Jeg lod en slægtning bo hos os
Jeg håber ikke, at hele din familie begynder at stå i kø for at bo her nu, efter vi lod Mads flytte ind? spurgte min kone, smilende.
Nej, søde. Mads er en særlig undtagelse.
I de syv år vi havde været gift, havde jeg altid følt mig heldig med Emma. Hun var lidt temperamentsfuld, men både kærlig, omsorgsfuld og forstående.
Da min fætter, Mads, pludseligt dukkede op for to år siden, viste Emma sig som en utrolig gæstfri vært.
Jeg håber ikke, at hele din familie nu vil bo her, bare fordi Mads bor hos os? sagde Emma igen med et grin.
Nej, nej, søde. Mads er anderledes. Vi er godt nok ikke tætte på papir, men da vi var børn, brugte vi alle somre sammen i Sommerhusområdet ved Vesterhavet.
Han er virkelig en fin fyr! forsikrede jeg hende. Han blev pludselig tilbudt et virkelig godt job her i Aarhus, og han nåede bare ikke at finde en lejlighed endnu.
Og han viste sig at være en drømmegæst, lavede ikke ballade, og efter bare en måned flyttede han ind i sin egen lejebolig.
Emma virkede endda lidt skuffet, da han flyttede, men jeg slog det hen.
Samtidigt havde mit arbejde travlt, min virksomhed havde netop vundet et stort udbud, så jeg var begravet i projekter og hjemmet blev stort set kun brugt til at sove i.
Men vi holdt stadig kontakten med Mads, som stortrivedes med jobbet, byen og alt det nye.
Så købte han endda sin egen lejlighed bevares, med lån, men stadig hans eget sted og han inviterede os til indflytterfest efter renoveringen.
Se, det her er Signe, min forlovede! præsenterede han stolt.
Hold da op! Hvor mange nytter har du fået! jokede jeg. Hvorfor har du holdt sådan en smuk kvinde skjult for os?
Tillykke, sagde Emma, ret tørt og knap nok med blikket på den spinkle og lidt generte Signe.
Der er nu ingen smukkere end dig i mine øjne, sagde jeg hurtigt og holdt armen om min kone.
Skal vi ikke droppe skønhedskonkurrencen og komme i gang med festen? lo Mads.
Alle var med, og aftenen blev rigtig hyggelig med et par af Mads kollegaer, Mads virkede glad, og jeg var oprigtigt glad på hans vegne.
Han er godt nok tre år yngre end mig, men nu er han fyldt 30, og det er vist på tide at begynde at tænke på familie. Nu har han jo alt, hvad han behøver.
Vi burde også snart tage snakken om børn, sagde jeg, lettere snalret, på vej hjem efter festen.
Åh, Mathias, lad nu være, sukkede Emma. Vi har jo allerede besluttet ikke at skynde os, vi kan sagtens vente et par år.
Det havde vi faktisk aftalt i starten af forholdet, at vi ville vente med børn.
Men jeg var begyndt at tænke, at nu var det det rette tidspunkt, selv om Emma holdt fast:
Der er stadig tre år til jeg fylder 30, jeg gider ikke skynde mig. Jeg prøvede at tage det roligt, men bragte det op jævnligt.
Kort tid efter indflytterfesten bankede det på vores dør og det var Signe, og jeg var alene hjemme.
Signe? sagde jeg overrasket. Er der sket noget?
Nej, hun rystede på hovedet og kiggede mærkeligt på mig. Jeg ville bare lige hurtigt snakke med dig…
Kom endelig ind! Men Emma er der ikke hun er lige et par dage hos sine forældre.
Jeg ved det godt. Jeg har brug for at tale alvorligt med dig.
Okay, sig frem…
Hun tøvede, stirrede ud i luften og sagde pludselig:
Mathias, jeg er forelsket i dig! og kastede sig om halsen på mig, prøvede at kysse mig.
Jeg frøs et par sekunder, men trak mig væk og sagde roligt:
Signe, tag det nu lige roligt. Det mener du simpelthen ikke?
Jo, det gør jeg! sagde hun stædigt. Jeg har været vild med dig siden første gang vi mødtes. Det føles helt rigtigt ja, jeg har kæmpet imod, netop fordi jeg er sammen med Mads…
Jeg lyttede bare.
Men ved du ikke, at Emma og Mads har noget sammen? sagde hun pludselig.
Okay… Jeg har vist nogle Panodiler et sted… Eller måske skal jeg hente lægen? sagde jeg, lidt ironisk. Har du det nu helt okay?
Jeg har det fint! sagde hun irriteret. Jeg er ikke ude af mig selv, jeg mener det rent faktisk!
Hvis du ikke var så selvsikker, ville du jo have lagt mærke til, hvordan Emma og Mads kiggede på hinanden til festen.
Og hvordan din kone nærmest stirrede ondt på mig. Du ser det bare ikke!
Skal jeg virkelig stole på din mavefornemmelse og ødelægge mit ægteskab? spurgte jeg efter en pause. Vi har været lykkelige sammen i over syv år.
Men hun virker som om hun er lykkelig med en anden…
Stop! Signe, det er, som i en dårlig roman, hvor nogen prøver at afsløre utroskab uden nogen som helst beviser… Der må du altså holde op! jeg var ved at blive vred.
Hvilke beviser vil du have? udbrød hun. Billeder? Video? Hvorfor tror du mig ikke?
Jeg skal da ikke bare tro dig det her er bare for langt ude, Signe. Nu stopper vi den snak. Farvel.
Hun så et øjeblik trist på mig, før hun gik ud. Jeg fik næsten lidt ondt af hende forelsket og ulykkelig.
Men alligevel kunne jeg ikke slippe tanken om det hun sagde… Jeg ville aldrig tage den snak med Emma over telefonen, men en snak med Mads måtte kunne lade sig gøre.
Så jeg tog ud til Mads lejlighed uden at ringe.
Jeg var ikke engang kommet ind i opgangen, før jeg så Emma og Mads udenfor huset de var i gang med en heftig diskussion.
Ja, jeg elsker dig, sagde Mads åbenbart igen… Men vi har det bare svært sammen. Vi har jo gået fra hinanden to gange de sidste år…
Netop! Og vi tager jo altid hinanden tilbage igen! sagde Emma, nærmest desperat. Vi kan bare ikke undvære hinanden, og nu gifter du dig med Signe! Du har bare fundet hende for at såre mig, ikke?
Nej. Jeg vil bare have en normal familie! Uden alt dramaet og hemmelighederne! Signe vil være perfekt for mig, og du må leve dit liv…
Hold op! Emma gav Mads en lussing. Lad være med at snakke om hende med mig! Jeg er gravid med dit barn, faktisk!
Er det rigtigt?! Mads tog sig til sin kind. Og din mand, han har ikke noget med det at gøre?
Gå nu væk… Idiot… snerrede Emma. Mathias og jeg bruger jo altid beskyttelse. Det er dig, jeg ville have barn med, ikke ham!
Bravo! jeg klappede sarkastisk i hænderne, trådte frem og gjorde mig tydelig. Ja ja, lykke til jer så.
Jeg var så chokeret, at jeg ikke vidste hvad jeg skulle sige, og jeg havde ikke lyst til at diskutere med dem.
Så jeg vendte bare om og gik direkte mod bilen, mens de bare stirrede.
Ti minutter senere, på vej hjem, kørte jeg så galt ramte en skraldebil, mest fordi jeg var totalt væk i tankerne.
Redderne måtte skære mig ud af bilen, og jeg vågnede først op to dage senere på hospitalet.
Brud på hofte, lårben og albue. Det bliver en lang behandling med lang genoptræning, men forhåbentlig er du på benene om et halvt år, sagde lægen tørt. Hovedet er intakt.
Bag ham stod Emma, tydeligt rystet.
Det skal nok gå, hviskede hun, så snart lægen forsvandt.
Ja, det tror jeg også, sagde jeg lavt. Bare kom ikke mere.
En uge kom hun ikke, så kom hun igen. Og igen sagde jeg, at jeg ikke ville se hende.
Skal jeg så give dig skilsmisse? blev hun vred.
Ja, selvfølgelig, sagde jeg. Sig bare hvad du vil have fra mig.
Hun så undersøgende på mig, men så næsten lettet ud.
Hun kom ikke tilbage igen, bare en sms om at hun flyttede og søgte om skilsmisse. Mads hørte jeg heller ikke fra.
Til gengæld dukkede Signe op hver eneste dag for at hjælpe. Jeg blev irriteret og smed hende væk, men så gav den gamle sygeplejerske mig en opsang:
Hold nu op! Vi mangler hænder, og den pige gør bare det hun kan! hun blødte op, da hun så mit ansigt: Lad hende nu i det mindste give dig mad, hjælpe dig med rent tøj… resten klarer vi.
Så jeg sagde modvilligt ja. Jeg havde jo ikke rigtig noget valg. Og faktisk, når hun var der, føltes alt lidt nemmere, og tankerne om Emma og Mads gled lidt i baggrunden.
Efter hospitalsopholdet var Signe også en stor hjælp hjemme, og hurtigt vænnede jeg mig til hendes selskab efter to måneder kunne jeg slet ikke undvære hende længere.
Jeg kom mig langt hurtigere end lægen havde sagt, alene fordi hun var der og hjalp. Og uundgåeligt blev vi tætte.
Efter et stykke tid ringede Emma:
Jeg har fået en datter, hun hedder Alvilda, sagde hun. Hun er allerede to måneder, så fin…
Tillykke, sagde jeg uden følelser. Og hvad vil du med mig?
Der var stille længe.
Mads og jeg går ikke så godt… Skal vi prøve igen, Mathias? Tænker på hvor meget vi elskede hinanden…
Jeg lagde bare på. For mig var der intet at prøve mere.
