Efter skilsmissen solgte Roksana og hendes mand lejligheden, og for sin andel kunne hun købe en etværelses lejlighed i en god beliggenhed. Efter skilsmissen lykkedes det Roksana at købe en etværelses lejlighed i et dårligt kvarter, hvor der var langt til børnehave og læge, dårlige busforbindelser og ingen supermarkeder i nærheden. Hendes mor støttede hende ikke, da Roksana som 19-årig besluttede sig for at blive gift. – Tænk dig nu om, min pige. Jeg kan ikke lide din kæreste. Han virker så umoden, sagde hendes mor. – Jeg elsker ham. Han er bare sjov, det går nok over. Vi er jo stadig unge, forsvarede Roksana sig. – Du har ret til at gøre, hvad du vil. Roksanas mor frarådede hende at gifte sig, men hun gjorde det alligevel. Det første de gjorde var at leje en lejlighed, og da Roksana blev gravid med deres første barn, solgte moren sin lejlighed og gav datteren en del af pengene. Resten lagde hendes svigerforældre til. freepik.com Manden arbejdede hele tiden, men om aftenen var han på nettet. To år senere kom endnu et barn til, og moren måtte blive barnepige for børnebørnene. Datteren klagede konstant over manglende penge. Da det yngste barn fyldte ét år, kom familien i store økonomiske vanskeligheder. Skænderier og beskyldninger begyndte, for det viste sig, at Roksanas mand spillede på internettet og brugte alle deres penge på gambling. Han lovede sin kone: ”Vi skal bare holde ud lidt endnu, så svømmer vi i penge.” Efter skilsmissen købte Roksana en etværelses lejlighed i et dårligt kvarter for de penge, hun fik. Hun havde langt til børnehave og læge, busforbindelserne var dårlige, og der var ingen supermarkeder i nærheden. Roksana var desperat og bad sin mor om hjælp. – Lad os bytte lejligheder, mor. Du kan tage min, så flytter jeg hjem til dig med børnene. Moren nægtede og foreslog: Tag et arbejde, lån penge. – Ved du, at Karol først kan starte i børnehave om et år? Hvordan skal vi klare os indtil da? Moren trak bare på skuldrene. Datteren samlede børnene, smækkede døren og afbrød kontakten i et år. Original: W rezultacie Roksana rozwiodła się z mężem, a mieszkanie sprzedali. Za kwotę należącą do Roksany, mogli kupić jednopokojowe mieszkanie w dogodnej lokalizacji. Catchy, detailed, and Danish-appropriate rewrite: Efter skilsmissen solgte Roksana og hendes mand lejligheden, og med sin andel kunne hun købe en etværelses lejlighed centralt i København – men hun stod alene, uden opbakning fra sin mor og med børnene langt fra børnehave, læge og supermarked.

Som resultat blev Frederikke skilt fra sin mand, og de solgte lejligheden. For det beløb, der tilfaldt Frederikke, kunne hun købe en ét-værelses lejlighed med nogenlunde central beliggenhed.

Efter skilsmissen lykkedes det Frederikke at købe en lejlighed med ét soveværelse desværre i et kvarter, hvor Selvom postmanden stadig tør gå ind, så skal man ikke stole på, at cyklen står der dagen efter. Børnehaven og lægehuset lå i den modsatte ende af byen, busserne gik kun, når månen var fuld, og supermarkederne eksisterede kun som sagn i gamle koners samtaler. Frederikkes mor havde aldrig støttet hendes beslutning om at gifte sig som nittenårig.

“Overvej det nu lige lidt, min pige. Jeg bryder mig ikke om ham der. Han virker som én, der tror, at pyjamas er festtøj,” sagde moren.
“Men jeg elsker ham! Han er bare sjov og det kan man jo ikke løbe fra, indtil man gør det. Vi er jo stadig unge,” forsvarede Frederikke sig.
“Du bestemmer selv, hvad du gør. Og nu har jeg sagt mit.”

Selvom moren forsøgte at tale hende fra det, giftede Frederikke sig alligevel. Første projekt for de nygifte: finde noget at bo i. Da Frederikke senere blev gravid med deres første barn, besluttede moren at sælge sin lejlighed og give datteren et lille beløb som startkapital. Resten supplerede svigerforældrene eller Sten og Greta, som de blev kaldt, fordi folk altid troede, de hed noget andet.

Manden arbejdede hele tiden, og om aftenen var han kun til stede via chats og mærkelige internetsider med lyde, der mindede mere om Las Vegas end København. To år senere kom der et barn mere, så moren endte som børnepasser på deltid, al den tid hun ikke læste reklamer. Frederikke klagede konstant over tom pengepung den var næsten patentanmeldt som den letteste pung i Danmark.

Da det yngste barn fyldte et år, stod familien på bar bund, økonomisk set. Skænderier og slagsmål begyndte, for det viste sig, at Frederikkes mand havde spillet alle pengene op på nettet han havde sat mere på roulette en lørdag aften end folk drikker kaffe på et helt år. Hans løfte lød: Vi skal bare holde ud lidt endnu, skat så svømmer vi i kroner.

Efter skilsmissen og boligdelingen stod Frederikke med nøglen til en lejlighed i et kvarter, hvor det mest spændende var, om postkassen stadig stod hængende, når hun kom hjem. Børnehaven og lægen lå længere væk end hendes motivation mandag morgen, busserne døde af kedsomhed, og uden supermarkeder var take-away pludselig en hobby.

Frederikke gik helt i baglås og ringede til moren for hjælp.

Skal vi ikke bare bytte lejligheder, mor? Du får min avocado-grønne stue, og jeg flytter ind hos dig sammen med børnene selvfølgelig.

Moren rystede på hovedet og foreslog noget, der mindede om et Borgen-afsnit: Få et job, tag et lån.

Men mor, Karoline får først børnehaveplads om et år. Hvordan skal vi overleve indtil da?!

Moren trak bare på skuldrene en klassisk dansk gestus, der kan betyde, at man enten er ligeglad eller bare har glemt, hvad spørgsmålet var. Frederikke samlede børnene sammen, smækkede døren og holdt morfri år.

Og sådan gik der et år, hvor ingen i familien faktisk vidste, hvordan man sagde undskyld.