der var i ekstatisk begejstring, bemærkede ingenting. – Så sig til ham, at jeg venter ham med hans ting i dag! – sagde Lara farvel og smilede triumferende – hun havde ”vundet” – og sprang videre mod sin lykke. – Naturligvis, kære – bare vent! – udbrød dansk-underviseren. – Vi ses! Da manden kom hjem, stod en lille kuffert klar i entreen – Peter ejede ikke meget, som man råber til skoven og så videre. Peter så fuldstændigt uvidende ud. For han, Peder, spurgte med vanlig ro og kyssede sin kone: – Svetlana, hvad er der til aftensmad? Hvorfor står der en kuffert i entreen? Skal du ud at rejse? – Din var her! – sagde Svetlana uden omsvøb. – Min hvad? – undrede Peter. – Nattenes vagt! Den du er på skift med! – forklarede Svetlana. – For at passe på kontoret! Peter blev rød og spurgte stille: – Lara? Jeg har aldrig været på vagt med hende! – Er der flere end Lara? Du er da blevet en fik om natten! – Det er ikke som du tror, – begyndte han. – Hvad tror jeg da? Kom, tryl dig igennem, Messing! – sagde Svetlana. – Skal vi gætte, du siger, det aldrig er sket – eller at hun bare dukkede op? – Nej! – snøftede Peter. – Jo, én gang! Kan du huske jeg kom fuld hjem? Det var der! Men jeg ville ikke – ærligt, Svetlana! Hun overmandede mig! Instinkt! Jeg… – Jeg forstår, Peter – kærlighed, den rammer! Og det er jo kun ungdommens letsind, som gamle Poligraf Sharikov sagde! Vær ikke flov – jeg forstår det hele. Vi har nemlig klaret det – og Lara venter. Jeg har lovet at slippe dig! – Hvorhen slippe? – Peter var iskold: Lara var indflytter og boede i et kollegieværelse. – Hvorfor slippe? – Fordi du ikke skal skjule dine følelser, Peter! Jeg kan jo se det i dine øjne! Så gå bare – og held og lykke! – Men jeg vil ikke! – stædede manden. Han ville virkelig ikke! – Er det for varmt? – drillede Svetlana. – Umuligt at sove? Kollegaen var virkelig en kraftig kvinde og tørrede sved af med et broderet lommetørklæde under samtalen. Peter var stille. Og med Lara var det faktisk gået sådan – én gang, i brænderter efter firmafesten. Ingen kærlighed! Men hun begyndte at forfølge ham. Kvinden havde allerede bygget hele kærlighedshistorien op i sit hoved. Hvis I vidste, kære læsere, hvor mange Magomajevs brude der var på de danske hospitaler i gamle dage! Kig bag stjernerne – aldrig talt. Og i dag er der stadig masser af skøre folk: ingen ved, hvor mange Pedere der er i Brasilien… Ellers var de virkelig fornuftige mennesker! De blev bare besatte af et enkelt tema… Men heldigvis havde Lara fri i dag – hun skulle tale seriøst med Svetlana. Peter åndede lettet op: det var pinligt foran det lille team. Peter, smag lige pandekagerne – jeg har selv bagt dem! Din kone lader dig jo sulte! Hvordan gik jeres weekend? Skal vi snakke om det? Jeg drømte om dig i nat! Vil du vide, hvad vi lavede sammen? ”Nu har jeg dummet mig!” tænkte Peter. – Så er det nu jeg må sige op! Hvem anede, at Lara var sådan? Han havde fortrudt hundrede gange! Hvorfor overgav han sig bare et øjeblik? Og Lara viste sig at være virkelig ustabil. – Okay, – sagde Svetlana mildt, – du lyver nok ikke, din Casanova. Men hvordan forestiller du dig vores forhold herfra? Skal jeg bare ligge med dig efter alt dette? – Jeg sover på sofaen! – sagde manden straks og var klar til at tage gulvtæppet i entreen, bare han ikke blev smidt ud. Og hun lod ham – vi må se! Næste dag var det lørdag – Lara kom fra morgenstunden: så – er vi klar? Forstår godt, du ikke kunne i går! Da Peter åbnede døren, blev han lidt chokeret: nu var det virkelig skidt! Han prøvede at få kontakt: manisk fase – ikke for sjov… – Lara Vilhelmsen, kære, – og her blev Lara anspændt, nu kommer det! – gå nu hjem! Vær forsigtig – det er glat i dag! – Hvad med dig? – undrede kollegaen. – Jeg bliver her! – sagde Peter bestemt. – Med min kone! – Men vi elsker jo hinanden! – fremførte kvinden. – Alt det er din fantasi! Intet skete, INTET! – sagde Peter, godt klar over sandheden – men prøv at bevise det! Hvem ved, de gik måske straks hver til sit? Og alle på det lille kontor vidste, at Lara var en smule tosset. Så han holdt fast ved dén version. Laras tanker tumlede rundt – hun stod bare og stirrede intenst på sit kærlighedsmål. De havde det jo godt! Og konen havde givet slip! Hvorfor ikke? – Farvel! – sagde Peter og lukkede døren. Og så sagde Svetlana de berømte ord fra Ditlevsens fortælling om onkel Peter. Perfekt til situationen. Og Peter sagde ingenting – tavshed er et tegn…! Lara stod lidt og kiggede på døren: måske skiftede han mening? Men hun gik – det blev ikke sådan alligevel? Desværre var Peter ikke den eneste: to mandlige kolleger havde sagt op pga. Lara og hendes forfølgelse. Og de havde aldrig haft noget med hende! Mandag dukkede Lara ikke op: hun havde sagt op og var videre – måske var 3 gange nok, nu ledte hun efter kærlighed i en anden virksomhed. Måske var hun ikke så tosset… Peter åndede ud. Godt han slap – hun blev trods alt ikke gravid… Og snilde Svetlana tilgav sin mand. Ja, han var utro i en brænderter! Men alt det andet var sandt! Det viste sig, at det mandlige personale faktisk tog nattevagter på skift i den lille byggevirksomhed: det nærige chef sparede på sikkerheden! Den nye duft og pressede jeans var uden betydning. Ja, et enkelt sammentræf – sådan lå det bare! Eller måske skyldes alt astrologi og retrograd Merkur: så har man da noget at skyde skylden på – det gør livet lettere… Hvad kan man sige til slut? Lad være med at drikke dig i hegnet til firmafesten, venner! Kærlighed kan være giftig. Og med dagens livstil er det ikke sjældent. Tænk dig om – det kunne have været endnu værre. Man kan ikke altid skyde skylden på Merkur…
Kan du ikke følge med på jobbet? På det seneste er arbejdspresset steget, og han kommer ofte sent hjem – en dansk fortælling om en kvindes kamp for sig selv og sine børn, da sandheden kommer frem.