Hvorfor er der en plet af foundation på min nye bluse? Jeg har ikke engang nået at tage mærket af endnu! Othilia prøver at tale roligt, men hendes stemme ryster af frustration.
På køkkenet sidder Astrid, hendes svigerinde, med en kop te og et dansk ugeblad. Hun ser knap op, vipper dovent med foden i sine hjemmesko med pels og lader som om, det ikke handler om hende.
Ej, Othilia, slap nu lidt af. Jeg ville bare se, om farven passede mig. Jeg har en date i aften og tænkte, du kunne låne mig den. Foundationpletten… ja, det er jo hurtigt sket. Bare vask den du har jo en virkelig god vaskemaskine med tørretumbler.
Othilia står med sin lyseblå silke-bluse, som hun har sparet op til længe, for netop at have noget pænt til næste uges vigtige præsentation på arbejdet. Halvdelen af hendes lønforskud gik til det klenodie. Nu stråler et fedtet orange mærke på kraven og på silke er det svært at fjerne.
Astrid, du må ikke tage mine ting uden at spørge. Jeg har slet ikke sagt, du måtte åbne mit skab. Du bor her midlertidigt, mens din lejlighed bliver renoveret, men det betyder ikke, at mine ejendele er til fri afbenyttelse.
Sikke noget pjat, Astrid bider i en småkage. Vi er jo familie! Alberte er min bror, så du er jo min søster. Det er da ikke så slemt, at jeg låner en bluse? Jeg stjæler jo ikke, bare tester lidt. Hvis du ikke kan få pletten af, så køb en ny du har jo penge til det. Alt mit ryger i min renovering for tiden.
På det tidspunkt træder Alberte, Othilias mand, ind i køkkenet efter en lang dag og sukker træt. Han havde håbet på stilhed, ikke kvindelig drama.
Hvad foregår der nu? spørger han og kigger skiftevis på sin rødmossede kone og sin totalt upåvirkede søster.
Othilia har ballade over en bluse, sukker Astrid, påtaget såret. Siger jeg har opført mig som tyv, bare fordi jeg lånte lidt. Sig nu, at familie ikke skal være nærige med hinanden.
Othilia rækker stille blusen frem. Alberte sukker, da han ser pletten.
Astrid, du kunne bare have spurgt. Det var en speciel ting for Othilia.
Men hun var jo ikke hjemme, og jeg skal videre. Jeg kan jo ikke gå nøgen rundt alt mit er pakket i flyttekasser.
Du har tre kufferter med tøj i entreen, siger Othilia koldt. Sidste uge tog du også min parfume og tømte nærmest hele flasken, og ugen før brugte du mine nye støvler, som nu har fået et mærke.
Glem det, Astrid smækker koppen på bordet. Det er som at bo i et fængsel her. Skal jo kunne låne et par dråber parfume, ikke? Jeg skal nok vaske din bluse, ikke vær så sur.
Lad være du ødelægger bare stoffet. Og tag aldrig mine ting igen.
Othilia lægger blusen i vasketøjskurven til rensning og går ind på soveværelset. Indeni bobler vrede og magtesløshed. Astrids ophold har nu trukket ud i to måneder hendes håndværkere kommer og går, og hun trækker på Othilias og Albertes gæstfrihed. Til at starte med opførte Astrid sig høfligt, men nu bryder hun alle grænser.
Samme nat kan Othilia ikke sove. Hun hører Astrid sidde og brokke sig til Alberte om, hvor urimelig og hjerteløs svigerinden er, og hvordan ingen forstår hende. Alberte forsøger at berolige hende han har meget svært ved at sætte foden ned over for den forkælede lillesøster, selvom hun nærmer sig de tredive.
Næste morgen står Othilia tidligt op for at skjule sine smykker langt ind i sengetøjsskabet. Den dyre makeup kommer ned i tasken. Det føles ydmygende, men hun må beskytte sig selv.
En uge forløber uden større drama. Astrid fornærmes og tier sin svigerinde ihjel, hvilket passer Othilia fint. Men fredag venter en ny overraskelse.
Da Othilia kommer hjem fra arbejde, er døren til badeværelset låst, og der lyder plasken og en duft af hendes dyre yndlingsbadeskum en gave fra kollegerne, sparet til særlige anledninger.
Astrid, har du taget min badeskum? råber Othilia.
Bare lidt! Der var jo næsten en hel flaske!
Othilia læner panden mod dørkarmen. Kvinden respekterer simpelthen ingenting. Ikke blusens plet, ikke værdien af badeskummet, men hele ideen om privat ejendom.
Astrid kommer kort efter ud fra badet, iført Othilias morgenkåbe, naturligvis hendes egen er glemt inde på værelset.
Othilia går forbi hende, ser den tomme bøtte i skraldespanden. Bare lidt viste sig at være alt.
Alberte, vi skal tale sammen, siger Othilia senere den aften.
Jeg ved godt, hvad du vil sige, Alberte sukker. Hun er urimelig. Men prøv at holde ud lidt endnu. Håndværkerne er snart færdige. Jeg kan jo ikke smide min søster ud på gaden så bliver mor tosset.
Jeg beder ikke om at smide hende ud. Jeg beder dig om at forklare hende reglerne.
Jeg taler med hende i morgen, mumler han.
Othilia tvivler. Astrid vil bare rulle med øjnene og fortsætte med at tage for sig af hendes ejendele.
Kulminationen kommer den næste dag. Othilia skal til fødselsdag hos nogle venner med Alberte og har glædet sig til at tage sin marineblå fløjls-kjole på. Hun husker præcis, hvor den skulle hænge: i soveværelset, i et fint overtræk.
Men i stedet hænger der kun en tom dragtpose. Kjolen er væk.
Samtlige skabe, skuffer og vasketøjskurve bliver gennemsøgt. Ingen kjole.
Astrid er også væk, for hun er taget i byen.
Othilia ringer til hende. Musik og latter overdøver alt i baggrunden.
Hej, Othilia! Jeg er ude hvad vil du?
Hvor er min mørkeblå kjole?
Åh, den altså, jeg manglede noget at tage på til Svetas fødselsdag i klubben. Men slap nu af, kjolen sidder perfekt! Jeg afleverer den i morgen du opdager ikke engang, at den har været ude!
Du tager uden at spørge og fester i min kjole? Astrid, kom hjem NU vi skal selv ud om lidt!
Ej, det må du altså lige tage roligt, siger Astrid og lægger røret på.
Othilia bryder sammen. Da Alberte ser hende græde, bliver han bleg af skyld.
Hvad er der sket?
Astrid har stjålet min kjole og er i byen med den.
Han ringer til Astrid, men får intet svar. Othilia må tage en gammel habit på til fødselsdagen, helt ødelagt indeni. Hun kan kun tænke på sin fine kjole blandt cigaretter og billige drinks.
Søndag morgen kommer Astrid slæbende ind ad døren, med kjolen krøllet i en plastikpose.
Her, mumler hun, og snupper en danskvand i køkkenet. Der kom en lille rift i bunden det syr du vel bare selv. Ingen katastrofe.
Othilia åbner kjolen: Flis i sømme, fløjlen plettet og stinkende af røg og sprut. Intet kan reparere dét.
Alberte! kalder Othilia.
Alberte kommer ind, ser kjolen og såret i Othilias øjne.
Astrid det her er for meget. Du må betale for kjolen.
Hvor meget mener du? Ti tusind? Astrid fnyser Jeg betaler, når jeg får løn. Det er jo nærmest latterligt.
Den kostede fire tusind kroner, Othilia siger stille. Det handler ikke om pengene.
Mandag er Othilia hjemme fra arbejde. Hun får en låsesmed til at installere en solid lås på soveværelsesdøren.
Sådan en, ingen kan lirke op ja tak, siger hun til den rare, overskæggede låsesmed.
Er det børn? spørger han drillende.
Svigerinder, svarer Othilia og han nikker forstående.
Alt personligt flyttes til soveværelset overtøj, tasker, smykker, selv shampoo og hårtørrer. Værelset ligner et opmagasin, men tingene er sikre.
Da hun låser døren og lægger nøglen i lommen, føler hun lettelse.
Astrid kommer hjem først. Othilia kan høre hendes skridt i entreen. Så prøver Astrid dørhåndtaget til soveværelset. Den er låst.
Othilia! Døren er i stykker den kan ikke åbne!
Nej, den er låst med vilje.
Astrid stormer ind i køkkenet med øjne der ruller rundt.
Hvad er dét? Jeg skal bruge hårtørreren.
Det ligger bag lås nu ligesom resten af mine ting.
Du har sat en LÅS på? På grund af mig?
Ja! Fordi du ikke forstår ordet nej.
Du er syg i hovedet!
Bedre end at få alle sine ting ødelagt. Hvis du har brug for noget, må du gå ud og købe det.
Jeg ringer til Alberte!
Det gør hun og snart kommer Alberte hjem til tårer og dramatik.
Hun tror, jeg er tyv! Hun smider mig ud!
Alberte ser på den låste dør og på sin rolige kone.
Othilia, sat du virkelig lås på?
Ja. Når vi begge er hjemme, er døren åben. Ellers ikke. Jeg har ret til privatliv og at beskytte mine ting.
Det virker så u-familieagtigt…
Men at tage andres ting og ødelægge dem er måske familiært? Vælg, Alberte: Låsen bliver eller jeg flytter. Jeg vil ikke være bofælle med nogen, der ikke respekterer mig.
Ordet tyvagtig får Astrid helt op i det røde felt.
Fint! Så kan I passe jeres lort! Min fod sætter ikke mere her. Jeg siger det til mor!
Astrid pakker kufferter og jakker og forsvinder grædende ud i natten.
Astrid, lad være det er sent!
Jeg sover hellere på gulvet hos Sveta end med den heks! råber hun og smækker døren så hårdt, at stuk falder ned fra loftet.
Stilheden breder sig.
Mor bliver tosset nu, sukker Alberte.
Det går nok, siger Othilia roligt og lægger en hånd på hans skulder. Det vigtigste er, at her er ro. Og mine ting er intakte.
Dagen efter ringer svigermoren rasende og anklager Othilia for at være ond og hjerteløs. Alberte prøver at forklare om kjolen og de ituslåede ting, men moren vil ikke høre. For hende er Astrid et offer.
Othilia blander sig ikke længere. Hun ved, at hun har retten på sin side.
Astrids ejendele bliver afhentet af en ven to dage senere. Othilia kontrollerer diskret, at intet af hendes eget er forsvundet, og er lykkelig for låsen på døren.
Måneder går. Astrids lejlighed står klar eller også har hun fundet et andet sted. Forholdet til svigermor er stadig køligt og begrænset til fødselsdage. Men hos Othilia falder ro og orden ind.
En aften før teateret tager Othilia den blå fløjls-kjole frem. Hun har fået den sat flot i stand hos en dygtig syerske, og skjuler nu samlingssyningen med broderi. Kjolen ligner næsten sig selv igen.
Hun tager den på, kigger sig i spejlet. Nøglelåsen på soveværelset glimter i lampelyset. Alberte knytter sit slips, fanger hendes blik og smiler.
Du havde ret. Det er faktisk rart, der er lås så roder ingen i vores ting mere. Ikke engang min barbermaskine forsvinder.
Othilia smiler.
Personlige grænser er vigtigst, især i familien.
Hun lægger nøglen i tasken og tager Alberte under armen. Aftenen lover godt ingen påtrængende familiemedlemmer skal længere ødelægge hendes dag.
Hvis du selv mener, at privatliv og ejendele skal respekteres, så del gerne din mening. Har du nogensinde måttet beskytte dine ting mod nærgående familie?
