9. januar
Jeg troede, mit ægteskab var solidt, men den illusion smuldrede stille og roligt en tirsdag aften. Efter en lang arbejdsdag på Aarhus Værft, havde jeg lige slæbt indkøbsposerne op i lejligheden på Trøjborg og stod, som så ofte før, og stegte frikadeller til næste dags madpakke. Det var da min kone, Mette, med sit sædvanlige skarpe blik, bremsede sig ved køkkenbordet og lod sin kommentar falde.
Skifter du aldrig den morgenkåbe? Du ligner min moster på Brabrand torv med den slidte klud. Prøv at se på Lærke fra tredje, sagde hun. Hun er altid smart klædt, selv når hun går ned med skraldet på hælene. Og hun dufter af forår, ikke af stegte løg.
Jeg blev ramt. Jeg sagde ikke noget. Stirrede blot på de skinnende, hvide fliser, som Mette gør rene hver weekend. Der lød et stik som en mønt, der falder dybt ned og bliver væk.
Lærke er femogtyve, sagde min kone med rolig stemme, uden at vende sig mod mig. Hun bor alene, arbejder som receptionist i en frisørsalon og bestiller take-away. Men jeg, Mads, har sommetider arbejdet ekstra timer på værftet, hentet varer og nu står jeg her og steger mad til dig.
Ej nu starter du igen, Mette, sagde jeg og bladrede videre på min mobil. Jeg er træt, jeg arbejder. Alle arbejder. Min mor arbejdede også, men der var altid nystrøget vasketøj og hjemmebag. Det handler om vilje, Mette. Du er blevet ligeglad. Tror du, vielsesringen garanterer noget? Mænd har brug for inspiration. Lærke smilede til mig i elevatoren i går mit humør var i top hele dagen. Men herhjemme? Du er sur og laver frikadeller. Det er kedeligt, Mette. Fladt.
Hun slukkede for blusset. Frikadellerne var stadig rå, men det gjorde ikke længere noget. Hun tørrede sine hænder i det samme forklæde, jeg havde kritiseret, løsnede snorene og hang det på krogen.
Det er kedeligt, siger du? Mangler du inspiration?
Ja, mumlede jeg uden at kigge op. Må jeg ikke have lidt æstetik i mit eget hjem?
Det må du, Mads. Fuld tilladelse.
Mette forlod køkkenet, gik ud på badeværelset og tog et langt bad vaskede lugten af stegt løg, træthed og nedladende ord af sig. Hun kiggede på sine hænder slidte, men altid velplejede. Hun har været støtten i vores hus i snart tre årtier: strøget mine skjorter, købt vinterdæk til bilen, og givet mig den tryghed, hun mente jeg havde brug for.
Og nu var der Lærke. På stiletter, frisk og ungdommelig.
Senere, da Mette kom ud fra badet og smurte natcreme i ansigtet, tog hun sin silkepyjamas på og lagde sig med ryggen til. Da jeg prøvede at lægge armen om hende, trak hun sig roligt væk.
Hvad har du gang i? spurgte jeg. Jeg sagde det jo kun for din skyld. Til din motivation.
Hun svarede ikke. Men jeg kunne mærke, hun havde taget en beslutning.
Næste morgen var lejligheden stille. Jeg vågnede ikke til duften af kaffe eller lyden af stegepanden, men til alarmens biben. Bordet var tomt, ingen madpakke, ingen kop.
I soveværelset sad Mette ved spejlet og lagde makeup. Hun havde den smukkeste kjole på den hun ellers kun bruger, når vi skal i Musikhuset. Hun havde stiletter på.
Det ligner noget! sagde jeg. Endelig hører du efter! Men hvor er morgenmaden? Jeg skal på arbejde.
Der er ingen morgenmad i dag, sagde hun blot, mens hun smurte læbestiften på. Lærke drikker sikkert kun smoothie eller kaffe på café om morgenen. Hun står ikke klokken seks og steger bacon. Jeg har tænkt mig at følge hendes eksempel. Æstetik kræver ofre, Mads.
Er du ikke rigtig klog? sukkede jeg. Jeg har jo brug for energi. Kan du ikke lige stege nogle æg?
Nu har jeg lagt makeup. Jeg gider ikke stå ved komfuret og svede. Du er jo så selvstændig og inspireret, du kan sagtens selv finde ud af det.
Hun tog sin taske og gik. Døren smækkede.
Jeg stod tilbage. Fandt til sidst stegepanden, brændte mig på olie, smadrede et æg. Ægget blev branket, kaffen skvulpede ud over komfuret. Jeg blev gal. Nu må hun da gi’ sig i aften, tænkte jeg.
Men om aftenen, da jeg kom hjem sulten, var der stadig ingen mad. Kun duften af Mettes parfume.
Hun sad i lænestolen, læste i en bog, så godt ud.
Hej, sagde jeg og toede skoene. Hvor er maden?
Jeg har spist på café. Salat og lidt vin. Jeg følte mig som kvinde ikke husholderske.
Og hvad skal jeg spise? snerrede jeg.
Frikadellerne blev udskældt og var ikke færdige. Jeg smed dem ud. Nye har jeg ikke lavet.
Nu går du for vidt! råbte jeg. Kom nu ind i køkkenet, kog da nogle kartofler!
Kartoflerne er i grøntsagsskuffen, vandet i hanen, og gryden står dér. Gå blot i gang. Lærke inspirerer sin mand hun står ikke og koger kartofler til ham.
Jeg kølede lidt ned, men kløede alligevel videre med poserne i køkkenet. Lavede flade, overkogte kartofler spiste dem direkte fra gryden, bare for at irritere hende.
Der gik en uge. Lejligheden var ren nok, men kun det synlige. Mette gjorde ikke rent for mig, lagde ikke rent tøj frem, sørgede ikke for mine små behov.
Tøjbunken voksede, og til sidst havde jeg ingen rene sokker.
Hvor er sokkerne, Mette? råbte jeg ud i lejligheden.
De er, hvor du lagde dem. I vasketøjskurven.
De er beskidte! Hvorfor har du ikke vasket dem?
Jeg har kun vasket mine egne. Jeg vil ikke røre dit tøj. Jeg passer på mine hænder for æstetikkens skyld.
Er du vanvittig? stormede jeg ud i gangen i bare underbukser og en sok. Skal jeg på arbejde sådan?
Strygejernet er på vindueskarmen, strygebrættet bag døren. Det klarer du selv. Jeg er ikke din vaskekone. Nu er jeg musen.
Straks måtte jeg lære at bruge vaskemaskinen. Hældte for meget vaskepulver i sæben løb ud over gulvet. Strygede skjorten skævt, brændte næsten kraven. På job sendte folk blikke den unge sekretær smilede til mig, men denne gang lidt hånligt.
Det nagede min stolthed, så jeg forsøgte en anden taktik. Nu skulle jeg vise, at mit liv også kunne gå videre uden hendes hjælp.
Fredag duftede jeg af aftershave, tog skjorten på, hun havde strøget ugen før.
Jeg går ud, sagde jeg. Med vennerne. Hvis ikke der er hyggeligt herhjemme, opsøger jeg det andetsteds. Måske støder jeg på Lærke hun går tit tur denne tid.
Det lyder herligt, svarede Mette, uden antydning af jalousi. Tag nøglen med, jeg går nok tidligt i seng.
I baren gik snakken lidt trægt. Mine venner var optagede af politik og prisstigninger. Jeg klagede over Mette.
Hun er blevet underlig. Vil ikke lave mad, ikke vaske tøj. Alt fordi jeg sammenlignede hende med naboen. Jeg mente det jo bare godt!
Nu rolig, Mads, sagde min ven Poul. Kvinder tåler ikke sammenligning. Min kone havde slået mig med stegepanden. Du bør undskylde, give blomster.
Skal jeg nu undskylde? Nej, jeg bøjer mig ikke hun skal nok komme krybende, når kortet er tomt.
Jeg overførte alle penge til min egen konto. Tænkte, at hun hurtigt ville give op.
Dage gik. Efterhånden var køleskabet tomt kun en tyggegummihård ost og sennep tilbage. Jeg spiste på jobbet, tog pizzaer med hjem. Mette spiste tydeligvis andetsteds eller i sit værelse.
En onsdag aften kunne jeg ikke mere.
Mette, der er jo ikke noget i køleskabet. Skal du ikke handle?
Nej, svarede hun og stirrede på sit tv. Jeg har købt mine egne madvarer og har min gamle minibar fra mine forældres kolonihavehus. Der står min yoghurt og frugt resten ejer du jo ikke.
Hvad med mine penge?
Dem har du jo flyttet. Nu køber jeg kun til mig selv. Og du må klare dig for dem, du har beholdt.
Men jeg tjener mere! Jeg har ret til at styre budgettet!
Fint, Mads, du styrer men kun for dig selv. Desuden lejligheden er min. Jeg arvede den fra min mormor. Du kan blive boende, men har du overvejet husleje?
Jeg var arrig.
Vil du smide mig ud for sådan en bagatel, fordi jeg sammenlignede dig med Lærke?
Ikke for bagateller, Mads. Men fordi du ser mig som en funktion en tjener, husholder, madmor. Du forlanger tryghed og komfort, men du vil også have et billede, som du ikke engang selv kan leve op til. Respekt og taknemmelighed betaler du ikke med. Du betaler kun med krav.
Hvem skulle have brug for dig, når du er halvtres? Tror du, folk står i kø?
Måske ikke. Men jeg vil hellere være alene og fri end nedgjort. Ensomhed er ikke at bo alene det er at være to, hvor den ene er ligeglad med den anden.
Hun gik ind i soveværelset og låste døren.
Jeg sad, sulten og bange og forstod, at hun mente det. Dette var ikke en demonstration det var slutningen. Hvis hun ville, kunne hun smide mig ud.
Endnu tre dage gik, hvor jeg livede på frysepizzaer og dårlig kaffe, mens Mette gik til og fra arbejde frisk, rank, med ny energi. Hun så yngre ud, stærkere.
Lørdag vågnede jeg til en duft vanilje og hjemmebag. Jeg fløj ud i køkkenet. Mette stod smuk og tog et bradefad med kage ud af ovnen.
Mette! Har du bagt kage? Så er du ikke sur mere, vel? Fred?
Hun skar et stykke.
Det er til mig. Resten tager jeg med til veninderne.
Veninderne? Og hvad med mig?
Du kan jo nyde duften. Du ønskede æstetik nu får du det. Men kun for sanserne ikke for maven.
Hun pakkede kagen ned. Så på mig, længe.
Forresten, jeg har begæret skilsmisse. Vi får en måned til at tænke men jeg har besluttet mig. Du må begynde at lede efter ny bolig. Pengene, du lagde til side, får du brug for til leje og søde blikke til unge kvinder. Hvis de overhovedet kigger.
Mette, vent! Jeg er en idiot! Tilgiv mig! Jeg elsker dig! Jeg køber dig blomster, laver mad!
For sent, Mads. Toget er kørt, og det var ekspressen ikke godstoget. Nu vil jeg leve for mig selv. Jeg har levet for dig i syvogtyve år, men det var ikke nok.
Hun slap min hånd, tog sin kage og gik.
Jeg blev stående i køkkenet med duften af kage, som jeg ikke fik. Der var sol udenfor, og nede på gaden lo Lærke, mens hun satte sig ind i sin kærestes bil. Lejligheden føltes tom.
Ved spejlet så jeg mig selv for første gang ærligt: tunge øjenposer, tyndt hår, maven hang. Mette havde ret. Jeg troede, jeg var konge, men sandheden var, ingen havde brug for mig ikke engang hende længere.
Efter en måned blev vi skilt. Jeg flyttede til et lejet værelse i Tilst for at spare penge og betale det, der skulle gå til børn fra mit første ægteskab, som jeg havde glemt, indtil Mette mindede mig om dem. Tiden gik, jeg tog på, blev mere og mere uplejet. Kvinder så mig ikke.
Mette blomstrede op. Lavede om i lejligheden, smed min gamle sofa ud, begyndte til dans, og rygterne sagde, hun havde fået selskab af en stille mand, som bragte hende blomster uden at sammenligne hende med yngre kvinder og nød hendes hjemmebag. Fordi han forstod, at en kvinde ikke er en husholdningsmaskine eller et udstillingsvindue. Hun er varme, som skal værnes om, ellers finder hun en anden, der værdsætter hende.
Det er det, jeg har lært. I grunden var alt det, jeg savnede, ikke maden eller skjorterne men Mettes selskab. Varme og nærvær kan ikke købes for kroner. Hvis du mister respekten, mister du til sidst alt.
