Du kan bare flytte hjem til din mor for altid, sagde min kone
Hvis du tager af sted nu, sagde jeg stille til Malene, så kan du lade være med at komme tilbage. Overhovedet. Tag dine jerrycans, dine værktøjssæt, alle de traktorkataloger og kør hjem til din mor. For altid.
Lejligheden er min, Rasmus. Jeg fik den efter mine forældre, kan du huske det? Og dine penge ved du hvad, jeg skal nok klare mig.
Ras, det er lørdag i dag. Vi har jo lovet Asta, at vi tager i cirkus. Og vi mangler indkøb… køleskabet er helt tomt.
Han rynkede brynene.
Du køber bare selv, der ligger jo et supermarked rundt om hjørnet. Og cirkus Nå, vi tager derhen næste weekend, lover jeg. Det er virkelig en krisesituation derhjemme min mor fryser.
Hun har jo frøsnet hver eneste uge i fem år nu, sagde jeg roligt. Præsten er i udu, hækken er gået i stå, og agurkerne vokser ikke, som de skal.
Synes du ikke, du er der mere end herhjemme i din egen lejlighed?
Det er også mit hjem! brølede Rasmus. Jeg er opvokset der. Din by jeg føler mig fanget her arbejde-hjem, arbejde-hjem.
Jeg bryder mig ikke om det, forstår du? Jeg vil tilbage til landet. Kun der lever jeg rigtigt!
***
Siden jeg blev gravid, føltes det som om Rasmus havde bygget en usynlig mur imellem os. Jeg blev barnets mor hellig og kønsløs, som han helst ikke ville røre ved mere end højst nødvendigt.
Vi skændtes tit, næsten fem år nu, men vi holdt alligevel sammen. Begge holdt krampagtigt fast i det her ægteskab, uden rigtig at vide hvorfor.
Endnu en af Rasmus flugter til landet endte selvfølgelig i skænderi.
Nu gør du det igen! råbte han i entreen mens han tog skoene på. Jeg skaffer penge hjem, gør jeg ikke? Jeg løser problemer, gør jeg ikke? Hvad mere vil du ha?
Jeg vil have en mand, Rasmus. Ikke en slags roomie, der kun kommer forbi for at skifte tøj og spise mellem sine vagter hos din mor.
Nå, nok! Jeg er træt af det jeg kommer sent hjem i morgen, vent ikke på mig.
Rasmus styrtede ud af lejligheden, og jeg gik hen til vinduet. Vores bil forsvandt hurtigt rundt om hjørnet.
Før vi fik Asta var det jo egentlig ok hvad er der sket med ham? Vi har været sammen i seksten år
***
Et par uger senere havde jeg problemer i min mormors gamle lejlighed den stod tom efter hun tog på plejehjem. En fjern slægtning var flyttet ind, Julian, min grandfætter kom fra Jylland, havde bare overtaget lejligheden og nægtede at flytte.
Hvordan han fik fat i nøglerne? Mormor gav dem selv! sagde han og reagerede uforskammet på alle mine forsøg på dialog.
Jeg forsøgte at håndtere det selv, men Julian stor og fræk som han var smækkede bare døren i hovedet på mig.
Ras, sagde jeg om aftenen, da han for en gangs skyld var hjemme. Du er nødt til at tage med hen til mormorens. Julian har slået sig ned, han opfører sig, som om han ejer stedet. Mormor er stresset, hun har fået forhøjet blodtryk. Hun siger, at hun aldrig har ladet ham bo der.
Den idiot har sikkert skiftet låsen nøglen passer ikke mere. Han skal bare ud.
Du er manden, han hører på dig.
Rasmus satte telefonen fra sig han havde siddet og bladret traktorbilleder.
Altså, skal jeg smide ham ud? Hvor skal hans ting så hen?
Stil dem på trappen om det skal være! Han er på lånt tid. Rasmus, jeg har virkelig brug for dig, jeg tør ikke gå derind alene.
Han sukkede og kløede sig i nakken.
Okay. Jeg tager derhen i morgen efter arbejde, snakker med ham. Men lad nu vær med skænderier, Malene. Jeg hader sådan noget.
Dagen efter tog han faktisk derhen. Samtalen blev kort. Julian forstod alvoren, pakkede sine tasker og forsvandt.
Jeg kunne endelig slappe af og lavede endda aftensmad, i håb om vi kunne nærme os hinanden.
Sådan blev det ikke. Ud på aftenen ringede Rasmus mor. Jeg tog mobilen regnede med det sædvanlige om hendes dårlige helbred men
Malene, jeg ved alt.
Hvad mener du, Karen?
Jeg ved godt, hvordan du udnytter min søn! Hvad tror du, han er din personlige vagtmand?! Hvorfor skal Rasmus ordne alt det grimt for dig?
Jeg måbede.
Karen, han er min mand. Det var et fælles problem. Han hjalp bare med at smide en uforskammet fyr ud. Hvad var der galt i det?
Det, Malene, er at vi herude på landet har dannet os en mening: Du har ikke brug for en mand! Du behandler ham som en slags tjenestemand!
Men han er min søn først og fremmest! Ordne dine problemer selv, du skal ikke tvinge ham ind i alt dit bøvl!
Han har sit hjem her, sin mor, sit liv her! Og du du burde bare være taknemmelig for at han overhovedet kommer hos dig!
Du holder ham fast med barnet, så ingen af os kan leve!
Jeg sad og lyttede, alt flød sammen. For første gang i seksten år talte Karen til mig i den tone.
Karen, forstår du overhovedet hvad du siger? Hvis du vil ødelægge vores ægteskab
Hvilket ægteskab, Malene? afbrød hun. I har ikke noget ægteskab. Rasmus er herude med sjælen og tankerne. Du fik et barn, godt for dig. Nu kan du lade min søn leve, som han vil!
Han fortæller mig alt, Malene. Hvor træt han er af dig og dine klager. Lad ham være!
Jeg lagde telefonen og vendte mig væk. Rasmus kiggede ind, forstod straks.
Hvem var det? Mor?
Hun sagde, at jeg ikke havde ret til din hjælp. At jeg ikke engang behøvede en mand.
Rasmus blev stående, så forvirret ud!
Hun gik nok bare lidt for langt. Du ved jo, hvor følelsesladet hun kan være.
Følelsesladet? Hun sagde lige ud, at jeg ikke betyder noget for dig.
Hvad har du sagt til hende? Påstår du jeg tvinger dig til fysisk arbejde eller hvad?
Nej, jeg sagde bare, jeg var træt efter i går. At jeg tog ud til din mormor…
Træt? Hvordan kan du være træt?! Rasmus, jeg er 39 år. Vi har været sammen i seksten år. Kan du slet ikke se du er mentalt gift med din mor, ikke med mig? Dit rigtige hjem er hos hende, hvor hun bare drømmer om at hive dig væk fra mig.
Nu skal du ikke overdrive, vrissede han og begyndte at gå ud. Jeg hjælper bare mine forældre. Det er min pligt.
Nu kan jeg ikke mere.
Her er der et barn! Og en kvinde, der engang var noget særligt for dig! Ved du, hvorfor der intet er mellem os længere? Fordi billedet af mor har blokeret alt det andet i dit hoved. Det er sygeligt, Rasmus!
Stop! Ikke mere! Jeg tager på landet. I et par dage. Vi har begge brug for at køle af.
Hvis du tager af sted nu, sagde jeg roligt, så skal du ikke vende tilbage. Tag dine dunke, værktøj, traktorkataloger kør til din mor for godt.
Renovering, have, aftente og kamillethe det er vel din drøm?
Lejligheden er min, Rasmus. Fra mine forældre. Og dine penge jeg skal nok klare det.
Hellere være alene end at føle sig som en fremmed i sit eget hjem.
Rasmus pakkede en taske i tavshed. Han troede jeg bluffede kvinder i hans familie havde altid holdt ud. Hans mor, hans tanter de tålte alt.
***
To uger gik uden lyd. Jeg kendte hans strategi han ventede på, jeg bukkede under og kom til ham. Før har jeg altid bedt først om tilgivelse.
Der blev sikkert fejret i landsbyen: Karen bagte pandekager, festede over at den fortabte søn var hjemme.
Men jeg sad ikke bare og ventede. Jeg skiftede låsen, søgte om børnebidrag og ikke bare de småbeløb han plejede at give, men den lovbestemte del af hans pæne danske løn.
Jeg kontaktede en advokat og fik papirerne på skilsmisse ordnet.
Telefonen ringede først tre uger efter.
Malene, har du skiftet låsen? lød hans stemme undrende. Jeg kom nøglen passer ikke. Naboerne glor…
Jeg sad hos min veninde og svarede roligt.
Jeg tager ikke imod gæster i dag.
Er du blevet vanvittig? Luk mig ind! Mine ting, mit pas ligger jo i skuffen
Dine ting ligger hos viceværten i kælderen. I kasser. Passet også. Og papirerne på skilsmissen. Dem kan du læse senere.
Hvad for noget skilsmisse? Malene, nu må du stoppe… Er det på grund af min mor? Jeg snakker med hende hun skal nok sige undskyld
Det behøver du ikke, Rasmus. Hun har ikke noget at undskylde for. Hun fik, hvad hun ville du blev helt og holdent hendes. Tillykke.
Jeg lagde på, og min veninde klappede mig på skulderen.
***
Asta og jeg var ved at gøre klar til en gåtur. Fireårige Asta var blevet mere rolig hun spurgte ikke længere, hvor far var.
Far dukkede nu kun op hver anden uge, blev et par timer, kom med legetøj og så egentlig lidt slidt ud.
En dag mødte jeg ham ved opgangen. Rasmus stod ved sin bil, og det var tydeligt han ventede på os.
Hej, mumlede han. Må jeg tage Asta en time med på café?
Hej. Tag hende bare. Bare hun beholder huen på, det er koldt.
Jeg satte mig på en bænk og så, hvordan han satte hende i autostolen.
Hvordan går det… på landet? spurgte jeg, mest af høflighed.
Rasmus trak på skuldrene.
Egentlig ret kedeligt.
Hvordan kan du sige det? Du har venner, frisk luft, natur. Din mor er der.
Han fnøs.
Mor… ja, nu får jeg at høre det hver dag. Alt er forkert, alt skal ordnes. Hun får ikke nok penge mere nu trækker de jo børnebidrag fra min løn, og den er ikke uendelig. Før gav jeg hende alt. Nu… hun skælder ud dagligt. Hun siger, jeg er en taber, som mistede sin kone.
Jeg kunne ikke lade være med at smile.
Sjovt. Hun var ellers glad, da hun skilte os ad
Han trak på skuldrene.
Hun troede, jeg ville være ved hende med penge. Men det blev til: jeg er ved hende, men uden penge.
Det viser sig, at et hus på landet ikke kun handler om at ordne hegn én gang om året. Alt falder fra hinanden.
Vennerne de gider mest bare drikke. Der er ingen, der hjælper med noget.
Så blev han stille og kiggede på mig.
Jeg har tænkt måske vi kunne begynde forfra? Jeg lejer et værelse i byen. Kan komme og gå
Jeg rejste mig, viklede tørklædet bedre om mig og så ham i øjnene.
Nej, Rasmus. Vi begynder ikke forfra. Jeg har indset noget: Du har faktisk aldrig elsket din landsby så højt, som du sagde. Du løb bare derud for at slippe for ansvar. For voksenliv. Der var du altid drengen, der fik tilgivelse for alt.
Her skulle du være mand. Og det kunne du ikke.
Malene
Kom hjem med Asta om en time. Og lad være med at købe is til hende!
Jeg vendte mig og gik mod bygningen. Endelig faldt tingene på plads.
Pludselig syntes jeg faktisk synd for ham. Over fyrre år gammel og stadig ikke sluppet mors skørter.
Hvad troede han egentlig at jeg ville genstarte alt sammen? Hvilken kvinde ville dog gøre det?
