Jeg er fortabt – Anna! Hvad er der sket med dine hænder? – udbrød Natasja chokeret. – Alt er okay, – svarede Anna anspændt. – I morgen tidlig går jeg til klinikken, og så får jeg negle og normal hud igen. – Hvordan har du dog fået dine hænder til at se sådan ud? Har du arbejdet på en byggeplads, eller hvad? – spurgte veninden Sofie med et glimt i øjet. – Bare en våd hovedrengøring i min nye ungkarlehybel, – sagde Anna med tydelig irritation. – Det er ikke nogen tragedie! – Virkelig? – undrede veninderne sig. – Hvorfor kalder du din lejlighed for en ungkarlehybel nu? Det var da altid dit rede? Og hvorfor gør du det selv? Du kunne jo bare hyre nogen… – Der er styr på alt i min lejlighed, – sagde Anna bestemt. – Der har altid været styr på det! – Er du begyndt at gøre rent hos andre nu? – Sofie trak sig tilbage. – Anna, vi er jo veninder! Hvis du har pengeproblemer, må du sige til! Jeg vil altid støtte dig! – Jeg har penge nok, – mumlede Anna. – Og firmaet går godt. – Anna, jeg forstår ingenting nu! – blev Natasja bekymret. – Hvorfor begyndte du at gøre rent i en fremmed lejlighed? Og hvorfor selv? – Tabte du et væddemål? – foreslog Sofie. – Jeg ville ønske, det bare var et væddemål, – svarede Anna og undgik øjenkontakt. – Inderst inde… jeg er fortabt. Så fortabt, at jeg hellere ville miste firmaet og gå og gøre rent hos fremmede! Venindernes chok kunne ikke skjules. På det tavse spørgsmål, der lyste ud af deres øjne, sagde Anna utilfreds: – Jeg har fået mig en mand. Og sådan en mand, at jeg hellere ville have lopper og rotter end ham! Venindernes øjne viste ikke chok, men ren panik. – Anna, du må flygte! Hvis du siger sådan, så flygt! – hviskede Natasja. – Det kan jeg ikke, – sagde Anna med et skævt smil. – Og jeg vil ikke! Jeg vil hen til ham, ikke væk fra ham! – Hvad? – Sofie tog sig til hovedet. – Anna, er det virkelig dig jeg hører? Du har jo altid været så stærk! Ubøjelig! Og nu… en mand!!! – Jeg ved det godt! – sagde Anna vredt. – Jeg genkender ikke mig selv! Jeg blev rasende, råbte! Var lige ved at banke hovedet ind i væggen! Måske burde jeg prøve? Natasja og Sofie var helt forvirrede. Men det der med hovedet og væggen afviste de straks. Det værste var faktisk at se Anna være vred på sig selv. – Hvad med Stasik? – spurgte Natasja uforberedt. – I så ellers søde ud sammen! Og han var så hjælpsom! – Du kan få ham! – sagde Anna. – Han er intet værd for mig. Og jeg har endda tjekket! Han når ikke engang op til Steffens niveau! – Steffen? – Sofie grimasserede. – Så nemt? Du har byttet Stanislav ud med en Steffen? Jeg troede, det mindst var en Gabriel! – Tag din Gabriel og Rafael med dig! – fnøs Anna. – Jeg har min Steffen! – Er han rig? – spurgte Sofie. – Nej, – rystede Anna på hovedet. – Er han flot? – spurgte Natasja. – Helt almindelig, – svarede Anna. – Ung og fyrig? – spurgte Sofie skeptisk. – Enogfyrre, – sagde Anna med tryk på hvert ord. – Og hvad skal du med ham? – spurgte Sofie hånligt. – Han kan elske! – sagde Anna drømmende, og hendes ansigt lyste op i et saligt smil. – Han kan elske så meget, at jeg ville give ham alt! Lige nu, med det samme! Lejligheden, huset, bilerne! Selv firmaet vil jeg skrive over til ham! Bare han er hos mig! Bare han er min! Kun min! – Du er syg, – sagde Sofie og rystede på hovedet. – Hvor mødte du ham? – spurgte Natasja. – På nettet, – svarede Anna med et smil. – Søgte efter lidt eventyr en aften… Kvinder, der har fokus på karrieren, er sjældent gift. Ikke på grund af familien, men fordi mænd ikke håndterer en succesrig kvinde særlig godt. Medmindre de lever på hendes penge. Anna valgte sig selv allerede i gymnasiet. Hun blev bidt af at lave smykker. Et år senere solgte hun dem til klassekammeraterne – ikke for slik! Hun læste økonomi, men smykkerne blev stadig en god indtjening. Uddannelse og erfaring fik hende til at tænke: det her er et godt business-eventyr. – Ikke perler! – smilede Anna. – Unikke håndlavede smykker! Fuldstændig skræddersyet! – Dem findes der mange af, – fik hun altid at vide. – Du bliver bare én blandt tusind! – Hvem siger, jeg vil være håndværker? Jeg vil mere! Det ville være småt. Og man lever ikke det liv, man drømmer om. Anna begyndte at samle andre dygtige kunstnere omkring sig. Arbejdet var enormt: reklame, kataloger, kunder, kontrakter. Salgspunkter. Og mere reklame for blot at brande hendes butik som den for dem, der virkelig forstår! Det var ikke bare arbejde – det var et bjerg at bestige. Men som 35-årig var Anna en succesfuld erhvervsleder med det hele. Lejlighed, sommerhus, garage med seks biler – og det var ikke nogen billige modeller! Samt en flot bankkonto. Hun kunne få alt, hvad hun ville, stort set med et fingerknips! Men familien fyldte ikke i hendes liv. Og det plagede hende egentlig ikke. Til humør og fertilitet havde hun altid sine “drenge”. For et beløb kunne de elske og tilbede Anna, så længe hun havde lyst. Og så forsvandt de, når hun blev træt af dem. Senest havde hun Stasik. En sød fyr. Hendes veninder talte endda om, at hun ville beholde ham permanent. – Måske endda blive gift! – sagde den romantiske Natasja. – Så mister vi ham helt, – sukkede Sofie, som også havde haft et par aftener med Stasik. Hvorfor Anna pludselig søgte på et dating-app, vidste ingen. Hun kedede sig lidt om aftenen. Ville prøve noget nyt. Når den søde Stasik er altid tæt på, får man lyst til noget mere krydret. Men der begyndte straks at komme henvendelser fra “drenge” som Stasik. Kedeligt. Derfor fangede “God aften!” fra Steffen Annas opmærksomhed. – Skal vi snakke? – skrev han uden at vente på svar. Anna besluttede sig for at tage en snak med Steffen, mens hun kiggede på hans profil og billeder. Og straks tænkte hun: “Hvad vil du? Ser du ikke, at jeg har biler, både, guld og diamanter? Og du? Sidder i stuen fra min farmors tid! Og ansigtet har aldrig set en kosmetolog!” Slet ikke min liga! Men samtalen fortsatte. Om alt mellem himmel og jord. Anna måtte indrømme, at Steffen var både lærd og klog. – Hvorfor er han så ikke rig? Anna spurgte ham ligeud. – Hvorfor skulle jeg være det? – svarede Steffen. Det svar slog Anna helt ud. – Hvad mener du? – spurgte Anna. – For velstandens skyld! – Jeg mangler intet, – svarede Steffen. – Jeg har, hvad jeg skal bruge! Et ur til én million viser det samme som et til fem tusind. Samtalen fortsatte – og stoppede først, da morgensolen kom frem. – Jeg skal på arbejde, – skrev Anna. – God arbejdslyst, – svarede Steffen. – Jeg har fleksibel tid, så det er nemmere for mig! Hele dagen havde Anna ingen tid til den mærkelige samtalepartner, men tanken om ham dukkede op indimellem. Om aftenen aflyste hun åbningen af en ny restaurant. Sagde hun havde travlt. Men egentligt lagde hun sig på sofaen med sin tablet og skrev til Steffen: – Hej! Har du husket mig? – Hej! Lider ikke af demens! Og hvis jeg glemmer noget, er det skønt! Igen skrev de sammen næsten hele natten. Anna sov kun et par timer, før hun skulle op. Om aftenen skyndte hun sig hjem for at skrive videre med Steffen. To ugers internet-snak gjorde Anna så besat, at hun virkelig ville møde Steffen rigtigt. Som den direkte type hun var, skrev hun det bare. Og fik: – Kom forbi! Han sendte adressen. Anna frøs. Hun havde tablet i den ene hånd, og den anden var i luften – som hvis talens gave var gået tabt. – Hvad mener du, “kom forbi”? – spurgte hun forvirret. Hun skrev det også. – Bare kom, – svarede Steffen. – Men sig lige: Vil du have te eller kaffe? Kan du lide eclairs med smørcreme – eller skal jeg smide nogle bøffer på grillen? Hvis det var én, hun kendte godt, ville det være naturligt. Men første møde? Hjemme hos en mand? Hos en kvinde? Alene? Anna havde lyst til at skrive, at han var utrolig fræk, men lysten til at møde ham var for stor, så hun gik diplomaten vejen: – Jeg havde forestillet mig en café eller restaurant, – skrev hun. – Åh! Orker ikke! – svarede han. Anna huskede tydeligt deres forskellige sociale og økonomiske status. – Okay! Jeg betaler for din taxa tur/retur. Og middagen og det hele! Hun var vant til “drenge” der betales for, så det skrev hun bare – uden tanke. – Jeg kan godt selv betale, – svarede Steffen, – jeg orker bare ærligt talt ikke at skulle samle mig, tage afsted, komme hjem igen, og vejret er dårligt. Kort sagt, jeg gider ikke. Vil du mødes? Kom bare! Adressen har du. – Så ved du hvad! Jeg finder mig ikke i sådan frækhed! – skrev Anna, og smed tabletten. Demonstrativt undgik hun den i to dage. Hun længtes, men holdt stand. Hun ventede jo, at Steffen ville undskylde, tigge, invitere hende ud hvor end hun ville. Anna ventede. Men da hun tjekkede beskeden, var hendes tekst den sidste. Han havde ikke svaret. Vreden kogte som en glemt kedel! Anna brugte nogle grimme ord om Steffen. Altså… ret mange. I to timer ventilerede hun sin vrede. Men da hun faldt ned, blev hun klar over, at hun savnede hans selskab. Og ønsket om at møde ham var ikke blevet mindre. Snarere det modsatte. – For pokker, han har sat sig fast! – mumlede hun og tog tabletten op. Han kunne faktisk godt være blevet fornærmet. – Hej! – skrev Anna og ventede. – Hej, – svarede Steffen. – Hvordan går det? Helt neutral tone. Som om sidste gang var sluttet helt normalt. – Fint, – svarede Anna. – Hvad siger du til at mødes i dag? Eller gider du stadig ikke? Hun besluttede sig for at stikke ham lidt. – Du ved det jo! – svarede Steffen med en grinende smiley. – Så doven, at jeg selv bager fladbrød på panden fordi jeg ikke gider gå efter brød. – Jamen, hvornår skal vi så mødes, hvis du altid er doven? – spurgte Anna. – Kan du køre bil? – spurgte han. – Ja da! Jeg har bil! – Virker den? – Ja, – Anna var forvirret. Hun havde jo seks biler. Hvis én var i stykker = reparation eller salg. – Skal jeg sende adressen igen, hvis du har slettet den? – skrev han. – Kom bare! *** – Vent, vent! – afbrød Sofie og greb Annas hånd. – Kørte du virkelig hen til en fremmed mand? – Ja, – nikkede Anna bestemt. – Var du ikke nervøs? – spurgte Natasja. – Hvad hvis han nu var… kriminel? – Havde peberspray med! Men den blev ikke brugt. – Du kørte virkelig hjem til en mand, du kun kendte fra nettet? – Sofie kørte rundt i stuen. – Det er vanvid! – Gjorde det, – nikkede Anna. – Og jeg har ikke fortrudt ét sekund! Piger, jeg er fortabt! Og da det hele gik op for mig, ærgrede jeg mig over de to spildte dage, jeg var fornærmet! Hvis jeg bare var taget afsted med det samme, havde jeg fået to dage mere med lykke! – Seriøst?! Hvilken lykke? – udbrød Sofie. – Netop dén lykke, som jeg ville give alt for! – sagde Anna ærligt. – Det er ikke en joke? Altså – firmaet og alt hvad du ejer? – Sofie blev alvorlig. – Jeg er klar til at tage lån for ham! Og arbejde dem af på byggepladsen, hvis det er! – svarede Anna med hånden på hjertet. Natasja stod helt målløs. – Fortæl! – krævede Sofie. – Så du tog hen til ham?! – Jeps, det gjorde jeg…

Jeg er fortabt

Birgitte! Hvad er der sket med dine hænder? udbrød Marie chokeret.

Der er ikke noget, svarede Birgitte stift. Jeg har en tid i klinikken i morgen tidlig, så får jeg både negle og normal hud igen.

Hvordan har du dog fået hænderne til at se sådan ud? Har du taget ekstra vagter på en byggeplads? støttede veninden Kirsten op om Maries bekymring.

Det var bare vådrengøring i en ungkarl-lejlighed, sagde Birgitte irriteret. Lad nu være med at gøre et drama ud af det!

Seriøst? veninderne så forbløffet på hende. Hvorfor kalder du din lejlighed en ungkarl-lejlighed? Du har jo altid kaldt den dit rede

Og hvorfor gør du det selv? Du kunne jo få professionel hjælp?

Min lejlighed, sagde Birgitte bestemt, har det fint! Den har altid haft det fint!

Har du taget rengøringsjobs i andres hjem? spurgte Kirsten tøvende. Birgitte, vi er jo veninder! Hvis du mangler penge, så sig det! Jeg vil altid være der for dig!

Jeg har penge nok, brummede Birgitte, og min forretning kører også godt.

Birgitte, nu kvikker du mig helt ud! sagde Marie bekymret. Hvorfor rydder du op et fremmed sted? Og hvorfor alene?

Har du tabt et væddemål? gættede Kirsten.

Det havde været simpelt, Birgitte så væk og lod blikket glide over væggen. Jeg er bare havnet i noget så meget, at jeg hellere ville miste min forretning og skulle leve af at gøre rent hos andre!

Venindernes ansigter frøs.

På deres stumme spørgsmål i blikkene svarede Birgitte med irritation:

Jeg har fået en mand. En mand, som jeg ville ønske, at det i stedet var lus, mus og væggelus, der var flyttet ind!

Veninderne skiftede fra chok til ren panik.

Birgitte, løb! Siger du sådan, så skal du bare væk hvis du kan! hviskede Marie.

Jeg kan ikke, stønnede Birgitte. Og jeg har heller ikke lyst! Jeg vil hen til ham, ikke væk!

Hvad? Kirsten trak sig tilbage. Birgitte, er det dig, jeg hører nu? Du har altid været stålfast! Ingen har kunnet bøje dig! Og nu en eller anden mand!?

Jeg ved det! snerrede Birgitte. Jeg kender mig ikke engang! Jeg har raseret, råbt! Mangler bare at slå hovedet mod væggen måske skulle jeg prøve det!

Kirsten og Marie stod målløse. Men forslaget om at ramme sit hoved mod væggen stemte de resolut nej til. Det gjorde indtryk på dem, at Birgitte var vred på sig selv.

Hvad med Jesper? spurgte Marie. I var søde sammen! Han er så hjælpsom og ordentlig!

Du kan bare tage Jesper, sagde Birgitte mat. Han gør ingen forskel for mig! Jeg har endda testet det! Han når ikke engang op på noget, der minder om Søren!

Søren? Kirsten rynkede på næsen. Skiftede du bare Jesper ud med en Søren? Jeg troede det var, tja, mindst en Frederik!

Tag du din Frederik! Og Anton med! fnøs Birgitte. Jeg har Søren!

Er han rig? ville Kirsten vide.

Nej, rystede Birgitte på hovedet.

Smuk? spurgte Marie.

Almindelig, lød svaret.

Ung og hot? stak Kirsten skeptisk ud.

Enogfyrre, svarede Birgitte langsomt.

Hvorfor vil du have ham så? grinede Kirsten.

Han kan elske! drømte Birgitte, og hendes ansigt lyste op i et saligt smil. Han elsker så dybt, at jeg er klar til at give ham alt!

Alt! Min lejlighed, mit sommerhus, bilerne ja, forretningen også! Bare han bliver hos mig! Bare han er min! Kun min!

Hun er klar til psykiatrisk vurdering, rystede Kirsten på hovedet.

Hvor mødte du ham? spurgte Marie.

Online, smilede Birgitte. Jeg søgte lidt eventyr en aften

Kvinder, der dedikerer sig til forretning, gifter sig sjældent. Det handler ikke om familie men om, at mænd har svært ved at holde til en succesfuld kvinde.

Medmindre de lever på hende og hendes penge.

Birgitte havde allerede i skolen valgt sig selv. Hun begyndte at perle. Et år senere solgte hun smykker til sine klassekammerater og ikke for flødeboller!

Hun læste økonomi, men smykker og snart langt mere end perler blev hendes levevej.

Uddannelsen gav hende idéen: det kunne faktisk blive en solid forretning.

Nej, ikke perler! grinede hun. Unikke håndlavede smykker! Eksklusivt! Efter kundens ønske!

Sådan nogle findes der massevis af, sagde folk. Du bliver bare én af mange, kæmper for hver krone!

Hvem siger, jeg vil være en simpel håndværker?

Det var småt nok. Man kan leve af det, men ikke, som Birgitte ville. Hun begyndte at samle smykkekunstnere under sig.

Arbejde var der masser af. PR, kataloger, kunder, forhandlinger, kontrakter. Senere også egne butikker. Og så endnu mere PR for at markere sig som det eksklusive valg til dem, der virkelig forstår sig på smykker!

Det er ikke bare arbejde det er et enormt slid! Men Birgitte, nu 35, er en succesfuld forretningskvinde med alt og mere til.

Lejlighed i København, sommerhus på Mols, garage med seks biler alle af de dyre modeller. Og en stor bankkonto.

Hun kan få alt, hun ønsker, med et fingerknips.

Men der er ikke plads til familie i hendes liv. Og det har hun aldrig savnet. For sundhed, humør og energi havde hun drengevenner.

De elskede og forgudede hende for en god betaling, og forsvandt hurtigt, når interessen dalede.

Størst på det sidste har Jesper været med. Sød nok og veninderne mente, Birgitte måske ville binde ham til sig.

Måske ender de gift, sagde romantiske Marie.

Så mister vi Jesper for evigt, stønnede Kirsten.

Hun mødtes også med Jesper ind imellem.

Hvad drev Birgitte hen på en dating-app, ved ingen. Kedsomhed en aften, måske lidt adspredelse.

Når søde Jesper hele tiden var der, får man lyst til noget mere krydret.

Men så begyndte de samme typer som Jesper at skrive kedeligt!

Så derfor fangede God aften! fra en Søren Birgittes opmærksomhed.

Skal vi skrive? lød hans næste besked, før hun svarede.

Birgitte svarede, mens hun tjekkede hans profil og billeder.

Og straks tænkte hun:

Hvad vil du dog her? Ser du ikke, at jeg står på fotos med biler, på både, iført guld og diamanter? Og du? Hjemme på stuen, sådan som min mormor boede! Og han har næppe set indersiden af en skønhedsklinik!

Slet ikke min liga!

Men samtalen gled videre. Om alt muligt. Hun måtte indrømme, Søren var belæst og intelligent.

Hvorfor er han så ikke rig?

Det spurgte hun om.

Hvorfor skulle jeg være det? svarede Søren.

Det rystede hende.

Hvad mener du, hvorfor? For at have råd til alt!

Jeg har alt, jeg behøver, svarede han. Et ur til en million viser det samme som ét til fem tusind.

Samtalen fortsatte til det blev lyst.

Jeg skal på arbejde, skrev Birgitte.

God arbejdslyst, svarede Søren. Jeg har fleksible tider, så jeg tager det roligt!

Birgitte glemte ham næsten i løbet af dagen, men tanken om Søren dukkede alligevel op indimellem.

Om aftenen takkede hun nej til en restaurantåbning selveste ejeren havde inviteret. Hun henviste til arbejde. Hun blev hjemme med sin tablet og skrev til Søren.

Hej! Har du glemt mig?

Hej! Jeg lider ikke af dårlig hukommelse! Når jeg endelig glemmer noget, får jeg faktisk stor fornøjelse af det!

Igen skrev de næsten hele natten. Hun fik kun et par timers søvn op til arbejdet. Men om aftenen skyndte hun sig hjem for at skrive med Søren.

Efter to uger online blev Birgitte så nysgerrig, hun ville mødes med Søren.

Det skrev hun ærligt. Til det fik hun:

Kom forbi!

Han sendte hende adressen.

Birgitte frøs. Tablet i den ene hånd, den anden i luften som hvis man pludselig mister evnen til at tale.

Hvad mener du med, at jeg skal komme? spurgte hun, og gentog det på skrift.

Bare kom, svarede Søren. Drikker du te eller kaffe? Og er wienerbrød ok, eller skal jeg lave bøffer på grillen?

Havde det været en ven fra gamle dage, lød det naturligt. Men første møde hjemme hos ham? Virkelig?

Hun var i tvivl, men ville gerne mødes og skrev diplomatiske:

Jeg havde regnet med en café eller restaurant.

Ej! Det orker jeg ikke! svarede han.

Så kom hun i tanke om deres forskellige økonomiske baggrunde.

Hør, jeg betaler taxi for dig, frem og tilbage, og middagen og det hele!

Det var mest hendes vane med drengene hun skrev uden at tænke over det.

Jeg kan godt betale det hele selv, svarede Søren, jeg er bare for doven! Gider ikke gøre mig umage, pakke mig sammen, køre afsted og så hjem igen! Vejret er desuden skidt i dag.

Så: Hvis du vil mødes, må du komme! Adressen er sendt.

Ved du hvad! Dit frækhedsniveau er for vildt! skrev Birgitte og smed sin tablet fra sig.

Den rørte hun ikke i to dage. Hun pinte sig selv, men holdt sig fra at svare.

Hun forventede undskyldninger fra Søren, masser af invitationer til restauranter og cafeer hun ventede på, han skulle bede om tilgivelse.

Intet af det skete. Da hun igen tjekkede beskederne, var hendes sidste besked stadig den seneste. Søren havde overhovedet ikke svaret.

Hun blev rasende. Sad og råbte ukvemsord efter Søren i to timer.

Da hun blev rolig, mærkede hun, hun savnede ham mere end før.

Nu har han virkelig ramt mig! mumlede hun og greb tablet’en igen.

Han kunne jo godt have taget det ilde op!

Hej! skrev hun og ventede spændt.

Hej, svarede Søren. Hvordan går det?

Helt neutralt, som om sidste samtale var endt roligt.

Fint, skrev Birgitte. Skal vi mødes i dag? Eller er du stadig for doven?

Hun kunne ikke dy sig for at prikke.

Det vidste du jo! svarede Søren med en grine-smiley. Jeg orker ikke engang at hente brød bager det selv på panden!

Jamen, hvornår mødes vi, hvis du altid er for doven? spurgte Birgitte.

Har du bil? ville han vide.

Ja, jeg har bil!

Den virker?

Ja, Birgitte var forvirret.

Hun havde jo seks biler. Hvis noget gik galt, kom den på værksted eller blev solgt.

Jeg kan sende adressen igen, hvis du har slettet den, skrev han. Kom bare forbi!

***

Vent lige! Vent! Kirsten greb Birgitte i armen. Kørte du virkelig hen til en fremmed?

Ja, svarede Birgitte og nikkede.

Var du ikke bange? udbrød Marie. Tænk, hvis han var farlig?

Jeg havde peberspray med, sagde Birgitte. Den blev nu ikke brugt.

Du tog simpelthen til en mand du kun kendte på nettet? Hjem til ham? Kirsten kunne ikke sidde stille. Det er da helt vanvittigt!

Jeg gjorde det, nikker Birgitte. Og jeg har ikke fortrudt ét sekund!

Vinderne, jeg er fortabt!

Da jeg forstod det hele, var jeg irriteret på mig selv for, at jeg havde marineret ham i to dage!

Havde jeg bare kørt med det samme, havde jeg været lykkelig to dage før!

Lykkelig? drillede Kirsten.

Ja, den slags lykke, man er klar til at give alt for! svarede Birgitte oprigtigt.

Spøger du nu med firma og værdier? Kirsten så alvorlig ud.

Jeg er klar til at tage lån for hans skyld! Skulle jeg ende med at arbejde på byggepladsen, så er det det værd! sagde Birgitte og lagde hånden på hjertet.

Marie tabte underkæben af overraskelse.

Fortæl mere! forlangte Kirsten. Så du tog ud til ham!

Jeg gjorde Birgitte smilede. Jeg parkerede lige ude foran hans opgang, med håret sat og Dior på neglene for jeg troede alligevel, jeg nok ville finde en undskyldning for at vende om. Men jeg gik ind, ringede på, og så åbnede han døren med bare fødder og et halvt smil, og jeg tænkte nu er jeg så langt ude, at jeg kun kan gå endnu længere.

Han bød mig velkommen, ikke med den der akavede stemning eller forventning om, at jeg skulle været imponeret. Han satte bare to krus på bordet, lavede kaffe, og i stedet for at snakke om biler eller Diors eller forretning spurgte han mig, om jeg faktisk havde haft en god dag.

Det slog mig, hvor utroligt stille det var. Ingen præstation, ingen poleret facade, ikke engang en imponerende udsigt, bare en lille altan ud mod et fællestræ og duft af nybagt brød fra panden. Han grinede, da jeg bød ind med en historie om, hvordan jeg engang forhandlede en kontrakt hjem på under tre minutter og han sagde, at tre minutter mange gange kan være nok til at gøre alt det vigtige, hvis man tør.

Vi sad der, og pludselig var det som om hele min verden blev mindre, og meget lettere. Jeg så på hans hænder, der var rene men ikke pæne, og følte mig selv mere levende end i mit eget showroom omgivet af guld. Jeg spurgte ham, hvorfor han aldrig havde spurgt ind til mit arbejde eller tilbudt noget for mig, og han sagde, at han kun var nysgerrig på alt det, jeg ikke viste frem. Alt det, man ikke kunne pakke ind i papir og bånd.

Jeg blev hos ham til langt ud på natten. Da jeg kørte hjem, kom jeg til at grine hen over rattet sådan en latter, der føltes fremmed og fri. Næste dag kom jeg igen, og næste uge blev min forretning den næstbedste ting, jeg havde.

Så måske er jeg fortabt. Men det føles ikke som at miste noget, snarere som endelig at tage hul på det, der ventede bag alle auto-døre og smykke-montrer. Mine hænder er stadig ru, og jeg bærer stadig prisen for at prøve at få alt men nu har jeg vovet at give slip. Det er det vildeste, jeg har gjort.

Marie og Kirsten sad stille et øjeblik, og så sagde Kirsten: Du er skør. Men nu vil jeg også prøve det. Altså ikke byggepladsen, men at blive så fortabt, at man glemmer alt det andet.

Birgitte smilede, og så fyldte latteren stuen, så de næsten glemte tiden, og for første gang nogensinde føltes deres gamle venindekreds ikke som et sted, man gemmer sig men som et sted, man går ud fra, hen til alt det, der venter.